Uenighed mellem virksomhedens ejere er ikke nødvendigvis et problem.

Ejerne kan have forskellige syn på strategi, investeringer, udbytte eller den daglige drift og stadig drive en sund virksomhed sammen.

Men når uenigheden begynder at blokere beslutninger, påvirke driften eller udvikle sig til mistillid mellem ejerne, kan konflikten få både juridiske og økonomiske konsekvenser. En ejerkonflikt kan handle om meget forskelligt: En ejer arbejder mere end den anden. En medejer ønsker at sælge, mens den anden vil fortsætte. Ejerne er uenige om, hvorvidt overskuddet skal udloddes eller geninvesteres. En majoritet træffer beslutninger, som minoriteten mener stiller den urimeligt. Eller et 50/50-ejet selskab er endt i en situation, hvor ingen længere kan træffe de nødvendige beslutninger.

Hos ØENS Advokatfirma rådgiver vi virksomhedsejere om ejerkonflikter og uenighed mellem kapitalejere. Vi hjælper med at skabe overblik over selskabsloven, vedtægterne, ejeraftalen og de beslutninger, der allerede er truffet, og med at finde en vej videre – gennem forhandling, en ændring af ejerforholdene eller, når det er nødvendigt, en egentlig juridisk tvist. Vi har kontor på Amager i København og rådgiver virksomhedsejere i hele Danmark.

Tal med en advokat om en ejerkonflikt →

Hvad er en ejerkonflikt?

En ejerkonflikt opstår, når uenighed mellem virksomhedens ejere ikke længere kan håndteres gennem den almindelige beslutningsproces. Konflikten kan vedrøre ejerrollen, men den kan også være tæt forbundet med, at ejerne samtidig er direktører, bestyrelsesmedlemmer eller medarbejdere. Derfor er det vigtigt først at skelne mellem de forskellige juridiske roller.

At en person er kapitalejer giver bestemte ejerrettigheder. En direktør eller et bestyrelsesmedlem har derimod selvstændige pligter som medlem af selskabets ledelse, mens en medarbejders rettigheder og forpligtelser følger af ansættelsesforholdet.

En konflikt bliver derfor hurtigt mere kompleks, hvis to ejere eksempelvis både ejer 50 procent hver, begge sidder i ledelsen og begge arbejder i virksomheden. Læs mere om kompetencefordelingen på vores side om generalforsamling og selskabsledelse.

Hvorfor opstår konflikter mellem virksomhedens ejere?

Mange ejerkonflikter starter ikke med jura. De starter med forskellige forventninger. Den ene ejer mener måske, at virksomhedens overskud skal investeres i vækst, mens den anden ønsker udbytte. Den ene arbejder 60 timer om ugen, mens den anden har trukket sig fra den daglige drift. En ny investor ønskes velkommen af nogle ejere og afvist af andre. Eller ejerne har ganske enkelt forskellige mål med virksomheden efter flere års samarbejde.

Typiske konfliktpunkter er blandt andet arbejdsindsats og aflønning, finansiering og kapitalbehov, strategi, udbytte, ledelse, adgang til information, beslutningskompetence, transaktioner med ejerne eller deres nærtstående, salg af kapitalandele, værdiansættelse og tidspunktet for exit.

Når konflikten først er opstået, er det afgørende spørgsmål ikke alene, hvem der “har ret”. Det er også, hvilke rettigheder og mekanismer der faktisk følger af selskabsloven, vedtægterne og en eventuel ejeraftale.

Hvad skal man gøre først, når en ejerkonflikt opstår?

Det første skridt bør være at få dokumenterne og den faktiske situation på plads, før konflikten eskalerer yderligere.

Det betyder typisk, at ejeraftale, vedtægter, ejerbog, relevante generalforsamlings- og bestyrelsesreferater samt eventuelle direktør- eller ansættelsesaftaler gennemgås. Samtidig bør det afklares, hvilke beslutninger der allerede er truffet, hvilke frister der løber, og om der er planlagt generalforsamling, kapitalforhøjelse, salg eller andre dispositioner, som kan ændre parternes position.

Hvis konflikten vedrører en konkret generalforsamlingsbeslutning, kan der være grund til at reagere hurtigt. Efter selskabslovens § 109 kan en kapitalejer eller et ledelsesmedlem anlægge sag om en generalforsamlingsbeslutning, der ikke er blevet til på lovlig måde eller strider mod selskabsloven eller vedtægterne. Hovedreglen er, at sagen skal anlægges senest tre måneder efter beslutningen, dog med visse lovbestemte undtagelser. Det er derfor ikke altid hensigtsmæssigt at lade konflikten ligge i flere måneder i håb om, at den forsvinder af sig selv.

Hvad betyder ejeraftalen i en ejerkonflikt?

Ejeraftalen er ofte et af de første dokumenter, vi ser på. En god ejeraftale kan blandt andet regulere beslutninger, arbejdsforpligtelser, finansiering, forkøbsret, salg, tag-along, drag-along, good/bad leaver, værdiansættelse, misligholdelse, deadlock og exit. Men det er vigtigt at forstå ejeraftalens juridiske position. Efter selskabslovens § 82 er en ejeraftale ikke bindende for selskabet eller for de beslutninger, der træffes på generalforsamlingen. Hvis en ejer stemmer i strid med ejeraftalen, kan den selskabsretlige beslutning derfor godt være gyldig, mens ejeren samtidig har misligholdt aftalen over for de øvrige parter.

I en konflikt skal man derfor ofte analysere to forskellige spørgsmål: Er selskabsbeslutningen gyldig? Og har en ejer samtidig brudt ejeraftalen?

Læs vores samlede guide om ejeraftaler.

Hvad hvis der ikke findes en ejeraftale?

En virksomhed kan godt have flere ejere uden en ejeraftale. Der er ikke et generelt lovkrav om, at ejerne skal indgå én. Men hvis konflikten opstår uden en ejeraftale, mangler ejerne ofte de særlige mekanismer, de ellers kunne have aftalt på forhånd. Der kan eksempelvis mangle regler om, hvem der kan kræve et salg, hvordan kapitalandelene skal værdiansættes, eller hvad der skal ske ved en 50/50-deadlock.

I så fald bliver selskabsloven, vedtægterne og de øvrige konkrete aftaler endnu vigtigere. Det betyder dog ikke, at en ejer dermed frit kan tvinge den anden til at sælge. Udgangspunktet er, at ejerskabet består, indtil der findes et aftale- eller lovgrundlag for noget andet.

50/50-ejerskab og deadlock

En af de vanskeligste ejerkonflikter opstår i et selskab, der ejes 50/50. Hvis vedtægterne eller ejeraftalen kræver enighed om centrale beslutninger, kan selskabet ende i en deadlock, hvor ingen af ejerne har tilstrækkelig stemmemagt til at gennemføre den ønskede beslutning.

Der findes ikke en generel selskabsretlig regel, som automatisk løser enhver 50/50-deadlock. Hvis ejerne ikke på forhånd har aftalt en mekanisme, kan konflikten derfor blive vanskelig. En ejeraftale kan eksempelvis indeholde en proces med forhandling, eskalation, køb/salg-mekanisme eller anden exitmodel. Den konkrete mekanisme bør vurderes nøje, fordi nogle deadlock-klausuler i praksis kan få meget store økonomiske konsekvenser. Hvis aftalen ikke indeholder en løsning, må parterne ofte forsøge at forhandle sig frem til, at én ejer køber den anden ud, at ejerstrukturen ændres eller at hele virksomheden sælges.

Kan jeg tvinge min medejer til at sælge?

Ikke som en almindelig hovedregel. At to ejere er uvenner, eller at samarbejdet er gået i stå, giver ikke i sig selv den ene ejer en generel ret til at kræve den andens kapitalandele overdraget. En sådan ret kan dog følge af ejeraftalen eller vedtægterne, hvis der eksempelvis findes en relevant indløsnings-, misligholdelses- eller exitbestemmelse.

Selskabsloven indeholder desuden særlige regler for helt bestemte situationer. Hvis én kapitalejer ejer mere end ni tiendedele af både kapitalandelene og stemmerne, kan vedkommende efter § 70 kræve minoritetens kapitalandele indløst. Omvendt kan minoritetsejerne i den situation efter § 73 kræve sig indløst. Det er altså en særlig 90 %-regel – ikke en almindelig løsning på konflikter mellem eksempelvis to 50/50-ejere.

Kan retten tvinge en ejer til at sælge?

Selskabsloven indeholder en særlig og forholdsvis indgribende mulighed i alvorlige misbrugssituationer. Efter § 362 skal en kapitalejer erstatte tab, som vedkommende forsætligt eller groft uagtsomt har påført selskabet, andre kapitalejere eller tredjemand. Hvis betingelserne i bestemmelsen er opfyldt, herunder at der er påført et tab og fare for fortsat misbrug, kan retten i bestemte situationer pålægge en skadevoldende kapitalejer at indløse den skadelidende ejers kapitalandele eller at sælge sine egne kapitalandele til de øvrige kapitalejere eller selskabet.

Det er en særlig undtagelsesregel med væsentlige betingelser og bør ikke beskrives som en almindelig ret til at “smide en medejer ud”. I en konkret sag skal det derfor vurderes nøje, om adfærden og det dokumenterede tab overhovedet når det niveau, som bestemmelsen kræver.

Hvad hvis flertallet misbruger sin position?

At en ejer har flertallet af stemmerne betyder ikke, at flertallet frit kan træffe enhver beslutning. Efter selskabslovens § 108 må generalforsamlingen ikke træffe en beslutning, der åbenbart er egnet til at skaffe visse kapitalejere eller andre en utilbørlig fordel på andre kapitalejeres eller selskabets bekostning. Ledelsen er underlagt en tilsvarende grundlæggende regel i § 127 og må heller ikke efterkomme en ugyldig generalforsamlingsbeslutning.

Bestemmelserne betyder ikke, at enhver beslutning, der er dårlig for en minoritet, er ulovlig. En flertalsejer kan have andre økonomiske eller strategiske interesser end minoriteten. Men der er selskabsretlige grænser for misbrug af flertalspositionen.

Hvis konflikten vedrører transaktioner, hvor en ejer eller et ledelsesmedlem begunstiger sig selv eller nærtstående på selskabets bekostning, bør både selskabsretten og et eventuelt ledelsesansvar vurderes.

Kan en generalforsamlingsbeslutning tilsidesættes?

Ja, hvis de juridiske betingelser er opfyldt. En kapitalejer eller et medlem af ledelsen kan efter selskabslovens § 109 anlægge sag om en generalforsamlingsbeslutning, som ikke er blevet til på lovlig måde, eller som er i strid med selskabsloven eller selskabets vedtægter. Hovedreglen er som nævnt, at sagen skal anlægges senest tre måneder efter beslutningen. Loven indeholder enkelte situationer, hvor denne frist ikke gælder.

Det kan eksempelvis være relevant at undersøge en beslutning, hvis indkaldelsen har været væsentligt mangelfuld, det nødvendige flertal ikke var til stede, eller beslutningen strider mod selskabsloven eller vedtægterne. At beslutningen strider mod en privat ejeraftale er derimod ikke i sig selv nok til at gøre generalforsamlingsbeslutningen selskabsretligt ugyldig.

Hvad hvis en medejer bryder ejeraftalen?

Konsekvenserne afhænger først og fremmest af ejeraftalens indhold og den konkrete misligholdelse. Aftalen kan eksempelvis indeholde bestemmelser om bod, erstatning, køberet, salgspligt eller andre misligholdelsesbeføjelser. Om en bestemt sanktion kan gøres gældende, kræver en konkret fortolkning af aftalen og de almindelige aftaleretlige regler.

Hvis ejeraftalen ikke selv indeholder en særlig sanktion, betyder det ikke nødvendigvis, at bruddet er uden konsekvens. Almindelige aftaleretlige misligholdelsesbeføjelser kan efter omstændighederne være relevante.

Derfor bør man ikke automatisk gå direkte fra “brud på ejeraftalen” til “du skal sælge dine anparter”. Først skal det undersøges, hvad parterne faktisk har aftalt.

Hvad hvis den ene ejer ikke arbejder nok?

Det er en meget almindelig konflikt i ejerledede virksomheder. Problemet opstår ofte, fordi ejerne ved stiftelsen har fordelt kapitalandelene, men ikke tilstrækkeligt præcist aftalt, hvilken arbejdsindsats der forventes af hver ejer. Ejerskab og arbejdsforpligtelse er ikke det samme. At en person ejer 50 procent af selskabet betyder ikke i sig selv, at personen automatisk har en bestemt arbejdsforpligtelse. Den kan i stedet følge af en ejeraftale, direktøraftale, ansættelsesaftale eller anden konkret aftale.

Hvis ejeraftalen indeholder good/bad leaver-regler eller en særlig mekanisme ved ophør af arbejdsindsatsen, kan de få betydning for kapitalandelene. Men virkningen afhænger af den konkrete formulering. Det er derfor vigtigt at adskille spørgsmålet om arbejde og løn fra spørgsmålet om ejerskab.

Hvad hvis en medejer stopper som direktør eller medarbejder?

At en ejer stopper i virksomhedens daglige drift betyder ikke automatisk, at vedkommende ophører med at være kapitalejer. En person kan godt eje kapitalandele uden samtidig at være direktør eller medarbejder. Hvis ejerne ønsker, at en persons kapitalandele skal sælges, når arbejdsforholdet ophører, skal der være et relevant juridisk grundlag for det, eksempelvis en bestemmelse i ejeraftalen.

Det er netop formålet med good/bad leaver-bestemmelser i mange ejeraftaler. Men deres konkrete virkninger, prisfastsættelse og udløsningsbetingelser kan være centrale konfliktpunkter.

Konflikt om løn, udbytte og penge i selskabet

Økonomi er en hyppig årsag til ejerkonflikter. En aktiv ejer kan eksempelvis ønske højere løn, mens en passiv ejer ønsker større udbytte. En ejer kan ønske, at virksomheden investerer alle midler i vækst, mens en anden har behov for løbende afkast.

Her skal man skelne mellem forskellige juridiske beslutninger. Løn eller direktørvederlag, udbytte og andre værdioverførsler følger ikke nødvendigvis de samme regler eller beslutningsprocesser.

Hvis der er mistanke om, at en ejer eller ledelsesperson bruger selskabets midler til at begunstige sig selv på andre ejeres eller selskabets bekostning, kan reglerne om utilbørlige dispositioner og eventuelt ledelses- eller kapitalejeransvar blive relevante.

Konflikt om kapitalforhøjelse og udvanding

En kapitalforhøjelse kan blive et alvorligt konfliktpunkt, hvis nogle ejere ønsker at tilføre ny kapital, mens andre ikke kan eller ønsker at deltage.

Ved en kontant kapitalforhøjelse har eksisterende kapitalejere som udgangspunkt en forholdsmæssig fortegningsret, men denne kan efter selskabslovens regler fraviges med det nødvendige flertal. Samtidig gælder de almindelige regler om blandt andet utilbørlige fordele og gyldige generalforsamlingsbeslutninger.

Det betyder, at en ejer ikke bør antage, at enhver udvanding er ulovlig. Omvendt bør en kapitalforhøjelse heller ikke bruges ukritisk som redskab i en ejerkonflikt. Læs mere om kapitalændringer, fortegningsret og udvanding.

Konflikt om salg af ejerandele og virksomhed

En konflikt bliver ofte tydelig, når én ejer ønsker at komme ud. Hvis ejeraftalen eller vedtægterne indeholder forkøbsret, tag-along, drag-along, køberet, indløsningsret eller andre exitmekanismer, skal de vurderes nøje. Hvis der ikke er en aftalt mekanisme, kan ejerne forsøge at forhandle et salg af den ene ejers kapitalandele. Her bliver værdiansættelsen ofte et nyt konfliktpunkt.

Parterne kan være uenige om både virksomhedens værdi og om, hvorvidt der skal anvendes minoritetsrabat, kontrolpræmie, historisk indtjening, forventet indtjening eller andre elementer i prisfastsættelsen. Hvis løsningen i stedet bliver et samlet salg af virksomheden, kan du læse mere om køb og salg af virksomhed.

Forkøbsret i en ejerkonflikt

Forkøbsret lyder enkelt: Før en ejer kan sælge til en ekstern køber, får de øvrige ejere mulighed for at købe. I praksis kan bestemmelsen imidlertid skabe konflikter om blandt andet, hvornår retten udløses, hvilken pris der gælder, om der foreligger et reelt tredjemandstilbud, og hvor hurtigt de øvrige ejere skal reagere.

Hvis forkøbsretten står i vedtægterne, indeholder selskabsloven særlige regler, herunder om frister og prisfastsættelse. Hvis vedtægterne ikke har et beregningsgrundlag for prisen, indeholder § 67 en mekanisme, hvor værdien ved uenighed kan fastsættes af en skønsmand udmeldt af retten. Forkøbsret i en ejeraftale skal derimod vurderes ud fra den konkrete aftale.

Kan flertallet ændre vedtægterne midt i en konflikt?

Et flertal kan efter omstændighederne ændre vedtægterne, hvis selskabslovens og de eksisterende vedtægters flertalskrav er opfyldt.

Men selskabsloven indeholder skærpede krav til bestemte indgribende ændringer. Almindelige vedtægtsændringer kræver som udgangspunkt to tredjedele, mens bestemte ændringer kræver ni tiendedele eller enstemmighed. Ved forringelse af en bestemt kapitalklasses retsstilling gælder der desuden en særlig klassebeskyttelse. Derudover gælder generalklausulen i § 108 om utilbørlige fordele.

Læs mere om vedtægter og vedtægtsændringer.

Ejerkonflikt i en holdingstruktur

Hvis ejerne ejer driftsselskabet gennem hver deres holdingselskab, ændrer det ikke i sig selv på konflikten mellem de bagvedliggende personer. Det kan dog have betydning for, hvem der formelt er kapitalejer og part i selskabsretlige beslutninger, og hvem der er part i en ejeraftale.

Hvis aftalen både indeholder forpligtelser for holdingselskaberne og personlige forpligtelser for de fysiske ejere, skal det vurderes præcist, hvem der er bundet af hvilke regler. Læs mere om holdingselskaber og ejerstruktur.

Forhandling eller retssag?

En ejerkonflikt behøver ikke ende i retten. Ofte kan den bedste løsning være en forhandlet ændring af ejerstrukturen, hvor én part køber den anden ud, virksomheden sælges, eller parterne aftaler nye spilleregler for samarbejdet. En forhandlet løsning giver typisk parterne større kontrol over pris, timing, fortrolighed og den fremtidige relation end en langvarig retssag.

Men der findes også situationer, hvor retslige skridt er nødvendige. Det kan eksempelvis være, hvis en generalforsamlingsbeslutning skal anfægtes inden en frist, hvis der foreligger alvorligt misbrug, eller hvis den anden part ikke vil efterleve sine aftaler.

Hvis konflikten udvikler sig til en egentlig sag, kan ØENS’ selskabsretlige rådgivning kombineres med vores erfaring med retssager og tvister.

Voldgift ved ejerkonflikter

Nogle ejeraftaler indeholder en voldgiftsklausul, hvor parterne har aftalt, at tvister skal afgøres ved voldgift frem for de almindelige domstole.

Hvis en sådan bestemmelse findes, kan den få afgørende betydning for, hvor og hvordan konflikten skal behandles.

Voldgift kan blandt andet være relevant, fordi processen typisk er fortrolig, men den konkrete aftale skal gennemgås, før man vælger strategi. Man bør derfor ikke indlede en retssag uden først at undersøge, om parterne allerede har aftalt en anden tvistløsningsmekanisme.

Dokumentation i en ejerkonflikt

Når samarbejdet går galt, bliver dokumentationen ofte langt vigtigere, end ejerne havde forestillet sig.

Ejeraftale og vedtægter er centrale, men også generalforsamlingsreferater, bestyrelsesprotokoller, mails, budgetter, aftaler om arbejdsindsats og dokumentation for konkrete beslutninger kan få betydning.

Hvis et bestyrelsesmedlem er uenig i en beslutning, kan det eksempelvis være vigtigt, om uenigheden er blevet indført i bestyrelsesprotokollen. Læs mere om dokumentation og ansvar på siden om ledelsesansvar.

Det er derfor ofte en dårlig idé at fortsætte en alvorlig ejerkonflikt gennem mundtlige aftaler og uklare beskeder. Jo mere væsentlig beslutningen er, desto vigtigere er det at kunne dokumentere, hvad der faktisk er sket.

Hvornår bør man kontakte en advokat?

Det kan betale sig at få rådgivning, før konflikten bliver irreversibel.

Det gælder især, hvis der er indkaldt til en generalforsamling med en omstridt beslutning, en kapitalforhøjelse risikerer at ændre ejerforholdene, en ejer forsøger at sælge sine kapitalandele, selskabets penge eller aktiver flyttes på en måde, som de øvrige ejere bestrider, eller hvis samarbejdet er så fastlåst, at driften begynder at lide under det.

Der er også situationer, hvor konkrete frister betyder, at man ikke bør vente. Ved anfægtelse af en generalforsamlingsbeslutning gælder som hovedregel den tidligere nævnte tre-månedersfrist efter selskabslovens § 109.

Tidlig rådgivning handler derfor ikke nødvendigvis om at eskalere konflikten. Det kan tværtimod være den bedste måde at afklare, hvad du faktisk har ret til, og hvor der er plads til en løsning.

Sådan hjælper ØENS ved ejerkonflikter

Hos ØENS Advokatfirma starter vi med at skabe overblik over både juraen og den faktiske konflikt. Vi gennemgår blandt andet ejerstruktur, vedtægter, ejeraftale og relevante beslutninger og vurderer, hvilke rettigheder og handlemuligheder der faktisk eksisterer.

Afhængigt af situationen kan vi bistå med forhandling mellem ejerne, fortolkning og håndhævelse af ejeraftaler, vurdering af generalforsamlingsbeslutninger, køb eller salg af kapitalandele, værdiansættelsesmekanismer, ændring af ejerstrukturen og krav som følge af misligholdelse eller selskabsretligt misbrug.

Når en forhandlet løsning ikke er mulig, hjælper vi med at vurdere næste juridiske skridt og kan sammen med vores specialister i retssager og tvister føre sagen videre.

Kontakt os uforpligtende om din virksomhed og situation.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i selskabsret

Advokatfirma

Michael Friis Pedersen

Advokat, partner

Advokatfirma

Kenneth Gudmundsson

Advokat (L), stiftende partner

Advokatfirma

Jakob Gjøls-Nyvold

Erhvervsjurist (ba.jur.)

Advokatfirma

Jeppe Brandt Andersen

Advokatfuldmægtig

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om ejerkonflikter

Vedtægterne er en central del af det juridiske grundlag for et ApS eller A/S.

De fastlægger blandt andet selskabets navn og formål, kapitalforhold, kapitalandelenes rettigheder, ledelsesstruktur, regler om indkaldelse til generalforsamling og regnskabsår.

Samtidig kan vedtægterne bruges til at regulere en række forhold, som får stor praktisk betydning, når et selskab har flere ejere, forskellige kapitalklasser eller særlige regler om eksempelvis stemmerettigheder og overdragelse af kapitalandele. Vedtægterne bør derfor ikke betragtes som et standarddokument, der alene skal bruges, når selskabet bliver stiftet. Når virksomheden vokser, får nye ejere eller investorer, ændrer kapital, ledelsesstruktur eller ejerforhold, kan der være behov for at ændre vedtægterne, så selskabets formelle juridiske rammer fortsat passer til den virksomhed, der faktisk drives.

Hos ØENS Advokatfirma rådgiver vi virksomheder, virksomhedsejere og ledelser om udarbejdelse og ændring af vedtægter. Vi hjælper både ved stiftelse af selskaber og senere i virksomhedens udvikling, eksempelvis når der kommer nye investorer ind, oprettes kapitalklasser, foretages kapitalændringer eller ændres på ejer- og ledelsesstrukturen. Vi har kontor på Amager i København og rådgiver virksomheder og virksomhedsejere i hele Danmark.

Tal med en advokat om vedtægter og vedtægtsændringer →

Hvad er selskabets vedtægter?

Vedtægterne indeholder de grundlæggende selskabsretlige regler for selskabet. Alle ApS’er og A/S’er skal have vedtægter, og selskabsloven fastlægger en række oplysninger, som vedtægterne skal indeholde.

Efter selskabslovens §§ 28-29 skal vedtægterne blandt andet indeholde oplysninger om selskabets navn og eventuelle binavne, formål, selskabskapital, kapitalandelenes rettigheder, ledelsesorganer og ledelsesstruktur, indkaldelse til generalforsamling og regnskabsår. Vedtægterne skal også indeholde oplysninger om de beslutninger, som efter selskabsloven skal optages i vedtægterne, og om et eventuelt seneste ophørstidspunkt, hvis selskabets levetid er begrænset.

Vedtægterne har dermed en anden funktion end almindelige interne retningslinjer. De er en del af selskabets formelle selskabsretlige grundlag og indgår sammen med selskabsloven i vurderingen af, om selskabsretlige beslutninger er truffet korrekt.

Læs også vores samlede rådgivning om selskabsret.

Hvad skal vedtægterne indeholde?

Et selskabs vedtægter skal opfylde selskabslovens minimumskrav, men indholdet afhænger derudover af den struktur, ejerne ønsker.

De lovpligtige oplysninger omfatter blandt andet selskabets navn og formål, selskabskapitalen og kapitalandelene, kapitalandelenes rettigheder, selskabets ledelsesstruktur, regler om indkaldelse til generalforsamling og regnskabsåret. Hvis selskabet eksempelvis har forskellige kapitalklasser eller særlige rettigheder knyttet til bestemte kapitalandele, skal vedtægterne samtidig beskrive de relevante forskelle.

Der kan desuden være en række valgfrie bestemmelser, som er relevante for netop det konkrete selskab. Det afgørende er, at bestemmelserne har selskabsretlig relevans og ikke strider mod ufravigelige regler i selskabsloven.

Vedtægterne bør derfor udformes ud fra den virksomhed og ejerstruktur, de skal regulere – ikke alene ud fra en standardskabelon.

