AB 18, ABT 18 og ABR 18 bruges som aftalegrundlag i en stor del af professionelle bygge- og anlægsprojekter. Men de tre regelsæt regulerer forskellige aftaleforhold, og de gælder ikke automatisk.

Valget af aftalegrundlag kan få betydning for blandt andet projekteringsansvar, ændringer under byggeriet, betaling, sikkerhedsstillelse, tidsfristforlængelse, aflevering, mangler, ansvar og tvistløsning. Samtidig kan standardvilkårene være fraveget eller suppleret i den konkrete kontrakt.

Hos ØENS Advokatfirma rådgiver vi bygherrer, entreprenører, tekniske rådgivere, ejendomsudviklere samt ejer- og andelsboligforeninger om hele AB-systemet. Vi hjælper både med valg og gennemgang af aftalegrundlaget, udarbejdelse af entreprisekontrakter og med de juridiske spørgsmål, der opstår, når byggeprojektet er i gang.

Det afgørende spørgsmål er nemlig ikke kun, om der står “AB 18” eller “ABT 18” på kontraktens forside. Det afgørende er, hvad parterne samlet set har aftalt.

Kontakt en advokat om AB 18, ABT 18 eller ABR 18

Hvad er AB 18?

AB 18 står for “Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed”. AB 18 er et sæt standardvilkår, der er udarbejdet til aftaler om bygge- og anlægsarbejder, hvor bygherren ikke er forbruger. AB 18 er ikke en lov og gælder derfor ikke automatisk. Efter AB 18 § 1 finder betingelserne anvendelse, når de er vedtaget af aftalens parter.

AB 18 regulerer en stor del af det juridiske forløb omkring en entreprise. Det gælder blandt andet aftalegrundlaget, sikkerhedsstillelse, forsikring, projektgennemgang, udførelsen af arbejdet, ændringer, betaling, tidsmæssige forhold, aflevering, mangler, ophævelse og tvistløsning. AB 18 skaber dermed et fælles udgangspunkt for forholdet mellem bygherren og entreprenøren. Standardvilkårene står imidlertid ikke alene. De skal læses sammen med blandt andet entreprisekontrakten, entreprenørens tilbud, udbudsmaterialet, projektmaterialet og eventuelle særlige betingelser.

En kontrakt er derfor ikke nødvendigvis velafbalanceret, alene fordi AB 18 er vedtaget.

Læs AB 18 på Retsinformation.

Hvad er ABT 18?

ABT 18 står for “Almindelige betingelser for totalentreprise i bygge- og anlægsvirksomhed”. ABT 18 er udarbejdet til totalentrepriser, hvor totalentreprenøren både varetager udførelsen og den væsentligste del af projekteringen samt de fleste øvrige ydelser ved byggeriet eller anlægget. Den væsentlige forskel i forhold til en traditionel entreprise er derfor ikke blot navnet på kontrakten. Projekteringsansvaret er organiseret anderledes.

Ved en traditionel entreprise vil bygherren og dennes rådgivere typisk stå for en væsentlig del af projekteringen, mens totalentreprenøren ved en totalentreprise efter ABT 18 også påtager sig den væsentligste del af projekteringen.

Det får stor betydning, hvis der senere konstateres fejl eller mangler. Er problemet et resultat af mangelfuld udførelse? Skyldes det projekteringen? Har bygherren selv foreskrevet en bestemt løsning eller funktion? Eller skyldes problemet en grænseflade mellem flere aktørers ydelser? Betegnelsen “totalentreprise” betyder derfor ikke, at enhver risiko uden videre er placeret hos totalentreprenøren. Den konkrete ansvarsfordeling skal fortsat findes i totalentrepriseaftalen, udbudsmaterialet, bygherrens krav, eventuelle funktionskrav og de øvrige aftaledokumenter.

Læs mere om entrepriseformer og entreprisekontrakter og om mangler ved byggeri. Læs ABT 18 på Retsinformation.

Hvad er ABR 18?

ABR 18 står for “Almindelige betingelser for rådgivning og bistand i bygge- og anlægsvirksomhed”. Hvor AB 18 og ABT 18 regulerer entrepriseforholdet, er ABR 18 udarbejdet til aftaler om teknisk rådgivning og bistand inden for bygge- og anlægsvirksomhed.

Det kan eksempelvis være aftaler med arkitekter og rådgivende ingeniører. ABR 18 kan både anvendes mellem en bygherre og dennes rådgiver og mellem en entreprenør og dennes rådgiver. ABR 18 regulerer blandt andet rådgiverens ydelse, rådgivningens faser, projektgranskning, projektgennemgang, ændringer i rådgiveropgaven, rådgiverens fuldmagt, honorar og betaling, tidsmæssige forhold, mangler, ansvar og tvistløsning. ABR 18 indeholder desuden særlige regler, som ikke findes på samme måde i AB 18. Det gælder blandt andet visse situationer med budgetoverskridelser, vederlagsfri omprojektering og rådgiverens ansvar, hvis en nødvendig ydelse ved en fejl ikke er medtaget i projektet.

Det er derfor vigtigt, at rådgiveraftalen præcist beskriver, hvilke ydelser rådgiveren skal levere. Et rådgiveransvar kan ikke vurderes meningsfuldt, før det først er fastlagt, hvad rådgiveren faktisk havde påtaget sig. Læs vores særskilte guide til rådgiveransvar i byggesager. Læs ABR 18 på Retsinformation.

Hvad er forskellen på AB 18, ABT 18 og ABR 18?

Den grundlæggende forskel er, hvilket aftaleforhold regelsættet skal regulere.

Et enkelt byggeprojekt kan derfor være reguleret af flere forskellige regelsæt på samme tid.

En ejer- eller andelsboligforening kan eksempelvis have en rådgiveraftale med en ingeniør baseret på ABR 18 og samtidig en entrepriseaftale med entreprenøren baseret på AB 18. Ved totalentreprise kan aftalen med totalentreprenøren i stedet være baseret på ABT 18. Det er vigtigt, fordi ansvaret for eksempelvis en fejl i byggeriet ikke kan vurderes alene ved at se på slutresultatet. Det skal også undersøges, hvem der havde ansvaret for den relevante projektering, udførelse, koordinering og kontrol.

Gælder AB 18 automatisk?

Nej. Det er en af de vigtigste forudsætninger for at forstå AB-systemet. AB 18, ABT 18 og ABR 18 er standardvilkår, som bliver en del af aftaleforholdet, når parterne har vedtaget dem. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at AB-systemet er almindeligt anvendt i byggebranchen. Der behøver ikke nødvendigvis at eksistere et særskilt dokument, hvor begge parter har skrevet under direkte under ordene “AB 18”. Om standardvilkårene er blevet en del af aftalen, må vurderes ud fra den konkrete aftaleindgåelse.

En henvisning til AB 18 kan eksempelvis indgå i entreprisekontrakten, udbudsmaterialet, tilbuddet eller anden dokumentation for parternes aftale. Hvis der senere opstår tvivl, kan det derfor være nødvendigt at gennemgå hele aftaleindgåelsen og blandt andet se på:

• entreprisekontrakten
• tilbuddet og accepten
• udbudsmaterialet
• tilbudslisten
• særlige betingelser
• arbejdsbeskrivelser
• tegninger og øvrigt projektmateriale
• spørgsmål og svar under udbuddet
• efterfølgende tillæg og ændringer.

Det er derfor heller ikke altid tilstrækkeligt blot at konstatere, at “AB 18 gælder”. Næste spørgsmål bør være: Hvilken version af AB-grundlaget er aftalt, og hvilke bestemmelser er eventuelt fraveget eller suppleret?

Aftalegrundlaget består ofte af mange dokumenter

En byggeaftale består sjældent kun af selve entreprisekontrakten. Der kan samtidig være udbudsmateriale, arbejdsbeskrivelser, tegninger, tidsplaner, tilbudslister, entreprenørens tilbud, spørgsmål og svar under udbuddet, mødereferater, særlige betingelser og efterfølgende aftaler. Hvis dokumenterne ikke stemmer overens, kan spørgsmålet om deres indbyrdes rangorden få stor betydning. Efter AB 18 § 6 er udgangspunktet ved modstrid mellem aftaledokumenternes bestemmelser – medmindre andet følger af almindelige fortolkningsprincipper – følgende rangorden:

• Entrepriseaftalen.
• Senere vedtagne ændringer, tilføjelser eller præciseringer efter tilbuddet.
• Entreprenørens tilbud.
• Ændringer, tilføjelser eller præciseringer af udbudsmaterialet mellem udbuddet og tilbuddet.
• Bygherrens udbudsmateriale.
• AB 18.

ABT 18 indeholder en tilsvarende rangorden for totalentreprise. ABR 18 indeholder også en rangorden, når rådgivningsaftalen er baseret på et tilbud fra rådgiveren efter udbud fra bygherren. Her står rådgivningsaftalen som udgangspunkt øverst, mens ABR 18 står nederst blandt de oplistede aftaledokumenter. Rangordenen betyder ikke, at enhver fortolkningstvist kan løses mekanisk ved blot at vælge det højest placerede dokument. Bestemmelserne tager udtrykkeligt forbehold for almindelige fortolkningsprincipper.

Men rangordenen viser, hvorfor hele kontraktmaterialet skal gennemgås samlet. Hvis entreprisekontrakten eksempelvis siger én ting om prisregulering, mens tilbuddet eller udbudsmaterialet peger i en anden retning, kan aftaledokumenternes indhold og indbyrdes placering få afgørende økonomisk betydning. Læs mere om entreprisekontrakten og aftalegrundlaget.

Kan AB 18, ABT 18 og ABR 18 fraviges?

Ja. AB-systemet er et aftalegrundlag, og parterne kan aftale andre vilkår end dem, der følger af standardbetingelserne. Efter AB 18 gælder en fravigelse kun, når det tydeligt og udtrykkeligt er angivet i aftalen, på hvilke punkter betingelserne skal fraviges. ABT 18 og ABR 18 bygger på samme princip. I praksis sker fravigelser ofte gennem særlige betingelser eller bestemmelser direkte i kontrakten.

Det kan eksempelvis dreje sig om:

• betaling og sikkerhedsstillelse
• ændringer og ekstraarbejder
• tidsfristforlængelse og dagbod
• aflevering og eftersyn
• mangler ved byggeriet
• ansvarsbegrænsninger
• tvistløsning.

En kontrakt kan derfor formelt være baseret på AB 18 og samtidig indeholde fravigelser, som ændrer risikofordelingen betydeligt i forhold til standardvilkårene. Det er en af de væsentligste grunde til, at en juridisk gennemgang ikke bør begrænses til spørgsmålet: “Gælder AB 18?” Det relevante spørgsmål er snarere: “Hvad gælder efter AB 18, når alle de aftalte fravigelser og øvrige kontraktdokumenter er taget med?”

Projektgennemgangen er en central del af AB 18-systemet

Projektgennemgangen har en central funktion i AB 18-systemet. Efter AB 18 skal bygherren sammen med rådgiver og entreprenør gennemgå det aftalte projekt og relevante projektbidrag inden udførelsen af bygge- og anlægsarbejdet. Ved senere ændringer skal der efter omstændighederne gennemføres en ny projektgennemgang, hvis der er behov for det. Projektgennemgangen skal blandt andet bidrage til, at parterne får en fælles forståelse af projektet, og at relevante risici, uklarheder, grænseflader og utilstrækkeligheder identificeres så tidligt som muligt. Det kan eksempelvis vedrøre:

• grænseflader mellem forskellige entrepriser
• rækkefølgen af arbejder
• adgangs- og pladsforhold
• projektmaterialets klarhed
• entreprenørprojektering
• arbejdsmiljø og sikkerhed
• risici for forsinkelse
• behov for yderligere oplysninger eller projektmæssige afklaringer.

Projektgennemgangen bør derfor ikke behandles som et rent administrativt opstartsmøde. Referater og andre dokumenter fra projektgennemgangen kan senere få betydning for vurderingen af, hvilke problemstillinger der blev identificeret, hvilke løsninger der blev valgt, og hvem der skulle følge op. Det er samtidig vigtigt ikke at tillægge entreprenørens deltagelse en bredere juridisk virkning, end aftalegrundlaget giver grundlag for. Entreprenørens deltagelse i projektgennemgangen betyder ikke i sig selv, at entreprenøren overtager bygherrens eller rådgiverens projekteringsansvar. Ansvarsfordelingen skal fortsat findes i det samlede aftalegrundlag.

Når projektet ændrer sig undervejs

De færreste større byggeprojekter gennemføres uden ændringer. Efter AB-systemet kan bygherren inden for reglernes rammer kræve ændringer, når ændringen har naturlig sammenhæng med de aftalte ydelser.

En ændring kan eksempelvis bestå i:

• at en ny ydelse skal udføres
• at en aftalt ydelse skal udføres på en anden måde
• at kvalitet eller materialevalg ændres
• at omfanget øges eller reduceres
• at en allerede aftalt ydelse helt udgår.

At der er tale om en ændring, løser imidlertid ikke automatisk de økonomiske og tidsmæssige spørgsmål. Det skal blandt andet afklares:

• om ændringen giver ret til merbetaling eller fradrag
• hvordan prisen skal beregnes
• om ændringen påvirker tidsplanen
• om entreprenøren har krav på tidsfristforlængelse
• hvem der havde kompetence til at bestille ændringen
• hvordan kravet er blevet varslet
• hvordan ændringen er dokumenteret.

Derfor bør ændringer håndteres, mens byggeriet er i gang – ikke først, når slutopgørelsen bliver fremsendt. AB 18’s system bygger netop på, at de økonomiske og tidsmæssige konsekvenser af ændringer søges afklaret løbende. En aftaleseddel kan være vigtig dokumentation, men spørgsmålet om betalingsret kan ikke reduceres til, om der findes ét bestemt dokument med en underskrift. Læs vores grundige guide til ekstraarbejder og ændringer – hvem skal betale?.

Hvem kan bestille ændringer under byggeriet?

Spørgsmålet om fuldmagt og kompetence kan få stor betydning i en tvist om ekstraarbejder. Hvis AB 18 er aftalt uden relevante fravigelser, indeholder regelsættet en standardmæssig legitimation for byggeledelsen til på bygherrens vegne at forlange eller aftale visse ændringer inden for bestemte økonomiske og tidsmæssige grænser. Det betyder, at det ikke altid er tilstrækkeligt blot at spørge, om bygherrens direktør eller bestyrelse personligt har underskrevet en aftaleseddel.

Man må også undersøge:

• hvem der havde byggeledelsen
• hvilken bemyndigelse der fulgte af kontrakten
• om standardreglerne var fraveget
• hvem der faktisk bestilte eller accepterede arbejdet
• hvilken information entreprenøren havde om eventuelle interne begrænsninger
• hvordan ændringen senere blev håndteret i byggemødereferater og økonomiopfølgning.

For ejer- og andelsboligforeninger kan spørgsmålet samtidig hænge sammen med bestyrelsens mandat og generalforsamlingens beslutning.

Læs mere om byggesager i ejer- og andelsboligforeninger.

Betaling og sikkerhedsstillelse efter AB 18

AB 18 og ABT 18 indeholder detaljerede regler om parternes økonomiske forhold. Det gælder blandt andet:

• entreprenørens sikkerhedsstillelse
• bygherrens sikkerhedsstillelse
• betaling under byggeriet
• betalingsfrister
• tilbageholdelse
• entreprenørens standsningsret
• regulering af entreprisesummen
• slutopgørelse.

Standardreglerne kan få betydelig økonomisk betydning, men de er samtidig blandt de områder, hvor kontrakten ofte indeholder særlige vilkår. Derfor bør den konkrete aftale altid kontrolleres, før en part eksempelvis gør gældende, at en garanti skal udbetales, nedskrives eller ophøre. Betalingsspørgsmål hænger desuden ofte sammen med andre entrepriseretlige problemstillinger. Et krav om merbetaling kan udspringe af ekstraarbejder. Et tilbagehold kan være begrundet i mangler. Og størrelsen på entreprenørens sikkerhedsstillelse kan afhænge af, om aflevering har fundet sted. Læs mere om betaling, slutopgørelse, tilbageholdelse og sikkerhedsstillelse.

