Otte gode råd til at forhindre skader ved skybrud

Relaterede nyheder

Læs mere

Kontakt os

+45 32 46 46 46 info@oadv.dk SKRIV TIL OS

Skybrudssæsonen er i dén grad over os. De store mængder vand er svære at håndtere, og skybrud kan ødelægge både bygningsdele og indbo. Men der er heldigvis ting, du kan gøre for at forhindre eller begrænse skader. Læs med, når vi i denne artikel giver dig otte gode råd til, hvordan du forhindrer vandet i at lave skader i din bolig under et skybrud.

1. Luk vinduer og døre

Første råd kan virke banalt, men er alligevel super vigtigt. Ved skybrud kan vandet nemlig både komme ind af tagvinduer, facadevinduer og ind af vinduer og døre i kælderen. Sørg derfor for, at alle vinduer er ordentligt lukkede, når der varsles om skybrud. Hvis du tidligere har haft problemer med, at vandet alligevel trænger ind gennem de lukkede vinduer og døre, kan du med fordel skrue en krydsfinerplade fast på ydersiden af åbningerne.

2. Luk ventilationshuller i ydervæggene

Er der ventilationshuller i ydervæggen, og er hullerne tæt på terræn, bør du lukke dem. Her kan du også montere krydsfinerplader over åbningerne, så du sikrer, at vandet bliver ude.

3. Tjek afløb og tagrender

Undersøg om dine tagrender er fri for blade og andet, der kan forhindre vandet i at løbe frit. Gå alle tagbrøndene igennem og rens dem, hvis de er fyldt med blade og snavs.

4. Fjern indbo fra kældergulvet

Flyt alle de ting, du har i din kælder, op i niveau og placér det et godt stykke over gulvet. Beskidt kloakvand kan trænge ind i din kælder og ødelægge dit indbo, så sørg for, at de står på en stålreol eller lignende, som kan vaskes ned og desinficeres.

5. Tjek terrænet ved dit hus

Falder terrænet ind mod dit hus, kan du med fordel grave mindre kanaler i terrænet. Med kanaler kan du lede vandet væk fra soklen og længere ud i terrænet. Kanalerne behøver ikke at være særlig brede, men de skal have fald væk fra dit hus, så vandet kan blive ledt i den rigtige retning.

6. Hav sandsække parat

Er du bekymret for, at vandet vil trænge ind i din bolig, kan du lægge sandsætte på de utætte steder. Sandsække kan stoppe meget vand og er derfor særdeles brugbare, hvis du er bange for utætheder.

7. Begræns kloakvand

Har du ikke monteret et højvandslukke, kan du begrænse opstigende kloakvand på anden vis. Læg et stort stykke plast oven på gulvafløbet og læg sandsække ovenpå. Placér en krydsfinerplade ovenpå sandsækkene og fastklem en lægte fra pladen til loftet – så den sidder ordentligt fast. Hvis du også er bekymret for, at vandet stiger op i toilettet, kan du fylde en plastpose med stof eller lignende og stoppe den ned i toilettet. Læg herefter sandsække og en krydsfinerplade ovenpå. Sæt en lægte i spænd mellem krydsfinerpladen og loftet, så plade og sandsække holder det store vandpres nede.

8. Hav en automatisk pumpe i huset

Har du før haft problemer med store mængder vand i din kælder, bør du have en pumpe i huset, så du er klar til hurtigt at fjerne det indtrængende vand. Du skal kun benytte pumpen, hvis det er regnvand, der trænger ind i dit hus. Hvis det er kloakvand, kan du ikke bare pumpe det ud i haven – det skal derimod samles i spande eller lignende, indtil det er muligt igen at hælde det ned i kloakken.