Vedtægter og ejeraftale er ikke det samme

Vedtægter og ejeraftale bliver ofte blandet sammen, men der er en væsentlig juridisk forskel.

Vedtægterne er en del af selskabets selskabsretlige grundlag, og nye ejere bliver som udgangspunkt omfattet af selskabets vedtægter som følge af deres ejerskab. En ejeraftale er derimod en privatretlig aftale mellem de ejere, der har indgået eller tiltrådt aftalen.

Selskabslovens § 82 fastslår udtrykkeligt, at ejeraftaler ikke er bindende for kapitalselskabet eller for de beslutninger, der træffes på generalforsamlingen. En ejer kan derfor efter omstændighederne bryde en ejeraftale ved at stemme på en bestemt måde, uden at generalforsamlingsbeslutningen alene af den grund bliver selskabsretligt ugyldig. Bruddet kan i stedet udløse aftaleretlige konsekvenser mellem parterne.

Det er en vigtig grund til, at vedtægter og ejeraftale bør udarbejdes i sammenhæng. Nogle regler hører naturligt hjemme i ejeraftalen, mens andre bør fremgå af vedtægterne, hvis ejerne ønsker selskabsretlig virkning.

Erhvervsstyrelsen har en særskilt vejledning om forskellen mellem de to dokumenter. Se Erhvervsstyrelsens vejledning om ejeraftaler og vedtægter.

Hvilke bestemmelser fra en ejeraftale kan også stå i vedtægterne?

Det er ikke muligt blot at kopiere en hel ejeraftale ind i vedtægterne. Erhvervsstyrelsen lægger vægt på, at bestemmelser i vedtægterne skal have vedtægtsmæssig relevans.

Der findes dog en række forhold, som efter deres karakter kan reguleres i vedtægterne. Erhvervsstyrelsen nævner blandt andet kapitalforhold og stemmeretsbegrænsninger, regler om overdragelse af kapitalandele, herunder forkøbsret, samtykkekrav og indløsningsbestemmelser, skærpede vedtagelseskrav for bestemte generalforsamlingsbeslutninger samt visse rettigheder til at udpege medlemmer til selskabets ledelsesorganer.

Det betyder ikke, at enhver formulering fra en ejeraftale bør flyttes til vedtægterne. Vedtægterne bliver en del af selskabets registrerede og offentliggjorte selskabsdokumentation, mens ejeraftalen normalt er et privat dokument mellem parterne. Derfor skal der både tages stilling til juridisk virkning og til, hvilke forhold ejerne ønsker offentliggjort.

Kapitalklasser og forskellige rettigheder i vedtægterne

Udgangspunktet er, at kapitalandele har lige rettigheder, medmindre andet fremgår af vedtægterne. Hvis et selskab skal have forskellige kapitalklasser, skal forskellene derfor beskrives i vedtægterne.

Forskellene kan eksempelvis vedrøre stemmerettigheder eller økonomiske rettigheder. Det kan være relevant i virksomheder med forskellige ejergrupper, investorer eller generationsskifte, hvor ejerne ønsker at adskille økonomisk ejerskab og stemmemæssig indflydelse.

Når en investor skal have en særlig kapitalklasse, bør vedtægterne ses sammen med selve investeringsaftalen og ejeraftalen. En ændring kan samtidig kræve en kapitalforhøjelse eller anden kapitalændring.

Hvis en ændring af vedtægterne forringer retsstillingen for en eksisterende kapitalklasse, gælder der særlige flertalsregler ud over det almindelige krav til vedtægtsændringer.

Forkøbsret, samtykkekrav og indløsning i vedtægterne

Ejerne kan have en interesse i at kontrollere, hvem der kan blive medejer af selskabet. Vedtægterne kan derfor efter selskabslovens regler indeholde forskellige begrænsninger i kapitalandelenes omsættelighed.

Det kan eksempelvis være forkøbsret, så eksisterende ejere eller andre får mulighed for at købe kapitalandelene, før de overdrages til en ekstern køber. Vedtægterne kan også indeholde krav om selskabets samtykke til en overdragelse eller regler om indløsning, hvis de lovbestemte krav til bestemmelserne er opfyldt.

Selskabsloven indeholder særlige regler for både forkøbsret, samtykke til overdragelse og indløsningsbestemmelser, og formuleringen bør derfor være præcis. En upræcis bestemmelse om eksempelvis prisfastsættelse ved forkøbsret kan give anledning til betydelig uenighed, når den senere skal bruges.

Netop disse bestemmelser kan få stor betydning i en senere ejerkonflikt eller ved køb og salg af virksomheden.

Kan vedtægterne kræve større flertal end selskabsloven?

Ja. Vedtægterne kan efter omstændighederne indeholde skærpede krav til bestemte beslutninger.

Det kan eksempelvis være relevant, hvis ejerne ønsker, at visse væsentlige generalforsamlingsbeslutninger ikke skal kunne træffes med det almindelige flertal. Det kan give en minoritet større beskyttelse, men kan samtidig gøre det vanskeligere at gennemføre nødvendige ændringer, hvis ejerkredsen senere bliver uenig.

Skærpede flertalskrav bør derfor bruges med omtanke. En regel, der i en god samarbejdssituation opleves som en ekstra sikkerhed, kan i en konflikt udvikle sig til en permanent blokering.

Læs mere om beslutningskompetence og flertal på vores side om generalforsamling og selskabsledelse.

Hvordan ændrer man selskabets vedtægter?

En vedtægtsændring skal som udgangspunkt besluttes af generalforsamlingen.

Efter selskabslovens § 106 kræver en almindelig vedtægtsændring mindst to tredjedele af både de afgivne stemmer og den del af selskabskapitalen, som er repræsenteret på generalforsamlingen. Vedtægterne kan selv stille yderligere krav, og selskabslovens § 107 indeholder skærpede regler for bestemte typer af ændringer.

Det betyder, at man ikke bør tage udgangspunkt i, at “to tredjedele altid er nok”. Før en ændring gennemføres, skal det undersøges, hvad ændringen går ud på, om selskabet har forskellige kapitalklasser, og om de nuværende vedtægter indeholder yderligere krav.

Selve generalforsamlingen skal samtidig gennemføres korrekt. Indkaldelse, dagsorden, beslutningsforslag, afstemning og protokollering skal leve op til selskabsloven og selskabets eksisterende vedtægter.

Hvornår kræver en vedtægtsændring mere end to tredjedele?

Selskabsloven indeholder en række situationer, hvor almindeligt to tredjedeles flertal ikke er tilstrækkeligt.

Hvis ændringen forøger kapitalejernes forpligtelser over for selskabet, kræver den efter § 107 som udgangspunkt enighed blandt samtlige kapitalejere. Andre særligt indgribende ændringer kræver mindst ni tiendedele af både de afgivne stemmer og den repræsenterede selskabskapital. Det gælder blandt andet visse ændringer, der begrænser kapitalandelenes omsættelighed eller eksisterende stemmerettigheder.

Hvis selskabet har flere kapitalklasser, kan en ændring, der forringer retsstillingen for en bestemt klasse, desuden kræve tilslutning fra mindst to tredjedele af den berørte klasse, der deltager på generalforsamlingen.

Det er derfor vigtigt at kontrollere flertalskravet før generalforsamlingen og ikke efter, at beslutningen allerede er truffet.

Skal vedtægtsændringer registreres hos Erhvervsstyrelsen?

Ja. Når vedtægterne ændres, skal ændringen registreres hos Erhvervsstyrelsen.

Det centrale ledelsesorgan skal som udgangspunkt senest to uger efter beslutningen sørge for registreringen på Virk og vedhæfte de ajourførte vedtægter samt dokumentation for generalforsamlingens beslutning. Selskabslovens §§ 9 og 11 fastlægger den almindelige to-ugersfrist for registreringspligtige ændringer.

De nye vedtægter bør være daterede og indeholde den fulde gældende ordlyd – ikke alene en liste over de enkelte ændringer.

Se Erhvervsstyrelsens vejledning om vedtægtsændringer og registrering.

Er vedtægterne offentlige?

Selskabsdokumenter, der skal indsendes til Erhvervsstyrelsen, offentliggøres som udgangspunkt i Det Centrale Virksomhedsregister efter selskabslovens regler. Vedtægterne er derfor ikke et fortroligt dokument mellem ejerne på samme måde som en ejeraftale.

Det er en praktisk vigtig forskel. Hvis ejerne ønsker at regulere meget detaljerede økonomiske, personlige eller kommercielle forhold, kan en ejeraftale derfor være et mere naturligt sted, hvis bestemmelserne ikke behøver selskabsretlig virkning.

Omvendt skal en bestemmelse, som ejerne ønsker selskabsretlig virkning af, ikke gemmes alene i en privat ejeraftale, hvis den efter sin karakter bør og lovligt kan optages i vedtægterne.

Vedtægtsændring når en investor kommer ind

En investering ændrer ofte mere end ejerprocenterne.

En ny investor kan eksempelvis få en særlig kapitalklasse, bestemte økonomiske eller stemmemæssige rettigheder eller ret til at udpege et ledelsesmedlem. Kapitalforhøjelsen ændrer samtidig den registrerede selskabskapital.

Derfor bør investeringsaftalen, ejeraftalen og vedtægterne udarbejdes som én samlet struktur. Hvis investoren får kontrolrettigheder gennem vedtægter eller aftaler, bør det desuden vurderes, om ændringen påvirker registreringen af legale eller reelle ejere.

Læs mere om kapitalændringer og investeringer.

Vedtægter ved fusion, spaltning og omstrukturering

En større omstrukturering kan også kræve nye eller ændrede vedtægter. Det kan være tilfældet, hvis der stiftes et nyt selskab som led i en fusion eller spaltning, hvis selskabskapitalen ændres, eller hvis ledelses- og ejerstrukturen efter omstruktureringen skal se anderledes ud.

Vedtægterne bør derfor indgå tidligt i planlægningen og ikke først blive opdateret som et administrativt sidste skridt.

Læs mere om fusion, spaltning og omstrukturering og om holding- og ejerstrukturer.

Hvad hvis vedtægterne ikke længere passer til virksomheden?

Vedtægter kan være juridisk korrekte og samtidig være praktisk dårlige. Et selskab kan eksempelvis være startet med én ejer og senere have fået fire ejere og en ekstern investor. Bestemmelser, der var passende ved stiftelsen, kan dermed være utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige i den nuværende struktur. Det samme gælder gamle vedtægter med bestemmelser, der ikke længere svarer til selskabets faktiske kapital, ledelse eller generalforsamlingspraksis.

En gennemgang kan derfor være relevant ved blandt andet nye ejere, investering, virksomhedsoverdragelse, generationsskifte, ejerkonflikt eller større omstrukturering.

Standardvedtægter eller individuelle vedtægter?

Standardskabeloner kan være tilstrækkelige i helt enkle selskaber, men de løser kun standardproblemer. Hvis selskabet har flere ejere, forskellige kapitalklasser, særlige overdragelsesregler, investorer eller ønsker om bestemte beslutningskrav, bør vedtægterne tilpasses den konkrete struktur. Det betyder ikke, at et selskab nødvendigvis har brug for lange og komplicerede vedtægter. Tværtimod bør vedtægterne være så enkle som muligt – men så detaljerede som nødvendigt.

Det afgørende er, at de regler, der står der, faktisk virker den dag, de skal bruges.

Vedtægter og ejerkonflikter

Mange ejerkonflikter viser først for alvor betydningen af vedtægterne. Hvis ejerne bliver uenige om eksempelvis stemmerettigheder, udpegning af ledelse, salg af kapitalandele, forkøbsret eller et bestemt flertalskrav, er det afgørende at undersøge både selskabsloven, vedtægterne og en eventuel ejeraftale.

En bestemmelse i ejeraftalen kan have aftaleretlig betydning mellem ejerne, mens spørgsmålet om en generalforsamlingsbeslutnings selskabsretlige gyldighed afgøres på baggrund af selskabsloven og vedtægterne. Læs mere om konflikter mellem virksomhedens ejere.

Sådan hjælper ØENS med vedtægter

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi både med nye vedtægter og med ændringer af eksisterende vedtægter. Vi starter med at afklare selskabets ejerstruktur og det praktiske formål med ændringen, før vi anbefaler den juridiske løsning.

Vi kan blandt andet hjælpe med vedtægter ved stiftelse, kapitalklasser og stemmerettigheder, forkøbsret og andre overdragelsesbegrænsninger, ændringer i ledelsesstrukturen, skærpede beslutningskrav, kapitalændringer, investoroptagelse og vedtægtsændringer som led i virksomhedsoverdragelser eller omstruktureringer.

Vi hjælper samtidig med generalforsamlingsbeslutningen og registreringen hos Erhvervsstyrelsen, så vedtægterne, ejeraftalen og virksomhedens øvrige selskabsdokumenter hænger sammen.

Kontakt os uforpligtende om din virksomhed og situation.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i selskabsret

Advokatfirma

Michael Friis Pedersen

Advokat, partner

Advokatfirma

Kenneth Gudmundsson

Advokat (L), stiftende partner

Advokatfirma

Jakob Gjøls-Nyvold

Erhvervsjurist (ba.jur.)

Advokatfirma

Jeppe Brandt Andersen

Advokatfuldmægtig

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om vedtægter

At stoppe driften i en virksomhed er ikke det samme som at lukke selskabet.

Et ApS eller A/S eksisterer som selvstændig juridisk enhed, indtil det er opløst efter de regler, der gælder for selskabet, og slettet som aktivt selskab hos Erhvervsstyrelsen.

Hvis selskabet er solvent, kan det som udgangspunkt opløses enten ved betalingserklæring eller gennem frivillig likvidation. Hvilken løsning der er bedst, afhænger blandt andet af selskabets økonomi, antal ejere, aktiver, kreditorer, potentielle krav og den risiko, ejerne ønsker at påtage sig. Hvis selskabet derimod er insolvent, er situationen en anden, og selskabet kan ikke blot lukkes efter reglerne for solvente selskaber.

Hos ØENS Advokatfirma rådgiver vi virksomheder, virksomhedsejere og ledelser om opløsning og lukning af selskaber. Vi hjælper med at vurdere den relevante fremgangsmåde, gennemføre de nødvendige selskabsretlige beslutninger og håndtere dokumentationen frem mod selskabets endelige opløsning. Hvis virksomheden har aktiver, flere ejere, eksisterende tvister eller økonomiske problemer, hjælper vi samtidig med at afklare, hvordan disse forhold skal håndteres, før selskabet kan lukkes.

Vi har kontor på Amager i København og rådgiver virksomheder og virksomhedsejere i hele Danmark.

Tal med en advokat om opløsning og lukning af selskab →

Hvordan lukker man et ApS eller A/S?

Et solvent ApS eller A/S kan frivilligt opløses på to grundlæggende måder: ved betalingserklæring efter selskabslovens § 216 eller ved frivillig likvidation efter selskabslovens §§ 217-224. Begge løsninger forudsætter, at selskabet er solvent og dermed kan opfylde sine økonomiske forpligtelser. Hvis selskabet ikke kan betale sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, og betalingsudygtigheden ikke kun er forbigående, kan selskabet være insolvent, og konkurslovens regler bliver relevante.

Derfor bør det første spørgsmål ikke være, hvordan selskabet hurtigst kan slettes. Det bør være, om selskabet kan betale alle sine kreditorer, og hvilke aktiver, forpligtelser og potentielle krav der fortsat findes.

Hvis et selskab ikke længere har selvstændig betydning, men stadig indgår i en koncern med aktiviteter og aktiver, kan en egentlig opløsning desuden være mindre hensigtsmæssig end eksempelvis en fusion eller anden selskabsretlig omstrukturering.

Hvad er opløsning ved betalingserklæring?

Opløsning ved betalingserklæring er den enklere af de to frivillige opløsningsformer. Den kan anvendes, når alle selskabets kreditorer er betalt.

Samtlige kapitalejere erklærer over for Erhvervsstyrelsen, at al selskabets gæld – både forfalden og uforfalden – er betalt, og at det er besluttet at opløse selskabet. Der skal samtidig foreligge en erklæring fra Skattestyrelsen om, at der på det foreliggende grundlag ikke er skatte- og afgiftskrav mod selskabet. Betalingserklæringen skal være modtaget hos Erhvervsstyrelsen senest to uger efter underskrivelsen. Selskabet er først opløst, når det bliver slettet fra Erhvervsstyrelsens register over aktive selskaber.

Det gør betalingserklæringen attraktiv for mindre og ukomplicerede selskaber, hvor alle forpligtelser er kendte og afviklede. Men den enklere proces modsvares af en vigtig risiko: ejerne overtager en særlig personlig hæftelse for gæld, der viser sig at have eksisteret, da erklæringen blev afgivet.

Du kan også se Erhvervsstyrelsens officielle guide til lukning af ApS og A/S.

Hæfter ejerne personligt ved en betalingserklæring?

Ja. Det er en af de vigtigste forskelle mellem betalingserklæring og frivillig likvidation.

Efter selskabslovens § 216 hæfter kapitalejerne personligt, solidarisk og ubegrænset for gæld, som bestod på tidspunktet for betalingserklæringen. Det gælder både forfalden, uforfalden og omtvistet gæld. Solidarisk hæftelse betyder, at en kreditor efter omstændighederne kan rette hele det relevante krav mod én af de hæftende ejere, hvorefter det interne forhold mellem ejerne må håndteres særskilt.

Risikoen gælder også krav, som først bliver konstateret efter selskabets opløsning. Skattestyrelsen fremhæver eksempelvis, at den erklæring, der udstedes i forbindelse med en opløsning efter § 216, sker med forbehold for senere revision. Hvis et skatte- eller afgiftskrav, der bestod på tidspunktet for erklæringen, senere bliver konstateret, kan kravet derfor rejses mod kapitalejerne.

Det er derfor ikke altid den bedste løsning at vælge betalingserklæringen alene, fordi selskabet er lille eller processen er hurtigere. Hvis der er usikkerhed om potentielle kreditorer, skatteforhold, garantiforpligtelser, verserende konflikter eller andre mulige krav, bør risikoen vurderes før ejerne afgiver erklæringen.

Betalingserklæringen fra ejerne og erklæringen fra Skattestyrelsen

Der er to dokumenter, som let bliver blandet sammen.

Kapitalejerne afgiver selve erklæringen om, at selskabets gæld er betalt, og at selskabet ønskes opløst. Derudover skal der indhentes en erklæring fra Skattestyrelsen om selskabets skatte- og afgiftsforhold.

Skattestyrelsens erklæring ved opløsning efter selskabslovens § 216 er ikke det samme som den skattekvittance, der kan indhentes i forbindelse med en frivillig likvidation. Den forskel er vigtig, fordi Skattestyrelsens betalingserklæring ikke ophæver den personlige hæftelse, som kapitalejerne påtager sig efter selskabslovens § 216.

Skattestyrelsens vejledning om opstart og lukning af selskaber beskriver de oplysninger og dokumenter, der skal indsendes i forbindelse med lukningen.

Hvornår kan betalingserklæring være en god løsning?

Betalingserklæringen kan være hensigtsmæssig, når selskabets forhold er enkle og fuldt afklarede. Det kan eksempelvis være et mindre selskab uden løbende aktivitet, hvor alle kontrakter er afsluttet, alle skatte- og afgiftsforhold er håndteret, alle leverandører og andre kreditorer er betalt, og der ikke er udsigt til efterfølgende krav.

Har selskabet flere ejere, bør alle være opmærksomme på den personlige hæftelse, før erklæringen underskrives. Hvis der er uenighed mellem ejerne om selskabets afslutning eller fordeling af værdier, bør en eventuel ejeraftale og selskabets vedtægter desuden gennemgås sammen med reglerne om generalforsamlingen.

Hvis selskabets forhold er mere komplekse, eller der eksisterer usikkerhed om mulige krav, kan en frivillig likvidation være mere relevant.

Hvad er frivillig likvidation?

Frivillig likvidation er en formel proces, hvor et solvent selskab afvikles gennem en likvidator. Generalforsamlingen træffer beslutning om, at selskabet skal træde i likvidation, og vælger en eller flere likvidatorer til at gennemføre processen. Beslutningen om frivillig likvidation træffes som udgangspunkt med det flertal, der kræves til vedtægtsændringer.

Likvidator træder herefter i ledelsens sted og får ansvaret for selskabet under afviklingen. Selskabet består altså fortsat juridisk under likvidationen, men formålet er nu at afvikle selskabets forhold, realisere eller på anden måde håndtere aktiverne, behandle kreditorerne og forberede den endelige opløsning. Selskabet beholder sit navn med tilføjelsen “i likvidation”.

Beslutningen skal anmeldes til Erhvervsstyrelsen senest to uger efter, at den er truffet. Læs også om de almindelige regler om generalforsamling og selskabsledelse.

Hvad laver en likvidator?

Når likvidator er valgt, træder vedkommende i stedet for selskabets hidtidige ledelse. Likvidator får dermed ansvaret for at gennemføre afviklingen inden for selskabslovens rammer.

Likvidator skal blandt andet skabe overblik over selskabets aktiver og gæld, informere kendte kreditorer, håndtere krav mod selskabet og sørge for, at selskabets økonomiske og selskabsretlige forhold bliver afsluttet korrekt. Hvis selskabet har aktiver, skal disse realiseres eller på anden måde håndteres som led i afviklingen. Der kan også være kontrakter, medarbejderforhold, bankengagementer, lejemål, immaterielle rettigheder eller andre løbende relationer, der skal afsluttes.

Hvis likvidator under processen konstaterer, at selskabet ikke kan give fuld dækning til kreditorerne, skal likvidator efter selskabsloven indgive begæring om rekonstruktionsbehandling eller konkurs. Den frivillige solvente likvidation kan altså ikke blot fortsætte, hvis det viser sig, at selskabet reelt er insolvent.

Kreditorerne ved frivillig likvidation

En væsentlig forskel fra betalingserklæringen er den formelle kreditorproces.

Når likvidationen registreres og offentliggøres, opfordres selskabets kreditorer til at anmelde deres krav til likvidator. Fristen er tre måneder fra offentliggørelsen, og likvidator skal samtidig med anmeldelsen af likvidationen informere selskabets kendte kreditorer. Likvidationsboet kan tidligst optages til slutning, når denne tremånedersfrist er udløbet.

Likvidationen kan derfor ikke gennemføres fra den ene dag til den anden. Kreditorfristen er indbygget i processen for at beskytte dem, der kan have krav mod selskabet.

Hvis likvidator ikke anerkender et anmeldt krav, indeholder selskabsloven desuden regler om, hvordan kreditor skal orienteres, og om fristen for at bringe spørgsmålet videre til skifteretten. Hvis der allerede eksisterer en reel konflikt om et krav, kan rådgivning om retssager og tvister derfor også blive relevant.

Hvad sker der med selskabets aktiver ved likvidation?

Selskabets aktiver tilhører fortsat selskabet under likvidationen. De skal derfor håndteres som led i selskabets afvikling, før det resterende likvidationsprovenu kan udloddes til ejerne.

Det kan eksempelvis være kontanter, værdipapirer, kapitalandele i andre virksomheder, fast ejendom, udestående fordringer, inventar, immaterielle rettigheder eller andre værdier. Overførsel af aktiver til kapitalejere kan samtidig have skattemæssige konsekvenser, og Skattestyrelsen lægger ved udlodning af andre aktiver end kontanter vægt på handelsværdien.

Hvis selskabet ejer en egentlig virksomhed eller værdifulde aktiviteter, bør det derfor undersøges, om aktiverne blot skal realiseres som led i lukningen, eller om et salg af virksomheden eller dens aktiver giver bedre mening.

Hvis det selskab, der ønskes lukket, er et datterselskab i en koncern, kan en fusion tilsvarende være et alternativ til traditionel likvidation.

Hvornår kan likvidationsprovenuet udbetales til ejerne?

Det, der er tilbage, når selskabets forpligtelser er håndteret, betegnes som likvidationsprovenuet.

Likvidationsprovenuet kan som udgangspunkt først udloddes til kapitalejerne, når den tre måneder lange kreditorfrist er udløbet, og gælden til kendte kreditorer er betalt. Selskabsloven indeholder mulighed for a conto-udlodning under nærmere betingelser, herunder betryggende sikkerhed, men midlerne bør ikke blot overføres til ejerne, fordi selskabet er sat i likvidation.

Den skattemæssige behandling af likvidationsprovenuet afhænger blandt andet af ejerforholdene, tidspunktet for udlodningen og den konkrete situation. Fra 1. januar 2025 gælder desuden ændrede regler om indberetning af likvidationsprovenu. Den konkrete skattemæssige behandling bør derfor afklares med revisor eller skatterådgiver.

Hvis selskabet eksempelvis ejes gennem et holdingselskab, bør lukningen derfor ses i sammenhæng med den samlede holding- og ejerstruktur.

Hvordan afsluttes en frivillig likvidation?

Når kreditorfristen er udløbet, selskabets forpligtelser er behandlet, aktiverne er håndteret, og bobehandlingen i øvrigt kan afsluttes, udarbejdes et endeligt likvidationsregnskab.

Generalforsamlingen kan herefter træffe beslutning om den endelige likvidation. Hvis der eksisterer en tvist om et anmeldt kreditorkrav efter selskabslovens regler, kan bobehandlingen ikke afsluttes, før tvisten er endeligt afgjort.

Senest to uger efter kapitalejernes godkendelse af det endelige likvidationsregnskab skal likvidators anmeldelse være modtaget hos Erhvervsstyrelsen sammen med regnskabet. Hvis selskabet er omfattet af revisionspligt, skal likvidationsregnskabet revideres. Derefter kan Erhvervsstyrelsen slette selskabet.

Hvad er en skattekvittance ved likvidation?

I forbindelse med afslutningen af en frivillig likvidation kan likvidator anmode Skattestyrelsen om en skattekvittance.

For at få skattekvittancen skal der efter Skattestyrelsens aktuelle vejledning blandt andet indsendes regnskab til opløsningsdatoen, opgørelse af den skattepligtige indkomst, relevante selskabsoplysninger og – ved sambeskatning – oplysninger om sambeskatningsindkomsten.