AB 18, forsinkelse og tidsfristforlængelse

En overskredet afleveringsdato betyder ikke automatisk, at entreprenøren er i ansvarspådragende forsinkelse. Først skal årsagen til forsinkelsen identificeres. AB-systemet regulerer både entreprenørens og bygherrens adgang til tidsfristforlængelse. En ændring i projektet kan eksempelvis påvirke entreprenørens mulighed for at overholde den aftalte tidsplan. Det samme kan forhold hos bygherren, andre entreprenører eller andre omstændigheder, som efter aftalegrundlaget ikke placerer risikoen hos entreprenøren.

Omvendt kan entreprenøren være ansvarlig for en forsinkelse, hvis årsagen ligger inden for entreprenørens risikosfære. Hvis parterne har aftalt dagbod, opstår der samtidig spørgsmål om, hvorvidt betingelserne for at gøre dagboden gældende er opfyldt.

I større byggesager bliver vurderingen derfor ofte en kombination af:

• entreprisekontrakten
• hovedtidsplanen
• detailtidsplaner
• ændringer
• varslinger
• byggemødereferater
• løbende opdateringer
• den faktiske udvikling på byggepladsen.

Læs mere om forsinkelse, tidsfristforlængelse, dagbod og forcering.

Aflevering og mangler efter AB-systemet

Afleveringen er et af de vigtigste juridiske skæringspunkter i entrepriseforholdet. Det er ikke blot den dag, hvor bygherren får adgang til eller tager det færdige byggeri i brug. Afleveringen kan efter AB-systemet få betydning for blandt andet:

• risikoens overgang
• registreringen af mangler
• entreprenørens sikkerhedsstillelse
• slutopgørelsen
• de efterfølgende eftersyn
• forskellige frister og efterfølgende krav.

Derfor bør afleveringsforretningen og afleveringsprotokollen håndteres systematisk. Konstateres der fejl ved byggeriet, skal det derefter vurderes, om forholdet juridisk udgør en mangel. Det kræver først og fremmest, at man fastlægger, hvad entreprenøren faktisk var forpligtet til at levere. Derefter kan der opstå spørgsmål om blandt andet afhjælpning, tilbageholdelse, afslag, erstatning og reklamation. Hvis parterne er uenige om den tekniske årsag til problemet, kan syn og skøn i byggesagen være relevant.

Læs mere om aflevering og eftersyn og om mangler, afhjælpning og reklamation.

ABT 18 gør projekteringsansvaret særligt vigtigt

Ved totalentreprise bliver grænsen mellem projektering og udførelse særlig vigtig. ABT 18 er netop udarbejdet til entrepriser, hvor totalentreprenøren varetager den væsentligste del af projekteringen og de fleste øvrige ydelser. Hvis der opstår en mangel, skal man derfor ikke alene spørge, om arbejdet er udført håndværksmæssigt korrekt.

Det kan også være nødvendigt at undersøge:

• om selve projekteringen opfylder kontraktens krav
• hvilke funktionskrav bygherren har stillet
• om bygherren har foreskrevet konkrete løsninger
• hvilke dele af projekteringen totalentreprenøren havde ansvaret for
• om der foreligger projekteringsbidrag fra bygherren eller andre rådgivere
• om ændringer undervejs har flyttet eller påvirket ansvarsfordelingen.

Ansvarsplaceringen kan derfor ikke afgøres alene ud fra etiketten “totalentreprise”. Det konkrete kontraktgrundlag skal gennemgås. Denne sondring bliver særlig vigtig i tvister om projekteringsfejl, funktionskrav, ændringer og mangler. Læs også om rådgiveransvar og projekteringsfejl.

ABR 18 regulerer mere end rådgiverens erstatningsansvar

ABR 18 forbindes ofte med rådgiveransvar, men regelsættet omfatter langt mere. ABR 18 regulerer blandt andet:

• rådgivningsaftalens indhold
• rådgivningens omfang og faser
• projektgranskning
• projekteringsledelse
• byggeledelse og fagtilsyn, når sådanne ydelser er aftalt
• ændringer i rådgiveropgaven
• rådgiverens fuldmagt
• honorar og betaling
• tidsmæssige forhold
• mangler ved rådgivningen
• rådgiveransvar
• tvistløsning.

Hvis rådgivningsopgaven omfatter budgettering, indeholder ABR 18 også særlige regler om bygherrens budget og om vederlagsfri omprojektering i bestemte situationer. ABR 18 indeholder desuden en særlig regel om rådgiverens ansvar, hvis en nødvendig ydelse ved en fejl ikke er medtaget i projektet og derfor senere må tilkøbes hos entreprenøren. Det understreger, hvorfor rådgiveraftalen bør beskrive ydelserne præcist. Man kan ikke vurdere, om en rådgiver har begået en ansvarspådragende fejl, før man først har fastlagt, hvilke ydelser rådgiveren faktisk skulle levere. Læs mere om rådgiveransvar, projekteringsfejl og ABR 18 og vores artikel om bygherrerådgiverens ydelser og ansvar i byggesager.

Hvad er AB Forenklet og ABR Forenklet?

AB-systemet omfatter også forenklede regelsæt. AB Forenklet er en forenklet udgave af AB 18. Det er tænkt anvendt på bygge- og anlægsarbejder, som er relativt små med hensyn til omfang, tid og økonomi eller relativt enkle med hensyn til arbejdets karakter eller organisering. ABR Forenklet er tilsvarende en forenklet udgave af ABR 18 og er tænkt anvendt på rådgivningsopgaver med teknisk rådgivning uden projektering eller med projektering i mindre omfang.

Det er imidlertid ikke alene projektets pris, der bør afgøre, om et forenklet regelsæt er hensigtsmæssigt. Et økonomisk mindre projekt kan stadig have vanskelige grænseflader, betydelig projektering eller særlige risici. Omvendt kan en relativt enkel opgave være dårligt tjent med et unødigt tungt aftaleapparat. Valget bør derfor ske ud fra opgavens faktiske indhold, organisation og risiko. Læs Social- og Boligstyrelsens oversigt over AB-systemet.

APP-vilkårene – supplerende betingelser i AB-systemet

AB-systemet omfatter også en række supplerende aftalevilkår, som kan anvendes i bestemte projekter. APP Projektudvikling er tillægsbetingelser til AB 18 og ABT 18. De kan anvendes, når entreprenøren tidligt inddrages i projektudviklingen og skal bidrage med sine kompetencer i forbindelse med rådgiverens projektering. APP Projektoptimering kan anvendes, når entreprenøren skal gennemgå et udbudt projekt og komme med forslag til optimering med hensyn til eksempelvis tid, pris og kvalitet. APP Driftskrav kan anvendes, hvor der stilles krav til arbejdets driftsmæssige ydeevne, som først kan konstateres opfyldt under en driftsperiode efter afleveringen. APP Incitamenter indeholder tilvalgsbestemmelser, som kan bruges, hvis parterne ønsker at aftale bonus under nærmere fastsatte betingelser. De supplerende dokumenter understreger, at AB-systemet ikke bør opfattes som ét standarddokument, der passer til alle byggeprojekter. Aftalegrundlaget bør sammensættes ud fra den konkrete projektmodel.

Se Social- og Boligstyrelsens samlede officielle oversigt over AB-systemet.

Hvad gælder, hvis bygherren er forbruger?

AB 18, ABT 18 og ABR 18 er udarbejdet til aftaleforhold, hvor bygherren ikke er forbruger. Ved byggearbejder for private forbrugere findes blandt andet AB-Forbruger som et særskilt standardgrundlag. AB-Forbruger er frivillige standardvilkår, der er udarbejdet til aftaler om byggearbejder mellem private forbrugere og professionelle entreprenører. Det er vigtigt, fordi forbrugeraftaler samtidig kan være omfattet af regler og beskyttelseshensyn, som adskiller sig fra professionelle entrepriseforhold. En privat boligejer bør derfor ikke uden videre behandles som en professionel bygherre, alene fordi der indgås en aftale om et større byggearbejde. Omvendt er en ejer- eller andelsboligforening ikke nødvendigvis juridisk i samme situation som en privat forbruger, alene fordi arbejdet udføres på en boligejendom. Det konkrete aftaleforhold skal vurderes. Læs mere om AB-Forbruger hos Social- og Boligstyrelsen.

Gælder AB 92, ABT 93 og ABR 89 stadig?

AB 18-systemet afløste de tidligere standardvilkår AB 92, ABT 93 og ABR 89. Det betyder imidlertid ikke, at de tidligere regelsæt er uden betydning. Hvis parterne i en ældre entrepriseaftale har vedtaget AB 92, ABT 93 eller ABR 89, kan det fortsat være det pågældende regelsæt, der regulerer aftaleforholdet. Ved ældre byggesager er det derfor vigtigt ikke automatisk at tage udgangspunkt i AB 18-systemet. Der er en række forskelle mellem de tidligere og de nuværende standardvilkår.

Første skridt bør derfor være at fastslå præcist, hvilket aftalegrundlag der gælder for den konkrete byggesag.

Tvistløsning efter AB 18, ABT 18 og ABR 18

AB 18-systemet indeholder sit eget system til håndtering af tvister. Det betyder, at en uenighed ikke nødvendigvis skal begynde med en almindelig retssag ved domstolene. Afhængigt af aftalegrundlaget og tvistens karakter kan der blandt andet være tale om:

• forhandling mellem parterne
• mediation eller mægling
• syn og skøn
• beslutning om stillet sikkerhed
• hurtig afgørelse
• voldgift.

Hurtig afgørelse kan efter AB-systemet blandt andet være relevant for bestemte typer tvister om ændringer, ekstra betaling, prisregulering, tidsfristforlængelse, tilbageholdelse og modregning. Det er en væsentlig forskel i forhold til almindelige kontraktforhold, fordi den korrekte proces derfor også kan afhænge af, hvilket AB-regelsæt parterne har vedtaget. Hvis tvisten primært afhænger af tekniske spørgsmål, kan syn og skøn i byggesagen være relevant. Hvis der allerede foreligger konkrete økonomiske eller juridiske krav mellem parterne, kan du læse vores samlede guide til entreprisetvister.

Læs også om forlig og forhandling og voldgift.

Fra vores praksis: Når kontraktgrundlaget får millionbetydning

Det konkrete aftalegrundlag kan få meget stor økonomisk betydning. ØENS Advokatfirma repræsenterede A/B Mønten i en voldgiftssag vedrørende et altanprojekt, hvor entreprenøren gjorde krav på omkring 1,2 mio. kr. yderligere i indeksregulering. Foreningen blev frifundet for kravet. Sagen illustrerer, hvorfor bestemmelser om pris, regulering og aftalegrundlag ikke bør behandles som standardtekst. Når en konflikt opstår, kan ordlyden af en enkelt kontraktbestemmelse og dens sammenhæng med det øvrige aftalegrundlag blive afgørende. Læs sagen om A/B Mønten og millionkravet om indeksregulering.

Et andet eksempel er ØENS’ sag for A/B Passagerne, hvor ændringer i et større altanprojekt og de økonomiske konsekvenser heraf fik betydning for den efterfølgende tvist. Læs sagen om A/B Passagerne og altanprojektet.

Og i en voldgiftssag for A/B Birkedommergården var dokumentationen af ekstraarbejder, aftalesedler og morarenter blandt de centrale spørgsmål. Læs sagen om A/B Birkedommergården, ekstraarbejder og aftalesedler.

Sagerne viser det samme grundlæggende forhold: AB-reglerne er vigtige, men resultatet findes sjældent ved alene at slå én bestemmelse op. Standardvilkårene skal læses sammen med kontrakten, de øvrige aftaledokumenter, projektets faktiske udvikling og den dokumentation, der er skabt undervejs.

AB-regler ved byggesager i ejer- og andelsboligforeninger

For ejer- og andelsboligforeninger kan valget og udformningen af aftalegrundlaget få særlig stor betydning. Bestyrelsen kan stå med et byggeprojekt til flere millioner kroner og skal samarbejde med både tekniske rådgivere, administrator, entreprenører og eventuelt långivere. Samtidig skal projektet gennemføres inden for generalforsamlingens beslutning, foreningens vedtægter og den økonomiske bemyndigelse, bestyrelsen har fået.

Derfor bør AB-grundlaget ikke vurderes isoleret.

Det bør blandt andet afklares:

• hvilken entrepriseform der anvendes
• hvem der har projekteringsansvaret
• hvilke ydelser den tekniske rådgiver skal levere
• hvem der fører byggeledelse og fagtilsyn
• hvem der kan bestille ændringer og ekstraarbejder
• hvordan ekstraarbejder skal godkendes og dokumenteres
• hvordan budgetafvigelser skal rapporteres
• hvordan projektets finansiering hænger sammen med betalingsplanen
• hvordan bestyrelsen skal reagere på forsinkelse
• hvordan mangler skal dokumenteres og håndteres.

Her mødes entrepriseret og foreningsret. Hos ØENS arbejder vi samtidig tæt på den praktiske virkelighed omkring boligforeningernes byggeprojekter gennem ØENS Rådgivningshus. Læs mere om byggesager i ejer- og andelsboligforeninger og om byggesagsadministration hos ØENS Ejendomsadministration.

Hvad bør du kontrollere, før du accepterer et AB-grundlag?

At standardvilkårene er gennemarbejdede betyder ikke, at en kontrakt baseret på dem automatisk passer til det konkrete byggeprojekt. Inden aftalen bliver underskrevet, bør der blandt andet være klarhed over:

• hvilket AB-regelsæt der er vedtaget
• hvilke dokumenter der indgår i aftalegrundlaget
• aftaledokumenternes rangorden
• samtlige væsentlige fravigelser fra standardvilkårene
• entrepriseformen
• projekteringsansvaret
• grænseflader mellem entreprenører og rådgivere
• entreprise- og rådgiverydelsernes omfang
• pris og eventuel prisregulering
• betalingsvilkår
• sikkerhedsstillelse og forsikring
• proceduren for ændringer og ekstraarbejder
• hvem der har fuldmagt til at bestille ændringer
• hovedtidsplan og eventuelle mellemfrister
• dagbod
• projektgennemgang
• aflevering
• mangler og afhjælpning
• relevante ansvarsbegrænsninger
• den aftalte tvistløsningsmodel.

Det er samtidig vigtigt at kontrollere, om kontraktens forskellige bestemmelser faktisk fungerer sammen. En procedure for ekstraarbejder er eksempelvis vanskelig at anvende, hvis det ikke samtidig er tydeligt, hvem der må bestille arbejdet. En dagbodsbestemmelse har begrænset værdi, hvis den relevante frist ikke er tilstrækkeligt klart defineret. Og en betalingsplan kan skabe problemer, hvis den ikke hænger sammen med projektets reelle fremdrift og sikkerhedsstillelsen.

En kontraktgennemgang handler derfor ikke kun om at finde juridiske fejl. Den handler også om at finde de uklarheder og uhensigtsmæssigheder, som senere kan udvikle sig til økonomiske krav og tvister.

Læs mere om entreprisekontrakter og entrepriseformer.

Sådan hjælper ØENS med AB 18, ABT 18 og ABR 18

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi gennem hele byggeprojektet. Før kontrakten indgås kan vi rådgive om valg af entreprise- og rådgivningsmodel, gennemgå eller udarbejde kontrakten og identificere fravigelser og risici i aftalegrundlaget. Under byggeriet rådgiver vi blandt andet om:

• ekstraarbejder og ændringer
• betaling og sikkerhedsstillelse
• forsinkelse og dagbod
• rådgiveransvar og projekteringsfejl.

Ved afslutningen hjælper vi blandt andet med:

• aflevering og eftersyn
• mangler og afhjælpning
• den økonomiske afslutning af entreprisen.

Hvis konflikten allerede er opstået, hjælper vi med at fastlægge aftalegrundlaget, kravene og dokumentationen og med at vælge den relevante vej videre – fra forhandling til syn og skøn, hurtig afgørelse eller entreprisetvist og voldgift. I alvorlige misligholdelsessituationer kan det også være nødvendigt at vurdere betingelserne og risikoen ved ophævelse af entreprisekontrakten.

