ab mønten, altan, byggesag, millionkrav

Millionkrav om indeksregulering afvist i Voldgiftsretten

Voldgiftssag om prisregulering i fastpristilbud – A/B Mønten frifundet i sag anlagt af altanfirma

Da altanprojektet i A/B Mønten blev afleveret i januar 2024, mente altanfirmaet, at de havde krav på yderligere 1,2 millioner kroner i indeksregulering – ud over den allerede aftalte faste entreprisesum. Det nægtede boligforeningen at betale. Sagen endte i Voldgiftsretten – og resultatet: Foreningen blev frifundet.

Sagen kort opsummeret

I sommeren 2020 indgik Andelsboligforeningen ‘A/B Mønten’ på Nørrebro aftale med et altanfirma om etablering af 325 altaner. Et omfattende projekt, der både i omfang og økonomisk betydning adskilte sig markant fra, hvad mange boligforeninger ellers håndterer. Projektet blev en realitet efter, at foreningen havde accepteret et skriftligt tilbud, som efter sin ordlyd ville blive indeksreguleret i sin helhed ved aflevering. ABT 93 var vedtaget som aftalegrundlag mellem parterne. Der var ikke henvist til pris- og tidscirkulæret.

Arbejdet blev udført i etaper over flere år og blev afleveret ved en samlet afleveringsforretning den 24. januar 2024. Kort tid efter afleveringen opstod der uenighed om spørgsmålet om indeksregulering. Hertil var det særlig relevant at vurdere hvordan bestemmelsen ”Entreprisesummen indeksreguleres herefter i sin helhed frem til aflevering” skulle forstås.

Altanfirmaet gjorde gældende, at de var berettiget til at indeksregulere entreprisesummen ved brug af den officielle indeksberegner hos DI Byggeri (DI) og med udgangspunkt i en fiktiv tilbudsdato den 15. november 2020. Princippet i altanfirmaets beregning var herefter at tage hele entreprisesummen og lave en samlet indeksering ved entreprisens aflevering. ØENS opfattelse var, at den særlige formulering i kontrakten alene skulle forstås som en udskydelse af det tidspunkt, hvor indekseringsberegningen skulle foretages, men derudover ikke medfører ændring af selve beregningsmetoden i forhold til det der normalt gælder efter ABT 18 og pris- og tidscirkulæret.

Det centrale spørgsmål

Sagen handlede om én enkelt sætning – men en vigtig én: “Entreprisesummen indeksreguleres i sin helhed frem til aflevering.”

Retten skulle tage stilling til:

  • Hvad indebærer “indeksregulering i sin helhed”?
  • Hvornår skal reguleringen ske – og med hvilket udgangspunkt?
  • Hvilken metode må anvendes, når aftalen ikke angiver en konkret beregningsmodel?

Voldgiftsretten analyserede sætningen ”indeksreguleres i sin helhed frem til aflevering” ved at benytte sig af en formålsanalyse af indeksregulering og dens sammenhæng med ABT 18’s § 32’s indhold, samt sammenholdt dette med en ordlydsanalyse af den specifikke aftalebestemmelse. Retten lagde vægt på, at formålet med indeksregulering er at kompensere for ændrede priser undervejs i byggeprocessen – ikke at efterregulere tidligere betalte ydelser.

Selvom parterne havde aftalt ABT 93, tog Voldgiftsretten udgangspunkt i ABT 18 § 32, hvoraf principperne fra det tidligere pris- og tidscirkulære (nr. 174 af 1991) er indarbejdet. Disse blev anvendt til at udfylde det uklare aftalevilkår.

Metoden, som altanfirmaet anvendte – at tage en samlet median for alle betalinger i byggeperioden – blev underkendt. I stedet skulle reguleringen ske med udgangspunkt i arbejdernes faktiske udførelsestidspunkt, hvilket stemte overens med ØENS Advokatfirmas vurdering.

Ordlyden af aftalevilkåret talte ikke imod en sådan fortolkning, idet indeksreguleringen fortsat vil skulle ske af hele entreprisesummen, dog således at indeksreguleringen vil skulle foretages med udgangspunkt i, hvornår de enkelte arbejder er udført. Afslutningsvist anvendte Voldgiftsretten koncipistreglen til begrundelse for resultatet, da altanfirmaet, som havde udformet aftalevilkåret, måtte bære risikoen for fortolkningstvivl.

Sagens udfald og omkostninger

A/B Mønten blev frifundet for altanfirmaets krav på ca. 1.173.213,67 kr.

”Vi kan kun varmt anbefale ØENS til andre foreninger”

“ Vi har gennem hele forløbet oplevet ØENS Advokatfirma som særdeles kompetente inden for entrepriseretten, indeksreguleringen og udregningen af denne, særligt da dommeren har givet os 100% medhold i ØENS Advokatfirma udregninger. Det er meget komplekst stof i forhold til praksis, lovgivning og præcedens fra tidligere sager, og det var meget trygt at have Johan og hans team med på vores side. De gav os klar og ærlig rådgivning – og ikke mindst sørgede de for, at vi kom sikkert i mål med en afgørelse, som vi føler er både er rimelig og retfærdig. Vi kan kun varmt anbefale ØENS til andre foreninger, der står i en lignende situation.

– Jesper Gry, bestyrelsesmedlem i A/B Mønten

Voldgiftsrettens afgørelse er et vigtigt eksempel på, hvordan uklare indeksklausuler kan få stor økonomisk betydning – og hvorfor det betaler sig at søge specialistrådgivning i komplekse entreprisesager.

Hent den fulde afgørelse her

Indeksreguleringskrav? Undgå at betale for meget – få vurderet jeres sag i tide

Har I modtaget krav om indeksregulering – og er I i tvivl om, hvad I egentlig skal betale?
I henhold til forældelsesloven er det afgørende at reagere inden for tre år fra kravet blev fremsat. Er jeres sag stadig inden for fristen, kan der være mulighed for at få kravet reduceret – eller helt afvist. Kontakt os, hvis I ønsker en vurdering af, hvordan jeres aftale skal forstås.

Johan Iversen Møller, Advokat, ØENS Advokatfirma
Advokatfirma
Johan Iversen Møller
Advokat
Jakob Holm Hansen, advokatfuldmægtig, øens advokatfirma
Advokatfirma
Jakob Holm Hansen
Advokatfuldmægtig
Advokatfirma
Fabiano Lusso
Advokatfuldmægtig