Skattekvittancen skal ikke forveksles med erklæringen ved opløsning efter betalingserklæring. Skattestyrelsen beskriver skattekvittancens funktion som en beskyttelse i relation til det særlige ansvar for skatten i forbindelse med likvidationen på det materiale, myndigheden har fået forelagt. Der gælder dog fortsat nuancer og muligheder for efterfølgende ændringer i visse situationer, eksempelvis hvis det forelagte materiale ikke har givet et tilstrækkeligt grundlag.

Det er derfor for kategorisk at omtale en skattekvittance som en absolut garanti mod ethvert fremtidigt skattemæssigt spørgsmål.

Betalingserklæring eller frivillig likvidation – hvad skal man vælge?

Der er ikke én metode, der altid er bedst. Valget bør tage udgangspunkt i selskabets konkrete forhold.

En betalingserklæring kan være attraktiv, når selskabet er enkelt, alle kreditorer og forpligtelser med stor sikkerhed er kendt og betalt, og ejerne accepterer den særlige personlige hæftelse for eventuelle eksisterende krav, der viser sig senere.

En frivillig likvidation er en mere formel og længere proces med likvidator og en tre måneders kreditorfrist. Til gengæld får selskabet en struktureret afvikling af kreditorer og aktiver, og kapitalejerne påtager sig ikke den særlige personlige, solidariske og ubegrænsede hæftelse, der følger direkte af selskabslovens § 216 ved betalingserklæring. Det udelukker naturligvis ikke, at en ejer eller et ledelsesmedlem kan blive ansvarlig på et andet selvstændigt juridisk grundlag.

Er der blot den mindste reel usikkerhed om større potentielle krav, bør forskellen vurderes, før man vælger den hurtigste løsning.

Kan et selskab lukkes, hvis der er en verserende tvist?

Det afhænger både af tvisten og den valgte opløsningsform.

Ved betalingserklæring skal al gæld være betalt, og kapitalejernes personlige hæftelse omfatter udtrykkeligt også omtvistet gæld, der bestod ved erklæringens afgivelse. En verserende tvist kan derfor være et vigtigt argument for at overveje, om betalingserklæring overhovedet er den rigtige fremgangsmåde.

Ved frivillig likvidation kan et krav behandles gennem likvidationsprocessen. Hvis et anmeldt krav ikke anerkendes og bringes videre efter selskabslovens regler, må den endelige bobehandling afvente, at tvisten er afgjort.

Har virksomheden allerede en konflikt med kunde, leverandør, medejer eller anden part, bør opløsningen derfor koordineres med håndteringen af tvisten.

Kan man lukke et selskab, der har negativ egenkapital?

Negativ egenkapital er ikke i sig selv det samme som insolvens.

Spørgsmålet er blandt andet, om selskabet faktisk er i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, efterhånden som de forfalder. Konkursloven definerer insolvens som den situation, hvor skyldneren ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være forbigående.

Et selskab kan derfor have negativ egenkapital og stadig kunne betale alle sine kreditorer, mens et selskab omvendt kan have alvorlige likviditetsproblemer uden nødvendigvis at have negativ egenkapital.

Hvis virksomhedens økonomi er presset, bør ledelsen derfor ikke vælge opløsningsform alene ud fra balancen. Selskabets faktiske betalingsevne, kommende forpligtelser og finansieringsmuligheder skal vurderes. Læs mere om ledelsens pligter på vores side om ledelsesansvar.

Hvad hvis selskabet er insolvent?

Hvis selskabet er insolvent, er betalingserklæring og almindelig frivillig solvent likvidation ikke den rigtige vej.

Efter konkursloven kan et insolvent selskab tages under konkursbehandling, når konkurs begæres af selskabet selv eller en kreditor. Hvis et selskab allerede er under frivillig likvidation, og likvidator konstaterer, at likvidationen ikke kan give fuld dækning til kreditorerne, har likvidator pligt til at indgive begæring om rekonstruktionsbehandling eller konkurs.

I den situation bliver ledelsens handlinger op til insolvensen samtidig væsentlige. Ledelsen skal blandt andet forholde sig til, om fortsat drift er forsvarlig, og bør være særligt varsom med betalinger, udlodninger eller andre dispositioner, der kan påvirke kreditorerne.

Her kan vores rådgivning om selskabsledelse og ledelsesansvar være relevant.

Hvad er tvangsopløsning?

Tvangsopløsning er ikke en frivillig måde at lukke selskabet på. Det er en proces, der kan blive sat i gang, hvis et selskab ikke opfylder bestemte grundlæggende selskabsretlige forpligtelser.

Erhvervsstyrelsen kan blandt andet sende et selskab til tvangsopløsning, hvis den godkendte årsrapport ikke er modtaget rettidigt, hvis selskabet ikke har den lov- eller vedtægtsmæssigt nødvendige ledelse eller det nødvendige hjemsted, eller hvis reglerne om registrering og dokumentation af reelle ejere ikke er overholdt. Selskabsloven indeholder også andre grunde til tvangsopløsning.

Når Erhvervsstyrelsen oversender selskabet til tvangsopløsning, går sagen til skifteretten, og selskabet skal anvende tilføjelsen “under tvangsopløsning”. Skifteretten kan udpege en likvidator, og hvis selskabet er insolvent, kan forløbet ende i konkurs.

Tvangsopløsning bør derfor ikke bruges som en “nem” eller billig måde at undgå selv at lukke selskabet korrekt.

Kan man genoptage et selskab under tvangsopløsning?

I visse tilfælde ja – men der er en kort og vigtig frist.

Et selskab, der er oversendt til tvangsopløsning, kan under de lovbestemte betingelser genoptages. Anmeldelsen om genoptagelse skal som udgangspunkt være modtaget hos Erhvervsstyrelsen senest tre måneder efter, at selskabet blev oversendt til tvangsopløsning. Årsagen til tvangsopløsningen skal være bragt i orden, og selskabet må som udgangspunkt ikke have været under tvangsopløsning inden for de seneste fem år. Hvis skifteretten har udpeget en likvidator, skal denne samtykke.

Der skal samtidig vælges en lovlig ledelse og eventuel revisor, og der gælder krav om revisorerklæringer vedrørende blandt andet selskabskapitalen. Hvis skifteretten allerede har afsluttet opløsningen, kan genoptagelse ikke blot ske med henvisning til tremånedersfristen.

Erhvervsstyrelsen anbefaler derfor selv, at en virksomhed, der ønsker genoptagelse, reagerer hurtigst muligt. Se Erhvervsstyrelsens vejledning om genoptagelse af kapitalselskaber.

Kan man fortryde en frivillig likvidation?

Det kan under visse betingelser være muligt at genoptage selskabet.

Efter selskabslovens § 231 kan kapitalejerne beslutte at genoptage selskabet, hvis udlodning af likvidationsprovenu ikke er påbegyndt. Der skal blandt andet vælges ledelse og eventuel revisor, og en vurderingsmand skal erklære, at den nødvendige kapital er til stede. Hvis kapitalen er faldet under det lovmæssige minimum, skal den bringes op på det nødvendige niveau. Beslutningen om genoptagelse skal anmeldes senest to uger efter beslutningen.

Når først likvidationsprovenuet er begyndt udloddet, kan ejerne derfor ikke blot ombestemme sig og genstarte selskabet gennem den almindelige genoptagelsesregel.

Skal man lukke et tomt holdingselskab?

Et holdingselskab er et kapitalselskab på samme måde som andre ApS’er eller A/S’er og skal derfor opløses efter de relevante selskabsretlige regler, hvis ejeren ikke længere ønsker at opretholde det.

Inden holdingselskabet lukkes, bør man dog undersøge, hvilke værdier og rettigheder der fortsat ligger i selskabet. Det kan eksempelvis være kapitalandele i driftsselskaber, kontanter, værdipapirer, fordringer eller andre aktiver.

Hvis holdingselskabet stadig ejer et driftsselskab, kan det ikke blot slettes, uden at ejerskabet til driftsselskabet håndteres. Løsningen kan efter den konkrete struktur eksempelvis være overdragelse, udlodning, salg eller en selskabsretlig fusion eller omstrukturering.

Læs mere om holdingselskaber og ejerstruktur.

Hvad skal man huske, før selskabet bliver slettet?

Inden den endelige lukning bør selskabets juridiske og praktiske forhold gennemgås samlet. Det omfatter ikke kun de synlige fakturaer.

Der bør blandt andet være styr på kreditorer og debitorer, skatter og afgifter, medarbejdere, løbende kontrakter, abonnementer, lejemål, bankforhold, forsikringer, immaterielle rettigheder, domæner, garantier og eventuelle tvister. Har selskabet kapitalandele i andre selskaber, skal ejerforholdene håndteres, og relevante ejerbøger og ejerregistreringer skal bringes i orden.

Selskabets digitale adgang bør også planlægges. Skattestyrelsen oplyser eksempelvis, at selskabets MitID og medarbejderadgang lukkes i forbindelse med lukningen på Virk. Hvis der efterfølgende skal foretages en sidste indberetning af eksempelvis moms, kan det derfor være nødvendigt at bestille en særskilt TastSelv-kode.

Det er en af grundene til, at “vi har ikke længere nogen omsætning” ikke er det samme som, at selskabet er klar til at blive opløst.

Skal regnskabsmaterialet gemmes efter selskabets lukning?

Ja. Opløsningen betyder ikke, at selskabets regnskabsdokumentation straks kan slettes.

Efter bogføringsreglerne skal regnskabsmateriale som udgangspunkt opbevares i fem år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrører. Opbevaringspligten gælder også efter virksomhedens ophør. Ved opløsning skal den senest fungerende ledelse sørge for den fortsatte opbevaring; ved blandt andet likvidation og konkurs vil likvidator eller kurator efter reglerne være den relevante senest fungerende ledelse.

Se også Erhvervsstyrelsens vejledning om bogføringsloven og opbevaring af regnskabsmateriale.

Lukning af selskab med flere ejere

Hvis et selskab har flere ejere, bør ejerforholdene inddrages tidligt i processen. En frivillig likvidation besluttes som udgangspunkt på generalforsamlingen med det flertal, der kræves til vedtægtsændringer, mens opløsning ved betalingserklæring kræver, at samtlige kapitalejere afgiver erklæringen.

Der kan samtidig være bestemmelser i en ejeraftale om opløsning, exit eller håndtering af virksomhedens aktiver. Ejeraftalen ændrer ikke selskabslovens formelle krav til generalforsamlingens beslutning, men kan indeholde indbyrdes forpligtelser mellem de ejere, der er parter i aftalen.

Hvis kun én ejer ønsker at stoppe, mens de øvrige ønsker at videreføre virksomheden, er opløsning desuden ikke nødvendigvis den mest oplagte løsning. I stedet kan et salg af kapitalandelene eller en anden ændring af ejerstrukturen være relevant.

Alternativer til at lukke selskabet

Det er værd at afklare, om selskabet faktisk skal opløses, eller om målet kan opnås på en anden måde.

Hvis der fortsat er en værdifuld virksomhed, kan et salg være mere relevant end at realisere aktiverne enkeltvis. Hvis et overflødigt datterselskab blot ønskes fjernet fra en koncernstruktur, kan fusion være en mulighed. Hvis selskabet er økonomisk udfordret, men virksomheden fortsat er levedygtig, kan spørgsmålet i stedet være finansiering, kapitalændringer eller andre tiltag.

Det er derfor ikke altid “hvordan lukker vi selskabet?”, der er det rigtige første spørgsmål. Nogle gange er det vigtigere at afklare, hvad ejerne ønsker at bevare, sælge eller videreføre.

Sådan hjælper ØENS med opløsning og lukning af selskaber

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi med at vurdere og gennemføre den selskabsretlige løsning, der passer til virksomhedens faktiske situation. Vi rådgiver om både opløsning ved betalingserklæring og frivillig likvidation og hjælper med de nødvendige selskabsretlige beslutninger, dokumenter og registreringer.

Hvis selskabets forhold ikke er helt enkle, ser vi samtidig på de spørgsmål, der skal løses før lukningen. Det kan være virksomhedens aktiver, kreditorer, ejere, verserende krav, eksisterende kontrakter, ejerandele i andre selskaber eller usikkerhed om selskabets økonomiske situation.

Kontakt os uforpligtende om din virksomhed og situation.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i selskabsret

Advokatfirma

Michael Friis Pedersen

Advokat, partner

Advokatfirma

Kenneth Gudmundsson

Advokat (L), stiftende partner

Advokatfirma

Jakob Gjøls-Nyvold

Erhvervsjurist (ba.jur.)

Advokatfirma

Jeppe Brandt Andersen

Advokatfuldmægtig

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om lukning og opløsning af selskaber

Hvem ejer egentlig virksomheden?

Det spørgsmål kan have flere forskellige svar afhængigt af, om man ser på selskabets ejerbog, de registrerede legale ejere eller de personer, der efter reglerne skal identificeres som reelle ejere.

Begreberne bliver ofte blandet sammen, men de dækker ikke det samme. Ejerbogen er selskabets fortegnelse over samtlige kapitalejere. Registreringen af legale ejere vedrører personer eller juridiske enheder, der råder over mindst 5 procent af kapitalandelene eller stemmerettighederne efter reglerne herom. Reelle ejere er derimod altid fysiske personer, som i sidste ende ejer eller kontrollerer virksomheden. Mere end 25 procent af ejerandelene eller stemmerettighederne er som udgangspunkt en indikation på reelt ejerskab, men vurderingen stopper ikke ved en bestemt procentgrænse. Kontrol kan også følge af andre rettigheder.

Korrekte ejeroplysninger er relevante gennem hele selskabets levetid. De skal være på plads ved stiftelsen og skal løbende opdateres, når kapitalandele overdrages, nye investorer kommer ind, ejerprocenter ændres, en holdingstruktur etableres eller virksomheden gennemgår en større omstrukturering.

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi virksomheder, virksomhedsejere og ledelser med at identificere og registrere ejerforhold korrekt og med at sikre sammenhængen mellem ejerbog, ejerregistrering, vedtægter, ejeraftaler og selskabets øvrige dokumenter. Vi har kontor på Amager i København og rådgiver virksomheder og virksomhedsejere i hele Danmark.

Tal med en advokat om ejerforhold og ejerregistrering →

Hvad er forskellen på ejerbog, legal ejer og reel ejer?

Den enkleste måde at forstå reglerne på er at betragte dem som tre forskellige lag af information om ejerskabet.

Ejerbogen er selskabets egen fortegnelse over samtlige kapitalejere og deres kapitalandele. Her er der altså ikke en 5- eller 25-procentsgrænse, før en ejer bliver relevant.

En legal ejer kan være både en fysisk person og en juridisk person. Registreringspligten bliver som udgangspunkt relevant, når den pågældende råder over mindst 5 procent af selskabets kapitalandele eller stemmerettigheder.

En reel ejer er altid en fysisk person. Det er den person eller de personer, som i sidste ende ejer eller kontrollerer virksomheden gennem direkte eller indirekte ejerskab eller gennem andre kontrolmidler. Mere end 25 procent er en vigtig indikation, men ikke en absolut tærskel.

Det betyder eksempelvis, at et holdingselskab kan stå som ejer af kapitalandelene i et driftsselskabs ejerbog og være registreret som legal ejer, mens personen bag holdingselskabet efter en gennemgang af ejerkæden kan være den reelle ejer. Læs også om holdingselskab og ejerstruktur.

Hvad er en ejerbog?

Ejerbogen er selskabets fortegnelse over dets kapitalandele og de personer eller juridiske enheder, der ejer dem. For ApS og A/S skal det centrale ledelsesorgan hurtigst muligt efter selskabets etablering sørge for, at ejerbogen bliver oprettet. Ejerbogen spiller en praktisk og juridisk vigtig rolle. Den dokumenterer selskabets ejerforhold og bruges blandt andet ved overdragelser af kapitalandele, generalforsamlinger, kapitalændringer og andre selskabsretlige dispositioner.

For selskaber med navnekapitalandele skal ejerbogen som udgangspunkt indeholde oplysninger om kapitalejerens samlede beholdning, identifikationsoplysninger om ejer og eventuel panthaver, datoen for erhvervelse, afhændelse eller pantsætning samt de stemmerettigheder, der er knyttet til kapitalandelene. Ejerbogen er derfor ikke blot et dokument, man laver ved stiftelsen og derefter lægger i en mappe. Den skal afspejle de faktiske ejerforhold.

Skal alle ejere stå i ejerbogen?

Ja. Ejerbogen skal som udgangspunkt omfatte samtlige kapitalejere, uanset hvor lille en andel de ejer. Det er en vigtig forskel i forhold til registreringen af legale ejere. En person, der eksempelvis ejer 2 procent af et ApS, skal fremgå af ejerbogen, selv om vedkommende ikke alene på baggrund af den ejerandel er registreringspligtig som legal ejer. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at printe ejeroplysningerne fra CVR og kalde dem selskabets ejerbog. De to systemer har forskellige funktioner og kan indeholde forskellige oplysninger. Er selskabet nystiftet, kan du læse mere om stiftelse og valg af selskabsform.

Hvem har ansvaret for ejerbogen?

Det er selskabet og i praksis det centrale ledelsesorgan, der har ansvaret for, at ejerbogen bliver oprettet og ført korrekt. Selve arbejdet kan håndteres af andre, og vedtægterne kan under de relevante betingelser bestemme, at ejerbogen føres af en person eller juridisk enhed på selskabets vegne. Det ændrer imidlertid ikke ved, at ejerbogen er en del af selskabets selskabsretlige dokumentation. Når der sker en overdragelse, pantsætning eller anden ændring, skal ejerbogen derfor opdateres på baggrund af de relevante oplysninger.

Det er særligt vigtigt ved større ændringer i virksomheden, hvor ejerbogen let kan blive glemt blandt købsaftaler, investeringsdokumenter og generalforsamlingsreferater.

Hvem kan se ejerbogen?

Ejerbogen skal være tilgængelig for offentlige myndigheder. I et ApS skal ejerbogen desuden være tilgængelig for enhver anpartshaver. For aktieselskaber gælder ikke den samme generelle adgang for enhver aktionær, men vedtægterne kan indeholde bestemmelser om adgang.

Ejerbogen skal altså heller ikke forveksles med et offentligt register, som enhver frit kan slå op. Adgangsreglerne følger af selskabsloven og afhænger blandt andet af selskabsformen.

Hvad er en legal ejer?

En legal ejer er en fysisk eller juridisk person, der efter reglerne råder over 5 procent eller mere af virksomhedens kapitalandele eller stemmerettigheder. En legal ejer kan derfor både være et menneske og eksempelvis et holdingselskab.

Ved registreringen sondres mellem ejerens andel af kapitalen og ejerens stemmerettigheder. Det er vigtigt, fordi de to størrelser ikke nødvendigvis er ens. Et selskab kan eksempelvis have forskellige kapitalklasser med forskellige stemmerettigheder. Hvis ingen personer eller juridiske enheder opfylder betingelserne for at være legal ejer, skal virksomheden registrere, at den ikke har nogen legale ejere.

Hvornår skal en legal ejer registreres?

Reglerne arbejder ikke kun med en enkelt grænse på 5 procent. En legal ejer skal give selskabet meddelelse, når ejerens andel af kapitalen eller stemmerettighederne når eller ikke længere når bestemte grænser. De relevante grænser er 5, 10, 15, 20, 25, 50, 90 og 100 procent samt en tredjedel og to tredjedele. Det betyder eksempelvis, at en ejer, der går fra 24 til 26 procent, bevæger sig over 25-procentsgrænsen, mens en ejer, der går fra 32 til 34 procent, krydser grænsen på en tredjedel.

Efter de gældende registreringsregler skal ejeren som udgangspunkt give selskabet meddelelse senest to uger efter, at en relevant grænse er nået eller ikke længere er nået. Når selskabet har modtaget oplysningerne, skal ændringen registreres hurtigst muligt.

Hvad er en reel ejer?

En reel ejer er den fysiske person eller de fysiske personer, der i sidste ende ejer eller kontrollerer virksomheden. En virksomhed kan være ejet gennem flere lag af selskaber, men registreringen af reelle ejere skal se gennem selskabsstrukturen og finde frem til de mennesker, som i sidste ende ejer eller kontrollerer virksomheden. Det gælder også, hvis et eller flere led i ejerkæden er udenlandske selskaber.

En person vil som udgangspunkt blive anset for at have en tilstrækkelig del af ejerskabet, hvis personen direkte eller indirekte ejer mere end 25 procent af kapitalandelene eller stemmerettighederne. 25 procent er imidlertid ikke en fast juridisk grænse, hvor vurderingen automatisk stopper. Det er en indikation på reelt ejerskab. En person kan også være reel ejer som følge af kontrol gennem andre midler.

Er 25 procent altid grænsen for reelt ejerskab?

Nej. Det er en meget vigtig nuance. Mere end 25 procent af ejerandelene eller stemmerettighederne er som udgangspunkt en indikation på, at en person er reel ejer, men reglerne kræver en konkret vurdering af den faktiske kontrol. En person kan derfor efter omstændighederne være reel ejer med en lavere ejerandel, hvis vedkommende på anden måde har tilstrækkelig kontrol over virksomheden. Det kan eksempelvis være gennem særlige rettigheder til at udpege flertallet af bestyrelsen eller andre kontrolbeføjelser.

Omvendt bør man ikke konkludere, at alle med præcis 25 procent automatisk er reelle ejere alene af den grund. Det er derfor en fejl blot at kigge på en liste over ejerprocenter uden samtidig at undersøge stemmerettigheder, ejerkæde og eventuelle særlige aftaler.

Kan en ejeraftale gøre en person til reel ejer?

Det kan den efter omstændighederne være med til. En ejeraftale kan give en ejer særlige kontrolrettigheder, eksempelvis vetorettigheder eller indflydelse på udpegning af ledelsesmedlemmer. Sådanne rettigheder kan være relevante ved vurderingen af, om personen kontrollerer virksomheden gennem andre midler. Erhvervsstyrelsen nævner udtrykkeligt blandt andet ejeraftale og vetoret som forhold, der kan skulle registreres ved reelt ejerskab. Det betyder ikke, at enhver vetoret automatisk gør ejeren til reel ejer. Rettighedernes karakter og omfang skal vurderes konkret.

Netop derfor bør registreringen af reelle ejere kontrolleres, når en ejeraftale ændres, eller når en investor får nye kontrolrettigheder.

Reelle ejere i en holdingstruktur

En holdingstruktur er et af de mest almindelige eksempler på indirekte ejerskab. Hvis en person eksempelvis ejer 100 procent af Holding ApS, og Holding ApS ejer 60 procent af Drift ApS, er Holding ApS den umiddelbare selskabsejer af kapitalandelene i driftsselskabet. Ved vurderingen af reelt ejerskab skal man imidlertid se gennem holdingstrukturen og identificere personen bag den.

Det er derfor ikke tilstrækkeligt ved registrering af reelle ejere blot at stoppe ved det første selskab i ejerkæden. Det samme gælder i mere komplekse koncerner med flere holdingselskaber og udenlandske selskaber. Hele ejer- og kontrolstrukturen skal klarlægges for at finde frem til de relevante fysiske personer. Læs mere om holdingselskab og ejerstruktur.

Hvad hvis virksomheden ikke har nogen reelle ejere?

Der kan være selskaber, hvor ingen fysisk person opfylder definitionen på reel ejer. Det kan eksempelvis være et selskab med en meget spredt ejerkreds, hvor ingen ejer eller kontrollerer en tilstrækkelig andel, og hvor ingen har kontrol gennem andre midler. Når et kapitalselskab efter at have undersøgt ejer- og kontrolstrukturen ikke har nogen reelle ejere eller ikke kan identificere dem, skal selskabet håndtere dette efter reglerne. For kapitalselskaber indebærer det blandt andet, at de relevante medlemmer af selskabets direktion registreres som reelle ejere på dette grundlag.

Det er vigtigt, at dette ikke bruges som en genvej, fordi ejerstrukturen er besværlig at gennemgå. Virksomheden skal kunne dokumentere sine forsøg på at identificere de reelle ejere.

Hvem har ansvaret for at identificere reelle ejere?

Det er virksomhedens ledelse, der har ansvaret for, at de reelle ejere bliver identificeret og registreret korrekt. Den praktiske registrering kan uddelegeres til eksempelvis en advokat eller revisor, men ansvaret for at have korrekte oplysninger ligger fortsat hos virksomheden. Virksomheden har samtidig ret til at indhente de oplysninger fra personer, der direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer selskabet, som er nødvendige for at identificere de reelle ejere.

Det er særligt relevant ved komplekse ejerstrukturer, hvor virksomheden kan have behov for oplysninger om ejerskab længere oppe i ejerkæden.

Skal oplysninger om reelle ejere kontrolleres hvert år?

Ja. Virksomheden skal sørge for, at oplysningerne ikke bliver statiske. Erhvervsstyrelsens aktuelle vejledning angiver, at virksomheden mindst én gang årligt skal undersøge, om oplysningerne om de reelle ejere fortsat er korrekte. Hvis virksomheden på dette eller et andet tidspunkt bliver bekendt med en ændring, skal registreringen opdateres hurtigst muligt.

I praksis er det oplagt at gøre kontrollen til en fast del af virksomhedens årlige selskabsretlige gennemgang, eksempelvis i forbindelse med den ordinære generalforsamling. Samtidig skal der selvfølgelig reageres med det samme, hvis ejerforhold eller kontrolrettigheder ændres i løbet af året. Læs mere om generalforsamling og selskabsledelse.

Hvor længe skal dokumentationen om reelle ejere gemmes?

Det er ikke tilstrækkeligt alene at registrere et navn. Virksomheden skal også kunne dokumentere, hvordan den er kommet frem til, hvem der er eller ikke er reel ejer. Dokumentationen for forsøg på at identificere de reelle ejere skal opbevares i fem år efter identifikationsforsøget, og reglerne indeholder også krav om opbevaring i forbindelse med ophør af reelt ejerskab.