Vi forklarer først, hvordan vi vurderer situationen. Derefter lægger vi en klar plan for næste skridt.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i entrepriseret

Advokatfirma

Johan Iversen Møller

Advokat, associeret partner

Advokatfirma

Jakob Holm Hansen

Advokat

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om AB 18, ABT 18 og ABR 18

Mange entreprisetvister kan ikke afgøres alene ved at læse kontrakten.

Hvis parterne er uenige om, hvorfor en konstruktion er revnet, om arbejdet er udført fagmæssigt korrekt, om en projekteringsfejl har forårsaget en skade, hvordan en mangel skal udbedres, eller hvad en fagmæssig korrekt udbedring vil koste, kan der være behov for en uvildig teknisk vurdering.

Syn og skøn er en særlig form for sagkyndig bevisførelse, hvor en eller flere uvildige fagpersoner undersøger konkrete faktiske eller tekniske spørgsmål og afgiver en skriftlig skønserklæring. I bygge- og anlægssager kan syn og skøn gennemføres både før en egentlig voldgifts- eller retssag og som en del af en allerede verserende sag. Formålet kan være at sikre et bevis, inden forholdene ændrer sig, at få klarhed over sagens tekniske kerne eller at skabe et bedre grundlag for forhandling og en eventuel efterfølgende entreprisetvist.

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi bygherrer, entreprenører, tekniske rådgivere samt ejer- og andelsboligforeninger gennem hele processen. Vi vurderer, om syn og skøn er det rigtige næste skridt, afgrænser de spørgsmål, der faktisk skal undersøges, udarbejder skønstemaet, håndterer processen ved Voldgiftsnævnet eller domstolene og anvender efterfølgende skønserklæringen som en del af den juridiske strategi.

Kontakt en advokat om syn og skøn i byggesager

Hvad er syn og skøn?

Syn og skøn har til formål at sikre bevis for eller bedømme faktiske forhold. Hvis AB 18 er aftalt, fremgår det direkte af § 66, at Voldgiftsnævnet efter anmodning fra en part kan udmelde syn og skøn med henblik på netop at sikre bevis for eller bedømme faktiske forhold.

Det betyder, at skønsmandens opgave er faglig – ikke juridisk. I en mangelsag kan skønsmanden eksempelvis undersøge, hvordan en konstruktion er udført, om løsningen svarer til almindelig faglig standard, hvad den tekniske årsag til en skade er, hvordan forholdet kan udbedres, og hvad en korrekt udbedring forventes at koste. Skønsmanden kan også belyse tekniske spørgsmål i en sag om rådgiveransvar, eksempelvis om en projekteret løsning var fagligt forsvarlig, eller om en teknisk fejl kan henføres til projekteringen.

Skønsmanden afgør derimod ikke, om entreprenøren juridisk har misligholdt kontrakten, om rådgiveren er erstatningsansvarlig, om et krav er forældet, eller hvilken part der skal betale et bestemt beløb. Den juridiske vurdering foretages efterfølgende på baggrund af aftalegrundlaget, skønserklæringen og sagens øvrige beviser.

Læs AB 18 på Retsinformation.

Hvornår er syn og skøn relevant i en byggesag?

Syn og skøn er især relevant, når en afgørende del af tvisten kræver faglig viden, som en advokat, voldgiftsret eller domstol ikke selv kan forventes at have. Det kan eksempelvis være en sag om mangler ved byggeri, hvor parterne er enige om, at der er fugt i en konstruktion, men uenige om årsagen. Er problemet mangelfuld udførelse, projekteringen, materialet, manglende vedligeholdelse eller en kombination af flere forhold? Før ansvaret kan placeres juridisk, kan det være nødvendigt at få den tekniske årsag undersøgt.

Det samme gælder, hvis parterne er uenige om omfanget af en nødvendig afhjælpning. Bygherren kan mene, at hele konstruktionen skal udskiftes, mens entreprenøren mener, at en lokal reparation er tilstrækkelig. Her kan skønsmanden eksempelvis blive bedt om at beskrive relevante afhjælpningsmetoder og anslå omkostningerne. I andre sager kan syn og skøn vedrøre mængder, arbejdets stade, værdien af udførte arbejder eller andre tekniske forhold.

Syn og skøn bør dog ikke iværksættes automatisk, blot fordi parterne er uenige. Hvis tvisten alene vedrører fortolkningen af en entreprisekontrakt eller et rent juridisk spørgsmål, kan en skønsmand ikke løse problemet. Før processen sættes i gang, bør det derfor afklares præcist, hvilket faktisk eller teknisk forhold der skal bevises, og hvordan svaret kan påvirke sagens juridiske vurdering.

Syn og skøn efter AB 18

AB 18 § 66 indeholder den centrale hjemmel til syn og skøn i entrepriseforhold baseret på AB-systemet. Voldgiftsnævnet udmelder efter anmodning fra en part en eller flere skønsmænd, normalt efter at parterne er blevet hørt, og nævnet træffer også afgørelse om skønstemaets indhold, hvis parterne er uenige.

Syn og skøn indgår samtidig i AB 18’s samlede tvistløsningssystem. Efter § 64 skal en tvist som udgangspunkt først søges afklaret gennem den aftalte løsningstrappe med forhandling mellem parternes projektledere og derefter deres ledelsesrepræsentanter. Syn og skøn kan som udgangspunkt heller ikke iværksættes, før denne forhandlingsprocedure er gennemført. Der gælder dog en vigtig undtagelse: Hvis syn og skøn iværksættes for at sikre bevis, kan processen sættes i gang uden først at gennemføre løsningstrappen.

Den undtagelse er afgørende i byggesager, hvor tiden arbejder imod beviset. Hvis en utæt konstruktion skal åbnes, et byggeri skal færdiggøres af en anden entreprenør, eller et mangelfuldt element skal fjernes, kan det være nødvendigt at sikre den tekniske dokumentation straks.

Hvis der allerede er anmodet om hurtig afgørelse eller beslutning om stillet sikkerhed om det samme forhold, kan der efter AB 18 som udgangspunkt ikke samtidig udmeldes syn og skøn om det samme spørgsmål, før den pågældende sag er afsluttet. Også her gælder dog undtagelsen, hvis formålet med syn og skøn er at sikre bevis.

Syn og skøn ved Voldgiftsnævnet

På bygge- og anlægsområdet gennemføres en stor del af de formelle syn og skøn gennem Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed. Det gælder især, når parterne har vedtaget AB 18, ABT 18, ABR 18, AB Forenklet eller ABR Forenklet, eller når parterne på anden måde har aftalt, at Voldgiftsnævnet skal administrere skønsprocessen.

Sager om syn og skøn ved Voldgiftsnævnet behandles som såkaldte A-sager. For AB 18-systemet behandles de efter Voldgiftsnævnets Regler for syn og skøn 2018. Retsplejelovens regler gælder ikke direkte for disse A-sager, men Voldgiftsnævnets regler og praksis bygger på mange af de samme principper.

En anmodning om syn og skøn skal blandt andet indeholde oplysninger om aftalegrundlaget, en kort redegørelse for sagen, de spørgsmål der ønskes besvaret, eventuelle ønsker til skønsmandens faglige profil og de dokumenter, der er nødvendige for besvarelsen. Det bør allerede på dette tidspunkt være gennemtænkt, hvilke forhold skønsmanden faktisk skal undersøge. Hvis processen begynder med et upræcist eller alt for bredt skønstema, kan den blive både dyrere og mindre anvendelig.

Syn og skøn ved de almindelige domstole

Hvis tvisten skal behandles ved de almindelige domstole, reguleres syn og skøn af retsplejelovens kapitel 19. Efter retsplejelovens § 196 kan en part i en civil sag anmode retten om syn og skøn. Begæringen skal blandt andet beskrive genstanden for syn og skøn og formålet med undersøgelsen, hvorefter retten tager stilling til, om processen skal tillades.

På bygge- og anlægsområdet kan Voldgiftsnævnet også bistå med at stille en egnet skønsmand i forslag til en almindelig domstolssag. Disse sager registreres hos Voldgiftsnævnet som B-sager, men selve processen fortsætter ved retten efter retsplejelovens regler.

Det er derfor vigtigt at skelne mellem syn og skøn ved Voldgiftsnævnet som en selvstændig A-sag og syn og skøn ved domstolene. Procedurerne minder om hinanden, men det processuelle grundlag og den myndighed, der træffer afgørelse om eksempelvis spørgsmål, bilag og skønsmand, er forskelligt.

Læs også vores generelle side om syn og skøn i civile retssager og Retsplejelovens kapitel 19 på Retsinformation.

Syn og skøn før en retssag eller voldgift

Man behøver ikke vente, til en egentlig voldgifts- eller retssag er anlagt. Syn og skøn kan netop bruges til at sikre eller afklare beviset før hovedsagen.

Ved Voldgiftsnævnet kan syn og skøn efter AB-systemet gennemføres som en selvstændig skønssag, før en eventuel voldgift anlægges. Skønserklæringen kan derefter give parterne et langt bedre grundlag for at vurdere deres position. Nogle sager ender efterfølgende i voldgift, mens andre kan løses gennem forhandling og forlig, fordi parterne efter den tekniske undersøgelse ikke længere er uenige om sagens faktiske kerne.

Ved de almindelige domstole findes en tilsvarende mulighed gennem retsplejelovens § 343 om isoleret bevisoptagelse. Retten kan tillade, at bevis optages, selv om der endnu ikke verserer en retssag. For syn og skøn indgives anmodningen som udgangspunkt til retten på det sted, hvor genstanden for skønsforretningen befinder sig.

Isoleret bevisoptagelse kan eksempelvis være relevant, hvis en mangelfuld konstruktion skal repareres, inden en senere retssag kan nå at blive gennemført. Det kan også bruges, når parterne har behov for at få sagens tekniske spørgsmål afklaret, før næste procesmæssige skridt besluttes.

Beviset bør sikres, før byggeriet ændres

I byggesager kan den største bevismæssige fejl være at reparere problemet væk, før det er blevet dokumenteret ordentligt. Når først en konstruktion er åbnet, materialer fjernet eller arbejdet udført om af en ny entreprenør, kan det være vanskeligt eller umuligt at rekonstruere den oprindelige situation.

Det betyder ikke, at en bygherre skal lade en aktiv vandskade udvikle sig i flere måneder for at vente på et syn og skøn. Der gælder også en almindelig pligt til at begrænse sit tab, og akutte sikkerheds- eller skadesproblemer kan kræve hurtig handling. Men dokumentationen bør så vidt muligt sikres samtidig. Det kan blandt andet ske gennem omfattende foto- og videodokumentation, opmålinger, prøver, tekniske registreringer og i større sager et hurtigt formelt syn og skøn.

Voldgiftsnævnets regler giver mulighed for hastebehandling, når der er risiko for, at muligheden for at sikre bevis fortabes. Ved visse stadeforretninger i forbindelse med konkurs eller ophævelse af entreprisekontrakten kan processen gennemføres meget hurtigt, netop fordi byggearbejdet skal kunne fortsætte, efter at det eksisterende stade er dokumenteret.

Stadeforretning ved ophævelse er noget særligt

Ved ophævelse af en entreprise skal det normalt fastslås, hvor langt arbejdet er kommet, hvilken kvalitet det udførte arbejde har, hvilke materialer der findes på byggepladsen, og hvordan det økonomiske stade skal opgøres. AB 18 § 66 om ophævelse indeholder derfor regler om stadeforretning, og registreringen kan efter reglerne gennemføres ved syn og skøn.

En stadeforretning og et almindeligt mangelsyn har forskellige hovedformål. Ved stadeforretningen er det centrale typisk at fastfryse situationen på det tidspunkt, hvor den oprindelige entreprenørs arbejde ophører, så byggeriet derefter kan overtages eller færdiggøres af andre uden at beviset for det eksisterende stade går tabt.

Hvis parterne samtidig ønsker, at skønsmanden skal tage stilling til kvaliteten af det allerede udførte arbejde, kræver Voldgiftsnævnets regler, at dette fremgår gennem et selvstændigt skønstema. Man bør derfor ikke antage, at en registrering af arbejdets stade automatisk giver en fuld faglig vurdering af alle mulige mangler.

Ved en mulig ophævelse bør behovet for stadeforretning og syn og skøn derfor vurderes, før en ny entreprenør sættes til at fortsætte arbejdet.

Hvad er et skønstema?

Skønstemaet er det dokument, der indeholder de spørgsmål, skønsmanden skal besvare. Det er en af de vigtigste dele af hele processen, fordi skønsmanden i høj grad arbejder inden for den ramme, parterne har defineret gennem spørgsmålene.

Et godt skønstema omsætter den juridiske tvist til konkrete tekniske spørgsmål. Hvis bygherren eksempelvis mener, at et tag er mangelfuldt, er spørgsmålet “Er entreprenøren ansvarlig for taget?” ikke et godt skønsspørgsmål, fordi det kræver en juridisk konklusion. Derimod kan skønsmanden eksempelvis spørges, hvordan tagkonstruktionen faktisk er udført, om den svarer til et bestemt projektmateriale eller den almindelige faglige standard, hvad årsagen til en konstateret vandindtrængning er, hvilke udbedringsmetoder der er fagligt relevante, og hvad de forventes at koste.

Efter Voldgiftsnævnets regler kan et spørgsmål efter indsigelse blandt andet afvises, hvis det ikke er tilstrækkeligt præcist, hvis det er uden betydning for sagen, hvis det på utilbørlig måde forsøger at påvirke skønsmandens besvarelse, eller hvis det forudsætter, at skønsmanden tager stilling til et spørgsmål, som det er op til den juridiske afgørelse at tage stilling til. Retsplejeloven indeholder tilsvarende rammer ved domstolene.

Det vigtigste ved formuleringen af skønstemaet er derfor ikke at stille flest mulige spørgsmål. Det er at stille de spørgsmål, hvis svar faktisk kan afgøre eller afgrænse tvisten.

Skønstemaet bør bygges på det juridiske krav

Et teknisk spørgsmål bør ikke formuleres i et vakuum. Før skønstemaet udarbejdes, bør det juridiske krav analyseres.

I en sag om mangler ved byggeri kan det eksempelvis være vigtigt at få belyst både afvigelsen fra den aftalte ydelse, årsagen og en relevant afhjælpningsmetode. Hvis kravet samtidig omfatter erstatning for en følgeskade, kan der være behov for at få skønsmanden til at vurdere den tekniske årsagssammenhæng mellem manglen og den efterfølgende skade.

I en sag om rådgiveransvar kan fokus i stedet være på projekteringen. Her kan det eksempelvis være relevant at undersøge, om en konkret beregning eller projekteret løsning var fagligt forsvarlig på projekteringstidspunktet, og hvilke tekniske konsekvenser en eventuel fejl har haft.

Forskellen er vigtig. Et skønstema, der er fremragende i en entreprenørs mangelsag, er ikke nødvendigvis det rigtige i en rådgiveransvarssag om samme fysiske skade.

Hvilket materiale må skønsmanden se?

Skønsmandens vurdering baseres ikke nødvendigvis kun på en fysisk besigtigelse. I en større byggesag kan tegninger, beskrivelser, beregninger, fotos, kvalitetssikringsmateriale, byggemødereferater, projektændringer, produktdokumentation og andre tekniske bilag være nødvendige for at besvare spørgsmålene.

Ved Voldgiftsnævnet skal de relevante bilag indgå gennem den formelle proces. En part kan ikke frit sende nyt materiale direkte til skønsmanden undervejs. Voldgiftsnævnet håndterer eventuelle uenigheder om, hvilke spørgsmål der kan stilles, og hvilket materiale der kan forelægges. Hvis syn og skøn finder sted under en allerede verserende voldgiftssag, er det voldgiftsrettens formand, der varetager disse processuelle afgørelser.

Det er vigtigt for skønsmandens uvildighed. Skønsmanden skal ikke have ensidig kontakt med den ene parts rådgiver om sagens substans eller modtage teknisk materiale uden den anden parts kendskab. Den formelle proces sikrer, at begge sider ved, hvilket grundlag vurderingen bygger på.

Hvad er forskellen på syn og skøn og en privat ekspertudtalelse?

En privat ekspertudtalelse er en erklæring, som en part selv har indhentet fra en teknisk rådgiver eller anden sagkyndig. Den kan være meget værdifuld til at forstå et problem og forberede sagen, men den er ikke det samme som en formel skønserklæring fra en uvildig skønsmand udmeldt gennem Voldgiftsnævnet eller domstolene.