Dokumentationen kan være særlig vigtig ved komplekse ejerkæder eller situationer, hvor ingen personer umiddelbart ligger over den vejledende 25-procentsgrænse. Erhvervsstyrelsen kan kræve, at virksomheden forklarer og dokumenterer grundlaget for registreringen.

Hvad skal registreres om en reel ejer?

Registreringen skal blandt andet identificere den fysiske person og beskrive karakteren og omfanget af det reelle ejerskab. For personer med dansk CPR-nummer registreres blandt andet navn, CPR-nummer, ejerandel, stemmerettigheder, startdato for det reelle ejerskab og – hvis kontrollen følger af andre midler – hvordan denne kontrol udøves. Det betyder igen, at den reelle ejers ejerandel og stemmeandel ikke nødvendigvis er den samme, og at andre kontrolrettigheder skal vurderes særskilt.

Hvad sker der, når en investor kommer ind?

Når en ny investor kommer ind i selskabet, skal ejerregistreringen altid tænkes ind i transaktionen. Hvis investeringen sker ved en kapitalforhøjelse, vil de eksisterende ejeres procentvise ejerandele typisk blive ændret. Det kan medføre, at en person krydser en af grænserne for legal ejerskab, eller at en person får eller mister status som reel ejer.

Investoren kan desuden få vetoret, bestyrelsesrettigheder eller andre kontrolbeføjelser, der skal inddrages i vurderingen af reelt ejerskab. Efter investeringen bør man derfor ikke kun opdatere cap table eller investeringsaftalen. Ejerbogen, registreringen af legale ejere, registreringen af reelle ejere, vedtægterne og ejeraftalen skal vurderes samlet.

Ejerregistrering ved køb og salg af kapitalandele

Ved køb og salg af en virksomhed i form af en share deal ændres ejerskabet til selskabets aktier eller anparter. Når overdragelsen gennemføres, skal ejerbogen bringes i overensstemmelse med den nye ejerstruktur, og det skal vurderes, hvilke ændringer der skal registreres i forhold til legale og reelle ejere. Ved et delvist salg er det særligt vigtigt at beregne ejer- og stemmeandelene efter transaktionen. En ejer kan eksempelvis fortsat være kapitalejer, men falde under en relevant registreringsgrænse, mens en ny køber samtidig bliver legal eller reel ejer.

Hvis sælger og køber fortsætter som medejere, skal en ny eller revideret ejeraftale samtidig vurderes, fordi aftalte kontrolrettigheder kan få betydning for registreringen.

Ejerregistrering ved fusion, spaltning og omstrukturering

En fusion, spaltning eller anden omstrukturering kan ændre ejerforholdene uden, at der nødvendigvis sker et traditionelt køb eller salg mellem to uafhængige parter. Nye selskaber kan blive etableret, gamle selskaber kan ophøre, og kapitalandele kan blive byttet eller fordelt på en anden måde. Efter gennemførelsen skal ejerbøgerne og de relevante ejerregistreringer derfor afspejle den nye juridiske struktur.

Det gælder også ved etablering af en holdingstruktur gennem eksempelvis aktie- eller anpartsombytning. Den person, der tidligere ejede driftsselskabet direkte, kan efter omstruktureringen blive indirekte ejer gennem sit holdingselskab.

Ejerregistrering ved kapitalforhøjelse og kapitalnedsættelse

Kapitalændringer kan ændre ejerprocenter, selv om ingen eksisterende ejer sælger sine kapitalandele. Ved en kapitalforhøjelse kan en ny investor eksempelvis tegne kapitalandele, så de eksisterende ejere bliver udvandet. Ved en kapitalnedsættelse kan ejer- og kapitalforholdene tilsvarende blive påvirket afhængigt af, hvordan nedsættelsen gennemføres.

Det er derfor vigtigt at beregne både kapitalandel og stemmerettigheder efter gennemførelsen og ikke alene genbruge de tidligere registrerede oplysninger. Læs mere om kapitalændringer og investeringer.

Legale og reelle ejere er ikke længere offentlige på samme måde

Siden 1. september 2025 er adgangen til oplysninger om reelle ejere blevet begrænset. Oplysningerne er ikke længere frit tilgængelige for den brede offentlighed i CVR. Adgang kan blandt andet gives til kompetente myndigheder, personer og virksomheder omfattet af hvidvaskreglerne samt personer med legitim interesse efter de gældende regler. Det er en væsentlig ændring i forhold til tidligere, hvor oplysninger om reelle ejere kunne ses offentligt.

Registreringen af legale ejere følger et andet regelsæt, og Erhvervsstyrelsen oplyser fortsat de registrerede legale ejere gennem CVR. Virksomhedens pligt til at identificere og registrere reelle ejere er ikke blevet fjernet som følge af den begrænsede offentlighed. Det er adgangen til oplysningerne, der er ændret.

Reelle ejere og hvidvaskreglerne

Reglerne om reelle ejere hænger tæt sammen med arbejdet mod hvidvask og terrorfinansiering. En virksomhed, der eksempelvis skal oprette et kundeforhold hos en bank, advokat, revisor eller anden virksomhed omfattet af hvidvaskloven, kan derfor blive bedt om at dokumentere sin ejer- og kontrolstruktur. Den registrering, virksomheden selv har foretaget, erstatter ikke nødvendigvis den kundekendskabsprocedure, som en virksomhed omfattet af hvidvaskloven skal gennemføre. Erhvervsstyrelsen understreger netop, at forpligtede virksomheder fortsat selv skal klarlægge kundens ejer- og kontrolstruktur som led i KYC-processen.

ØENS rådgiver også virksomheder om hvidvaskcompliance, kundekendskab og identifikation af reelle ejere.

Hvad sker der, hvis ejeroplysningerne er forkerte eller mangler?

Mangelfulde ejerregistreringer bør ikke betragtes som en mindre administrativ fejl. Erhvervsstyrelsen oplyser, at manglende registrering af legale ejere kan føre til bøder og i sidste ende tvangsopløsning. For reelle ejere kan manglende registrering, utilstrækkelig dokumentation eller mangelfulde oplysninger ligeledes medføre sanktioner og efter omstændighederne tvangsopløsning.

Derudover kan forkerte ejeroplysninger skabe helt praktiske problemer i forbindelse med bankforhold, investering, due diligence, virksomhedsoverdragelse eller andre transaktioner. Hvis en investor eller køber opdager under due diligence, at ejerbogen ikke stemmer med CVR, eller at selskabet ikke kan dokumentere sin ejerhistorik, skaber det unødvendig usikkerhed om noget så grundlæggende som ejerskabet til virksomheden.

Uoverensstemmelser i oplysninger om reelle ejere

Virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven samt relevante myndigheder har pligt til at indberette visse uoverensstemmelser mellem de oplysninger om reelle ejere, de konstaterer, og de oplysninger, der er registreret hos Erhvervsstyrelsen. Det betyder eksempelvis, at en virksomhed kan blive mødt med spørgsmål til sin registrering, hvis en bank, advokat eller revisor i forbindelse med kundekendskab når frem til en anden ejer- eller kontrolstruktur end den registrerede.

Det understreger betydningen af, at registreringen ikke alene bygger på de nominelle ejerprocenter, men på en reel gennemgang af ejer- og kontrolforholdene.

Ejerbog, ejeraftale og vedtægter skal stemme sammen

Ejerbogen, ejeraftalen og selskabets vedtægter har forskellige funktioner, men de bør afspejle den samme faktiske selskabsstruktur. Ejerbogen dokumenterer kapitalandelene og ejerne. Ejeraftalen regulerer de deltagende ejeres indbyrdes forhold, mens vedtægterne udgør en del af selskabets formelle selskabsretlige grundlag. Hvis en investor får en ny kapitalklasse, en ejer sælger sig ned, en vetoret etableres eller nye medejere kommer ind, kan det derfor være nødvendigt at ændre flere dokumenter og registreringer samtidig. Det er præcis den type situation, hvor fejl opstår, hvis man alene retter CVR og glemmer resten af selskabets dokumentation.

Sådan hjælper ØENS med ejerbog og ejerregistrering

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi med både den løbende håndtering af ejerforhold og de større ændringer, hvor virksomhedens ejerstruktur skal opdateres.

Vi kan blandt andet hjælpe med at etablere eller gennemgå ejerbogen, identificere legale og reelle ejere, gennemgå direkte og indirekte ejerstrukturer, håndtere registreringer i forbindelse med nye ejere og investorer og sikre, at ejeroplysningerne hænger sammen med selskabets vedtægter og ejeraftale.

Kontakt os uforpligtende om din virksomhed og situation.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i selskabsret

Advokatfirma

Michael Friis Pedersen

Advokat, partner

Advokatfirma

Kenneth Gudmundsson

Advokat (L), stiftende partner

Advokatfirma

Jakob Gjøls-Nyvold

Erhvervsjurist (ba.jur.)

Advokatfirma

Jeppe Brandt Andersen

Advokatfuldmægtig

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om ejerbog, legale og reelle ejere

En virksomheds selskabsstruktur behøver ikke være den samme gennem hele dens levetid.

Virksomheden kan vokse, få nye ejere, samle aktiviteter, adskille forskellige forretningsområder, etablere en koncernstruktur eller forberede sig på investering, generationsskifte eller salg. I sådanne situationer kan en fusion, spaltning eller anden selskabsretlig omstrukturering være relevant.

En omstrukturering kan imidlertid få vidtrækkende konsekvenser. Der skal ikke alene tages stilling til, hvordan selskaberne skal se ud efter omstruktureringen, men også til blandt andet aktiver og forpligtelser, kapitalejere, medarbejdere, kontrakter, kreditorer, selskabskapital, vedtægter, ejerregistreringer og skat. Valget af fremgangsmåde bør derfor ske på baggrund af både den ønskede slutstruktur og de juridiske og skattemæssige konsekvenser undervejs.

Hos ØENS Advokatfirma rådgiver vi virksomheder, virksomhedsejere og ledelser om den selskabsretlige del af fusioner, spaltninger og andre omstruktureringer. Vi hjælper med at vælge og gennemføre den relevante struktur, udarbejde de nødvendige selskabsretlige dokumenter og sikre sammenhængen med blandt andet ejeraftaler, kapitalændringer, holding- og ejerstruktur og de nødvendige beslutninger på generalforsamlingen.

Når omstruktureringen også har skattemæssige konsekvenser, bør den selskabsretlige løsning vurderes sammen med relevant skatte- og regnskabsmæssig rådgivning. Vi har kontor på Amager i København og rådgiver virksomheder og virksomhedsejere i hele Danmark.

Tal med en advokat om fusion, spaltning eller omstrukturering →

Hvad er en selskabsretlig omstrukturering?

En omstrukturering er en ændring af den juridiske eller ejerrelaterede struktur omkring virksomheden. Begrebet dækker ikke én bestemt selskabsretlig proces, og den samme forretningsmæssige målsætning kan i nogle tilfælde nås på flere forskellige måder.

Det kan eksempelvis være relevant at omstrukturere, hvis to selskaber skal samles, hvis forskellige aktiviteter skal adskilles i separate selskaber, hvis der skal etableres et holdingselskab, hvis en ny investor skal ind i dele af virksomheden, eller hvis ejerstrukturen skal forberedes på et senere salg eller generationsskifte.

Afhængigt af formålet kan en omstrukturering blandt andet involvere fusion, spaltning, aktie- eller anpartsombytning, tilførsel eller overdragelse af aktiver, kapitalforhøjelse eller andre kapitalændringer og ændringer af selskabets ejerforhold. Det er vigtigt ikke at betragte disse modeller som forskellige ord for det samme. De har forskellige selskabsretlige og skattemæssige konsekvenser.

Hvis formålet primært er at etablere eller ændre en koncernstruktur, kan du også læse mere om holdingselskaber og ejerstruktur.

Hvad er en fusion?

Ved en fusion sammensmeltes to eller flere kapitalselskaber. Efter selskabslovens regler kan et selskab opløses uden likvidation ved at overdrage sine aktiver og forpligtelser som helhed til et andet kapitalselskab mod vederlag til kapitalejerne i det ophørende selskab. To eller flere selskaber kan også sammensmeltes til et helt nyt selskab.

Selskabsloven sondrer derfor mellem en uegentlig fusion, hvor et eller flere selskaber overdrager hele deres formue til et allerede eksisterende selskab, og en egentlig fusion, hvor to eller flere selskaber sammensmeltes til et nyt selskab.

Ved fusionen sker overførslen efter selskabslovens særlige regler og ikke som en række almindelige enkeltstående overdragelser af hvert aktiv og hver forpligtelse. Det er blandt andet det, der gør fusion til et særligt selskabsretligt værktøj.

Fusion kan eksempelvis være relevant, hvis en koncern ønsker at reducere antallet af selskaber, hvis flere aktiviteter skal samles i ét driftsselskab, eller hvis et datterselskab efter et køb af en virksomhed skal integreres i et eksisterende selskab.

Hvad betyder det, at det ophørende selskab opløses uden likvidation?

Ved en fusion skal det ophørende selskab ikke først gennem en almindelig likvidation, hvor selskabets forhold afvikles, før det ophører. I stedet overgår det ophørende selskabs aktiver og forpligtelser som helhed til det fortsættende eller nye selskab, når fusionens retsvirkninger indtræder.

Denne form for samlet overgang betegnes ofte som universalsuccession. Den har stor praktisk betydning, fordi man ikke som udgangspunkt skal gennemføre en almindelig individuel overdragelse af hver enkelt rettighed og forpligtelse.

Det betyder dog ikke, at man kan ignorere virksomhedens konkrete kontrakter, finansieringsaftaler, tilladelser eller regulatoriske forhold. Der kan eksistere særlige bestemmelser eller regler, som kræver særskilt opmærksomhed i forbindelse med fusionen. Derfor bør væsentlige aftaler og regulatoriske forhold gennemgås som en del af planlægningen.

Hvornår kan en fusion være relevant?

Fusion anvendes ofte som led i en forenkling af en eksisterende selskabs- eller koncernstruktur. Et holdingselskab kan eksempelvis eje flere driftsselskaber, hvor aktiviteterne over tid er blevet så sammenflettede, at der ikke længere er en forretningsmæssig begrundelse for at opretholde selskaberne hver for sig.

Fusion kan også være relevant efter en virksomhedsoverdragelse. Hvis en koncern køber et selskab og efterfølgende ønsker at integrere virksomheden i et eksisterende selskab, kan fusion være én af de modeller, der bør undersøges. I andre tilfælde kan fusion være et led i et generationsskifte, en intern koncernomlægning eller et ønske om at reducere de administrative forpligtelser, der følger med at opretholde flere juridiske enheder.

Om fusion faktisk er den rigtige løsning, afhænger af blandt andet selskabernes ejerforhold, aktiviteter, kreditorer, kontrakter, medarbejdere og økonomi samt de skattemæssige konsekvenser. Hvis selskaberne har forskellige ejere, skal fusionen samtidig ses i sammenhæng med deres ejeraftaler og øvrige ejerforhold.

Egentlig og uegentlig fusion – hvad er forskellen?

Ved en uegentlig fusion fortsætter ét eksisterende selskab, mens et eller flere andre selskaber ophører. Det fortsættende selskab overtager som led i fusionen de ophørende selskabers aktiver og forpligtelser.

Ved en egentlig fusion ophører de eksisterende fusionerende selskaber, og der etableres i stedet et nyt selskab, som overtager deres aktiver og forpligtelser.

For mange virksomhedsejere vil den uegentlige fusion umiddelbart være lettere at forstå, fordi et eksisterende selskab i praksis fortsætter efter sammenlægningen. Valget mellem de to modeller bør imidlertid tage udgangspunkt i, hvordan ejerforhold, kapital, virksomhed og ledelse ønskes struktureret efter fusionen.

Hvordan gennemføres en fusion?

Fusion er en reguleret selskabsretlig proces, og det konkrete forløb afhænger blandt andet af de deltagende selskabsformer, ejerforholdene og de muligheder for forenkling, som selskabsloven giver.

En fusion kan blandt andet kræve en fusionsplan, fusionsredegørelse, eventuel mellembalance, vurderingsmandsudtalelser og erklæring om kreditorernes stilling samt offentliggørelse, selskabsretlige beslutninger og efterfølgende anmeldelse til Erhvervsstyrelsen. Det er dog ikke alle dokumenter, der er nødvendige i alle fusioner.

Hvis der alene deltager anpartsselskaber, giver selskabsloven mulighed for at fravælge visse dokumenter og processkridt, når betingelserne er opfyldt. Anpartshaverne kan eksempelvis enstemmigt beslutte, at der ikke skal udarbejdes en fusionsplan.

De endelige beslutninger skal træffes af de relevante selskabsorganer. Derfor hænger fusionen også tæt sammen med reglerne om generalforsamling og selskabsledelse og eventuelle nødvendige vedtægtsændringer.

Hvad er en fusionsplan?

Fusionsplanen beskriver den fusion, selskaberne ønsker at gennemføre, og indeholder de centrale oplysninger om de deltagende selskaber og den struktur, der skal gælde efter fusionen.

Når der skal udarbejdes en fusionsplan, udarbejdes og underskrives den i fællesskab af de centrale ledelsesorganer i de bestående selskaber, der deltager i fusionen. Planen skal blandt andet forholde sig til de deltagende selskaber, vederlaget til kapitalejerne og tidspunktet for fusionens regnskabsmæssige virkning samt de øvrige forhold, som selskabsloven kræver.

I fusioner, hvor der alene deltager anpartsselskaber, kan anpartshaverne efter selskabslovens regler enstemmigt beslutte at fravælge fusionsplanen. Det betyder ikke, at fusionen dermed er uden dokumentationskrav. De øvrige nødvendige selskabsretlige beslutninger og dokumenter skal fortsat være på plads.

Kreditorernes stilling ved fusion

En fusion har den særlige virkning, at aktiver og forpligtelser kan overgå til et andet selskab uden hver enkelt kreditors individuelle samtykke. Derfor indeholder selskabsloven særlige regler om kreditorbeskyttelse.

Et centralt element er vurderingen af, om kreditorerne må antages at være tilstrækkeligt sikrede efter fusionen. Afhængigt af den valgte procedure og resultatet af vurderingsmandens erklæring kan kreditorerne få mulighed for at anmelde deres krav.

Kreditorbeskyttelsen er en af grundene til, at fusion ikke blot bør betragtes som en administrativ sammenlægning af to CVR-numre. Ledelsen skal sikre, at processen gennemføres forsvarligt. Hvis et selskab samtidig har økonomiske problemer, kan spørgsmål om ledelsens pligter og potentielle ledelsesansvar også blive relevante.

Hvad er en spaltning?

Hvor en fusion samler selskaber, bruges en spaltning til at dele et selskab eller virksomhedens aktiviteter mellem flere selskaber.

Efter selskabslovens regler kan et kapitalselskab overføre hele eller dele af sine aktiver og forpligtelser til et eller flere bestående eller nye kapitalselskaber mod vederlag til kapitalejerne. Ligesom ved fusion kan overførslen ske efter de særlige selskabsretlige regler uden hver enkelt kreditors individuelle samtykke.

Spaltning kan eksempelvis være relevant, hvis to forskellige forretningsområder ligger i samme selskab og ønskes adskilt, hvis ejerne ønsker at fortsætte med forskellige dele af virksomheden, eller hvis bestemte aktiver eller aktiviteter skal placeres i et særskilt selskab som led i en større holding- eller ejerstruktur.

Ophørsspaltning og grenspaltning

Ved en ophørsspaltning overdrager det indskydende selskab sine aktiver og forpligtelser til flere bestående eller nye selskaber, hvorefter det indskydende selskab ophører.

Ved en grenspaltning overføres alene en del af det indskydende selskabs aktiver og forpligtelser, mens selskabet fortsætter med at eksistere efter spaltningen.

En grenspaltning kan eksempelvis være relevant, hvis et selskab driver flere forskellige aktiviteter, og én aktivitet ønskes udskilt i et selvstændigt selskab. Det kan blandt andet ske som led i forberedelsen af en investering eller et senere salg af en del af virksomheden.

Den selskabsretlige mulighed for at gennemføre en grenspaltning skal samtidig holdes adskilt fra spørgsmålet om, hvorvidt transaktionen kan gennemføres med skattemæssig succession. Den skattemæssige vurdering følger sit eget regelsæt.

Hvordan fordeles aktiver og gæld ved en spaltning?

Fordelingen af aktiver og forpligtelser er et af de mest centrale spørgsmål i en spaltning. Når der udarbejdes en spaltningsplan, skal den blandt andet indeholde en præcis beskrivelse og fordeling af de aktiver og forpligtelser, der skal overgå til de modtagende selskaber.

Der skal derfor tages konkret stilling til, hvilket selskab der efter spaltningen skal eje eksempelvis fast ejendom, immaterielle rettigheder, kapitalandele, driftsmidler og andre aktiver, og hvilket selskab der skal overtage de relevante lån, leverandørforpligtelser og øvrige gældsposter.

Fordelingen kan få stor betydning for både virksomheden og kreditorerne. Selskabsloven indeholder derfor også særlige regler om hæftelse i forbindelse med spaltning. Det betyder, at fordelingen ikke alene kan vurderes ud fra, hvad ejerne finder mest praktisk internt.

Hvis spaltningen også ændrer ejerandelene eller selskabskapitalen, bør den samtidig koordineres med de relevante kapitalændringer og selskabernes ejerregistreringer.

Hvordan gennemføres en spaltning?

Spaltningsprocessen minder på flere punkter om en fusion, men processen bliver ofte mere kompleks, fordi aktiver og forpligtelser skal fordeles mellem flere selskaber.

Afhængigt af den konkrete transaktion kan processen blandt andet involvere spaltningsplan, kreditorerklæring, spaltningsredegørelse, mellembalance, vurderingsmandsudtalelse og eventuel vurderingsberetning om apportindskud samt offentliggørelse, beslutning og registrering.

Hvis der alene deltager anpartsselskaber, kan anpartshaverne i visse situationer fravælge spaltningsplanen, når selskabslovens betingelser er opfyldt. Der kan desuden være mulighed for en forenklet proces afhængigt af blandt andet kreditorernes stilling.

Hvis spaltningen medfører etablering af nye selskaber eller ændringer af de eksisterende selskabers kapital eller vedtægter, skal disse forhold tænkes ind i processen fra begyndelsen. Læs også om stiftelse og selskabsformer og kapitalændringer og investeringer.

Fusion og spaltning er ikke det samme som køb og salg af virksomhed

En fusion eller spaltning skal ikke forveksles med en almindelig virksomhedsoverdragelse.

Ved køb og salg af en virksomhed indgår en køber og sælger typisk en aftale om overdragelse af kapitalandele eller virksomhedens konkrete aktiver og aktiviteter. Ved fusion og spaltning sker overgangen derimod efter selskabslovens særlige regler, når den selskabsretlige proces gennemføres.

Hvis formålet er at sælge virksomheden til en ekstern køber, vil en virksomhedsoverdragelse derfor ofte være den naturlige hovedstruktur. Fusion eller spaltning kan dog anvendes før eller efter salget, hvis virksomhedens eksisterende struktur først skal ændres.

Hvad betyder skattefri fusion?

Det er vigtigt at skelne mellem den selskabsretlige fusion og den skattemæssige behandling af fusionen. At en fusion gennemføres efter selskabslovens regler betyder ikke automatisk, at fusionen også kan gennemføres skattefrit.

Skattereglerne indeholder særlige regler om skattefri fusion. Når betingelserne er opfyldt, bygger reglerne overordnet på skattemæssig succession, hvor det modtagende selskab viderefører relevante skattemæssige positioner.

Betegnelsen “skattefri fusion” bør derfor ikke forstås sådan, at værdierne aldrig kan blive beskattet. Det centrale er, at selve omstruktureringen efter de relevante regler kan gennemføres uden den realisationsbeskatning, der ellers kunne blive udløst på dette tidspunkt.

Hos ØENS håndterer vi den selskabsretlige del af fusionen og koordinerer efter behov med virksomhedens revisor eller skatterådgiver om den skattemæssige behandling.

Kan en spaltning gennemføres skattefrit?

En spaltning kan efter omstændighederne gennemføres efter reglerne om skattefri spaltning, når de relevante skattemæssige betingelser er opfyldt.

Der findes muligheder for skattefri spaltning både med og uden tilladelse fra Skattestyrelsen, men kravene er detaljerede og afhænger af den konkrete struktur. En spaltning, der kan gennemføres selskabsretligt, er derfor ikke nødvendigvis en spaltning, der også kan gennemføres skattefrit.

Det er netop en af grundene til, at selskabsstrukturen og skattemodellen bør planlægges samlet, inden spaltningen gennemføres.

Hvad er en aktie- eller anpartsombytning?

En aktie- eller anpartsombytning anvendes ofte i forbindelse med ændringer i en ejerstruktur, eksempelvis når en virksomhedsejer ønsker at etablere et holdingselskab over et eksisterende driftsselskab.

Overordnet indebærer en aktieombytning, at ejeren overdrager sine eksisterende kapitalandele i et selskab til et andet selskab mod at modtage kapitalandele i det erhvervende selskab. Efter ombytningen ejer personen således typisk holdingselskabet, mens holdingselskabet ejer driftsselskabet.

Aktieombytning er ikke det samme som fusion eller spaltning og har sine egne selskabsretlige og skattemæssige konsekvenser. Skattereglerne giver mulighed for skattefri aktieombytning, når de relevante betingelser er opfyldt.

Hvis formålet er at etablere en holdingstruktur over et eksisterende selskab, kan du læse mere på vores side om holdingselskab og ejerstruktur.

Hvad er tilførsel af aktiver?

Tilførsel af aktiver er en anden form for omstrukturering, som især har en særlig skattemæssig betydning.

Overordnet indebærer en tilførsel af aktiver, at et selskab overfører hele eller en gren af sin virksomhed til et andet selskab og som vederlag modtager kapitalandele i det modtagende selskab.

En sådan struktur kan være relevant, hvis virksomhedens aktiviteter ønskes placeret i et selvstændigt selskab, mens det oprindelige selskab fortsat eksisterer som ejer. Tilførsel af aktiver skal ikke forveksles med en selskabsretlig spaltning, selv om slutresultatet i visse strukturer visuelt kan ligne hinanden.

Valget mellem spaltning, tilførsel af aktiver, almindelig aktivoverdragelse eller en anden model bør derfor bero på, hvad ejerne ønsker at opnå, og hvordan de selskabsretlige, skattemæssige og økonomiske konsekvenser ser ud.

Omdannelse fra personligt ejet virksomhed til selskab

Omstrukturering kan også være relevant, når virksomheden endnu ikke drives gennem et kapitalselskab. En personligt ejet virksomhed kan overdrages til eksempelvis et ApS, og der findes særlige skattemæssige regler om virksomhedsomdannelse.

Her er der ikke tale om en fusion i selskabslovens forstand. Der skal etableres eller anvendes et selskab, hvortil virksomhedens relevante aktiver og forpligtelser overføres.

Hvis omdannelsen ønskes gennemført efter reglerne om skattefri virksomhedsomdannelse, gælder der særlige betingelser og frister. Derfor bør spørgsmål om valg og stiftelse af selskabsform, den fremtidige holding- og ejerstruktur og skatten vurderes samlet, inden omdannelsen gennemføres.

Omstrukturering når virksomheden har flere ejere

En omstrukturering bliver ofte mere kompleks, når flere ejere er involveret. Ændringen kan påvirke ejerprocenter, stemmerettigheder, værdien af de enkelte ejeres kapitalandele og deres position i de selskaber, der eksisterer efter omstruktureringen.

Derfor bør en eksisterende ejeraftale altid gennemgås. Aftalen kan eksempelvis indeholde bestemmelser om fusion, spaltning, væsentlige selskabsændringer, overdragelse af kapitalandele, nye selskaber, investoroptagelse eller andre dispositioner, der har betydning for processen.

Efter gennemførelsen kan det samtidig være nødvendigt at ændre eller helt erstatte ejeraftalen, hvis den oprindelige aftale ikke længere passer til ejerstrukturen. Der kan også være behov for nye vedtægter eller vedtægtsændringer.

Omstrukturering når en investor skal ind

En omstrukturering kan også være nødvendig, før en ny investor kommer ind i virksomheden. Måske skal investoren kun investere i én aktivitet, eller forskellige forretningsområder skal placeres i separate selskaber, før kapitalen tilføres.

I sådanne situationer bør selve omstruktureringen koordineres med den efterfølgende investering. Det gælder blandt andet ejerprocenter, selskabskapital, eventuelle kapitalklasser, investorens rettigheder, ejeraftalen og virksomhedens fremtidige ledelsesstruktur.

Læs mere om kapitalændringer og investeringer og om de aftaler, der bør overvejes mellem ejerne, på vores side om ejeraftaler.

Omstrukturering og registrering af ejerforhold

Fusioner, spaltninger og andre omstruktureringer kan ændre både de direkte og indirekte ejerforhold i en virksomhed.

Efter gennemførelsen bør det derfor vurderes, hvilke ejerbøger og registreringer der skal opdateres. Det gælder blandt andet selskabernes ejerbog og registrering af legale og reelle ejere.

Ved mere komplekse koncernstrukturer skal man se gennem selskabskæden for at identificere de fysiske personer, der i sidste ende ejer eller kontrollerer selskabet efter reglerne om reelle ejere.

Du kan læse mere om forskellen på ejerbogen, legale ejere og reelle ejere på vores side om ejerbog og reelle ejere.

Fusion eller spaltning før et virksomhedssalg

Omstrukturering kan også anvendes som forberedelse til et køb eller salg af en virksomhed.

Hvis et selskab eksempelvis indeholder to forretningsområder, men køber alene ønsker at erhverve det ene, kan det være relevant først at undersøge, om aktiviteterne bør adskilles. Omvendt kan flere selskaber eventuelt samles før en transaktion, hvis køber ønsker at overtage én samlet virksomhed.

Omstruktureringen bør imidlertid ikke planlægges isoleret fra det efterfølgende salg. Kontrakter, medarbejdere, finansiering, myndighedsforhold, skat og købers forventninger til transaktionsstrukturen kan alle påvirke den rigtige fremgangsmåde.

Hvis køber allerede er identificeret, bør omstrukturering og virksomhedsoverdragelse derfor planlægges som dele af det samme samlede forløb.

Fusion og spaltning i en holding- eller koncernstruktur

Mange fusioner og spaltninger gennemføres internt i en koncern. Et helejet datterselskab kan eksempelvis fusioneres ind i et moderselskab, eller koncernens aktiviteter kan fordeles på forskellige datterselskaber.

Selv om den ultimative ejer økonomisk set kan være den samme før og efter transaktionen, er de deltagende selskaber selvstændige juridiske enheder, indtil omstruktureringen er gennemført. Der skal derfor fortsat tages højde for selskabsretlige krav, kreditorer, finansiering, kontrakter og de enkelte selskabers økonomiske situation.

Hvis strukturen består af flere holdingselskaber og driftsselskaber, bør fusionen eller spaltningen ses i sammenhæng med virksomhedens samlede holding- og ejerstruktur.

Ledelsen i hvert selskab skal samtidig handle inden for de pligter, der følger med ledelsesrollen. Det gælder også ved interne koncerndispositioner. Læs mere om selskabsledelse og ledelsesansvar.

Hvad sker der med medarbejderne ved fusion og spaltning?

Fusion og spaltning kan også påvirke medarbejdernes juridiske placering. Når en virksomhed eller en del af en virksomhed overgår til et andet selskab, kan reglerne om virksomhedsoverdragelse blive relevante.

Det betyder, at medarbejderforhold ikke bør behandles som et spørgsmål, der først håndteres, når selskabsstrukturen er på plads. Det bør tidligt afklares, hvilke medarbejdere der berøres, hvilket selskab der bliver arbejdsgiver efter omstruktureringen, og hvilke informations- og øvrige forpligtelser der følger af de ansættelsesretlige regler.

ØENS rådgiver også om arbejds- og ansættelsesret, så de selskabsretlige og ansættelsesretlige dele af en omstrukturering kan ses i sammenhæng.

Grænseoverskridende fusion, spaltning og omdannelse

Hvis virksomheden har aktiviteter eller selskaber i flere lande, kan der være behov for en grænseoverskridende omstrukturering. Selskabsloven indeholder særskilte regler om grænseoverskridende fusion, spaltning og omdannelse for selskaber omfattet af reglerne.

Disse processer er mere omfattende end rent nationale omstruktureringer og kan blandt andet indebære koordinering mellem myndigheder i flere lande samt særlige regler til beskyttelse af kapitalejere, kreditorer og medarbejdere.

Hvis en planlagt omstrukturering har et internationalt element, bør det derfor afklares tidligt, hvilke landes selskabsretlige, skattemæssige og øvrige regler der finder anvendelse.

Fusion og spaltning kræver planlægning på tværs af fagområder

En omstrukturering kan på papiret se enkel ud: Selskab A skal ind i Selskab B, eller aktivitet X skal ud i et nyt selskab. Den juridiske virkelighed er ofte mere kompleks.

Inden strukturen fastlægges, bør der blandt andet tages stilling til selskabsret, skat, regnskab, finansiering, kontrakter, medarbejdere, eventuelle ejendomme, myndighedstilladelser og ejer- og kreditorforhold. Hvis virksomheden har flere ejere, bør ejeraftalen gennemgås, og hvis kapital- eller ejerforholdene ændres, bør kapitalændringer og ejerregistrering tænkes ind fra begyndelsen.

Det betyder ikke, at enhver omstrukturering behøver at blive en stor og tung proces. God planlægning kan tværtimod ofte identificere den enkleste lovlige fremgangsmåde. Men det er langt lettere at vælge den rigtige løsning, før dokumenterne er underskrevet, end at forsøge at reparere strukturen bagefter.

Sådan hjælper ØENS med fusion, spaltning og omstrukturering

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi virksomheder og virksomhedsejere med at afklare, hvilken selskabsretlig struktur der passer til det, de ønsker at opnå. Vi rådgiver både om selve valget af fremgangsmåde og om den efterfølgende gennemførelse.

Vi kan blandt andet hjælpe med fusion mellem selskaber, spaltning og adskillelse af aktiviteter, interne koncernomstruktureringer, etablering eller ændring af holding- og ejerstrukturer, selskabsretlige forhold ved aktie- og anpartsombytning, virksomhedsomdannelse, kapitalændringer samt de nødvendige ledelses- og generalforsamlingsbeslutninger.

Vi hjælper samtidig med at sikre sammenhængen med vedtægter, ejeraftaler, ejerbog og ejerregistrering og den øvrige selskabsretlige struktur.

Når omstruktureringen har skattemæssige konsekvenser, koordinerer vi den selskabsretlige rådgivning med virksomhedens revisor eller skatterådgiver, så den selskabsretlige og skattemæssige gennemførelse vurderes samlet.

Kontakt os uforpligtende om din virksomhed og situation.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i selskabsret

Advokatfirma

Michael Friis Pedersen

Advokat, partner

Advokatfirma

Kenneth Gudmundsson

Advokat (L), stiftende partner

Advokatfirma

Jakob Gjøls-Nyvold

Erhvervsjurist (ba.jur.)

Advokatfirma

Jeppe Brandt Andersen

Advokatfuldmægtig

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om fusion, spaltning og omstrukturering

Som direktør eller bestyrelsesmedlem træffer du beslutninger på selskabets vegne.

Udgangspunktet er, at et kapitalselskab er en selvstændig juridisk enhed, og at selskabets forpligtelser ikke automatisk bliver ledelsens personlige forpligtelser. Det betyder imidlertid ikke, at ledelsen aldrig kan blive personligt ansvarlig.

Et personligt ledelsesansvar kan efter omstændighederne komme på tale, hvis et medlem af ledelsen forsætligt eller uagtsomt har påført selskabet, kapitalejere eller tredjemand et tab. Spørgsmålet bliver særligt relevant, når virksomheden er økonomisk presset, når ledelsen fortsætter driften trods alvorlige økonomiske problemer, eller når væsentlige beslutninger træffes uden et tilstrækkeligt grundlag.

Hos ØENS Advokatfirma rådgiver vi direktører, bestyrelsesmedlemmer, virksomheder og kapitalejere om ledelsens pligter og potentielle ansvar. Vi hjælper både forebyggende, når ledelsen står over for en vanskelig beslutning, og når der allerede er rejst eller forventes rejst et krav mod et medlem af ledelsen.

Vi har kontor på Amager i København og rådgiver virksomheder og ledelsesmedlemmer i hele Danmark.

Tal med en advokat om ledelsesansvar →

Hvad er ledelsesansvar?

Ledelsesansvar er betegnelsen for det personlige erstatningsansvar, som eksempelvis en direktør eller et bestyrelsesmedlem efter omstændighederne kan pådrage sig i forbindelse med varetagelsen af sit hverv.

Efter selskabslovens § 361 er et medlem af ledelsen, som under udførelsen af sit hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet kapitalselskabet skade, forpligtet til at erstatte denne. Det samme gælder, når skaden er tilføjet kapitalejere eller tredjemand.

At en virksomhed har lidt et tab, eller at en beslutning efterfølgende viser sig at have været dårlig, betyder dog ikke i sig selv, at ledelsen er erstatningsansvarlig. Virksomhedsdrift indebærer risiko, og ledelsen skal have mulighed for at træffe forretningsmæssige beslutninger uden automatisk at blive personligt ansvarlig, hvis resultatet bliver anderledes end forventet.

Et ansvar kræver en konkret juridisk vurdering af blandt andet ledelsens handling eller undladelse, det foreliggende beslutningsgrundlag, om der er handlet ansvarspådragende, hvilket tab der er lidt, og om der er den nødvendige sammenhæng mellem den ansvarspådragende adfærd og tabet.

Hvornår kan en direktør blive personligt ansvarlig?

En direktør varetager den daglige ledelse af selskabet og har en række selvstændige pligter efter selskabsloven. Et direktøransvar kan derfor blive relevant, hvis direktøren tilsidesætter sine pligter på en måde, der påfører selskabet eller andre et tab.

Det kan eksempelvis være relevant at undersøge et muligt ansvar, hvis der er foretaget uforsvarlige dispositioner med selskabets midler, indgået aftaler på et utilstrækkeligt grundlag, undladt at reagere på alvorlige økonomiske problemer eller fortsat drift på et tidspunkt, hvor ledelsen burde have handlet anderledes.

Det afgørende er ikke direktørens titel, men den konkrete adfærd. Om en direktør kan ifalde ansvar, beror derfor altid på en vurdering af de faktiske omstændigheder og de pligter, der gjaldt i situationen.

Læs mere om direktørens rolle og den almindelige kompetencefordeling på vores side om generalforsamling og selskabsledelse.

Hvornår kan et bestyrelsesmedlem blive personligt ansvarligt?

Et bestyrelsesmedlem har et selvstændigt ansvar for at varetage sit hverv forsvarligt. Bestyrelsen varetager den overordnede og strategiske ledelse og skal blandt andet føre tilsyn med direktionen, sikre en forsvarlig organisation og løbende forholde sig til selskabets økonomiske situation.

Et bestyrelsesmedlem kan derfor ikke nødvendigvis undgå ansvar ved blot at henvise til, at direktionen stod for den daglige drift. Hvis bestyrelsen får oplysninger, der giver anledning til bekymring, skal den forholde sig til dem og om nødvendigt reagere.

Det betyder omvendt heller ikke, at alle bestyrelsesmedlemmer automatisk bliver ansvarlige, fordi bestyrelsen har truffet en beslutning, der senere fører til tab. Ansvar vurderes konkret, og det enkelte medlems handlinger, viden, deltagelse og reaktion kan få betydning.

Hvilke pligter har selskabets ledelse?

Ledelsens konkrete pligter afhænger blandt andet af selskabets ledelsesstruktur og af, om personen er direktør eller bestyrelsesmedlem. Selskabsloven stiller imidlertid en række grundlæggende krav til ledelsen.

Ledelsen skal blandt andet sikre, at selskabets organisation og økonomiske forhold håndteres forsvarligt. I en struktur med bestyrelse og direktion skal bestyrelsen føre tilsyn med direktionen og påse blandt andet regnskabsaflæggelse, risikostyring, rapportering og selskabets kapitalberedskab, mens direktionen varetager den daglige ledelse og blandt andet skal sikre, at bogføringen sker efter lovgivningen, og at formueforvaltningen foregår på betryggende måde.

Et centralt princip er, at ledelsen løbende skal sikre et forsvarligt kapitalberedskab. Det indebærer blandt andet, at selskabet skal have tilstrækkelig likviditet til at kunne opfylde sine nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder.

Ledelsesansvar handler derfor ofte ikke om én dramatisk beslutning, men om, hvorvidt ledelsen løbende har fulgt virksomhedens situation, skaffet sig den nødvendige information og reageret, når udviklingen krævede det.

Ledelsesansvar ved økonomiske problemer og fortsat drift

Spørgsmålet om ledelsesansvar bliver særligt aktuelt, når virksomheden får økonomiske problemer. En virksomhed behøver ikke lukke, blot fordi økonomien midlertidigt er vanskelig, og ledelsen har som udgangspunkt mulighed for at forsøge at vende udviklingen. Men jo mere alvorlig situationen bliver, desto vigtigere bliver det, at ledelsen løbende vurderer, om fortsat drift er forsvarlig.

Der findes ikke én bestemt økonomisk grænse eller dato, der automatisk afgør, hvornår fortsat drift bliver ansvarspådragende. Vurderingen afhænger blandt andet af selskabets likviditet, forventede indtægter, finansieringsmuligheder, kreditorernes position og realismen i de planer, der skal genoprette økonomien.

Ledelsen bør derfor kunne dokumentere, hvilket grundlag den har handlet på. Opdaterede likviditetsbudgetter, økonomiske rapporteringer, finansieringsmuligheder og realistiske prognoser kan være centrale for at vurdere, om der fortsat var et forsvarligt grundlag for driften.

Kan ledelsen blive ansvarlig over for selskabets kreditorer?

Ja, det kan efter omstændighederne være muligt. Selskabslovens erstatningsregel omfatter ikke alene skade påført selskabet, men også skade påført kapitalejere eller tredjemand.

Det betyder dog ikke, at en kreditor automatisk kan rette sit krav mod direktøren, blot fordi selskabet ikke kan betale sin gæld. Udgangspunktet for et ApS eller A/S er netop, at selskabet er en selvstændig juridisk enhed.

Personligt ansvar kræver et selvstændigt grundlag. I praksis kan spørgsmålet blandt andet opstå, hvis en kreditor har lidt et tab som følge af ansvarspådragende handlinger eller undladelser fra ledelsens side. Vurderingen vil altid afhænge af de konkrete omstændigheder.

Kapitaltab og ledelsens pligter

Kapitaltab og insolvens er ikke det samme, men et væsentligt kapitaltab kan være et vigtigt signal om, at ledelsen skal reagere.

Hvis det konstateres, at selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital, skal ledelsen sikre, at der afholdes generalforsamling senest seks måneder efter konstateringen. Ledelsen skal på generalforsamlingen redegøre for selskabets økonomiske stilling og om nødvendigt stille forslag om de foranstaltninger, der bør træffes.

Overholdelse af kapitaltabsreglen er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt til at sikre, at ledelsen handler forsvarligt. Hvis selskabet eksempelvis får alvorlige likviditetsproblemer, skal ledelsen forholde sig til dem, selv om fristen for en kapitaltabsgeneralforsamling ikke er udløbet.

Læs mere om processen på vores side om generalforsamling og selskabsledelse.

Kapitaltab og insolvens er ikke det samme

Et selskab er ikke nødvendigvis insolvent, fordi egenkapitalen er negativ eller en stor del af selskabskapitalen er tabt. Insolvens handler overordnet om, hvorvidt selskabet kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages kun at være forbigående.

Omvendt kan et selskab få alvorlige likviditetsproblemer, selv om egenkapitalen på papiret fortsat er positiv.

For ledelsen er det derfor afgørende ikke kun at følge balancen, men også likviditeten og selskabets faktiske mulighed for at betale sine forpligtelser. Hvis selskabet nærmer sig insolvens, bliver dokumentation og løbende vurdering af grundlaget for fortsat drift særligt vigtig.

Hvilke situationer kan give anledning til ledelsesansvar?

Der findes ikke en udtømmende liste over handlinger, der medfører ledelsesansvar. Vurderingen er konkret. Der er dog en række situationer, hvor spørgsmålet ofte bliver relevant, eksempelvis hvis ledelsen:

• fortsætter driften, selv om der ikke længere er et forsvarligt grundlag herfor,
• undlader at reagere på alvorlige økonomiske problemer,
• disponerer over selskabets midler på uforsvarlig eller ulovlig måde,
• tilsidesætter væsentlige selskabsretlige pligter,
• træffer væsentlige beslutninger uden et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag,
• undlader relevant kontrol eller tilsyn, eller
• handler i en interessekonflikt på en måde, der påfører selskabet eller andre et tab.

At en af disse situationer foreligger, betyder ikke automatisk, at der er et erstatningsansvar. Der skal fortsat foretages en konkret vurdering af blandt andet ansvarsgrundlag, tab og årsagssammenhæng.

Kan man blive ansvarlig for ikke at handle?

Ja. Ledelsesansvar kan ikke kun udspringe af noget, ledelsen aktivt har gjort. En undladelse kan også være ansvarspådragende.

Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis bestyrelsen har fået klare oplysninger om alvorlige problemer, men undlader at undersøge dem, eller hvis direktionen ikke reagerer på en økonomisk udvikling, der kræver handling.

Derfor er det ikke altid tilstrækkeligt for et bestyrelsesmedlem at sige: “Jeg stemte ikke for beslutningen.” Spørgsmålet kan også være, om medlemmet burde have reageret, indhentet yderligere oplysninger eller taget andre skridt.

Har alle bestyrelsesmedlemmer det samme ansvar?

Et bestyrelsesansvar vurderes som udgangspunkt individuelt. At et krav rejses mod hele bestyrelsen betyder derfor ikke nødvendigvis, at alle medlemmer ender med at blive ansvarlige på samme måde.

Ved vurderingen kan det blandt andet have betydning, hvilke oplysninger det enkelte medlem havde, hvordan medlemmet forholdt sig til dem, og hvilken rolle medlemmet havde i den konkrete beslutningsproces.

Bestyrelsesarbejde er samtidig et kollektivt arbejde, og et medlem kan ikke uden videre overlade ansvaret for centrale bestyrelsesopgaver til de øvrige medlemmer. Det enkelte medlem har en selvstændig pligt til at varetage sit hverv forsvarligt.

Hvad hvis jeg var imod bestyrelsens beslutning?

Hvis et bestyrelsesmedlem er uenig i en beslutning, kan det være vigtigt, at uenigheden fremgår korrekt af bestyrelsesprotokollen. Et tilstedeværende ledelsesmedlem, der ikke er enig i en beslutning, har efter selskabsloven ret til at få sin mening indført i protokollen.

En protokolleret dissens er dog ikke en automatisk ansvarsfritagelse. Det afgørende vil fortsat være den konkrete situation og det enkelte ledelsesmedlems handlinger og undladelser.

Dokumentationen kan ikke desto mindre få væsentlig betydning for en senere vurdering af, hvad medlemmet faktisk mente og gjorde på tidspunktet for beslutningen.

Betydningen af et godt beslutningsgrundlag

Ledelsen skal ofte træffe beslutninger under usikkerhed. Det gælder eksempelvis ved investeringer, finansiering, større kontrakter, virksomhedsoverdragelser og økonomiske problemer. At resultatet senere bliver dårligt, gør ikke i sig selv beslutningen ansvarspådragende.

Det har imidlertid stor betydning, om ledelsen traf beslutningen på et forsvarligt og tilstrækkeligt oplyst grundlag. Relevant økonomisk information, risikovurderinger, juridisk rådgivning og andre faglige vurderinger kan derfor være vigtige både for kvaliteten af beslutningen og for den efterfølgende dokumentation af processen.

Bestyrelses- og direktionsprotokoller bør i relevante situationer afspejle de centrale overvejelser og beslutninger. Dokumentationen skal ikke produceres for at “skrive sig ud af et ansvar”, men for at understøtte en reel og forsvarlig beslutningsproces.

Kan ledelsen stole på rådgivere?

Ledelsen kan og bør søge relevant professionel rådgivning, når selskabets forhold kræver det. Det kan eksempelvis være rådgivning fra advokat, revisor, finansielle rådgivere eller andre specialister.

At en ekstern rådgiver har været involveret, fritager dog ikke automatisk ledelsen for dens egne pligter. Ledelsen skal fortsat forholde sig til det materiale og de anbefalinger, den modtager, og træffe sine egne beslutninger.

Omvendt kan det have betydning for ansvarsvurderingen, at ledelsen har identificeret et vanskeligt spørgsmål, indhentet relevant specialistviden og handlet på et sagligt og oplyst grundlag.

Ledelsesansvar ved ulovlige udlodninger og dispositioner

Ledelsen skal sikre, at dispositioner med selskabets midler sker inden for selskabslovens rammer. Det gælder blandt andet ved udlodning af udbytte og andre overførsler af værdier fra selskabet.

Det er ikke tilstrækkeligt, at selskabet formelt har frie reserver, hvis en udlodning konkret vil være uforsvarlig i forhold til selskabets økonomiske situation og kapitalberedskab. Ledelsen skal også efter en udlodning sikre, at selskabets økonomiske situation er forsvarlig.

Hvis værdier overføres i strid med reglerne, kan der opstå spørgsmål om tilbagebetaling og efter omstændighederne også ansvar for de personer, der har medvirket til dispositionen.

Ledelsesansvar i koncerner og holdingstrukturer

Et holdingselskab og et driftsselskab er selvstændige juridiske enheder. Ledelsen i det enkelte selskab skal derfor forholde sig til det konkrete selskabs interesser og økonomiske situation, selv om selskabet indgår i en samlet koncern.

Det kan få betydning ved eksempelvis koncerninterne lån, sikkerhedsstillelser, overførsler af værdier eller andre dispositioner mellem selskaberne. At en disposition er fordelagtig for koncernen som helhed, er ikke nødvendigvis tilstrækkeligt, hvis den samtidig er uforsvarlig eller ulovlig for det konkrete selskab.

Har virksomheden en holdingstruktur, kan du læse mere om de selskabsretlige overvejelser på vores side om holdingselskab og ejerstruktur.

Ledelsesansvar ved køb og salg af virksomheder

Direktion og bestyrelse kan også stå over for væsentlige beslutninger i forbindelse med køb eller salg af en virksomhed. Det kan være beslutninger om værdiansættelse, finansiering, garantier, due diligence eller vilkårene i selve transaktionen.

Også her er udgangspunktet, at en forretningsmæssig beslutning ikke bliver ansvarspådragende alene, fordi resultatet efterfølgende bliver dårligere end forventet. Men jo større og mere risikofyldt dispositionen er, desto vigtigere vil et relevant beslutningsgrundlag typisk være.

Ved større transaktioner bør kompetencefordelingen mellem direktion, bestyrelse og eventuelt generalforsamling samtidig afklares. Læs mere om vores rådgivning ved køb og salg af virksomhed.

Hvad betyder en ledelsesansvarsforsikring?

En ledelsesansvarsforsikring – ofte omtalt som en D&O-forsikring – kan efter sine konkrete vilkår dække visse krav, der rejses mod direktører eller bestyrelsesmedlemmer i forbindelse med deres ledelseshverv.

En forsikring betyder ikke, at ledelsesmedlemmet ikke kan ifalde ansvar. Den handler om den økonomiske dækning af et krav og eventuelle omkostninger inden for forsikringens dækningsområde.

Dækning, undtagelser, selvrisiko, anmeldelsesfrister og øvrige vilkår varierer mellem forsikringer. Hvis der opstår en situation, som kan udvikle sig til et ansvarskrav, bør forsikringsvilkårene derfor undersøges tidligt, og et muligt krav anmeldes i overensstemmelse med policens betingelser.