Det betyder ikke, at en privat erklæring altid er uden bevismæssig betydning. Ved Voldgiftsnævnets syn og skøn kan en sagkyndig erklæring, som en part har indhentet før anmodningen om syn og skøn, efter reglerne under visse betingelser fremlægges som bilag. Hvis den ene part fremlægger en sådan erklæring, kan modparten under tilsvarende betingelser fremlægge en egen erklæring, også selv om den først er indhentet efter anmodningen om syn og skøn.

Der er imidlertid en grundlæggende forskel på rollerne. Den private rådgiver er engageret af den ene part. Skønsmanden er udmeldt som uvildig sagkyndig og skal være upartisk og uafhængig.

En ensidigt indhentet rapport bør derfor ikke uden videre behandles som en erstatning for syn og skøn i en større teknisk tvist.

Hvordan vælges skønsmanden?

Skønsmandens faglige profil kan være afgørende for kvaliteten af erklæringen. En byggesag om fugt i en historisk ejendom, et statisk problem i en betonkonstruktion, et ventilationsanlæg og en tvist om elinstallationer kræver ikke nødvendigvis samme type ekspertise.

Ved Voldgiftsnævnet kan parterne oplyse ønsker til skønsmandens profil og kompetencer. Nævnet vurderer derefter konkret fagligheden, erfaringen og eventuelle habilitetsproblemer og hører som udgangspunkt parterne over forslaget. Det er Voldgiftsnævnet, der i sidste ende udpeger skønsmanden, også selv om parterne er enige om en bestemt person. Hvis sagen kræver flere forskellige fagområder, kan der udmeldes to eller flere skønsmænd.

Parterne bør derfor overveje kompetenceprofilen allerede ved indgivelsen af skønsbegæringen. Hvis sagen eksempelvis både handler om geoteknik og betonkonstruktioner, kan det være bedre at adressere behovet for flere fagligheder fra starten end senere at opdage, at én skønsmand ikke kan besvare centrale dele af skønstemaet.

Indsigelser om en foreslået skønsmands kvalifikationer eller habilitet skal ved Voldgiftsnævnet fremsættes inden den fastsatte høringsfrist eller straks efter, at parten senere bliver bekendt med det forhold, der begrunder indsigelsen.

Hvad sker der ved selve skønsforretningen?

Når skønsmanden er udmeldt og spørgsmålene er afklaret, afholdes der normalt en skønsforretning. Skønsmanden gennemgår skønstemaet og materialet, afklarer eventuelle tvivlsspørgsmål, giver parterne mulighed for at komme med relevante supplerende oplysninger og foretager den nødvendige besigtigelse.

Ved Voldgiftsnævnet skal skønsforretningen efter Regler for syn og skøn 2018 som udgangspunkt afholdes snarest muligt og senest fire uger efter skønsmandens modtagelse af sagens materiale, medmindre en anden tidsramme er fastlagt. Alle parter indkaldes, og hvis en part ikke selv kan deltage på det fastlagte tidspunkt, må vedkommende som udgangspunkt lade sig repræsentere.

Skønsmanden kan i visse tilfælde beslutte, at en erklæring kan udarbejdes uden en fysisk skønsforretning, men hvis en af parterne ønsker skønsforretningen gennemført, skal den som udgangspunkt afholdes. Det vil især være relevant, hvor den fysiske besigtigelse er afgørende for besvarelsen.

Efter skønsforretningen udarbejdes et referat og senere den skriftlige skønserklæring.

Hvor hurtigt kommer skønserklæringen?

Voldgiftsnævnets Regler for syn og skøn 2018 fastsætter som udgangspunkt, at skønsmanden skal afgive sin erklæring senest fire uger efter, at sagen er fuldt oplyst, medmindre en anden tidsramme er aftalt eller fastsat.

Det betyder dog ikke, at ethvert syn og skøn samlet er afsluttet inden otte uger. Tiden før skønsmandens udmeldelse kan blive påvirket af uenighed om skønstemaet, bilag, habilitet og den faglige profil. Komplekse undersøgelser kan også kræve supplerende besigtigelser, prøver, laboratorieanalyser eller yderligere materiale.

Hastesager behandles efter særlige regler. Hvis der er risiko for, at muligheden for at sikre bevis går tabt, kan Voldgiftsnævnet eksempelvis forkorte hørings- og mødefristerne betydeligt. En stadeforretning behandles efter reglerne som hastesag.

Kan man stille supplerende spørgsmål?

Ja. En skønserklæring afslutter ikke nødvendigvis den tekniske bevisførelse.

Efter Voldgiftsnævnets regler kan parterne stille supplerende spørgsmål både under den indledende behandling og efter, at skønserklæringen er afgivet. Det kan eksempelvis være relevant, hvis et svar giver anledning til et nyt teknisk spørgsmål, hvis skønsmandens begrundelse bør uddybes, eller hvis modpartens spørgsmål har afdækket en problemstilling, der ikke var kendt fra begyndelsen.

Supplerende spørgsmål bør imidlertid bruges til at få relevante forhold belyst – ikke som en gentagen mulighed for at stille det samme spørgsmål i forskellige formuleringer, indtil parten får det ønskede svar.

Hvis skønsmanden simpelthen har undladt at besvare et spørgsmål i det eksisterende skønstema, giver Voldgiftsnævnets regler en særlig mulighed for inden 10 arbejdsdage efter modtagelsen af erklæringen at anmode om en tillægserklæring om det ubesvarede spørgsmål. Der findes tilsvarende mulighed for inden 10 arbejdsdage at anmode om rettelse af regnefejl, skrivefejl eller lignende.

Det er derfor vigtigt at gennemgå skønserklæringen grundigt straks efter modtagelsen og ikke først flere måneder senere.

Kan man få en ny skønsmand, hvis man er uenig i erklæringen?

At være utilfreds med skønsmandens konklusion er ikke i sig selv et grundlag for nyt syn og skøn.

AB 18 § 66 og Voldgiftsnævnets regler fastslår, at nyt syn og skøn ved en anden skønsmand kun kan gennemføres, hvis Voldgiftsnævnet finder, at der er anledning til det. Voldgiftsnævnets praksisnotat beskriver en relativt restriktiv tilgang. Nyt syn og skøn kan blandt andet komme på tale, hvis skønsmanden var inhabil, eller hvis erklæringen må formodes at være fejlbehæftet, væsentligt ufuldstændig eller så uklar, at det er usikkert, om den opfylder almindelige faglige krav. Der kan også i særlige tilfælde være områder, hvor flere anerkendte faglige “skoler” gør et nyt syn relevant.

Hvis problemet kan løses gennem supplerende spørgsmål til den eksisterende skønsmand, vil dette normalt være den foretrukne løsning. En part får altså ikke ret til en ny ekspert alene, fordi den første ekspert ikke støtter partens position.

Ved de almindelige domstole følger et tilsvarende princip af retsplejelovens § 209, hvor fornyet syn og skøn ved en anden skønsmand afhænger af rettens vurdering.

Er skønserklæringen bindende?

Nej. Skønserklæringen er et bevis – ikke en dom eller voldgiftskendelse.

Skønsmanden kan eksempelvis konkludere, at en facade er udført i strid med almindelig faglig standard, at en projekteret løsning teknisk er utilstrækkelig, eller at en bestemt udbedringsmetode forventes at koste 750.000 kr. Men det er fortsat en juridisk vurdering, om entreprenøren eller rådgiveren hæfter for forholdet, om bygherren har reklameret rettidigt, om kravet er omfattet af en ansvarsbegrænsning, og hvilket beløb der i sidste ende kan kræves.

Skønserklæringen kan dog få meget stor praktisk og bevismæssig betydning. Hvis en uvildig og relevant fagligt kvalificeret skønsmand klart besvarer den tekniske kerne i sagen, vil det ofte påvirke både parternes procesrisiko og deres villighed til at indgå forlig.

Det er derfor ikke usædvanligt, at et syn og skøn fører til, at en sag løses uden en fuld hovedforhandling.

Syn og skøn er ikke det samme som hurtig afgørelse

AB-systemet indeholder flere forskellige processer, og de bør holdes klart adskilt.

Syn og skøn er bevisførelse. Skønsmanden belyser faktiske eller tekniske spørgsmål, men afgør ikke tvisten. Hurtig afgørelse er derimod en egentlig tvistløsningsform, hvor en opmand træffer en bindende afgørelse om bestemte typer uenigheder, eksempelvis visse spørgsmål om ændringer, ekstra betaling, tilbageholdelse eller tidsfristforlængelse.

En beslutning om stillet sikkerhed er en tredje proces, der specifikt vedrører udbetaling, nedskrivning eller ophør af garanti.

Det tekniske spørgsmål og det juridiske spørgsmål kan godt hænge sammen, men man skal vælge den proces, der passer til det, der faktisk skal afklares.

Syn og skøn i mangelsager

Syn og skøn bruges meget ofte i forbindelse med mangler ved byggeri. Her kan skønsmanden eksempelvis blive bedt om at vurdere, hvordan arbejdet er udført, om det afviger fra projektmaterialet eller almindelig faglig standard, hvad årsagen til en skade er, og hvordan forholdet kan udbedres.

Det er samtidig vigtigt at forstå, at et syn og skøn ikke automatisk erstatter den almindelige mangelsprocedure. Entreprenøren kan efter AB 18 have både ret og pligt til at afhjælpe, og bygherren skal normalt give entreprenøren mulighed for at undersøge og håndtere manglen. Syn og skøn bruges til at sikre og belyse beviset – ikke til automatisk at fratage entreprenøren afhjælpningsretten.

Hvis bygherren overvejer at lade en anden entreprenør foretage udbedringen, bør både afhjælpningsreglerne og beviset derfor vurderes, før arbejdet sættes i gang. Ellers kan bygherren både risikere at tilsidesætte entreprenørens rettigheder og samtidig fjerne det vigtigste tekniske bevis.

Syn og skøn i sager om rådgiveransvar

I en rådgiveransvarssag er spørgsmålene ofte anderledes. Her kan det eksempelvis være relevant at få vurderet, om projekteringen levede op til den faglige standard på projekteringstidspunktet, om en bestemt beregning var korrekt, om en rådgiver burde have identificeret et teknisk problem eller om en mangelfuld koordinering kan have forårsaget den efterfølgende skade.

Skønsmandens faglige profil bliver her særlig vigtig. En dygtig udførende håndværker er ikke nødvendigvis den rette person til at vurdere en kompleks rådgivende ingeniørs projektering, ligesom en projekterende ingeniør ikke nødvendigvis er den rigtige sagkyndige til at vurdere håndværksmæssig udførelse inden for et specialiseret fag.

Det bør derfor overvejes, om syn og skøn skal belyse entreprenørens udførelse, rådgiverens projektering eller begge dele, og om sagen kræver mere end én skønsmand.

Syn og skøn ved ophævelse af entreprisekontrakten

Ved ophævelse af entreprisekontrakten kan syn og skøn være særligt tidskritisk. Når entreprenørens arbejde standser, skal en ny entreprenør ofte hurtigt ind på byggepladsen, og det eksisterende arbejde vil derefter blive ændret eller bygget videre på.

Her kan en stadeforretning bruges til at dokumentere, hvad der faktisk er udført, kvaliteten af det eksisterende arbejde og hvilke materialer der befinder sig på pladsen. Dokumentationen kan senere være afgørende for den økonomiske opgørelse mellem parterne.

Voldgiftsnævnet kan behandle stadeforretninger som hastesager, og nævnet oplyser, at en skønsforretning ved eksempelvis konkurs og ophævelse i helt særlige tilfælde kan gennemføres med meget kort varsel. Det gør det muligt at sikre beviset og derefter lade projektet fortsætte.

Hvem betaler for syn og skøn?

Syn og skøn kan være en væsentlig omkostning, og økonomien bør vurderes, før processen sættes i gang.

Ved Voldgiftsnævnet skal rekvirenten indbetale depot for omkostningerne ved sagens behandling og besvarelsen af det oprindelige skønstema. Parter, der stiller egne supplerende spørgsmål, skal tilsvarende betale depot for de omkostninger, der knytter sig til deres spørgsmål. Skønsmandens honorar fastsættes på baggrund af den anvendte tid, og Voldgiftsnævnet kan forhøje depotet undervejs, hvis sagens omfang viser sig større end først anslået.

Den part, der har stillet spørgsmålene, hæfter efter Voldgiftsnævnets regler for omkostningerne ved besvarelsen af disse spørgsmål, også hvis omkostningen overstiger det indbetalte depot. Hvis den efterfølgende tvist bliver indbragt for voldgift, kan de udgifter til skønssagen, som en part har båret, indgå i voldgiftsrettens senere afgørelse om sagsomkostninger.

Ved de almindelige domstole findes tilsvarende regler om foreløbigt omkostningsansvar. Efter retsplejeloven hæfter den part, der begærer syn og skøn, som udgangspunkt for omkostningerne, mens modparten også hæfter for de omkostninger, der kan henføres til dennes egne spørgsmål. Retten kan desuden kræve, at parterne stiller sikkerhed for omkostningerne.

Det bør derfor ikke være et mål i sig selv at gøre skønstemaet størst muligt. Hvert ekstra spørgsmål kan både koste tid og penge, og mange spørgsmål tilfører ikke nødvendigvis mere bevisværdi.

Flere parter kan deltage i samme syn og skøn

Byggesager har ofte flere potentielt ansvarlige aktører. En fysisk skade kan eksempelvis involvere en hovedentreprenør, en underentreprenør, en teknisk rådgiver og en materialeleverandør. Hvis kun én af disse aktører deltager i skønsprocessen, kan der efterfølgende opstå problemer med at anvende beviset effektivt over for de øvrige.

AB 18 og Voldgiftsnævnets regler giver mulighed for syn og skøn med mere end to parter. Det kan derfor være relevant at inddrage flere aktører i samme skønssag, hvis undersøgelsen vedrører forhold, der potentielt kan få betydning for deres ansvar.

Det betyder ikke, at enhver person, der har været i nærheden af projektet, bør inddrages. Hver ekstra part gør processen mere omfattende. Men inden skønsbegæringen indgives, bør det overvejes, hvem der realistisk kan blive mødt med et senere krav, og om disse parter bør have mulighed for at deltage i bevisoptagelsen og stille egne spørgsmål.

Når syn og skøn fortsætter ind i en voldgiftssag

Hvis en selvstændig skønssag allerede verserer ved Voldgiftsnævnet, og en af parterne efterfølgende anlægger en voldgiftssag om de samme forhold, behøver syn og skøn ikke begynde forfra. Efter AB 18 § 66 og Voldgiftsnævnets regler fortsætter skønssagen som syn og skøn under voldgiftssagen.

Voldgiftsretten overtager herefter de processuelle kompetencer, som Voldgiftsnævnet hidtil havde haft i skønssagen. Parter i skønssagen, som ikke samtidig er parter i voldgiftssagen, kan fortsætte som skønsadciterede.

Reglen gør det muligt først at få beviset sikret og senere anlægge selve hovedsagen uden at miste den proces, der allerede er gennemført.

Det understreger også, hvorfor et tidligt syn og skøn ikke nødvendigvis er et “ekstra spor”. Det kan tværtimod blive fundamentet for den efterfølgende voldgiftssag.

Sådan hjælper ØENS med syn og skøn

Hos ØENS hjælper vi gennem hele processen. Først vurderer vi, hvilket faktisk eller teknisk spørgsmål der skal dokumenteres, og om syn og skøn er nødvendigt og proportionalt i forhold til sagens værdi og øvrige beviser. Herefter gennemgår vi entreprisekontrakten, projektmaterialet og den eksisterende tekniske dokumentation, identificerer de relevante parter og fastlægger, hvilken faglig profil skønsmanden bør have.

Vi udarbejder derefter skønsbegæringen og skønstemaet, håndterer modpartens spørgsmål og eventuelle indsigelser om bilag, spørgsmål eller skønsmand og bistår ved selve skønsforretningen. Når erklæringen foreligger, vurderer vi, om svarene er fyldestgørende, om der er behov for supplerende spørgsmål eller en tillægserklæring, og hvilken betydning resultatet har for krav, ansvar og procesrisiko.