Hvem kan rejse et krav om ledelsesansvar?

Et krav kan afhængigt af omstændighederne blandt andet vedrøre tab, som er påført selskabet, en kapitalejer eller tredjemand. Hvem der kan gøre et konkret krav gældende, afhænger af, hvem der har lidt det relevante tab og grundlaget for kravet.

Hvis selskabet går konkurs, kan spørgsmålet om ledelsens dispositioner også blive undersøgt som led i behandlingen af konkursboet. Her kan kurator blandt andet gennemgå de dispositioner, der er foretaget op til konkursen, og vurdere, om der er grundlag for krav.

At virksomheden går konkurs betyder dog ikke i sig selv, at ledelsen har handlet ansvarspådragende. Konkurs kan skyldes mange forhold, og et personligt ansvar kræver fortsat et selvstændigt juridisk grundlag.

Hvordan vurderes et krav om ledelsesansvar?

Et krav om ledelsesansvar kræver en konkret vurdering af hele forløbet. Det er sjældent tilstrækkeligt alene at se på den beslutning, der umiddelbart førte til tabet.

Det vil typisk være relevant at undersøge, hvilke oplysninger ledelsen havde på det pågældende tidspunkt, hvilke alternativer der forelå, om der blev indhentet rådgivning, hvordan selskabets økonomi udviklede sig, hvilke beslutninger der blev truffet, og hvordan disse blev dokumenteret.

Derudover skal de almindelige betingelser for erstatningsansvar være opfyldt. Der skal blandt andet foreligge et ansvarsgrundlag, et økonomisk tab og den nødvendige årsagssammenhæng mellem den ansvarspådragende handling eller undladelse og tabet.

Det er derfor vigtigt ikke at bedømme ledelsens handlinger alene med den viden, man har, efter at forløbet er gået galt.

Sådan kan ledelsen mindske risikoen for personligt ansvar

Ledelsesansvar kan ikke håndteres med en enkelt standardprocedure. En af de vigtigste former for risikostyring er en velfungerende ledelsesproces, hvor bestyrelse og direktion faktisk følger virksomhedens udvikling og reagerer på problemer.

I praksis vil det ofte være relevant at sikre løbende og retvisende økonomisk rapportering, et realistisk likviditetsberedskab, tydelig kompetencefordeling, ordentlig dokumentation af væsentlige beslutninger og tidlig håndtering af problemer. Ved beslutninger med væsentlige juridiske, økonomiske eller skattemæssige konsekvenser kan det desuden være nødvendigt at inddrage relevante rådgivere.

Det afgørende er ikke at skabe mest mulig dokumentation. Det er at sikre, at ledelsen faktisk har det nødvendige grundlag for at træffe forsvarlige beslutninger.

Sådan hjælper ØENS i sager om ledelsesansvar

Hos ØENS Advokatfirma rådgiver vi både forebyggende og i konkrete tvister om ledelsesansvar. Vi kan hjælpe direktører og bestyrelsesmedlemmer med at vurdere deres pligter, handlemuligheder og risiko, når virksomheden står over for økonomiske problemer eller en vanskelig beslutning. Vi kan også gennemgå beslutningsgrundlag, selskabsdokumenter og relevante forløb, når der allerede er opstået spørgsmål om et muligt ansvar.

Hvis der rejses et konkret krav, hjælper vi med at vurdere grundlaget for kravet, det dokumenterede tab, årsagssammenhængen og ledelsesmedlemmets konkrete handlinger og undladelser. Når sagen udvikler sig til en egentlig tvist, kan rådgivningen kombineres med vores erfaring inden for retssager og tvister.

Ledelsesansvar er et område, hvor tidspunktet for rådgivningen kan have stor betydning. Hvis virksomheden allerede befinder sig i en vanskelig økonomisk situation, kan det være væsentligt at få vurderet handlemulighederne, mens ledelsen stadig kan påvirke forløbet.

Kontakt os uforpligtende om din virksomhed og situation.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i selskabsret

Advokatfirma

Michael Friis Pedersen

Advokat, partner

Advokatfirma

Kenneth Gudmundsson

Advokat (L), stiftende partner

Advokatfirma

Jakob Gjøls-Nyvold

Erhvervsjurist (ba.jur.)

Advokatfirma

Jeppe Brandt Andersen

Advokatfuldmægtig

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om ledelsesansvar

Når en virksomhed skal vokse, have en investor ind eller ændre sin ejerstruktur, er kapitalen ofte en central del af processen.

Det kan være nødvendigt at forhøje selskabskapitalen, udstede nye kapitalandele, ændre eksisterende ejeres procentvise ejerandele eller fastlægge særlige rettigheder for en ny investor.

Kapitalændringer er imidlertid ikke kun et spørgsmål om at få flere penge ind i virksomheden. En kapitalforhøjelse kan ændre balancen mellem ejerne, påvirke stemmerettigheder og økonomiske rettigheder og kræve ændringer af både vedtægter, ejeraftale, ejerbog og registrerede ejerforhold.

Hos ØENS Advokatfirma rådgiver vi virksomheder, virksomhedsejere og investorer om kapitalforhøjelser, kapitalnedsættelser og investeringer. Vi hjælper med den selskabsretlige struktur, dokumentationen og gennemførelsen og sørger for, at kapitalændringen hænger sammen med virksomhedens øvrige ejer- og aftaleforhold. Vi har kontor på Amager i København og rådgiver virksomheder og virksomhedsejere i hele Danmark.

Tal med en advokat om kapitalændringer eller investering →

Hvad er en kapitalforhøjelse?

En kapitalforhøjelse betyder, at selskabets registrerede selskabskapital forhøjes. Det kan blandt andet være relevant, når virksomheden skal have tilført ny kapital, når en investor kommer ind i ejerkredsen, når en eksisterende ejer investerer yderligere, eller når en fordring mod selskabet ønskes konverteret til kapitalandele. Efter selskabsloven kan en kapitalforhøjelse ske ved tegning af nye kapitalandele, ved overførsel af selskabets reserver til selskabskapitalen i form af en fondsforhøjelse eller gennem udstedelse af konvertible gældsbreve eller warrants.

Det er derfor vigtigt først at afklare, hvad virksomheden ønsker at opnå. En investor, der skal tilføre nye penge til virksomheden, kræver eksempelvis en anden løsning end en intern ændring af selskabets registrerede kapital. Læs også om stiftelse og selskabsformer og vores samlede rådgivning om selskabsret.

Kapitalforhøjelse når en ny investor kommer ind

Når en investor investerer direkte i selskabet, sker det ofte ved, at selskabet udsteder nye kapitalandele til investoren. Investoren indbetaler kapital til selskabet og bliver samtidig medejer. Det adskiller sig fra en situation, hvor investoren køber eksisterende kapitalandele af en nuværende ejer. I det tilfælde går købesummen som udgangspunkt til sælgeren, mens selskabet ikke nødvendigvis modtager nye midler.

Ved en investering gennem kapitalforhøjelse skal der blandt andet tages stilling til, hvor meget investoren skal investere, hvilken ejerandel investoren skal modtage, hvilken tegningskurs der skal anvendes, og hvilke rettigheder de nye kapitalandele skal have. Ofte skal der samtidig forhandles en ejeraftale eller tiltrædes en eksisterende aftale, fordi investorens rettigheder og forholdet til de øvrige ejere ikke nødvendigvis bør reguleres alene gennem selve kapitalforhøjelsen.

Hvem beslutter en kapitalforhøjelse?

Udgangspunktet er, at generalforsamlingen træffer beslutning om kapitalforhøjelse. Beslutningen skal som udgangspunkt træffes med det flertal, der kræves til en vedtægtsændring. Generalforsamlingen kan imidlertid også gennem en bestemmelse i vedtægterne bemyndige selskabets centrale ledelsesorgan til at forhøje selskabskapitalen inden for de rammer, der følger af bemyndigelsen.

En sådan bemyndigelse kan være praktisk i virksomheder, der forventer flere investeringsrunder eller ønsker en vis fleksibilitet i forbindelse med kapitalrejsning. Selve beslutningen om kapitalforhøjelse skal indeholde en række oplysninger om blandt andet kapitalforhøjelsens størrelse, tegningskurs, de nye kapitalandeles rettigheder, tegningsfrister og eventuel fortegningsret.

Kapitalforhøjelsen medfører desuden ændringer af selskabets vedtægter og skal registreres korrekt. Læs mere om generalforsamling og selskabsledelse.

Hvad er tegningskursen?

Tegningskursen er den pris, der betales for de nye kapitalandele. Den registrerede selskabskapital og det beløb, investoren faktisk betaler, er derfor ikke nødvendigvis det samme. Hvis en investor eksempelvis indbetaler et betydeligt beløb for en relativt mindre nominelt registreret kapitalandel, vil en del af investeringen typisk blive indbetalt som overkurs.

Tegningskursen har stor betydning for både virksomhedens værdiansættelse og de eksisterende ejeres position. Hvis nye kapitalandele udstedes på vilkår, der ikke afspejler den aftalte værdi, kan det medføre en væsentlig økonomisk forskydning mellem ejerne. Selskabsloven tillader ikke, at nye kapitalandele tegnes til underkurs. Ved investeringer bør tegningskursen derfor ses i sammenhæng med både værdiansættelsen af virksomheden og de rettigheder, som investoren modtager.

Hvad betyder udvanding af ejerandele?

Når selskabet udsteder nye kapitalandele til en ny investor, stiger den samlede selskabskapital. Hvis de eksisterende ejere ikke tegner tilsvarende nye kapitalandele, vil deres procentvise ejerandel typisk blive reduceret. Det kaldes ofte udvanding.

En ejer, der før kapitalforhøjelsen ejer 50 procent af selskabet, kan derfor efter investeringen eje en lavere procentdel, selv om vedkommende ikke har solgt nogen af sine kapitalandele. Udvanding handler dog ikke kun om procenttal. Det kan også have betydning for stemmer, minoritetsrettigheder, muligheden for at blokere bestemte beslutninger og den økonomiske fordeling ved eksempelvis udbytte eller salg. Det er derfor vigtigt at beregne ejerstrukturen før og efter investeringen, inden kapitalforhøjelsen besluttes.

Hvis virksomheden har flere ejere, bør kapitalforhøjelsen samtidig vurderes i forhold til ejeraftalen og selskabets vedtægter.

Hvad er fortegningsret?

Ved en kontant kapitalforhøjelse har de eksisterende kapitalejere som udgangspunkt ret til at tegne en forholdsmæssig del af de nye kapitalandele. Det kaldes fortegningsret. Formålet er blandt andet at give de eksisterende ejere mulighed for at bevare deres forholdsmæssige ejerandel, hvis selskabet udsteder nye kapitalandele. Generalforsamlingen kan dog med det flertal, der kræves til vedtægtsændring, beslutte at fravige den eksisterende fortegningsret til fordel for andre. Det kan eksempelvis være relevant, når en bestemt ekstern investor skal ind i selskabet.

En fravigelse af fortegningsretten bør håndteres med stor omhu. Beslutningen påvirker de eksisterende ejeres position, og både tegningskursen og baggrunden for kapitalforhøjelsen kan derfor få væsentlig betydning. Der kan samtidig være yderligere rettigheder eller krav efter selskabets vedtægter eller ejeraftale, som skal respekteres.

Kapitalforhøjelse med kontanter

Den mest umiddelbare form for kapitalforhøjelse er, at en eller flere investorer indbetaler kontanter mod at modtage nye kapitalandele. Det kan være en eksisterende ejer, der tilfører yderligere kapital, eller en ny investor, der samtidig bliver en del af ejerkredsen. Ved en kontant kapitalforhøjelse skal blandt andet tegningskurs, kapitalandelens størrelse eller antal, tegningsfrist, indbetalingsfrist og fortegningsret fastlægges. Når en ny investor kommer ind, skal selskabets ejerbog og relevante ejerregistreringer desuden opdateres efter gennemførelsen. Læs mere om ejerbog, legale og reelle ejere.

Kapitalforhøjelse med andre værdier end kontanter

Nye kapitalandele kan i visse tilfælde indbetales med andre værdier end kontanter. Det kaldes ofte apportindskud. Det kan eksempelvis være aktiver eller en bestående virksomhed, som indskydes i selskabet mod udstedelse af kapitalandele. Når kapitalen indbetales med andre værdier end kontanter, gælder der særlige krav til dokumentation og værdiansættelse. Efter selskabsloven skal der som udgangspunkt udarbejdes en vurderingsberetning, medmindre en relevant undtagelse kan anvendes. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at parterne selv bliver enige om en værdi og ændrer ejerandelene. Den selskabsretlige procedure og dokumentation skal være på plads.

Kan gæld konverteres til kapital?

Ja. En kapitalforhøjelse kan også gennemføres ved, at en gæld til en kreditor konverteres til kapitalandele i selskabet. Det kan eksempelvis være relevant, hvis en investor eller ejer tidligere har ydet et lån til selskabet og efterfølgende skal modtage ejerandele i stedet for tilbagebetaling.

Hvis nye kapitalandele indbetales ved konvertering af gæld, skal kapitalforhøjelsesbeslutningen indeholde bestemmelser herom. Selskabets centrale ledelsesorgan skal efter reglerne redegøre for blandt andet årsagen til og tidspunktet for gældens opståen og baggrunden for den foreslåede konvertering. En gældskonvertering kan ændre både selskabets balance og ejerstruktur og bør derfor ses i sammenhæng med de øvrige ejeres rettigheder.

Hvad er en fondsforhøjelse?

Ved en fondsforhøjelse tilføres der ikke nødvendigvis nye penge udefra. I stedet overføres allerede eksisterende reserver i selskabet til den registrerede selskabskapital. En fondsforhøjelse adskiller sig derfor fra en kapitalforhøjelse, hvor en investor indbetaler nye midler til selskabet.

Formålet kan eksempelvis være at ændre sammensætningen af selskabets egenkapital. Om en fondsforhøjelse er relevant, afhænger af selskabets økonomiske og juridiske forhold.

Warrants og konvertible gældsbreve

Kapitalrejsning behøver ikke altid at betyde, at investoren får kapitalandelene med det samme. Et selskab kan også udstede warrants, som giver indehaveren ret til senere at tegne kapitalandele på de aftalte vilkår, eller konvertible gældsbreve, hvor en fordring efter nærmere fastsatte betingelser kan konverteres til kapitalandele. Sådanne instrumenter bruges blandt andet i investerings- og incitamentsstrukturer.

Generalforsamlingen kan beslutte at udstede konvertible gældsbreve eller warrants, og det centrale ledelsesorgan kan gøre det på baggrund af en relevant bemyndigelse i vedtægterne. Udstedelsen skal blandt andet hænge sammen med den kapitalforhøjelse, der kan blive nødvendig, når rettighederne udnyttes.

Warrants kan også indgå i medarbejder- og ledelsesincitamentsordninger. Her skal den selskabsretlige løsning ses sammen med blandt andet de ansættelsesretlige og skattemæssige konsekvenser.

Kapitalforhøjelse og forskellige kapitalklasser

Et selskab kan have forskellige klasser af kapitalandele, hvis dette er reguleret i vedtægterne. Kapitalandelene kan efter den konkrete struktur have forskellige rettigheder, eksempelvis i forhold til stemmer eller økonomiske rettigheder. Når en investor kommer ind, kan det derfor være relevant at overveje, om investoren skal modtage samme type kapitalandele som de eksisterende ejere, eller om der skal etableres en anden kapitalklasse.

Det kræver grundig juridisk vurdering, fordi forskelle i rettigheder skal fremgå korrekt af selskabets vedtægter og kan få stor betydning både under den løbende drift og ved et senere salg. Kapitalstrukturen bør samtidig hænge sammen med den ejeraftale, som regulerer forholdet mellem ejerne.

Investeringsaftale, ejeraftale og vedtægter – hvad er forskellen?

Ved en investering vil der ofte være flere dokumenter i spil.

• En investeringsaftale regulerer typisk selve investeringen: hvor meget der investeres, på hvilke vilkår, hvilke betingelser der skal være opfyldt, og hvordan transaktionen gennemføres.

• En ejeraftale regulerer derimod ejernes indbyrdes forhold efter investeringen, eksempelvis beslutninger, informationsrettigheder, overdragelse, tag-along, drag-along, deadlock og exit.

Vedtægterne er en del af selskabets selskabsretlige grundlag og indeholder de bestemmelser, der efter deres karakter eller lovgivningen skal eller ønskes placeret dér. Dokumenterne kan derfor ikke udarbejdes isoleret fra hinanden. De bør læses som dele af den samme struktur.

Læs vores dybdegående guide om ejeraftaler.

Hvad bør man afklare, før en investor kommer ind?

Før investeringen gennemføres, bør både virksomheden, de eksisterende ejere og investoren have klarhed over de centrale vilkår. Det gælder især virksomhedens værdi før og efter investeringen, investeringsbeløbet, ejerfordelingen efter kapitalforhøjelsen, investorens eventuelle særlige rettigheder, den fremtidige ledelse, kommende kapitalbehov og mulighederne ved et senere salg eller exit.

Derudover bør det afklares, om investoren får ret til bestyrelsesrepræsentation, vetoret eller andre kontrolrettigheder. Sådanne rettigheder kan både påvirke samarbejdet mellem ejerne og efter omstændighederne have betydning for vurderingen af reelt ejerskab eller kontrol. Læs mere om ejerbog og reelle ejere og generalforsamling og selskabsledelse.

Kapitalforhøjelse i en holdingstruktur

Hvis virksomheden ejes gennem et eller flere holdingselskaber, skal det vurderes, hvilket selskab kapitalen skal tilføres til. En investor, der skal investere i den konkrete drift, vil ikke nødvendigvis skulle investere i ejernes personlige holdingselskaber. Ofte vil investeringen ske direkte i driftsselskabet eller i et fælles selskab højere i strukturen, afhængigt af den valgte ejerstruktur. Valget kan få betydning for både ejerforhold, kontrol, fremtidige investeringer og et senere salg.

Derfor bør kapitalrejsningen tænkes sammen med virksomhedens samlede holding- og ejerstruktur.

Hvad er en kapitalnedsættelse?

En kapitalnedsættelse betyder, at selskabets registrerede selskabskapital reduceres. Det kan efter selskabslovens regler ske til forskellige formål, blandt andet dækning af underskud, udbetaling til kapitalejerne eller henlæggelse til en særlig reserve.

Reglerne afhænger af formålet med nedsættelsen. Når kapitalen nedsættes med henblik på udbetaling til kapitalejerne eller visse andre formål, er kreditorbeskyttelsen central, fordi værdier forlader eller potentielt kan forlade selskabet. En kapitalnedsættelse bør derfor ikke behandles som den simple modsætning til en kapitalforhøjelse. Processen, dokumentationen og de selskabsretlige konsekvenser er forskellige.

Kan selskabskapitalen komme under minimumskravet?

Efter gennemførelsen af en kapitalnedsættelse skal selskabet fortsat opfylde det kapitalkrav, der gælder for selskabsformen, medmindre nedsættelsen sker som led i en disposition, hvor selskabslovens regler fører til andet, eksempelvis samtidig forhøjelse eller opløsning. For et ApS er minimumskapitalen aktuelt 20.000 kr., mens et A/S kræver 400.000 kr.

Læs mere om selskabsformer og stiftelse.

Kapitaltab er ikke det samme som kapitalnedsættelse

Det er vigtigt at skelne mellem kapitalnedsættelse og kapitaltab. Kapitalnedsættelse er en formel selskabsretlig disposition, hvor den registrerede selskabskapital reduceres. Kapitaltab beskriver derimod en økonomisk situation, hvor selskabets egenkapital er blevet reduceret så betydeligt, at reglerne om kapitaltab kan blive relevante. Hvis selskabets økonomi er presset, har ledelsen særlige pligter til at følge situationen og sikre et forsvarligt kapitalberedskab. Læs mere om ledelsesansvar.

Registrering efter en kapitalændring

En kapitalændring stopper ikke ved generalforsamlingens beslutning. Efter gennemførelsen skal de selskabsretlige dokumenter og registreringer bringes i overensstemmelse med den nye situation. Det kan blandt andet indebære ændring af vedtægterne, registrering af kapitalforhøjelsen eller kapitalnedsættelsen hos Erhvervsstyrelsen, opdatering af ejerbogen og – når ejerforholdene ændres – vurdering af registreringen af legale og reelle ejere.

Hvis en ny investor samtidig tiltræder selskabet, skal der ofte også håndteres tiltrædelse af ejeraftalen og eventuelle ændringer i selskabets ledelse. En kapitalændring bør derfor gennemføres som én samlet proces frem for som en række løsrevne dokumenter.

Sådan hjælper ØENS med kapitalændringer og investeringer

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi både virksomheder, eksisterende ejere og investorer med den selskabsretlige del af kapitalændringer og investeringer. Vi rådgiver blandt andet om kapitalforhøjelser og kapitalnedsættelser, nye investorer, tegningsvilkår, fortegningsret, kapital- og ejerstruktur, apportindskud, gældskonvertering, warrants og konvertible gældsbreve.

Vi hjælper samtidig med at sikre sammenhængen mellem selve investeringen, selskabets vedtægter, ejeraftalen, ejerstrukturen og de nødvendige selskabsretlige beslutninger og registreringer. Når investeringen også rejser skattemæssige, regnskabsmæssige eller andre specialiserede spørgsmål, bør disse dele koordineres med virksomhedens øvrige rådgivere.

Kontakt os uforpligtende om din virksomhed og situation.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i selskabsret

Advokatfirma

Michael Friis Pedersen

Advokat, partner

Advokatfirma

Kenneth Gudmundsson

Advokat (L), stiftende partner

Advokatfirma

Jakob Gjøls-Nyvold

Erhvervsjurist (ba.jur.)

Advokatfirma

Jeppe Brandt Andersen

Advokatfuldmægtig

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om kapitalforhøjelse og investeringer

Når I ejer en virksomhed sammen, er det en god idé at aftale spillereglerne, mens I er enige.

Hvem bestemmer hvad? Hvad sker der, hvis en ejer vil sælge? Hvordan fastsættes prisen på ejerandelene? Hvad hvis en medejer stopper med at arbejde i virksomheden, bliver alvorligt syg eller dør? Og hvordan kommer I videre, hvis I en dag bliver grundlæggende uenige om virksomhedens retning?

En ejeraftale kan regulere ejernes rettigheder og forpligtelser og skabe klare rammer for både det daglige samarbejde og de situationer, hvor interesserne ikke længere er de samme.

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi virksomhedsejere med at udarbejde, gennemgå og forhandle ejeraftaler. Vi ser ikke kun på, hvad der skal stå i aftalen i dag, men også på de situationer, der kan opstå, når virksomheden vokser, får nye investorer, ændrer ejerkreds eller skal sælges. Vi har kontor på Amager i København og rådgiver virksomhedsejere i hele Danmark.

Tal med en advokat om jeres ejeraftale →

Hvad er en ejeraftale?

En ejeraftale er en aftale mellem to eller flere ejere af et selskab om deres indbyrdes rettigheder og forpligtelser som ejere. Ejeraftalen kan blandt andet regulere, hvordan væsentlige beslutninger træffes, hvad der sker ved uenighed, hvornår ejerandele må eller skal sælges, hvordan de værdiansættes, og hvilke rettigheder de øvrige ejere har ved et salg.

En ejeraftale blev tidligere ofte kaldt en aktionæroverenskomst eller anpartshaveroverenskomst. I dag bruges betegnelsen ejeraftale typisk, uanset om aftalen vedrører aktier i et A/S eller anparter i et ApS.

Der er ikke et generelt lovkrav om, at flere ejere skal have en ejeraftale. Men selskabsloven og selskabets vedtægter regulerer ikke nødvendigvis alle de situationer, som kan opstå mellem ejerne. Derfor kan ejeraftalen blive et af de vigtigste dokumenter i en virksomhed med flere ejere.

Hvorfor er en ejeraftale vigtig?

Det er ofte nemmest at blive enige om spillereglerne, før der opstår en konflikt. Når virksomheden bliver stiftet, og ejerne har fælles ambitioner, kan det virke unødvendigt at diskutere sygdom, misligholdelse, manglende arbejdsindsats, salg eller uenighed. Men virksomhedens og ejernes situation kan ændre sig.

En medejer kan ønske at stoppe. En investor kan komme ind. En ejer kan få brug for at sælge. To ejere kan få forskellige ambitioner for virksomheden. Eller den ene kan ønske at sælge hele virksomheden, mens den anden vil fortsætte. Uden klare aftaler kan sådanne situationer blive både vanskelige og dyre. En gennemarbejdet ejeraftale kan derfor være med til at:

• afklare ejernes rettigheder og forpligtelser
• fastlægge, hvordan væsentlige beslutninger træffes
• beskytte både majoritets- og minoritetsejere
• regulere salg og overdragelse af ejerandele
• skabe en mekanisme til håndtering af uenighed og deadlock
• regulere, hvad der sker ved sygdom, dødsfald eller misligholdelse
• fastlægge principper for værdiansættelse
• gøre et senere salg eller en investering lettere at håndtere
• reducere risikoen for, at en ejerkonflikt lammer virksomheden.

Det afgørende er ikke at få den længst mulige ejeraftale. Det er at få en aftale, der passer til virksomheden, ejerstrukturen og den måde, ejerne faktisk samarbejder på.

Hvad bør en ejeraftale indeholde?

Indholdet afhænger altid af den konkrete virksomhed og ejerkreds. En ejeraftale mellem to aktive stiftere i en startup bør ikke nødvendigvis se ud som en aftale mellem tre etablerede virksomhedsejere eller mellem en founder og en ekstern investor. Der er dog en række spørgsmål, som typisk bør overvejes.

1. Ejerskab og ejerandele

Ejeraftalen bør skabe klarhed over ejerforholdene og de rettigheder og forpligtelser, der knytter sig til ejerskabet. Hvis ejerstrukturen senere ændrer sig – eksempelvis fordi en ny investor kommer ind – bør ejeraftalen samtidig gennemgås.

Læs også om stiftelse og valg af selskabsform og vores rådgivning til startups og iværksættere.