En god skønserklæring løser ikke nødvendigvis sagen, men den kan fjerne en stor del af den tekniske usikkerhed. Det kan være afgørende for, om næste skridt bør være forlig og forhandling, en entreprisetvist eller en egentlig voldgiftssag.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i entrepriseret

Advokatfirma

Johan Iversen Møller

Advokat, associeret partner

Advokatfirma

Jakob Holm Hansen

Advokat

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om syn og skøn i byggesager

Ekstraarbejder er en af de hyppigste årsager til uenighed i byggeprojekter.

Problemet er ofte ikke, om arbejdet er blevet udført, men om det allerede var indeholdt i entreprenørens oprindelige ydelse, om bygherren faktisk bestilte en ændring, hvilken pris der gælder, og om kravene blev varslet og dokumenteret undervejs. Et byggeprojekt ændrer sig næsten altid i større eller mindre grad. Bygherren kan ønske en anden løsning, projektmaterialet kan vise sig utilstrækkeligt, myndighedskrav kan nødvendiggøre ændringer, eller forhold på byggepladsen kan vise sig anderledes end forventet. En ændring kan samtidig påvirke både entreprisesummen, tidsplanen og parternes sikkerhedsstillelse.

Hos ØENS Advokatfirma rådgiver vi bygherrer, entreprenører, tekniske rådgivere, ejendomsudviklere samt ejer- og andelsboligforeninger om ekstraarbejder og ændringer. Vi hjælper både med at håndtere ændringer, mens byggeriet står på, og med at vurdere større betalingskrav, når uenigheden allerede er opstået.

Kontakt en advokat om ekstraarbejder og ændringer

Hvad er et ekstraarbejde?

Et ekstraarbejde er i almindelighed en ydelse, der ligger ud over det arbejde, entreprenøren allerede er forpligtet til at levere efter aftalen. Det lyder umiddelbart enkelt, men i praksis er sondringen ofte vanskelig. Før man diskuterer prisen på et ekstraarbejde, bør man derfor først fastslå, om arbejdet overhovedet ligger uden for den oprindelige entreprise.

Vurderingen begynder med entreprisekontrakten og det samlede aftalegrundlag. Det kan være nødvendigt at gennemgå både entrepriseaftalen, entreprenørens tilbud, udbudsmaterialet, beskrivelser, tegninger, modeller, tilbudslister, spørgsmål og svar fra udbudsfasen og efterfølgende aftaler mellem parterne.

Hvis AB 18 er vedtaget, indeholder entreprenørens tilbud efter standardvilkårene ikke kun de ydelser, der udtrykkeligt er angivet som hørende til entreprisen. Entreprenørens tilbud omfatter også de nødvendige fagmæssige biydelser til arbejdets færdiggørelse. Entreprenøren kan derfor ikke nødvendigvis kræve merbetaling for enhver ydelse, som ikke står beskrevet ord for ord i projektmaterialet.

Omvendt betyder reglen om fagmæssige biydelser ikke, at entreprenøren skal levere enhver nødvendig eller ønskelig ydelse uden ekstra betaling. Det afgørende er fortsat kontraktens indhold og karakter. Hvis bygherren efterfølgende ændrer projektet eller kræver en ydelse, der ligger uden for den aftalte entreprise, kan der være tale om en betalingsberettiget ændring.

Det er netop grænsen mellem den oprindelige ydelse og en senere ændring, der ligger bag mange entreprisetvister.

Bygherrens ret til at ændre arbejdet efter AB 18

Hvis AB 18 er en del af aftalegrundlaget, giver § 23 bygherren ret til at kræve ændringer i arbejdet, når ændringen har naturlig sammenhæng med de aftalte ydelser. En ændring kan blandt andet bestå i, at entreprenøren skal levere noget i tillæg til det oprindeligt aftalte, levere noget andet, ændre ydelsens karakter, kvalitet eller udførelse eller undlade en allerede aftalt ydelse.

Bygherrens ændringsret er dermed vid, men ikke ubegrænset. Kravet om naturlig sammenhæng med den aftalte entreprise sætter en grænse for, hvilke nye ydelser bygherren ensidigt kan pålægge entreprenøren. Hvis bygherren eksempelvis ønsker en helt anden ydelse uden reel forbindelse til den oprindelige kontrakt, er det ikke nødvendigvis en ændring, som entreprenøren kan pålægges efter AB 18.

Bygherrens krav om en ændring skal efter AB 18 fremsættes skriftligt eller på et byggemøde og beskrive ændringen nærmere. Den skriftlige håndtering er vigtig, fordi ændringen ikke kun vedrører selve arbejdet. Den kan også udløse spørgsmål om pris, tid og sikkerhedsstillelse. Læs AB 18 på Retsinformation.

Entreprenøren har som udgangspunkt også ret til at udføre ændringsarbejdet

AB 18 regulerer ikke kun bygherrens ret til at kræve en ændring. Regelsættet beskytter også entreprenørens interesse i selv at udføre det ændringsarbejde, der ligger i naturlig forlængelse af den eksisterende entreprise. Efter AB 18 § 23, stk. 2, har entreprenøren som udgangspunkt ret til at udføre en ændring, som bygherren har krævet. Bygherren kan dog lade andre udføre arbejdet, hvis der foreligger særlige grunde. AB 18 nævner blandt andet som eksempel, at entreprenørens økonomiske krav for ændringsarbejdet ikke er rimeligt.

Det betyder, at bygherren ikke nødvendigvis frit kan tage et lukrativt ekstraarbejde ud af entreprenørens kontrakt og placere det hos en anden entreprenør. Omvendt kan entreprenøren heller ikke bruge sin udførelsesret til at fastholde et urimeligt økonomisk krav. Reglen understreger, hvorfor pris og ændring bør afklares hurtigt. Hvis parterne er uenige om, hvorvidt arbejdet er en ændring, eller om entreprenørens pris er rimelig, bør spørgsmålet håndteres, før en anden aktør sættes til at udføre arbejdet.

En anvisning fra bygherren kan være en ændring – selv om den ikke kaldes det

Ændringer opstår ikke altid som en formel bestilling med overskriften “ekstraarbejde”. En ændring kan også opstå gennem en praktisk anvisning under projektet. Hvis entreprenøren mener, at en anvisning fra bygherren ændrer den aftalte ydelse, skal entreprenøren efter AB 18 reagere snarest muligt. Det er derfor risikabelt at gennemføre en ændret løsning uden samtidig at gøre opmærksom på, at entreprenøren anser anvisningen for at have konsekvenser for eksempelvis pris eller tid.

Det samme gælder, hvis der opstår forhold, som gør, at arbejdet ikke kan gennemføres i overensstemmelse med aftalen. Entreprenøren har efter AB 18 en pligt til at reagere og indhente bygherrens stillingtagen, når aftalegrundlaget ikke giver tilstrækkelig vejledning, eller når forhold opstår, som hindrer eller vanskeliggør arbejdet. En af de praktiske hovedregler i en byggesag er derfor: Lad ikke en teknisk afklaring løbe videre som en juridisk uafklaret ændring.

Hvem må bestille ekstraarbejder?

En betydelig del af tvister om ekstraarbejder handler om fuldmagt: Hvem havde egentlig ret til at forpligte bygherren? På en større byggesag kan der være mange personer omkring projektet. Bestyrelsesmedlemmer, projektledere, tekniske rådgivere, byggeledelse, fagtilsyn, administrator og forskellige entreprenører kan alle deltage i den løbende dialog. Det betyder imidlertid ikke, at alle kan bestille et ekstraarbejde med bindende virkning for bygherren.

Hvis AB 18 er aftalt uden fravigelser på dette punkt, indeholder § 28 en særlig standardregel om byggeledelsens legitimation. Byggeledelsen kan på bygherrens vegne forlange eller aftale ændringer og de deraf følgende ændringer af pris, tid og sikkerhedsstillelse med en merbetaling på højst 50.000 kr. for hver ændring og en fristforlængelse på højst fem arbejdsdage for hver ændring. Hvis bygherren ikke har udpeget en byggeledelse, er fagtilsynet efter standardbestemmelsen legitimeret i samme omfang.

Beløbs- og tidsgrænserne kan være fraveget i det konkrete aftalegrundlag. Derfor bør projektorganisationen altid kontrolleres, før man konkluderer, at en rådgiver eller byggeleder havde ret til at bestille et bestemt arbejde.

For ejer- og andelsboligforeninger kommer et yderligere spørgsmål oveni. Den person, der disponerer i byggesagen, skal ikke alene agere inden for entreprisekontrakten. Bestyrelsen skal også holde projektet inden for den bemyndigelse, der følger af vedtægterne og generalforsamlingens beslutning. Læs mere om byggesager i ejer- og andelsboligforeninger.

Skal ekstraarbejder altid fremgå af en underskrevet aftaleseddel?

Nej – men det er et dårligt udgangspunkt først at forsøge at dokumentere ændringen, når arbejdet er udført.

AB 18 opstiller en klar proces for ændringer. Parternes eventuelle krav om ændring af aftalen med hensyn til pris, tid og sikkerhedsstillelse skal snarest muligt fremsættes skriftligt eller på et byggemøde. Hvis den ene part har fremsat et sådant krav, skal den anden part snarest muligt skriftligt meddele, om kravet accepteres, og hvis ikke, skal afslaget begrundes. Parterne skal desuden snarest indgå en skriftlig tillægsaftale om ændringen og dens konsekvenser.

AB 18 bruger altså ikke en “underskrevet aftaleseddel” som det eneste mulige bevis for et ekstraarbejde. Det afgørende er den samlede aftale og dokumentation. Manglende underskrift betyder derfor ikke automatisk, at entreprenøren mister ethvert krav på betaling.

Men dokumentationssituationen bliver normalt vanskeligere, hvis den aftalte procedure ikke er fulgt. Det gælder især, hvis entreprenøren først fremsætter kravet længe efter arbejdets udførelse, hvis ændringen ikke omtales i byggemødereferater, hvis bygherren ikke fik mulighed for at tage stilling til pris eller udførelse, eller hvis dokumentationen hovedsageligt består af entreprenørens egne efterfølgende opgørelser.

Derfor bør både bygherre og entreprenør få ændringen afklaret, mens den sker.

AB 18 giver mulighed for at få afklaret, om et arbejde overhovedet er en ændring

Et særligt nyttigt element i AB 18 § 25 er muligheden for at kræve en konkret stillingtagen til ændringsspørgsmålet.

Hvis den ene part spørger, om et nærmere bestemt arbejde anses for en ændring, der medfører ændringer af pris, tid eller sikkerhedsstillelse, skal den anden part snarest muligt svare skriftligt. Entreprenøren er efter bestemmelsen ikke forpligtet til at sætte det pågældende arbejde i gang, før bygherren har svaret.

Reglen er praktisk vigtig. Den giver mulighed for at få en konflikt frem i lyset, før entreprenøren udfører et arbejde, som parterne senere har helt forskellige opfattelser af.

Det betyder ikke, at ethvert arbejde i et byggeprojekt kan sættes på pause ved blot at kalde det et ekstraarbejde. Men ved en reel uenighed om en konkret ændring giver AB 18 parterne et redskab til at få spørgsmålet afklaret tidligt.

Det er som regel væsentligt billigere end først at føre diskussionen ved slutopgørelsen.

Bygherren skal løbende registrere ændringer

AB 18 lægger ikke hele ansvaret for ændringshåndteringen på entreprenøren. Efter § 25 skal bygherren løbende registrere de ændringer, der kræves, samt de relevante krav, forespørgsler og meddelelser i forbindelse med ændringerne.

Finder entreprenøren fejl i bygherrens registrering, skal entreprenøren reagere snarest muligt.

En velfungerende ændringslog er derfor et meget vigtigt værktøj i større byggesager. Den bør ikke alene indeholde et løbenummer og et beløb, men gøre det muligt at se, hvad ændringen vedrører, hvornår den blev rejst, hvem der krævede den, om prisen er godkendt, hvilken betydning den har for tidsplanen, og om der er andre konsekvenser for aftalegrundlaget.

Det giver både et bedre økonomisk styringsgrundlag under byggeriet og et langt stærkere bevisbillede, hvis parterne senere bliver uenige.

Hvordan fastsættes prisen på et ekstraarbejde?

Prisen afhænger af kontrakten og karakteren af ændringen. Hvis der findes en aftalt enhedspris for det relevante arbejde, indeholder AB 18 § 24 regler om, hvornår ændringen skal reguleres efter denne pris. Er ændringsarbejdet ikke omfattet af reglerne om enhedspriser, er udgangspunktet efter AB 18, at arbejdet udføres som regningsarbejde, medmindre parterne aftaler en anden pris.

Ved regningsarbejde skal regningen efter AB 18 opgøres med nærmere specifikation af arbejdstimer, materialer og materiel. I praksis er det derfor vigtigt at sikre et dokumentationsspor under udførelsen. Arbejdssedler, materialeforbrug, underentreprenørfakturaer og andre samtidige registreringer kan blive centrale, hvis bygherren senere anfægter beløbets størrelse eller rimelighed.

Det er samtidig vigtigt at skelne mellem retten til betaling og størrelsen af betalingen. En entreprenør kan godt have bevist, at et arbejde ligger uden for kontrakten, men stadig stå med en tvist om, hvordan ændringsarbejdet skal prissættes.

Læs også om betaling og sikkerhedsstillelse i byggesager.

Enhedspriser efter AB 18 – hvornår gælder de?

Hvis ændringen vedrører et arbejde, som der er fastsat enhedspris for, skal entreprisesummen efter AB 18 som udgangspunkt reguleres efter enhedsprisen inden for de variationsgrænser, der følger af § 24.

For den enkelte enhedsprissatte post gælder der som udgangspunkt en variationsgrænse på +/- 100 %. Samlet er regulering efter enhedspris for merarbejder efter standardbestemmelsen begrænset til merarbejder svarende til indtil 20 % af entreprisesummen, mens grænsen for mindrearbejder er -10 % af entreprisesummen. Ved enhedsprissat merarbejde, der overstiger grænserne, anvendes enhedsprisen efter AB 18 fortsat, medmindre det godtgøres, at forudsætningerne for enhedsprisen ikke længere er til stede.

Reglerne kan have stor økonomisk betydning, især ved kontrakter med omfattende tilbudslister og mange mængdeposter. En ændring på få enheder og en meget stor mængdeændring er ikke nødvendigvis økonomisk sammenlignelige, selv om arbejdet umiddelbart er det samme.

Derfor bør både enhedspriserne og de forudsætninger, de bygger på, være gennemgået allerede ved entreprisekontraktens indgåelse.

Kan bygherren tage arbejder ud af entreprisen?

Ja, en ændring efter AB 18 kan bestå i, at en allerede aftalt ydelse skal udgå. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at hele den oprindelige pris for arbejdet kan trækkes fra entreprisesummen.

Ved formindskelse af arbejdets omfang følger det af AB 18 § 24, at entreprenøren skal godskrive bygherren de udgifter, som entreprenøren sparer eller burde have sparet som følge af reduktionen, dog højst det beløb, arbejdet er opgjort til i entrepriseaftalen. Reglen betyder blandt andet, at spørgsmålet om entreprenørens mistede dækningsbidrag kan få betydning ved mindrearbejder.

Ved enhedsprissatte arbejder indeholder AB 18 særlige variationsregler, og den konkrete økonomiske virkning afhænger derfor af både aftalegrundlaget, reduktionens størrelse og den måde arbejdet er prissat på.

Det er også vigtigt at skelne mellem en almindelig reduktion af arbejdets omfang og en egentlig afbestilling eller et ophør af projektet. De situationer kan have forskellige juridiske konsekvenser. Læs mere om ophævelse af entreprisekontrakt og om AB-systemets regler på siden om AB 18, ABT 18 og ABR 18.

Kan et ekstraarbejde give entreprenøren ret til mere tid?

Ja. En ændring kan påvirke både økonomien og tidsplanen.

Hvis AB 18 er aftalt, kan bygherrens ændringer efter omstændighederne give entreprenøren ret til tidsfristforlængelse. Men retten til merbetaling og retten til yderligere tid bør ikke behandles som det samme krav.

En entreprenør kan eksempelvis have fået accepteret prisen på en ændring uden nødvendigvis samtidig at have fået accepteret, at afleveringsfristen flyttes. Derfor bør den tidsmæssige konsekvens håndteres samtidig med selve ændringen.

Hvis entreprenøren mener, at ændringen påvirker byggeperioden, bør det fremgå, hvor meget tid der kræves, hvorfor ændringen påvirker tidsplanen, og hvilke aktiviteter der bliver berørt. Ved større sager kan det være nødvendigt at vurdere sammenhængen med hovedtidsplanen og den faktiske kritiske vej gennem projektet.

Læs mere om forsinkelse, tidsfristforlængelse, dagbod og forcering.

Uforudsete forhold er ikke automatisk ekstraarbejder

Når entreprenøren støder på et uventet forhold på byggepladsen, opstår der ofte hurtigt et krav om ekstra betaling. Men det er ikke i sig selv afgørende, at entreprenøren ikke havde forventet forholdet.

Det skal først vurderes, hvem der efter aftalen bærer risikoen for det pågældende forhold. Det kan eksempelvis være relevant at undersøge udbudsmaterialets oplysninger, entreprenørens mulighed for at besigtige forholdene inden tilbuddet, eventuelle forbehold, projektmaterialet og den generelle risikofordeling i kontrakten.

Hvis entreprenøren mener, at forholdet hindrer eller vanskeliggør arbejdet eller nødvendiggør en ændring, skal entreprenøren efter AB 18 reagere snarest muligt og indhente bygherrens stillingtagen. Hvis der ikke er tid til at indhente en anvisning, indeholder AB 18 regler om entreprenørens håndtering af situationer, hvor der skal træffes nødvendige foranstaltninger for at undgå tab.

Det er derfor sjældent tilstrækkeligt bagefter at konstatere: “Det stod ikke på tegningen, så det er ekstraarbejde.”

Spørgsmålet er, hvad entreprenøren kunne forvente efter det samlede aftalegrundlag, og hvordan forholdet blev håndteret, da det blev konstateret.

Hvad hvis ekstraarbejdet skyldes en projekteringsfejl?

Et ekstraarbejde kan være nødvendigt, fordi projektet skal ændres. Men næste spørgsmål er, hvorfor ændringen blev nødvendig.

Hvis årsagen er en fejl eller mangel i projektmaterialet, kan bygherren efter omstændighederne stå med et betalingskrav fra entreprenøren og samtidig et muligt krav mod den rådgiver, der var ansvarlig for projekteringen. Det er to forskellige aftaleforhold, som skal vurderes hver for sig.

Hvis projektet eksempelvis er baseret på AB 18, og projekteringen ligger hos bygherren og dennes rådgiver, kan en projekteringsfejl føre til et ændringskrav fra entreprenøren. Hvis rådgiveraftalen er baseret på ABR 18, kan det samtidig være nødvendigt at vurdere, om rådgiveren har begået en ansvarspådragende fejl, og om der gælder særlige regler om eksempelvis glemte ydelser eller omprojektering.

Ved totalentreprise efter ABT 18 kan projekteringsansvaret i højere grad ligge hos totalentreprenøren, og vurderingen kan derfor være en anden.

Det er derfor vigtigt ikke blot at bogføre et ekstraarbejde som en merudgift. Hvis ændringen skyldes en fejl hos en professionel aktør, kan spørgsmålet om rådgiveransvar og projekteringsfejl være lige så vigtigt som selve entreprenørens betalingskrav.

Byggemødereferater kan blive afgørende bevis

Byggemødereferater er ikke kun praktiske statusdokumenter. I en entreprisetvist kan de blive en central del af bevisførelsen.

Efter AB 18 kan parterne med bindende virkning give og modtage meddelelser på projekterings- og byggemøder. Entreprenøren har samtidig ret til at få sine indsigelser og krav indført i referatet, og bemærkninger til et referat skal fremsættes snarest muligt.

Hvis et referat beskriver en ændring, et betalingskrav, en forsinkelse eller en beslutning forkert, bør den berørte part derfor reagere hurtigt. Et referat, der gennem længere tid står uimodsagt, kan efter omstændighederne få betydelig vægt i den samlede bevisvurdering.

Det betyder ikke, at et byggemødereferat altid er uomstødeligt, eller at et krav automatisk bortfalder, fordi det ikke fremgår af referatet. Men hvis en part senere gør gældende, at der blev indgået en væsentlig aftale, som slet ikke kan genfindes i de samtidige referater eller den øvrige korrespondance, kan bevisførelsen blive væsentligt vanskeligere.

Derfor er det vigtigt at læse referaterne, mens byggesagen står på – ikke først når advokaten får materialet flere år senere.

Ekstraarbejder og slutopgørelsen

Ekstraarbejder skal også håndteres korrekt ved den økonomiske afslutning af entreprisen.

Hvis AB 18 er aftalt, skal entreprenørens endelige og fuldstændige slutopgørelse omfatte entreprenørens tilgodehavender for ekstraarbejder. Når bygherren har modtaget slutopgørelsen, kan entreprenøren som udgangspunkt ikke senere komme med yderligere krav, medmindre der er taget et konkret forbehold.

Der gælder samtidig særlige frister for slutopgørelsen. Hvis entreprenøren ikke fremsender den rettidigt, kan bygherren efter AB 18 give et skriftligt påkrav med en yderligere frist på 10 arbejdsdage. Overskrides også denne frist, kan entreprenøren efter standardreglerne fortabe bestemte krav, herunder krav på ekstraarbejder udført som regningsarbejder samt krav på løn- og prisstigninger.

Det gør det risikabelt at lade en lang række uafklarede aftalesedler og ekstraarbejder ligge til sidst i projektet.

Læs mere om betaling, slutopgørelse og sikkerhedsstillelse.

Fra vores praksis: Millionkrav om ekstraarbejder blev reduceret markant

Betydningen af dokumentation kan ses meget konkret i en voldgiftssag, hvor ØENS Advokatfirma repræsenterede A/B Birkedommergården.

Entreprenøren havde et samlet krav på 2.284.945,90 kr. inkl. moms. Heraf udgjorde kravet på ubetalte ekstraarbejder mere end 1,6 mio. kr. Sagen var baseret på AB Forenklet med tilføjelser, og kontrakten indeholdt en særlig procedure for håndtering af ekstraarbejder.

Under byggeriet var der udarbejdet i alt 108 aftalesedler med en samlet værdi på over 4,6 mio. kr. De tidlige aftalesedler var blevet behandlet løbende, mens en række senere aftalesedler hverken var underskrevet eller fremgik af byggemødereferaterne. Flere blev først gjort gældende efter, at arbejderne var udført.

Entreprenøren fik alene medhold i ekstraarbejder for 54.166,25 kr. inkl. moms. Voldgiftsretten lagde ved flere af de afviste krav vægt på manglende varsling, den aftalte procedure, byggemødereferaterne og den samtidige dokumentation.

Kendelsen betyder ikke, at et ekstraarbejde automatisk er tabt, hvis der ikke findes en underskrevet aftaleseddel. Voldgiftsretten accepterede netop, at et betalingskrav efter omstændighederne kan dokumenteres på anden måde. Men sagen viser meget tydeligt, hvor vanskeligt et krav kan blive at føre, når ændringen ikke er håndteret og dokumenteret, mens byggeriet står på.

Læs hele sagen om A/B Birkedommergården, ekstraarbejder, aftalesedler og morarenter.

Når mindrearbejder bliver til afbestilling

Det er vigtigt at skelne mellem almindelige ændringer af entreprisens omfang og en situation, hvor hele eller væsentlige dele af projektet reelt afbestilles.

AB 18’s ændringsregler giver mulighed for, at ydelser udgår, og § 24 regulerer den økonomiske opgørelse ved formindskelse af arbejdets omfang. Men hvis et projekt ophører mere grundlæggende, kan andre regler og almindelige erstatningsretlige principper blive relevante.

Det så ØENS blandt andet i en sag for A/B Passagerne om et større altanprojekt reguleret af ABT 18. Foreningen afbestilte entreprisen efter betydelige problemer med myndighedsgodkendelsen. Voldgiftsretten fandt ikke, at betingelserne for den påberåbte særlige afbestillingsregel i ABT 18 § 26, stk. 4, var opfyldt, men reducerede entreprenørens økonomiske krav markant. Entreprenøren havde oprindeligt gjort et krav på over 4 mio. kr. gældende, mens det endelige nettobeløb blev 46.627 kr. med procesrente.

Læs sagen om A/B Passagerne og afbestilling af altanprojektet.

Sagen illustrerer, hvorfor “ændring”, “mindrearbejde”, “afbestilling” og “ophævelse” ikke bør bruges som synonymer. Den juridiske kvalifikation kan få direkte betydning for den økonomiske opgørelse.

Når ekstraarbejdet udvikler sig til en entreprisetvist

En tvist om ekstraarbejder handler sjældent kun om ét spørgsmål. Parterne kan være uenige om, hvad der var omfattet af kontrakten, om der overhovedet skete en ændring, hvem der bestilte arbejdet, om personen havde fuldmagt, hvordan arbejdet skulle prissættes, om entreprenøren varslede sit krav, og om ændringen gav ret til mere tid.

Derfor begynder en vurdering normalt med at rekonstruere forløbet. Entreprisekontrakten og de øvrige aftaledokumenter skal sammenholdes med tidslinjen, byggemødereferater, aftalesedler, mails, økonomiopfølgninger, fotos, arbejdsregistreringer og den øvrige samtidige dokumentation.

Hvis AB 18 er aftalt, kan visse tvister om ændringer og ekstra betaling desuden være omfattet af reglerne om hurtig afgørelse. Det kan i nogle sager give mulighed for at få et afgrænset spørgsmål afgjort, mens byggeriet fortsat står på, frem for at vente på en efterfølgende voldgiftssag.

Læs mere om entreprisetvister, hurtig afgørelse og voldgift og om beviser og bevisbyrde i civile tvister.

Sådan hjælper ØENS ved ekstraarbejder og ændringer

Vi hjælper både, før et ændringskrav udvikler sig til en konflikt, og når der allerede ligger et større økonomisk krav på bordet. Det kan være nødvendigt at gennemgå entreprisekontrakten, projektmaterialet, aftalesedler, byggemødereferater, tidsplaner, mails og prisopgørelser for at fastslå, hvad der faktisk var aftalt, og hvordan ændringen blev håndteret.

For bygherren kan opgaven være at vurdere, om arbejdet reelt er ekstra, om det er bestilt af en person med den nødvendige kompetence, om prisen er korrekt, og om der samtidig findes et krav mod en rådgiver. For entreprenøren kan opgaven være at sikre, at ændringskravet varsles og dokumenteres, og at konsekvenserne for både pris og tid håndteres korrekt. Jo tidligere spørgsmålet bliver afklaret, desto bedre mulighed er der normalt for at bevare både dokumentationen og fremdriften i projektet.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i entrepriseret

Advokatfirma

Johan Iversen Møller

Advokat, associeret partner

Advokatfirma

Jakob Holm Hansen

Advokat

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om ekstraarbejder

Hvad koster en retssag i 2026 – og kan forsikring, offentlig retshjælp eller fri proces dække udgifterne?

Økonomien er en vigtig del af enhver beslutning om at føre en retssag. Selv hvis du mener, at du har retten på din side, bør du vide, hvad det kan koste at få sagen afgjort, hvor stor risikoen er for at skulle betale modpartens omkostninger, og om hele eller dele af udgifterne kan dækkes af en retshjælpsforsikring eller gennem reglerne om offentlig retshjælp og fri proces. Der findes ikke én fast pris på en civil retssag.

Omkostningerne afhænger blandt andet af sagens økonomiske værdi, juridiske og faktiske kompleksitet, mængden af dokumenter, behovet for vidner eller sagkyndig bistand, hvor længe sagen varer, og om den afsluttes ved forlig eller går hele vejen til hovedforhandling. Derfor bør økonomien vurderes sammen med selve sagen.

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi private, virksomheder og foreninger med at vurdere både den juridiske position og den økonomiske risiko ved en retssag. Vi undersøger også, om der kan være mulighed for dækning gennem forsikring eller fri proces.

Kontakt en advokat om en civil retssag.

Hvad koster en civil retssag?

De samlede omkostninger ved en retssag kan bestå af flere forskellige poster. Der kan blandt andet være retsafgifter til domstolene, advokatomkostninger og udgifter til bevisførelsen. Hvis sagen eksempelvis kræver syn og skøn, sagkyndige erklæringer eller vidner, kan det påvirke den samlede økonomi væsentligt. Derudover er der risikoen for sagsomkostninger til modparten, hvis sagen tabes. Det er derfor misvisende alene at se på advokatens pris, når økonomien i en civil retssag skal vurderes.

Det relevante spørgsmål er snarere, hvad den samlede procesrisiko er set i forhold til det resultat, du forsøger at opnå.

Hvad er en retsafgift?

Retsafgift er den afgift, der betales til staten i forbindelse med behandlingen af en sag ved domstolene. Når en civil retssag anlægges, skal sagsøger som udgangspunkt betale en retsafgift. For sager uden økonomisk værdi og sager med en økonomisk værdi på højst 100.000 kr. er retsafgiften ved sagens anlæg 750 kr. Har sagen en økonomisk værdi på mere end 100.000 kr., er afgiften ved sagens anlæg som udgangspunkt 1.500 kr. Ved sager med en økonomisk værdi over 100.000 kr. skal der desuden som udgangspunkt betales en yderligere retsafgift, hvis sagen går videre til hovedforhandling eller den skriftlige behandling, der træder i stedet for en hovedforhandling.

Denne afgift afhænger af sagens økonomiske værdi. Det betyder, at retsafgiften i en større civil sag kan blive væsentligt højere end den første afgift, der betales, når sagen anlægges. Hvis du vil vide mere om selve opstarten af sagen, kan du læse vores side om at anlægge en retssag.

Hvem betaler advokaten under retssagen?

Som udgangspunkt betaler hver part løbende sin egen advokat. Advokatens honorar afhænger af den konkrete sag og omfanget af den bistand, der er nødvendig. En forholdsvis enkel sag med få dokumenter og et afgrænset juridisk spørgsmål vil typisk kræve mindre arbejde end en sag med omfattende dokumentation, flere vidner, komplicerede kontraktforhold eller sagkyndig bevisførelse. Hvis sagen løses tidligt ved forhandling, kan omkostningerne også være væsentligt lavere end i en sag, der gennemgår fuld skriftlig forberedelse og hovedforhandling. Hos ØENS drøfter vi derfor også økonomien undervejs i sagen. Nye beviser, processuelle spørgsmål eller ændringer i modpartens position kan påvirke både risikoen og de forventede omkostninger.

Skal taberen betale vinderens advokat?

Udgangspunktet i civile retssager er, at den tabende part skal betale sagsomkostninger til den vindende part. Det betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at vinderen får dækket hele sin faktiske advokatregning. Retten fastsætter et passende beløb til dækning af advokatbistand. Beløbet fastsættes blandt andet under hensyn til sagens karakter, omfang, økonomiske værdi og forløb. Der kan derfor være forskel mellem det beløb, du faktisk betaler din egen advokat, og det beløb retten pålægger modparten at betale til dig, hvis du vinder. Det samme gælder naturligvis den anden vej.

Hvis du taber sagen, kan du både skulle betale din egen advokat og det beløb, retten fastsætter til dækning af modpartens sagsomkostninger.

Det er denne dobbelte økonomiske risiko, der bør indgå i vurderingen, før en sag føres.

Hvad sker der med sagsomkostningerne, hvis begge parter får delvist medhold?

En retssag behøver ikke ende med, at den ene part vinder alt, og den anden taber alt. Hvis begge parter får medhold i dele af sagen, kan retten blandt andet bestemme, at den ene skal betale delvise sagsomkostninger, eller at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden. Resultatet afhænger af, hvor meget de enkelte parter har vundet og tabt, og hvilken betydning de forskellige dele af sagen har haft for dens omfang og omkostninger. Det er derfor også muligt at “vinde” en del af sagen uden nødvendigvis at få alle sine omkostninger dækket.

Hvad hvis sagen afsluttes ved forlig?