2. Beslutninger og vetorettigheder

Hvilke beslutninger kan træffes med almindeligt flertal, og hvilke beslutninger ønsker ejerne, at der internt skal være særlig enighed om? Det kan eksempelvis være:

• optagelse af større lån
• væsentlige investeringer
• ændring af virksomhedens strategi
• køb eller salg af væsentlige aktiver
• udlodning af udbytte
• ansættelse eller afskedigelse af nøglepersoner
• optagelse af nye ejere
• salg af virksomheden.

Særlige rettigheder skal udformes med stor omhu. En vetoret kan beskytte en minoritetsejer mod væsentlige beslutninger, men for omfattende vetorettigheder kan samtidig gøre det vanskeligt at drive virksomheden. Rettigheder efter en ejeraftale kan desuden efter omstændighederne få betydning for vurderingen af, hvem der har kontrol over selskabet og dermed kan være reel ejer. Erhvervsstyrelsen nævner blandt andet vetoret og rettigheder til at udpege ledelsesmedlemmer som forhold, der kan indgå i vurderingen af kontrol. Læs mere om ejerbog, legale og reelle ejere.

3. Arbejdsforpligtelser

I ejerledede virksomheder er ejerne ofte også medarbejdere eller en del af ledelsen. Så bør det være klart, hvad der forventes af den enkelte.

• Skal begge arbejde fuld tid?
• Hvad sker der, hvis den ene ejer ønsker at arbejde mindre?
• Er ejerskabet betinget af fortsat arbejde i virksomheden?
• Og hvad sker der med ejerandelene, hvis en ejer bliver opsagt eller selv stopper?

Ejeraftalen bør her tænkes sammen med relevante ansættelses- eller direktørkontrakter. Hvis en medejer samtidig er direktør, bør ejerforholdet og direktørforholdet ikke behandles som to helt separate spørgsmål. ØENS rådgiver også om selskabsledelse og direktørforhold.

4. Finansiering og kapitalbehov

Hvad sker der, hvis virksomheden får brug for flere penge?

• Er ejerne forpligtede til at tilføre kapital?
• Skal kapitalen tilføres forholdsmæssigt?
• Hvad sker der, hvis én ejer kan eller vil investere mere, mens en anden ikke kan?
• Og må virksomheden hente en ekstern investor?

Det bør overvejes, før kapitalbehovet bliver akut. En investering kan samtidig kræve en kapitalforhøjelse og ændring af ejerforhold.

5. Udbyttepolitik

Nogle ejere ønsker at geninvestere virksomhedens overskud, mens andre ønsker løbende udbytte. Det kan skabe væsentlige interessemodsætninger. En ejeraftale kan derfor indeholde principper for, hvordan ejerne skal forholde sig til udbytte, virksomhedens kapitalbehov og geninvestering.

Den konkrete beslutning om udbytte skal naturligvis fortsat træffes i overensstemmelse med selskabslovens regler og selskabets vedtægter.

Ejeraftale og vedtægter er ikke det samme

Dette er en af de vigtigste forskelle at forstå.

En ejeraftale regulerer forholdet mellem de ejere, der har indgået aftalen. Vedtægterne er derimod en del af selskabets selskabsretlige grundlag.

Efter selskabslovens § 82 er en ejeraftale ikke bindende for selskabet eller for de beslutninger, der træffes på generalforsamlingen. Det betyder eksempelvis, at hvis to ejere i en ejeraftale har aftalt at stemme på en bestemt måde, og den ene alligevel stemmer anderledes på generalforsamlingen, bliver stemmen ikke automatisk ugyldig af den grund.

Bruddet kan derimod have aftaleretlige konsekvenser mellem parterne, afhængigt af ejeraftalens indhold. Det er derfor ikke nok blot at skrive alle ønskede rettigheder ind i en ejeraftale. Det bør konkret vurderes, hvilke bestemmelser der hører hjemme i ejeraftalen, hvilke der kan eller bør fremgå af vedtægterne, og hvordan dokumenterne skal spille sammen. Læs mere om vedtægter og vedtægtsændringer.

Du kan også læse Erhvervsstyrelsens vejledning om ejeraftaler.

Overdragelse af ejerandele – hvad hvis en ejer vil ud?

En af de vigtigste funktioner ved en ejeraftale er at regulere, hvad der sker, når en ejer ønsker – eller bliver nødt til – at forlade ejerkredsen. Uden klare regler kan der opstå spørgsmål som:

Må en ejer frit sælge sine ejerandele til en tredjepart? Har de øvrige ejere forkøbsret? Hvordan fastsættes prisen? Og kan de øvrige ejere i visse situationer kræve, at ejerandelene bliver solgt?

Derfor indeholder ejeraftaler ofte regler om overdragelse.

Forkøbsret

En forkøbsret kan give de øvrige ejere mulighed for at købe ejerandelene, før de bliver overdraget til en ekstern køber. Aftalen bør blandt andet beskrive, hvornår forkøbsretten udløses, hvordan processen foregår, og hvordan prisen fastsættes.

Tag-along – medsalgsret

En tag-along-bestemmelse kan beskytte en minoritetsejer. Hvis majoritetsejeren sælger sine ejerandele til en tredjepart, kan minoritetsejeren efter de aftalte betingelser få ret til at sælge sine ejerandele med på tilsvarende vilkår. Dermed reduceres risikoen for, at minoritetsejeren bliver efterladt i selskabet med en ny majoritetsejer, som vedkommende ikke selv har valgt.

Drag-along – medsalgspligt

En drag-along-bestemmelse kan omvendt gøre det muligt for en ejer eller ejergruppe, der opfylder de aftalte betingelser, at kræve, at de øvrige ejere sælger med ved et samlet salg af virksomheden. Det kan være vigtigt, fordi en potentiel køber ofte ønsker at erhverve 100 procent af selskabet. Uden en relevant mekanisme kan en mindre ejerandel derfor efter omstændighederne gøre et samlet salg vanskeligere.

Put- og call-optioner

Ejeraftalen kan også indeholde put- og call-optioner. En put-option kan under de aftalte betingelser give en ejer ret til at kræve sine ejerandele købt. En call-option kan give en anden ejer ret til at kræve ejerandelene solgt til sig. Sådanne mekanismer kræver præcise regler om blandt andet udløsende begivenheder, pris og proces.

Hvad er good leaver og bad leaver?

Good leaver- og bad leaver-bestemmelser bruges især, når en ejer samtidig arbejder aktivt i virksomheden. Formålet er at regulere, hvad der sker med ejerandelene, når ejeren ikke længere arbejder i virksomheden.

En good leaver kan eksempelvis være en ejer, der forlader virksomheden under omstændigheder, som efter aftalen ikke anses for misligholdelse.

En bad leaver kan være en ejer, der forlader virksomheden eller bliver afskediget under omstændigheder, som efter den konkrete aftale udløser en anden behandling.

Klassifikationen kan få betydning for blandt andet retten eller pligten til at sælge ejerandelene og den aftalte værdiansættelse. Det er derfor meget vigtigt, at begreberne ikke blot indsættes som standardformuleringer. Aftalen skal præcist definere, hvornår en ejer er henholdsvis good leaver og bad leaver, og hvilke konsekvenser det har.

Hvordan fastsættes værdien af ejerandelene?

“Den anden ejer køber bare mine anparter” lyder enkelt. Det svære spørgsmål er ofte: Til hvilken pris?

Virksomhedens værdi kan have ændret sig markant siden ejeraftalen blev indgået. Og når ejerne først er blevet uenige, er de ikke nødvendigvis enige om værdiansættelsen. Ejeraftalen bør derfor tage stilling til, hvordan ejerandelene skal værdiansættes i de situationer, hvor aftalen giver eller pålægger en ejer ret eller pligt til at sælge. Det kan eksempelvis være relevant at tage stilling til:

• hvilken værdiansættelsesmetode der skal anvendes
• hvilket tidspunkt værdien skal opgøres på
• hvem der foretager værdiansættelsen
• hvordan uenighed om værdien håndteres
• om forskellige udtrædelsessituationer skal behandles forskelligt.

Der findes ikke én værdiansættelsesmodel, der passer til alle virksomheder. Metoden bør passe til virksomheden og den konkrete exitmekanisme.

Hvad sker der ved sygdom eller dødsfald?

Ejeraftalen bør også forholde sig til situationer, som ingen af ejerne håber opstår. Hvad sker der eksempelvis, hvis en ejer bliver langvarigt syg eller dør? Ved dødsfald indgår ejerens kapitalandele som udgangspunkt i dødsboet. Hvis de øvrige ejere ikke ønsker at drive virksomhed sammen med arvingerne, bør ejerforholdet være tænkt igennem på forhånd. Det kan blandt andet være relevant at aftale mekanismer for overdragelse og værdiansættelse. Her bør ejeraftalen samtidig ses i sammenhæng med ejerens øvrige juridiske forhold, herunder eventuelt testamente og forsikringer.

Hvad sker der, hvis ejerne bliver uenige?

En ejeraftale kan ikke garantere, at ejerne aldrig bliver uenige. Men den kan gøre en meget stor forskel for, hvad der sker, når de gør. Det er særligt vigtigt ved et 50/50-ejerskab.

Hvis to ejere hver ejer 50 procent og ikke længere kan blive enige om en væsentlig beslutning, kan virksomheden ende i en fastlåst situation – ofte kaldet deadlock. En ejeraftale kan derfor indeholde en proces for, hvordan en deadlock skal forsøges løst.

Det kan eksempelvis være:

1. forhandling mellem ejerne
2. eskalation til bestemte personer eller organer
3. mediation eller anden konfliktløsning
4. en aftalt mekanisme for, at den ene ejer køber den anden ud
5. i sidste ende en aftalt exitmekanisme.

Den rigtige løsning afhænger blandt andet af ejerfordelingen, virksomhedens økonomi og ejernes roller.

Har konflikten allerede udviklet sig, bør ejeraftalen, vedtægterne og de selskabsretlige muligheder vurderes samlet. Læs mere om konflikter mellem virksomhedens ejere og retssager og tvister.

Misligholdelse af en ejeraftale

Ejeraftalen bør ikke kun beskrive, hvad ejerne skal gøre. Den bør også forholde sig til, hvad der sker, hvis en ejer ikke gør det. Det kan eksempelvis være relevant at regulere konsekvenserne af:

• brud på fortrolighed
• konkurrerende virksomhed
• manglende opfyldelse af arbejdsforpligtelser
• overdragelse i strid med aftalen
• manglende finansiering, hvis en sådan pligt er aftalt
• brud på aftalte stemmeforpligtelser
• anden væsentlig misligholdelse.

Fordi ejeraftalen ikke i sig selv gør en generalforsamlingsbeslutning ugyldig, blot fordi beslutningen er i strid med aftalen, er det særlig vigtigt at overveje de aftaleretlige konsekvenser af misligholdelse. Det kan blandt andet være bestemmelser om påkrav, afhjælpning, erstatning, bod eller – når det er juridisk og aftalemæssigt relevant – konsekvenser for ejerens fortsatte ejerskab. Den konkrete udformning bør altid vurderes i forhold til aftalens øvrige bestemmelser.

Konkurrence, kunder og fortrolighed

Ejere får ofte adgang til virksomhedens mest følsomme oplysninger. Det kan blandt andet være:

• forretningsplaner
• økonomi
• priser
• kundelister
• strategier
• leverandørforhold
• teknisk viden
• knowhow.

Derfor indeholder ejeraftaler ofte fortrolighedsbestemmelser og i relevante tilfælde bestemmelser om konkurrence, kunder eller rekruttering. Sådanne begrænsninger bør udformes konkret og med respekt for de regler, der gælder for den pågældende relation. En meget bred standardklausul er ikke nødvendigvis en bedre klausul.

Ejeraftale når en investor kommer ind

Når en ekstern investor investerer i virksomheden, ændrer det ofte mere end ejerprocenterne. Investoren kan ønske særlige rettigheder i relation til eksempelvis:

• information
• bestyrelsesrepræsentation
• væsentlige beslutninger
• fremtidige kapitalrunder
• udvanding
• salg af virksomheden
• tag-along og drag-along
• exit.

Det kan derfor være nødvendigt både at ændre ejeraftalen og selskabets vedtægter samt gennemføre en kapitalforhøjelse eller overdragelse af eksisterende kapitalandele. Læs mere om kapitalændringer og investeringer og køb og salg af virksomheder.

Skal holdingselskabet eller personen være part i ejeraftalen?

Mange virksomhedsejere ejer deres kapitalandele gennem et holdingselskab. Det rejser et vigtigt spørgsmål om, hvem der skal være bundet af hvilke forpligtelser efter ejeraftalen. Det bør derfor vurderes konkret, hvilke selskaber og fysiske personer der skal være parter eller på anden måde forpligtede efter relevante bestemmelser.

Det gælder især bestemmelser, der efter deres karakter vedrører den enkelte fysiske ejer – eksempelvis arbejdsindsats, fortrolighed eller visse personlige forpligtelser. Læs mere om holdingselskaber og ejerstruktur.

Hvornår bør en ejeraftale ændres?

En ejeraftale bør ikke nødvendigvis ligge urørt i skuffen i 10 år. Den bør gennemgås, når virksomhedens eller ejernes situation ændrer sig væsentligt. Det gælder eksempelvis, når:

• en ny ejer kommer ind
• en investor investerer
• ejerandelene ændres
• virksomheden får en ny ledelsesstruktur
• ejerne ændrer roller
• virksomheden vokser væsentligt
• der gennemføres en større kapitalrunde
• selskabet omstruktureres
• et salg af virksomheden bliver aktuelt.

En aftale, der fungerede for to founders i virksomhedens første år, er ikke nødvendigvis den rigtige aftale fem år senere.

Kan man selv lave en ejeraftale?

Der findes mange skabeloner til ejeraftaler. De kan være nyttige til at få et overblik over de emner, man bør diskutere, men en ejeraftale er netop et område, hvor en standardtekst let kan skabe falsk tryghed. En bestemmelse om eksempelvis deadlock, forkøbsret eller bad leaver kan få meget store økonomiske konsekvenser. Og bestemmelserne påvirker hinanden.

En ejeraftale bør derfor ikke kun vurderes bestemmelse for bestemmelse. Den skal fungere som en samlet mekanisme, når en konkret situation opstår.

Hos ØENS tager vi udgangspunkt i ejerkredsen, virksomhedens situation og det, ejerne ønsker at beskytte og opnå.

Sådan hjælper ØENS med ejeraftaler

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi både, når en ejeraftale skal udarbejdes fra bunden, og når en eksisterende aftale skal gennemgås eller ændres.

Vi kan blandt andet hjælpe med:

• udarbejdelse af ny ejeraftale
• gennemgang af eksisterende ejeraftale
• forhandling mellem ejere eller med nye investorer
• koordinering mellem ejeraftale og vedtægter
• forkøbsret, tag-along og drag-along
• good leaver/bad leaver
• deadlock-mekanismer
• værdiansættelsesbestemmelser
• kapital- og finansieringsforhold
• ændringer ved nye ejere eller investorer
• misligholdelse af ejeraftaler
• exit og salg af ejerandele
• selskabsretlige ejerkonflikter.

Vi rådgiver i øjenhøjde og forklarer ikke bare, hvad der står i aftalen, men også hvad bestemmelserne kan betyde for dig i praksis. Når ejeraftalen hænger sammen med andre selskabsretlige forhold, hjælper vi med at skabe sammenhæng mellem dokumenterne og den selskabsretlige struktur.

Kontakt os uforpligtende om din virksomhed og situation.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i selskabsret

Advokatfirma

Michael Friis Pedersen

Advokat, partner

Advokatfirma

Kenneth Gudmundsson

Advokat (L), stiftende partner

Advokatfirma

Jakob Gjøls-Nyvold

Erhvervsjurist (ba.jur.)

Advokatfirma

Jeppe Brandt Andersen

Advokatfuldmægtig

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om ejeraftaler

Et holdingselskab kan være en god måde at strukturere ejerskabet af en virksomhed på.

Men et holdingselskab er ikke nødvendigvis den rigtige løsning for alle – og fordelene afhænger af både ejerforholdene, virksomheden og det, du ønsker at opnå på længere sigt.

En holdingstruktur kan blandt andet være relevant, hvis du ønsker at adskille værdier fra den løbende drift, ejer flere virksomheder, skal investere i nye selskaber, får medejere eller investorer ind eller ønsker en struktur, der tager højde for et senere salg. Hos ØENS Advokatfirma rådgiver vi virksomhedsejere om etablering og ændring af holding- og ejerstrukturer. Vi hjælper med den selskabsretlige struktur og sørger for, at den hænger sammen med blandt andet vedtægter, ejeraftaler og ejerforhold.

Når strukturen også rejser skattemæssige spørgsmål, bør den selskabsretlige løsning vurderes sammen med relevant skatterådgivning. Vi har kontor på Amager i København og rådgiver virksomhedsejere i hele Danmark.

Tal med en advokat om holding- og ejerstruktur →

Hvad er et holdingselskab?

Et holdingselskab er ikke en selvstændig selskabsform. Betegnelsen beskriver et selskab, hvis funktion helt eller delvist er at eje kapitalandele i et eller flere andre selskaber. Holdingselskabet kan eksempelvis være et ApS eller A/S.

En almindelig struktur kan se sådan ud:

Dig → Holdingselskab ApS → Driftsselskab ApS

Du ejer altså holdingselskabet, mens holdingselskabet ejer kapitalandelene i det selskab, hvor den egentlige virksomhed drives. Det nederste selskab kaldes derfor ofte driftsselskabet, mens det øverste kaldes holdingselskabet. Et holdingselskab har ikke nødvendigvis selvstændig drift. Det kan eksempelvis have som væsentlig funktion at eje kapitalandele og modtage udbytte fra de selskaber, det ejer. Der kan også etableres væsentligt mere komplekse ejerstrukturer med flere holdingselskaber, driftsselskaber, investorer eller andre selskaber.

Hvad er forskellen på et holdingselskab og et driftsselskab?

Forskellen ligger først og fremmest i selskabernes funktion.

Driftsselskabet er typisk det selskab, hvor virksomhedens daglige aktiviteter foregår. Det er eksempelvis her, kunder, leverandører, medarbejdere og andre driftsmæssige forpligtelser kan være placeret.

Holdingselskabet ejer derimod kapitalandele i driftsselskabet og kan efter den konkrete struktur blandt andet eje opsparede midler eller kapitalandele i andre virksomheder.

Juridisk kan begge selskaber eksempelvis være ApS’er. “Holding” og “drift” beskriver derfor deres rolle i strukturen – ikke to forskellige selskabsformer.

Læs mere om stiftelse og valg af selskabsform.

Hvad er fordelene ved et holdingselskab?

Der findes ikke ét svar på, om man bør have et holdingselskab. Fordelene afhænger af den konkrete struktur og ejerens planer. En holdingstruktur kan blandt andet være relevant i forhold til:

• adskillelse af værdier og den løbende virksomhedsdrift
• udlodning af udbytte mellem selskaber, når de skattemæssige betingelser er opfyldt
• investering i andre virksomheder
• ejerskab af flere driftsselskaber
• optagelse af nye medejere eller investorer
• fremtidigt salg af kapitalandele
• omstrukturering
• generationsskifte
• opbygning af en mere fleksibel ejerstruktur.

Det er vigtigt at skelne mellem de selskabsretlige muligheder og de skattemæssige konsekvenser. Et holdingselskab medfører ikke automatisk, at enhver udlodning eller gevinst er skattefri.

Kan man flytte overskud fra driftsselskabet til holdingselskabet?

Et driftsselskab kan udlodde udbytte til sine ejere, når de selskabsretlige betingelser for udlodning er opfyldt. Hvis holdingselskabet ejer driftsselskabet, kan holdingselskabet derfor modtage udbytte. Om udbyttet er skattefrit for holdingselskabet, afhænger af de gældende skatteregler og den konkrete ejerstruktur. Skattereglerne sondrer blandt andet mellem forskellige typer af kapitalandele, herunder datterselskabsaktier, koncernselskabsaktier og porteføljeaktier. Det er derfor for upræcist generelt at sige, at “udbytte til et holdingselskab er skattefrit”. Når betingelserne for skattefrihed er opfyldt, kan en holdingstruktur gøre det muligt at placere midler uden for det selskab, hvor den løbende drift foregår, uden at midlerne først udloddes til dig personligt. Det kan være en væsentlig del af begrundelsen for at etablere en holdingstruktur. Den konkrete skattemæssige behandling bør afklares med revisor eller skatterådgiver.

Beskytter et holdingselskab pengene mod risikoen i driftsselskabet?

En af de hyppigste grunde til at anvende en holdingstruktur er ønsket om at adskille værdier fra den løbende drift. Hvis midler lovligt er udloddet fra driftsselskabet til holdingselskabet, befinder de sig som udgangspunkt ikke længere i driftsselskabet. Det kan reducere den mængde kapital, der er eksponeret for driftsselskabets fremtidige forretningsmæssige risici. Men et holdingselskab er ikke en garanti mod tab eller kreditorer.

Der kan eksempelvis være stillet sikkerheder eller garantier på tværs af selskaberne, og dispositioner skal altid ske inden for de selskabsretlige og insolvensretlige rammer. Man kan derfor ikke lovligt “flytte pengene væk”, når problemerne allerede er opstået, uden at forholde sig til blandt andet selskabets økonomiske situation, kreditorerne og ledelsens pligter.

Læs mere om selskabsledelse og generalforsamling og ledelsesansvar.

Skal jeg have et holdingselskab, når jeg stifter et ApS?

Nej. Der er ikke et generelt krav om at have et holdingselskab for at drive virksomhed gennem et ApS. Men det kan være værd at overveje strukturen før eller i forbindelse med stiftelsen af driftsselskabet. Det gælder især, hvis du allerede ved, at du ønsker at:

• være flere ejere
• opspare værdier uden for driftsselskabet
• investere i andre virksomheder
• etablere flere selskaber
• få investorer ind
• sælge virksomheden på et senere tidspunkt.

Det betyder ikke, at det altid er en fejl at stifte driftsselskabet direkte personligt. Men det kan være mere komplekst at ændre ejerstrukturen senere, og en efterfølgende etablering af et holdingselskab kan have både selskabsretlige og skattemæssige konsekvenser. Derfor giver det ofte mening at tage stilling til ejerstrukturen fra begyndelsen. Læs vores guide til stiftelse og selskabsformer.

Kan man oprette et holdingselskab senere?

Ja, en ejerstruktur kan ændres senere. Men hvis du allerede ejer kapitalandelene i et driftsselskab personligt, kan du ikke uden videre flytte dem til et nyt holdingselskab uden at forholde dig til konsekvenserne. En efterfølgende holdingstruktur kan eksempelvis etableres gennem en aktie- eller anpartsombytning, hvis den valgte fremgangsmåde og de relevante betingelser er opfyldt.

En sådan omstrukturering kan have væsentlige skattemæssige konsekvenser, og der findes særlige regler om blandt andet skattefri aktieombytning. Derfor bør strukturen planlægges, før kapitalandelene overdrages eller andre bindende dispositioner gennemføres. Læs mere om fusion, spaltning og omstrukturering.

Holdingstruktur når I er flere ejere

Når en virksomhed har flere ejere, er der flere måder at strukturere ejerskabet på. To virksomhedsejere kan eksempelvis hver eje deres andel af driftsselskabet gennem deres eget holdingselskab:

Ejer A → Holding A ↘
Driftsselskab
Ejer B → Holding B ↗

Det kan give hver ejer mulighed for at håndtere værdier og investeringer i sin egen holdingstruktur, når de selskabsretlige og skattemæssige betingelser er opfyldt. Men strukturen løser ikke i sig selv de spørgsmål, der opstår mellem ejerne. Der bør fortsat tages stilling til blandt andet:

• stemmerettigheder
• væsentlige beslutninger
• arbejdsforpligtelser
• finansiering
• udbytte
• forkøbsret
• salg af ejerandele
• tag-along og drag-along
• sygdom og dødsfald
• deadlock
• exit.

Derfor bør holdingstrukturen ofte ses i sammenhæng med en ejeraftale.

Holdingselskab og ejeraftale

Hvis kapitalandelene i driftsselskabet ejes gennem holdingselskaber, bør man være særlig opmærksom på, hvem der skal være part i ejeraftalen. En række forpligtelser vedrører holdingselskabet som den formelle ejer af kapitalandelene. Andre forpligtelser kan efter deres karakter vedrøre personen bag holdingselskabet. Det kan eksempelvis være bestemmelser om arbejdsindsats, fortrolighed eller andre personlige forhold.

Det bør derfor vurderes konkret, hvem der skal være bundet af hvilke bestemmelser, og hvordan ejeraftalen spiller sammen med selskabernes vedtægter og ejerstruktur. Læs vores samlede guide til ejeraftaler.

Holdingselskab når en investor kommer ind

En investering kan ændre både kapitalen og ejerstrukturen i virksomheden. Investoren kan eksempelvis:

• købe eksisterende kapitalandele
• tegne nye kapitalandele ved en kapitalforhøjelse
• investere gennem sit eget selskab
• få særlige rettigheder knyttet til investeringen.

Her skal der blandt andet tages stilling til, hvilket selskab investoren skal investere i, hvordan ejerandelene skal fordeles, og hvilke rettigheder de forskellige ejere skal have. En investering kan derfor kræve ændringer i både:

• selskabskapitalen
• vedtægterne
• ejeraftalen
• ejerbogen
• registreringen af ejerforhold.

Læs mere om kapitalændringer og investeringer og ejerbog, legale og reelle ejere.

Holdingselskab ved salg af virksomheden

En holdingstruktur kan få stor betydning, når en virksomhed bliver solgt. Det er først og fremmest vigtigt at afklare, hvad der bliver solgt. Ved et salg af kapitalandelene i driftsselskabet er det den ejer, der ejer kapitalandelene, som sælger dem. Hvis driftsselskabet ejes af et holdingselskab, er holdingselskabet derfor sælger. Ved et salg af virksomhedens aktiver og aktiviteter er det derimod som udgangspunkt driftsselskabet, der sælger de pågældende aktiver. De to modeller har forskellige juridiske og skattemæssige konsekvenser.