Hvis parterne indgår et forlig, kan de også aftale, hvordan sagens omkostninger skal fordeles. Det kan eksempelvis aftales, at hver part bærer egne advokatomkostninger, eller at den ene part betaler et nærmere fastsat beløb til den anden.

Hvis en retssag allerede er anlagt, bør sagsomkostninger derfor være en del af selve forligsforhandlingen. Omkostningerne kan samtidig være en vigtig grund til at overveje et forlig. Hvis parterne eksempelvis er uenige om 150.000 kr., men en fortsat retssag indebærer betydelige omkostninger og procesrisiko for begge sider, kan en aftalt løsning være økonomisk mere attraktiv end at få rettens endelige afgørelse. Læs mere om mulighederne for forlig og forhandling.

Hvad er en retshjælpsforsikring?

En retshjælpsforsikring kan dække en del af udgifterne til visse civile tvister. Retshjælpsforsikringen er ofte en del af en anden forsikring og ikke noget, man nødvendigvis har købt særskilt. For privatpersoner indgår retshjælpsdækning eksempelvis ofte i almindelige indboforsikringer. Dækning kan også være knyttet til andre typer forsikringer afhængigt af tvisten. Virksomheder kan have erhvervsforsikringer med retshjælpsdækning. Det afgørende er imidlertid altid de konkrete forsikringsbetingelser.

At du har en forsikring med retshjælp betyder derfor ikke automatisk, at netop din sag er dækket.

Hvad kan en retshjælpsforsikring betale?

Forsikringen kan, når betingelserne er opfyldt, typisk dække en del af de omkostninger, der er forbundet med retssagen. Det kan blandt andet omfatte advokatomkostninger og visse andre nødvendige udgifter til sagen. Forsikringen har normalt et maksimalt dækningsbeløb og en selvrisiko. Der kan desuden være begrænsninger på, hvilke typer sager der er omfattet. Nogle konflikter falder helt uden for forsikringens dækningsområde. Andre kan først være dækket, når der foreligger en egentlig tvist mellem parterne.

Derfor bør forsikringsbetingelserne gennemgås konkret.

Hvornår foreligger der en tvist?

Retshjælpsforsikringer dækker typisk egentlige tvister. Det betyder grundlæggende, at der skal være en konkret uenighed mellem parterne. Hvis du eksempelvis fremsætter et krav, og modparten afviser kravet, kan der foreligge en tvist. Hvis der derimod endnu ikke er fremsat noget krav eller opstået en egentlig uenighed, vil almindelig juridisk rådgivning ikke nødvendigvis være dækket af retshjælpsforsikringen.

Den præcise afgrænsning følger af det enkelte forsikringsselskabs vilkår. Det kan derfor have betydning, hvordan konflikten har udviklet sig, og hvilken korrespondance der allerede har været mellem parterne.

Hvordan finder jeg ud af, om min forsikring dækker?

Det første skridt er at undersøge dine eksisterende forsikringer. Hvis du er privatperson, vil det ofte være relevant at starte med indboforsikringen. Afhængigt af sagen kan andre forsikringer også være relevante. Hvis du driver virksomhed, bør virksomhedens relevante erhvervsforsikringer gennemgås. Når vi bistår med en retssag, kan vi hjælpe med at identificere, om der kan være en relevant retshjælpsdækning, og med den videre håndtering over for forsikringsselskabet.

Det er en god idé at få afklaret forsikringsspørgsmålet tidligt, fordi forsikringsselskabets dækning og eventuelle vilkår kan få betydning for den videre tilrettelæggelse af sagen.

Hvad er offentlig retshjælp?

Offentlig retshjælp er ikke det samme som retshjælpsforsikring eller fri proces. Offentlig retshjælp er en ordning, hvor staten helt eller delvist betaler for juridisk rådgivning til personer, der opfylder betingelserne. Ordningen findes i forskellige trin.

• Retshjælp på trin 1 består af helt grundlæggende mundtlig rådgivning og ydes blandt andet gennem advokatvagter.
• Trin 2 omfatter mere egentlig juridisk rådgivning og kan blandt andet omfatte hjælp til enkelte skriftlige henvendelser og dokumenter.
• Trin 3 vedrører yderligere rådgivning med henblik på at forsøge at løse en tvist gennem forlig.

Der gælder både økonomiske og saglige betingelser for den offentlige retshjælp på de videre trin.

Hvad koster offentlig retshjælp i 2026?

• På trin 1 er den helt grundlæggende rådgivning gratis.
• For retshjælp på trin 2 udgør det maksimale advokatvederlag i 2026 1.370 kr. inklusive moms. Staten betaler 75 procent, mens den retshjælpssøgende som udgangspunkt selv betaler resten.
• På trin 3 er vederlaget i 2026 3.130 kr. inklusive moms. Her betaler staten og den retshjælpssøgende som udgangspunkt hver halvdelen.

Hvis retshjælpen vedrører en ansøgning om fri proces, betaler staten hele vederlaget inden for ordningens rammer. Satser og indtægtsgrænser reguleres løbende, og de aktuelle forhold bør derfor altid kontrolleres, når der søges.

Kan virksomheder få offentlig retshjælp?

Offentlig retshjælp på trin 2 og 3 kan som udgangspunkt ikke ydes til aktivt erhvervsdrivendes sager af overvejende erhvervsmæssig karakter. En virksomhed, der står med en almindelig erhvervstvist eller kontrakttvist, bør derfor i stedet undersøge sin eventuelle erhvervsretshjælpsforsikring og de øvrige muligheder for finansiering af sagen. Private forhold vurderes anderledes.

Hvad er fri proces?

Fri proces er en ordning, hvor staten betaler en række af de udgifter, der er forbundet med en civil retssag, hvis betingelserne er opfyldt. Formålet er at sikre, at personer med begrænsede økonomiske muligheder ikke alene på grund af økonomien er afskåret fra at få en relevant sag behandlet ved domstolene. Fri proces kan blandt andet medføre, at du fritages for retsafgifter, får beskikket en advokat, som betales af statskassen, og får dækket visse nødvendige udgifter i forbindelse med sagen.

Hvis du taber sagen, indebærer fri proces som udgangspunkt også, at du ikke selv skal betale de sagsomkostninger, du ellers ville blive pålagt at betale til modparten.

Fri proces er derfor væsentligt mere omfattende end almindelig offentlig retshjælp.

Hvem kan få fri proces?

Det er ikke tilstrækkeligt alene at ligge under indtægtsgrænsen. Som udgangspunkt skal du både opfylde de økonomiske betingelser og de øvrige betingelser for fri proces. I mange sager indgår det blandt andet i vurderingen, om du har rimelig grund til at føre sagen. Her kan der blandt andet lægges vægt på sagens betydning for dig, dine muligheder for at få medhold, sagens økonomiske værdi, de forventede omkostninger og muligheden for at få konflikten behandlet gennem et relevant nævn eller andet tvistløsningsorgan. Fri proces er altså ikke en garanti alene på baggrund af en lav indkomst. Sagens karakter og udsigten til at få medhold kan også være afgørende.

Hvad er indtægtsgrænsen for fri proces i 2026?

For ansøgninger om fri proces i 2026 er den almindelige indtægtsgrænse 404.000 kr. for en enlig. Hvis ansøgeren lever i ægteskab eller andet samlivsforhold, er grænsen som udgangspunkt 513.000 kr. for parrets samlede indtægtsgrundlag. Beløbet forhøjes med 70.000 kr. for hvert barn under 18 år, som bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af ansøgeren. Hvis ægtefællerne eller de samlevende har modstående interesser i den konkrete sag, anvendes ansøgerens egen indkomst og grænsen for enlige. Satserne reguleres, og de nævnte beløb gælder derfor for 2026.

Hvilken indkomst bruges ved ansøgning om fri proces?

Ved ansøgninger i 2026 anvendes som udgangspunkt oplysningerne fra årsopgørelsen for 2024. Indtægtsgrundlaget består ikke kun af almindelig lønindkomst. Ved beregningen indgår den personlige indkomst sammen med blandt andet positiv kapitalindkomst, aktieindkomst og visse øvrige indkomsttyper efter de nærmere regler. Hvis din økonomiske situation har ændret sig væsentligt siden den årsopgørelse, der normalt skal anvendes, kan de aktuelle indkomstforhold efter omstændighederne lægges til grund. Det kan eksempelvis være relevant, hvis din indkomst siden er faldet betydeligt.

Kan jeg få fri proces, hvis jeg har en retshjælpsforsikring?

Som udgangspunkt skal en forsikring, der dækker sagen, anvendes først. Du kan derfor normalt ikke få fri proces efter de almindelige regler, hvis du har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostningerne ved sagen. Det er en af grundene til, at forsikringsforholdene bør undersøges tidligt. I særlige situationer kan der efter reglerne være mulighed for dækning fra statskassen af omkostninger, der overstiger forsikringens maksimale dækningsbeløb, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Retshjælpsforsikring og fri proces skal derfor ses i sammenhæng.

Kan jeg selv vælge advokat ved fri proces?

Når der meddeles fri proces, beskikkes der en advokat til at føre sagen. Der kan normalt tages hensyn til dit ønske om en bestemt advokat, hvis den pågældende advokat kan beskikkes i sagen.

Advokatens salær fastsættes af retten og betales af statskassen inden for rammerne af ordningen. Hvis du allerede har en advokat, bør spørgsmålet om fri proces derfor drøftes med advokaten tidligt i forløbet.

Hvor søger man om fri proces?

Det afhænger af sagstypen, om ansøgningen skal behandles af retten eller Civilstyrelsen. I en række sager er det Civilstyrelsen, der træffer afgørelse. I andre tilfælde er det den domstol, som behandler eller skal behandle sagen. Ansøgninger til Civilstyrelsen skal som hovedregel indgives gennem Civilstyrelsens digitale selvbetjeningsløsning. Det er vigtigt at søge i god tid.

En ansøgning til Civilstyrelsen bør indgives så tidligt, at der kan træffes afgørelse, inden retssagen bliver afsluttet ved hovedforhandling eller forlig.

Hvad ser Civilstyrelsen på?

I de sager, hvor Civilstyrelsen skal vurdere, om der er rimelig grund til at føre proces, foretages der en samlet vurdering. Udsigten til at få medhold er central, men det er ikke det eneste forhold. Det kan også have betydning, hvor vigtig sagen er for ansøgeren, hvor stort det økonomiske krav er, hvad sagen forventes at koste, og om der findes en anden egnet måde at få tvisten behandlet på.

Hvis en sag eksempelvis kan behandles i et relevant godkendt klagenævn uden de samme omkostninger som en retssag, kan det have betydning for vurderingen. Fri proces er derfor ikke tænkt som finansiering af enhver juridisk uenighed, men som adgang til domstolsprøvelse, når de samlede betingelser er opfyldt.

Kan virksomheder og foreninger få fri proces?

Fri proces forbindes oftest med privatpersoner, men juridiske personer som eksempelvis selskaber og foreninger kan som udgangspunkt også søge. Vurderingen af deres økonomiske forhold sker imidlertid ikke efter de samme almindelige indkomstgrænser som for privatpersoner. For juridiske personer foretages der en konkret vurdering af, om den juridiske person kan betale sagens omkostninger uden væsentlige afsavn. Her kan blandt andet likvide midler, egenkapital, omsætning og andre økonomiske forhold få betydning. Samtidig gælder der væsentlige begrænsninger i muligheden for fri proces i sager, der udspringer af erhvervsvirksomhed.

Fri proces til en almindelig erhvervstvist vil derfor være undtagelsen og ikke udgangspunktet.

Kan jeg få fri proces til alle civile sager?

Nej. Reglerne om fri proces gælder for sager, der behandles inden for den civile retspleje, men der findes både undtagelser og særlige regler. Fri proces gives eksempelvis ikke på samme måde til administrative sager, der endnu behandles hos en myndighed, eller til almindelige straffesager. I nogle sagstyper gælder desuden særlige regler for, hvem der træffer afgørelse om fri proces og hvilke betingelser der skal være opfyldt.

Det bør derfor altid undersøges konkret, om ordningen kan anvendes i den pågældende sag.

Kan jeg få fri proces, hvis jeg er blevet sagsøgt?

Ja, muligheden for fri proces er ikke forbeholdt den person, der selv ønsker at anlægge en retssag. Hvis du har modtaget en stævning, kan spørgsmålet om forsikringsdækning og fri proces derfor også være relevant. Det er dog vigtigt at reagere på rettens frister, selvom en ansøgning om fri proces eller retshjælpsdækning endnu ikke er færdigbehandlet. En verserende ansøgning bør ikke føre til, at frister i selve retssagen overses.

Hvad hvis sagen behandles efter den forenklede proces?

Sager med en økonomisk værdi på højst 100.000 kr. behandles som udgangspunkt efter reglerne om den forenklede proces, dog med særlige regler blandt andet for boligretssager. Den procesform er indrettet med henblik på, at retten spiller en mere aktiv rolle under forberedelsen, og at omkostningerne kan holdes mere begrænsede. Det betyder også, at reglerne om tilkendelse af advokatomkostninger er tilpasset denne procesform.

Selvom du vinder sagen, skal du derfor ikke forvente, at omfattende faktiske advokatudgifter automatisk bliver dækket af modparten. Det bør indgå i vurderingen af, hvor omfattende advokatbistand der økonomisk giver mening.

Hvem betaler for syn og skøn?

Hvis en part anmoder om et processuelt skridt som eksempelvis syn og skøn, skal parten som udgangspunkt foreløbigt betale de omkostninger, der er forbundet med det. Den endelige fordeling af relevante sagsomkostninger afgøres senere som led i rettens samlede afgørelse om omkostninger. Et syn og skøn kan være afgørende i en teknisk eller fagligt kompliceret sag, men det kan samtidig være en væsentlig omkostning.

Inden sagkyndig bevisførelse iværksættes, bør værdien af den forventede dokumentation derfor holdes op mod både omkostningen og sagens samlede økonomiske værdi.

Bevisførelsen påvirker også økonomien

Jo mere omfattende en sag er, desto større kan omkostningerne blive. Det gælder ikke kun antallet af retsmøder eller advokatens tidsforbrug. Omfanget af dokumenter, vidner, sagkyndige erklæringer og andre beviser påvirker også sagen.

Derfor er det vigtigt at identificere de beviser, der faktisk kan flytte sagen. Hundredvis af siders dokumentation er ikke nødvendigvis bedre end ti relevante sider. En tidlig analyse af beviser og bevisbyrde kan derfor både styrke sagen og begrænse unødvendige omkostninger.

Hvad koster det at anke en dom?

Hvis sagen fortsætter til en højere instans, opstår der nye omkostninger. Der betales retsafgift ved anke, og der kan desuden komme en ny afgift i forbindelse med hovedforhandlingen afhængigt af ankesagens økonomiske værdi.

Advokatens arbejde fortsætter samtidig, og der opstår en ny risiko for at skulle betale sagsomkostninger til modparten. Hvis den part, der anker, ikke opnår nogen ændring af den tidligere afgørelse, betragtes vedkommende som udgangspunkt som den tabende part i appelsagen i forhold til sagsomkostningerne. Det er derfor ikke kun den juridiske mulighed for at anke, der bør vurderes. Det bør også vurderes, om sandsynligheden for et andet resultat står mål med de yderligere omkostninger. Læs mere på vores side om anke og kære.

Kan retshjælpsforsikringen også dække en ankesag?

Det afhænger af forsikringsbetingelserne og det konkrete forløb. Hvis en sag skal ankes, bør forsikringsselskabets dækning derfor afklares på ny eller udvides efter de regler, der gælder for forsikringen. Det samme gælder fri proces. At du har haft fri proces eller forsikringsdækning i første instans betyder ikke nødvendigvis, at enhver efterfølgende appel automatisk er dækket på samme måde. Spørgsmålet bør derfor undersøges, før anken iværksættes.

Retshjælp og fri proces er ikke det samme

Begreberne bliver ofte blandet sammen. En retshjælpsforsikring er en forsikringsdækning, der kan betale en del af omkostningerne ved bestemte tvister. Offentlig retshjælp er statsligt støttet juridisk rådgivning i et mere begrænset omfang. Fri proces er en mere omfattende ordning knyttet til selve retssagen, hvor staten blandt andet kan betale retsafgifter, beskikket advokat og relevante sagsomkostninger, hvis betingelserne er opfyldt. Det er derfor muligt, at én ordning er relevant, mens en anden ikke er.