Den skattemæssige behandling af et holdingselskabs gevinst ved salg af kapitalandele afhænger blandt andet af kapitalandelenes skattemæssige klassifikation og de konkrete omstændigheder.

Derfor bør ejerstrukturen ikke først overvejes, når en køber allerede står klar. Læs mere om køb og salg af virksomhed.

Kan et holdingselskab eje flere virksomheder?

Ja. Et holdingselskab kan eje kapitalandele i flere selskaber. Det kan eksempelvis give en struktur som:

Holding ApS
↳ Driftsselskab A ApS
↳ Driftsselskab B ApS
↳ Driftsselskab C ApS

Det kan være relevant, hvis forskellige aktiviteter ønskes placeret i separate selskaber. Det kan blandt andet skyldes forskellige ejerkredse, risikoprofiler, investorer eller et ønske om senere at kunne sælge en enkelt aktivitet. Men flere selskaber betyder samtidig flere juridiske enheder, der hver især skal administreres korrekt. Hvert selskab har sine egne selskabsretlige forhold, og koncernstrukturen kan samtidig udløse yderligere juridiske, regnskabsmæssige og skattemæssige spørgsmål. Flere selskaber er derfor ikke automatisk bedre end ét.

Holdingselskab og reelle ejere

En holdingstruktur ændrer ikke på pligten til at forholde sig til reglerne om virksomhedens reelle ejere. En reel ejer er altid en fysisk person, der i sidste ende ejer eller kontrollerer virksomheden efter reglerne herom. Når en person ejer driftsselskabet gennem et holdingselskab, skal man derfor se gennem ejerstrukturen for at vurdere, hvem der i sidste ende ejer eller kontrollerer selskabet. Kontrol kan efter omstændighederne også følge af andre rettigheder end den direkte ejerandel. Når ejerstrukturen ændres, bør det derfor vurderes, om selskabernes oplysninger om ejere også skal opdateres.

Læs mere om ejerbog, legale og reelle ejere eller se Erhvervsstyrelsens vejledning om reelle ejere.

Holdingstruktur og generationsskifte

En holdingstruktur kan også indgå i planlægningen af et generationsskifte. Et generationsskifte kan imidlertid involvere både selskabsret, skatteret, værdiansættelse og – afhængigt af situationen – familie- og arveretlige spørgsmål. Det er derfor ikke tilstrækkeligt blot at etablere et holdingselskab og antage, at strukturen dermed er klar til et fremtidigt generationsskifte. Hvis generationsskifte er en del af virksomhedsejerens langsigtede plan, bør ejerstrukturen vurderes i god tid, så de forskellige juridiske og skattemæssige forhold kan tænkes sammen.

Hvornår giver et holdingselskab ikke nødvendigvis mening?

Et holdingselskab er blevet så almindeligt, at det nogle gange bliver præsenteret som noget, alle virksomhedsejere bør have. Så enkelt er det ikke. En ekstra selskabsstruktur medfører også ekstra administration og forpligtelser. Et selvstændigt holdingselskab skal blandt andet håndteres som den juridiske enhed, det er, med de selskabsretlige, regnskabsmæssige og skattemæssige forpligtelser, der følger heraf.

Hvis virksomheden er enkel, der ikke forventes større opsparing, investeringer eller ændringer i ejerstrukturen, og der ikke er andre konkrete grunde til en holdingstruktur, skal fordelene derfor vejes op mod den ekstra administration. Det rigtige spørgsmål er derfor ikke:

“Bør alle have et holdingselskab?”

Men:

“Hvilken ejerstruktur passer bedst til min virksomhed og mine planer?”

Sådan hjælper ØENS med holdingselskaber og ejerstruktur

Hos ØENS Advokatfirma rådgiver vi om den selskabsretlige del af både etablering og ændring af ejerstrukturer. Vi kan blandt andet hjælpe med:

• valg af selskabs- og ejerstruktur
• etablering af holdingselskab og driftsselskab
• stiftelsesdokumenter og vedtægter
• holdingstruktur mellem flere ejere
• ejeraftaler
• ændringer i ejerkredsen
• nye investorer
• kapitalændringer
• ejerbog og ejerregistrering
• selskabsretlige omstruktureringer
• virksomhedsoverdragelser
• koordinering med revisor og skatterådgiver.

Vi starter med at forstå, hvad du vil med virksomheden, før vi anbefaler strukturen. For det er ikke nok, at selskabsdiagrammet ser rigtigt ud. Strukturen skal også fungere, når virksomheden vokser, får nye ejere, investerer, udlodder værdier eller en dag skal sælges.

Kontakt os uforpligtende om din virksomhed og situation.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i selskabsret

Advokatfirma

Michael Friis Pedersen

Advokat, partner

Advokatfirma

Kenneth Gudmundsson

Advokat (L), stiftende partner

Advokatfirma

Jakob Gjøls-Nyvold

Erhvervsjurist (ba.jur.)

Advokatfirma

Jeppe Brandt Andersen

Advokatfuldmægtig

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om holdingselskaber

Selskabsledelse handler om mere end titler som direktør og bestyrelsesmedlem.

Det handler om, hvem der har kompetence til at træffe hvilke beslutninger, hvordan beslutningerne skal træffes, og hvilke pligter der følger med ledelsen af et selskab.

Det gælder både i den daglige drift og i forbindelse med større selskabsretlige beslutninger om blandt andet kapital, ejerforhold, vedtægter og virksomhedens fremtid.

Generalforsamlingen er kapitalejernes forum for beslutninger om de forhold, som efter selskabsloven og selskabets vedtægter henhører under ejerne, mens den daglige og overordnede ledelse varetages af selskabets ledelsesorganer afhængigt af den valgte ledelsesstruktur. Det er derfor vigtigt at have en klar forståelse af både kompetencefordelingen og de formelle krav til beslutningsprocessen.

Hos ØENS Advokatfirma rådgiver vi virksomheder, kapitalejere, direktører og bestyrelser om generalforsamlinger, selskabsledelse, beslutningskompetence, vedtægter, ledelsesstruktur og de selskabsretlige pligter, der følger med ledelsen af et ApS eller A/S. Vi hjælper både med den løbende selskabsretlige rådgivning og i situationer, hvor der skal træffes væsentlige beslutninger om eksempelvis kapital, ejerforhold, ledelse eller virksomhedens udvikling.

Vi har kontor på Amager i København og rådgiver virksomheder, ejere og ledelser i hele Danmark.

Tal med en advokat om generalforsamling eller selskabsledelse →

Hvad er en generalforsamling?

Generalforsamlingen er kapitalejernes forum for at træffe beslutninger om selskabets forhold inden for de rammer, der følger af selskabsloven og selskabets vedtægter. Her kan kapitalejerne blandt andet tage stilling til årsrapporten, anvendelse af overskud eller dækning af underskud, valg af medlemmer til selskabets ledelse, når valget henhører under generalforsamlingen, vedtægtsændringer, kapitalændringer og andre væsentlige selskabsretlige dispositioner.

Det er vigtigt at skelne mellem de beslutninger, som tilkommer kapitalejerne på generalforsamlingen, og de beslutninger, der ligger hos selskabets ledelse. Generalforsamlingen er kapitalejernes øverste beslutningsforum, men det betyder ikke, at kapitalejerne dermed overtager den daglige ledelse af selskabet. Direktion, bestyrelse og eventuelt tilsynsråd har deres egne funktioner og pligter efter selskabsloven og den valgte ledelsesstruktur.

Den præcise kompetencefordeling afhænger derfor både af selskabsformen, ledelsesstrukturen, selskabets vedtægter og karakteren af den beslutning, der skal træffes. Du kan læse mere om vores samlede rådgivning inden for selskabsret.

Ordinær og ekstraordinær generalforsamling

Kapitalselskaber skal afholde en ordinær generalforsamling i så god tid, at den godkendte årsrapport kan indsendes til Erhvervsstyrelsen inden for den gældende frist. På den ordinære generalforsamling træffes der blandt andet beslutning om godkendelse af årsrapporten og anvendelse af overskud eller dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport. Andre forhold kan også skulle behandles afhængigt af selskabets vedtægter og konkrete forhold.

En ekstraordinær generalforsamling afholdes, når der opstår behov for, at kapitalejerne træffer en beslutning mellem de ordinære generalforsamlinger. Det kan eksempelvis være relevant ved ændringer af selskabets vedtægter, selskabskapital, ledelse eller andre væsentlige selskabsforhold.

Uanset om der er tale om en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, er det ikke tilstrækkeligt, at ejerne blot er enige om resultatet. De selskabsretlige krav til blandt andet indkaldelse, dagsorden, beslutningsgrundlag, flertal og protokollering skal også overholdes. Fejl i processen kan efter omstændighederne få betydning for en beslutnings gyldighed og skabe problemer ved efterfølgende registrering eller i en tvist mellem kapitalejerne.

Hvordan indkaldes der til generalforsamling?

Indkaldelsen til en generalforsamling skal ske i overensstemmelse med selskabsloven og selskabets vedtægter. Det indebærer blandt andet, at de relevante frister og formkrav skal overholdes, og at kapitalejerne skal have mulighed for at forholde sig til de spørgsmål, der skal behandles.

Dagsordenen har i den forbindelse stor betydning. Den skal gøre det klart, hvilke forhold generalforsamlingen skal tage stilling til, og ved visse beslutninger stilles der særlige krav til indholdet af beslutningsforslaget og den information, kapitalejerne skal modtage. Det gælder eksempelvis ved en række kapitalændringer og vedtægtsændringer.

Hvis en generalforsamling skal træffe en væsentlig eller potentielt omstridt beslutning, er det derfor en god idé at få processen gennemgået på forhånd. Det kan være langt enklere at sikre korrekt indkaldelse og dokumentation før generalforsamlingen end efterfølgende at skulle håndtere uenighed om, hvorvidt beslutningen overhovedet er gyldigt truffet.

Hvilket flertal kræves på en generalforsamling?

Det nødvendige flertal afhænger af den beslutning, der skal træffes. Udgangspunktet for almindelige beslutninger er simpelt stemmeflertal, medmindre selskabsloven eller vedtægterne bestemmer andet. Ved vedtægtsændringer gælder der som udgangspunkt et kvalificeret flertalskrav, hvor beslutningen skal tiltrædes af mindst to tredjedele af både de afgivne stemmer og den kapital, der er repræsenteret på generalforsamlingen. For visse særligt indgribende beslutninger gælder der skærpede krav.

Det er derfor ikke sikkert, at en beslutning er gyldigt truffet, blot fordi mere end halvdelen af de fremmødte har stemt for. Selskabets vedtægter, eventuelle kapitalklasser og den konkrete beslutning skal vurderes, før det relevante flertalskrav kan fastslås.

I selskaber med flere ejere bør man desuden være opmærksom på en eventuel ejeraftale. En ejeraftale kan indeholde indbyrdes forpligtelser om, hvordan ejerne skal forholde sig til bestemte beslutninger, men ejeraftalen er ikke bindende for selskabet eller for gyldigheden af generalforsamlingens beslutninger. Derfor bør ejeraftale og vedtægter tænkes sammen.

Hvad er forskellen på generalforsamlingen, direktionen og bestyrelsen?

Generalforsamlingen, direktionen og bestyrelsen har forskellige funktioner. Generalforsamlingen er kapitalejernes beslutningsforum, mens selskabets ledelsesorganer varetager ledelsen af selskabet.

I et ApS kan ledelsesstrukturen blandt andet bestå af en direktion alene eller af en bestyrelse og en direktion. Et A/S skal derimod have en ledelsesstruktur, der opfylder selskabslovens krav til aktieselskaber. Den konkrete struktur har betydning for, hvordan kompetence og ansvar fordeles.

Når den valgte struktur omfatter en bestyrelse og en direktion, varetager bestyrelsen den overordnede og strategiske ledelse og skal sikre en forsvarlig organisation af selskabets virksomhed, mens direktionen varetager den daglige ledelse. Direktionen skal følge de retningslinjer og anvisninger, som bestyrelsen har givet, og dispositioner, der efter selskabets forhold er af usædvanlig art eller stor betydning, kan som udgangspunkt ikke foretages af direktionen alene uden særlig bemyndigelse fra bestyrelsen.

Kompetencefordelingen er vigtig, fordi en beslutning bør træffes af det organ, der faktisk har kompetencen til den. Det gælder både i den almindelige drift og ved større ændringer i selskabet.

Direktionens rolle og pligter

Direktionen har ansvaret for den daglige ledelse af selskabet og skal sikre, at driften sker inden for de rammer, der følger af lovgivningen, vedtægterne og den valgte ledelsesstruktur. Direktionen skal blandt andet sørge for, at selskabets bogføring sker i overensstemmelse med lovgivningen, og at formueforvaltningen foregår på betryggende måde.

Direktionsrollen indebærer samtidig en pligt til løbende at forholde sig til selskabets økonomiske udvikling og risici. Hvis økonomien forværres, eller selskabet får vanskeligt ved at opfylde sine forpligtelser, kan ledelsen ikke alene basere sig på, at virksomheden tidligere har været sund. Situationen skal vurderes ud fra de aktuelle forhold.

I selskaber, hvor ejeren samtidig er direktør, kan rollerne let flyde sammen i praksis. Juridisk er der imidlertid forskel på at handle som kapitalejer og at handle som medlem af selskabets ledelse. Det bliver særligt vigtigt ved økonomiske vanskeligheder, transaktioner mellem selskabet og ejeren eller konflikter mellem flere ejere.

Bestyrelsens rolle og pligter

Når selskabet har en bestyrelse, varetager den den overordnede og strategiske ledelse og skal sikre en forsvarlig organisation af selskabets virksomhed. Bestyrelsen skal blandt andet påse, at bogføring og regnskabsaflæggelse foregår tilfredsstillende, at der er etableret de nødvendige procedurer for risikostyring og interne kontroller, og at bestyrelsen løbende modtager den nødvendige rapportering om selskabets økonomiske forhold.

Bestyrelsen skal desuden føre tilsyn med direktionen og sikre, at selskabets kapitalberedskab til enhver tid er forsvarligt, herunder at der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde selskabets nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder.

Et bestyrelseshverv er derfor ikke blot en titel eller en rådgiverrolle. Det enkelte bestyrelsesmedlem skal forholde sig aktivt til selskabets forhold og det beslutningsgrundlag, bestyrelsen får forelagt. Hvis ledelsen undlader at reagere på væsentlige problemer eller handler ansvarspådragende, kan der efter omstændighederne opstå spørgsmål om personligt ansvar. Det behandler vi nærmere på vores side om ledelsesansvar.

Skal et ApS have en bestyrelse?

Et ApS skal ikke som udgangspunkt have en bestyrelse. Selskabet kan have en direktion som eneste ledelsesorgan, men kan også vælge en struktur med både bestyrelse og direktion. Der kan dog i særlige situationer gælde yderligere krav, blandt andet som følge af reglerne om medarbejderrepræsentation.

Om en bestyrelse er hensigtsmæssig, er derfor et andet spørgsmål end, om den er obligatorisk. I en ejerledet virksomhed med en enkel struktur kan en direktion være tilstrækkelig, mens en bestyrelse kan være relevant, når virksomheden vokser, får flere ejere eller investorer, eller når der er behov for en tydeligere adskillelse mellem den daglige og den overordnede ledelse.

Hvis en investor får ret til at udpege et bestyrelsesmedlem, eller ejerne aftaler bestemte rettigheder i forhold til ledelsens sammensætning, bør det samtidig vurderes, hvordan rettighederne skal afspejles i ejeraftalen og eventuelt selskabets vedtægter.

Kan en ejer også være direktør eller bestyrelsesmedlem?

Ja. Det er meget almindeligt i ejerledede virksomheder, at samme person både er kapitalejer og medlem af selskabets ledelse. De forskellige roller skal imidlertid holdes juridisk adskilt.

Som kapitalejer kan personen udøve sine ejerrettigheder, blandt andet gennem generalforsamlingen. Som direktør eller bestyrelsesmedlem er personen derimod underlagt de pligter, der følger af ledelseshvervet, og skal varetage selskabets interesser inden for de selskabsretlige rammer.

Sondringen bliver især vigtig ved interessekonflikter. En kapitalejer kan eksempelvis have en personlig økonomisk interesse i en disposition, mens vedkommende som ledelsesmedlem samtidig skal forholde sig til, om dispositionen er forsvarlig for selskabet.

Habilitet og interessekonflikter i selskabets ledelse

Et medlem af ledelsen må ikke deltage i behandlingen af spørgsmål om aftaler mellem selskabet og den pågældende selv eller om søgsmål mod den pågældende. Det samme gælder spørgsmål om aftaler mellem selskabet og tredjemand eller søgsmål mod tredjemand, hvis ledelsesmedlemmet har en væsentlig interesse deri, som kan være stridende mod selskabets.

Habilitetsreglerne kan blandt andet blive relevante ved aftaler mellem selskabet og en direktør, et bestyrelsesmedlem, en kapitalejer eller en virksomhed, som et ledelsesmedlem har en særlig interesse i. I sådanne situationer er det vigtigt at afklare både habiliteten, beslutningskompetencen og vilkårene for dispositionen.

Særligt i ejerledede selskaber kan sådanne spørgsmål let blive overset, fordi de samme personer optræder i flere roller. Det ændrer imidlertid ikke på, at selskabet er en selvstændig juridisk enhed, og at ledelsen skal respektere de selskabsretlige regler.

Dokumentation af bestyrelsens og generalforsamlingens beslutninger

Der skal føres protokol over forhandlingerne på generalforsamlingen, og de beslutninger, der træffes, skal fremgå af protokollen. Dokumentationen kan få stor betydning, hvis en beslutning efterfølgende skal registreres hos Erhvervsstyrelsen, dokumenteres over for bank, revisor, investor eller andre, eller hvis der senere opstår uenighed om, hvad der faktisk blev besluttet.

Også bestyrelsens forhandlinger skal protokolleres. Bestyrelsesprotokollen er ikke blot en administrativ formalitet, men dokumenterer bestyrelsens behandling af væsentlige spørgsmål og de beslutninger, der er truffet. Ved større eller risikofyldte dispositioner kan dokumentationen få betydning for en senere vurdering af, hvilket beslutningsgrundlag ledelsen havde, hvilke risici den forholdt sig til, og hvordan den reagerede.

En god protokol behøver ikke gengive hvert eneste ord fra mødet. Den skal derimod dokumentere de relevante forhold og beslutninger klart og korrekt.

Kan generalforsamlingen instruere selskabets ledelse?

Generalforsamlingen har som kapitalejernes øverste beslutningsforum en vidtgående kompetence inden for de selskabsretlige rammer, men ledelsen har samtidig selvstændige pligter efter selskabsloven. Ledelsen kan derfor ikke fritage sig for sine egne forpligtelser med henvisning til, at kapitalejerne ønskede en bestemt disposition.

Hvis en beslutning eller instruktion vil indebære, at ledelsen handler i strid med lovgivningen eller sine egne pligter, skal ledelsen reagere. Det er særligt relevant i selskaber med en dominerende kapitalejer eller i ejerledede selskaber, hvor forskellen mellem “ejeren” og “ledelsen” i hverdagen kan virke kunstig.

Det selskabsretlige udgangspunkt er imidlertid vigtigt: selskabets midler er selskabets, og ledelsen har selvstændige forpligtelser i forbindelse med forvaltningen af dem.

Ledelsens pligt til at sikre et forsvarligt kapitalberedskab

Selskabets ledelse skal løbende sikre, at kapitalberedskabet er forsvarligt. Det indebærer blandt andet, at ledelsen skal forholde sig til selskabets økonomiske situation og sikre, at der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder.

Pligten er løbende. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at selskabet opfyldte kapitalkravet ved stiftelsen eller havde en sund økonomi ved seneste årsafslutning. Ledelsen skal reagere på den faktiske udvikling i virksomheden.

Hvis selskabets økonomi bliver alvorligt presset, kan tidspunktet for ledelsens reaktion få stor betydning. Fortsætter virksomheden driften på et tidspunkt, hvor dette ikke længere er forsvarligt, kan spørgsmålet om direktørens eller bestyrelsens personlige ansvar blive relevant.

Hvad sker der ved kapitaltab?

Selskabsloven indeholder særlige regler om kapitaltab. Hvis det konstateres, at selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital, skal ledelsen sikre, at der afholdes generalforsamling senest seks måneder efter konstateringen. På generalforsamlingen skal det centrale ledelsesorgan redegøre for selskabets økonomiske stilling og om fornødent stille forslag om de foranstaltninger, der bør træffes, herunder om selskabets opløsning. Det kan eksempelvis føre til overvejelser om kapitaltilførsel, ændringer i virksomheden eller andre tiltag afhængigt af den konkrete økonomiske situation.

Kapitaltab er ikke det samme som insolvens. Et selskab kan have tabt en væsentlig del af egenkapitalen og fortsat være i stand til at betale sine forpligtelser. Omvendt kan likviditetsproblemer være alvorlige, selv om den registrerede selskabskapital ikke umiddelbart giver anledning til en kapitaltabsprocedure. Derfor bør ledelsen altid vurdere selskabets samlede økonomiske situation.

Generalforsamling ved kapitalændringer og nye investorer

Når en virksomhed skal have en ny investor ind eller ændre sin selskabskapital, vil generalforsamlingen ofte spille en central rolle. Det kan blandt andet være nødvendigt at beslutte en kapitalforhøjelse, fravige eksisterende ejeres fortegningsret, ændre vedtægterne, etablere nye kapitalklasser eller ændre sammensætningen af selskabets ledelse.

Disse beslutninger bør ikke behandles isoleret. En investering kan samtidig påvirke ejerprocenter, stemmerettigheder, ledelsesstruktur og ejernes indbyrdes rettigheder. Derfor bør generalforsamlingsbeslutningerne koordineres med investeringsaftalen, vedtægterne og ejeraftalen.

Du kan læse mere om selve processen på vores side om kapitalændringer og investeringer.

Generalforsamling og ændringer i ejerkredsen

En overdragelse af eksisterende kapitalandele kræver ikke nødvendigvis i sig selv en generalforsamlingsbeslutning. Ejerskiftet kan imidlertid medføre andre selskabsretlige ændringer, som skal håndteres korrekt. Det kan eksempelvis være opdatering af ejerbogen og registreringen af legale og reelle ejere eller ændringer i selskabets ledelse.

Hvis ejerskiftet samtidig indebærer en kapitalændring, vedtægtsændring eller ændring af rettigheder knyttet til kapitalandelene, kan generalforsamlingen skulle træffe de nødvendige beslutninger.

Ved større ændringer i ejerkredsen er det derfor en god idé at se på selskabets dokumenter samlet frem for alene at fokusere på selve overdragelsesaftalen. Læs mere om ejerbog, legale og reelle ejere.

Selskabsledelse når der er flere ejere

Når et selskab har flere ejere, hænger ejerforhold og ledelsesstruktur ofte tæt sammen. Ejerne kan eksempelvis have forskellige ønsker til bestyrelsens sammensætning, udpegning af ledelsesmedlemmer eller hvilke væsentlige beslutninger der skal kræve særlig enighed.

En ejeraftale kan regulere ejernes indbyrdes forpligtelser på disse områder, men den ændrer ikke i sig selv på selskabslovens formelle kompetencefordeling. En ejeraftale er ikke bindende for selskabet eller generalforsamlingens beslutninger. Hvis bestemte ejerrettigheder skal have selskabsretlig virkning, bør det derfor konkret vurderes, om og hvordan de kan eller skal afspejles i selskabets vedtægter.

Det er en af grundene til, at vi anbefaler at se ejeraftale, vedtægter og ledelsesstruktur som dele af den samme selskabsretlige ramme.

Vedtægternes betydning for generalforsamling og ledelse

Vedtægterne er en central del af selskabets selskabsretlige grundlag og indeholder blandt andet oplysninger og bestemmelser om selskabets kapital og kapitalandele samt de øvrige forhold, som efter lovgivningen eller ejerkredsens valg skal reguleres dér.

Vedtægterne kan derfor have direkte betydning for både generalforsamlingen, stemmerettigheder, kapitalklasser og selskabets ledelsesstruktur. Hvis virksomheden vokser, får nye ejere eller investorer eller ændrer sin organisation, bør det vurderes, om vedtægterne fortsat passer til selskabets faktiske forhold.

Ændringer af vedtægterne skal besluttes af generalforsamlingen med det nødvendige flertal og registreres hos Erhvervsstyrelsen. Læs mere om vedtægter og vedtægtsændringer.

Sådan hjælper ØENS med generalforsamling og selskabsledelse

Hos ØENS Advokatfirma rådgiver vi om både den løbende selskabsledelse og konkrete beslutninger, hvor de selskabsretlige krav skal være på plads. Vi kan blandt andet hjælpe med planlægning og gennemførelse af ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger, indkaldelser, dagsordener, beslutningsforslag, generalforsamlingsreferater, bestyrelsesforhold, ledelsesstruktur, vedtægtsændringer og registrering af selskabsretlige beslutninger.

Vi rådgiver også direktører og bestyrelser om deres kompetencer og pligter og hjælper med at afklare handlemulighederne, når virksomheden eksempelvis står over for en investering, større ændringer i ejerkredsen, økonomiske udfordringer eller uenighed mellem ejerne.

Hvis spørgsmålet ikke alene handler om, hvordan ledelsen skal handle, men om hvorvidt en direktør eller et bestyrelsesmedlem kan ifalde personligt ansvar, kan du læse videre om ledelsesansvar.

Kontakt os uforpligtende om din virksomhed og situation.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i selskabsret

Advokatfirma

Michael Friis Pedersen

Advokat, partner

Advokatfirma

Kenneth Gudmundsson

Advokat (L), stiftende partner

Advokatfirma

Jakob Gjøls-Nyvold

Erhvervsjurist (ba.jur.)

Advokatfirma

Jeppe Brandt Andersen

Advokatfuldmægtig

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om generalforsamling og selskabsledelse