Undersøg økonomien, før du beslutter dig

En retssag bør ikke vurderes alene ud fra spørgsmålet om, hvem der juridisk har ret. Inden sagen indledes, bør du også vide, hvad du realistisk kan opnå, hvad det forventes at koste at komme dertil, hvilken dokumentation der findes, og hvilken økonomisk risiko du løber, hvis sagen ikke ender som forventet. Hvis dit krav eksempelvis er relativt begrænset, kan en lang og kompliceret retssag være økonomisk uhensigtsmæssig, selvom du har en fornuftig juridisk position. Omvendt kan en sag have så stor økonomisk, personlig eller principiel betydning, at den bør føres, selvom processen indebærer omkostninger.

Derfor bør beslutningen træffes på et oplyst grundlag.

Sådan hjælper ØENS med økonomien i en retssag

Når ØENS Advokatfirma vurderer en potentiel retssag, ser vi ikke alene på juraen. Vi ser også på procesrisikoen og den forventede økonomi. Vi kan blandt andet hjælpe med at vurdere kravets styrke, de relevante beviser, sandsynlige omkostninger, risikoen for at skulle betale modpartens sagsomkostninger og muligheden for at afslutte sagen gennem forhandling eller forlig. For privatpersoner undersøger vi desuden, om der kan være en relevant retshjælpsforsikring, og om betingelserne for offentlig retshjælp eller fri proces kan være opfyldt.

Formålet er, at du så tidligt som muligt ved, hvad sagen kan indebære – juridisk, praktisk og økonomisk.

Tal med en advokat om din retssag og omkostningerne

Er du i tvivl om, hvorvidt det økonomisk giver mening at føre en sag, eller om dine udgifter kan være dækket af en forsikring eller fri proces, hjælper vi med at skabe overblik. Jo tidligere økonomien bliver tænkt ind i strategien, desto bedre er mulighederne for at træffe de rigtige beslutninger undervejs.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i retssager og tvister

Advokatfirma

Søren Saaby Hansen

Advokat (H), partner

Advokatfirma

Thomas Hvas Valentin

Advokat, associeret partner

Advokatfirma

John Kahlke

Advokat (H)

Advokatfirma

Jesper Lett

Advokat (L)

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om omkostninger, retshjælp og fri proces

Når en forretningsmæssig uenighed udvikler sig til en juridisk konflikt, er det vigtigt at få afklaret både rettigheder, risiko og den bedste vej videre.

De fleste virksomheder indgår aftaler hver eneste dag med kunder, leverandører, samarbejdspartnere, distributører, konsulenter og andre virksomheder. Langt de fleste aftaler bliver gennemført uden problemer, men når forventningerne ikke bliver indfriet, kan en almindelig uenighed hurtigt udvikle sig til en erhvervstvist. En samarbejdspartner leverer måske ikke det aftalte, en kunde nægter at betale en faktura, eller en leverance er forsinket eller mangelfuld. Parterne er uenige om, hvad en bestemmelse i kontrakten betyder. Eller et længerevarende samarbejde er brudt sammen, og spørgsmålet er nu, hvem der har ret til at opsige aftalen – og hvem der skal betale regningen. I den situation er det sjældent nok alene at spørge, hvem der har ret.

For en virksomhed bør det også vurderes, hvad konflikten betyder økonomisk og kommercielt, hvor stærk dokumentationen er, hvordan et krav påvirker den fortsatte drift, og om konflikten bedst løses gennem forhandling, forlig, retsmægling, voldgift eller en egentlig retssag.

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi virksomheder med at håndtere erhvervstvister og kontrakttvister fra den første juridiske vurdering til en eventuel retssag. Vi gennemgår aftalen og sagens dokumentation, vurderer krav og indsigelser og hjælper med at lægge en strategi, der tager højde for både juraen og virksomhedens forretningsmæssige interesser.

Kontakt en advokat om en erhvervs- eller kontrakttvist.

Hvad er en erhvervstvist?

En erhvervstvist er en juridisk konflikt, der opstår i forbindelse med en virksomhed eller et erhvervsmæssigt forhold. Mange erhvervstvister udspringer af en kontrakt og er derfor samtidig kontrakttvister. Det kan eksempelvis være en aftale om levering af varer, udførelse af tjenesteydelser, rådgivning, IT-systemer, distribution, samarbejde eller køb og salg af en virksomhed. Andre erhvervstvister kan udspringe af selskabsretlige forhold, ansvar, konkurrence, fast ejendom, entreprise, ansættelse eller andre juridiske relationer. Det afgørende er derfor først at identificere, hvilket juridisk forhold konflikten udspringer af, og hvilke regler og aftaler der regulerer parternes forhold.

Hvis konflikten eksempelvis vedrører virksomhedens ejere indbyrdes, kan du læse mere om ejerkonflikter.

Hvad er en kontrakttvist?

En kontrakttvist opstår, når parterne i en aftale er uenige om deres rettigheder eller forpligtelser. Det kan være klart, at der eksisterer en aftale, men uklart, hvad den betyder. I andre tilfælde er parterne uenige om, hvorvidt der overhovedet blev indgået en bindende aftale, hvilke vilkår der blev accepteret, eller om efterfølgende ændringer blev aftalt.

En kontrakttvist kan eksempelvis handle om pris, betaling, leveringstidspunkt, kvalitet, omfanget af en ydelse, opsigelse, misligholdelse, erstatning, ansvarsbegrænsninger eller retten til at ophæve aftalen. Kontrakten er derfor næsten altid det naturlige udgangspunkt. Men kontrakten står ikke nødvendigvis alene. Afhængigt af aftaletypen kan lovgivning, almindelige obligationsretlige principper, handelsbrug, branchekutymer og parternes tidligere adfærd også få betydning.

Aftalen er udgangspunktet – men ikke altid hele svaret

I erhvervsforhold er der en vid adgang til at aftale, hvilke vilkår der skal gælde mellem parterne. Derfor begynder vores vurdering af en kontrakttvist typisk med selve kontrakten og de dokumenter, der knytter sig til den. Det kan være hovedaftalen, tilbud, ordrebekræftelser, bilag, specifikationer, standardvilkår, service level agreements, ændringsaftaler og efterfølgende korrespondance. Det er ikke usædvanligt, at dokumenterne peger i forskellige retninger. En hovedaftale kan eksempelvis sige ét, mens et bilag indeholder en mere specifik bestemmelse. Parterne kan have ændret leverancen undervejs uden at få ændringen samlet op i en formel tillægsaftale. Eller begge parter kan gennem længere tid have handlet på en bestemt måde, der ikke umiddelbart fremgår af den oprindelige kontrakt. Derfor handler kontraktfortolkning sjældent alene om at læse én enkelt bestemmelse isoleret.

Kan en mundtlig aftale være bindende mellem virksomheder?

Ja. En aftale behøver som udgangspunkt ikke være underskrevet eller skriftlig for at være bindende, medmindre der på det konkrete område gælder særlige formkrav, eller parterne selv har gjort skriftlighed til en betingelse. Det store problem ved mundtlige aftaler er ofte dokumentationen. Hvis den ene part mener, at der blev aftalt én ting, mens den anden husker noget andet, opstår spørgsmålet om, hvad der faktisk kan bevises.

E-mails, sms’er, tilbud, ordrebekræftelser, referater og den måde, parterne efterfølgende har handlet på, kan derfor få stor betydning. Aftaleloven tager blandt andet udgangspunkt i, at tilbud og accept kan skabe bindende aftaler. Men den konkrete vurdering afhænger af hele forløbet omkring aftalens indgåelse.

Hvad betyder misligholdelse af en kontrakt?

Misligholdelse betyder grundlæggende, at en part ikke opfylder sine forpligtelser i overensstemmelse med aftalen. Det kan være åbenlyst. En leverandør leverer slet ikke. En kunde betaler ikke. En samarbejdspartner opsiger aftalen i strid med en aftalt bindingsperiode. Men misligholdelse kan også være mere vanskelig at fastslå. En ydelse kan være leveret, men have en anden kvalitet end forventet. En leverance kan være forsinket, men parterne kan være uenige om, hvorvidt leveringstidspunktet var bindende. En virksomhed kan have opsagt et samarbejde og mene, at den havde ret til det, mens modparten mener, at opsigelsen udgør kontraktbrud.

Det første spørgsmål bliver derfor, hvad parten faktisk var forpligtet til. Derefter skal det vurderes, om forpligtelsen er tilsidesat, hvor væsentlig misligholdelsen er, og hvilke rettigheder den anden part har som følge heraf.

Hvad kan man kræve ved kontraktbrud?

Konsekvenserne af misligholdelse afhænger af aftalen, misligholdelsens karakter og de regler, der gælder for den konkrete kontrakttype. Det kan eksempelvis blive relevant at kræve, at modparten leverer det aftalte, afhjælper en fejl, foretager omlevering, betaler et udestående beløb eller yder erstatning.

I andre situationer kan der være grundlag for et forholdsmæssigt afslag, tilbageholdelse af betaling eller ophævelse af aftalen. Ophævelse er en vidtgående reaktion og kræver som udgangspunkt, at misligholdelsen er væsentlig, medmindre aftalen giver en særlig adgang til ophævelse. Det er derfor vigtigt ikke at ophæve en kontrakt for hurtigt. En uberettiget ophævelse kan i sig selv udgøre misligholdelse og dermed vende situationen, så den part, der mente sig berettiget til at afslutte aftalen, selv bliver mødt med et krav.

Kan virksomheden kræve erstatning?

Misligholdelse af en kontrakt kan efter omstændighederne give ret til erstatning. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt alene at konstatere, at modparten har handlet forkert. Der skal også være et juridisk grundlag for ansvaret og et økonomisk tab, som kan henføres til misligholdelsen. Dokumentationen af tabet er derfor central. Hvis en leverandørs forsinkelse eksempelvis medfører, at virksomheden mister en kunde eller må købe en erstatningsleverance dyrere hos en anden leverandør, kan spørgsmålet blive, om disse ekstraomkostninger eller tab kan kræves erstattet. Her skal blandt andet årsagssammenhængen mellem kontraktbruddet og tabet vurderes.

Kontrakten kan samtidig indeholde bestemmelser, der begrænser ansvaret.

Ansvarsbegrænsninger kan få afgørende betydning

Erhvervskontrakter indeholder ofte ansvarsbegrænsninger. Det kan eksempelvis være et maksimalt samlet erstatningsansvar, en begrænsning knyttet til kontraktens værdi eller en bestemmelse om, at bestemte typer tab ikke erstattes. Begreber som indirekte tab, driftstab, avancetab, følgeskader og tab af data optræder ofte i erhvervskontrakter. Det betyder ikke nødvendigvis, at enhver ansvarsbegrænsning kan anvendes i enhver situation. Bestemmelsen skal fortolkes i den konkrete sammenhæng, og blandt andet misligholdelsens karakter kan få betydning.

Ved større kontrakttvister kan en enkelt ansvarsbestemmelse derfor være afgørende for forskellen mellem et relativt begrænset krav og et meget betydeligt erstatningskrav.

Kontrakten kan indeholde frister, der kræver hurtig reaktion

Hvis virksomheden konstaterer, at en aftale ikke bliver overholdt, bør man ikke vente unødigt med at reagere. Kontrakten kan indeholde konkrete reklamations- eller meddelelsesfrister. Der kan eksempelvis stå, at fejl skal meddeles inden for en bestemt periode, eller at et krav skal fremsættes på en bestemt måde. Også hvor kontrakten ikke indeholder en konkret frist, kan passivitet få betydning.

Hvis en virksomhed gennem længere tid accepterer en bestemt adfærd uden at protestere, kan det efter omstændighederne få betydning for muligheden for senere at gøre et krav gældende.

Det er derfor ofte en god idé at reagere skriftligt og præcist, når et kontraktbrud konstateres. Samtidig bør man undgå forhastede formuleringer, der utilsigtet kan blive opfattet som accept af en ændring, afkald på et krav eller en uberettiget ophævelse.

Hvornår bliver et krav forældet?

Økonomiske krav kan gå tabt ved forældelse. Den almindelige forældelsesfrist er som udgangspunkt tre år. For krav, der opstår ved misligholdelse af en kontrakt, regnes fristen som udgangspunkt fra tidspunktet for misligholdelsen. Der findes imidlertid både særlige forældelsesregler og situationer, hvor fristens begyndelsestidspunkt eller længde bliver anderledes. Derudover skal forældelse ikke forveksles med reklamationsfrister eller passivitet. Et krav kan i nogle situationer være vanskeligt eller umuligt at gøre gældende, selvom den almindelige treårige forældelsesfrist endnu ikke er udløbet. Hvis et ældre kontraktkrav skal håndhæves, bør fristerne derfor afklares tidligt.

Dokumentation kan afgøre en erhvervstvist

Kontrakttvister handler ofte mindst lige så meget om beviser som om kontraktens ordlyd. To virksomheder kan have helt forskellige beskrivelser af, hvad der skete under samarbejdet. Derfor kan materiale fra hele forløbet blive relevant: tilbud, kontrakter, bilag, e-mails, beskeder, mødereferater, fakturaer, projektplaner, leveringsdokumentation, fejlmeldinger og interne notater. Når konflikten opstår, bør virksomheden derfor sikre relevant dokumentation.

Det er samtidig vigtigt at få identificeret, hvad dokumenterne faktisk skal bevise. En stor mængde materiale er ikke nødvendigvis en fordel, hvis det afgørende dokument ikke kan findes eller den juridiske betydning af materialet ikke er klar.

Læs mere om beviser og bevisbyrde i civile retssager.

Hvad hvis parterne er uenige om kvaliteten af en leverance?

Nogle kontrakttvister kan ikke afgøres alene ved at læse dokumenterne. Hvis parterne eksempelvis er uenige om kvaliteten af en teknisk leverance, et byggeri, en installation, et produkt eller andet, der kræver særlig faglig viden, kan sagkyndig bevisførelse blive relevant. I retssager kan det blandt andet ske gennem syn og skøn.

En skønsmand kan eksempelvis blive bedt om at vurdere, om en leverance er fagmæssigt korrekt, hvad en fejl skyldes, hvad det vil koste at udbedre den, eller om den leverede ydelse svarer til det aftalte. Spørgsmålet om sagkyndig bevisførelse bør ofte overvejes tidligt, fordi det kan få stor betydning for både sagens styrke, varighed og omkostninger.

Ubetalte fakturaer – er det inkasso eller en kontrakttvist?

Hvis en kunde blot undlader at betale en ubestridt faktura, kan sagen ofte håndteres som almindelig inkassoinddrivelse. Situationen er anderledes, hvis kunden bestrider betalingskravet. Hvis kunden eksempelvis hævder, at ydelsen var mangelfuld, at prisen ikke var aftalt, at leverancen kom for sent eller at kunden har et modkrav, er sagen ikke længere alene et spørgsmål om at inddrive gælden. Så foreligger der i stedet en egentlig tvist, hvor kravets juridiske grundlag og dokumentationen skal vurderes.

Det er vigtigt at identificere denne forskel tidligt, fordi den påvirker den videre strategi.

Skal man altid gå i retten?

Nej. En af de vigtigste beslutninger i en erhvervstvist er netop, om konflikten bør ende i en retssag. En virksomhed kan have en juridisk stærk sag og samtidig have gode kommercielle grunde til at indgå et forlig. Omvendt kan det være nødvendigt at føre en sag, hvis modparten ikke er villig til at finde en rimelig løsning, eller hvis tvisten har stor økonomisk eller principiel betydning. Før en retssag anlægges, bør virksomhedens juridiske position derfor sammenholdes med sagens økonomi, dokumentationen, tidsforbruget, relationen til modparten og muligheden for faktisk at få et krav betalt. En juridisk sejr har begrænset kommerciel værdi, hvis omkostningerne ved at opnå den overstiger det realistiske resultat.

Forhandling og forlig i erhvervstvister

Mange erhvervstvister bliver løst uden en dom. Det kan være gennem direkte forhandling mellem virksomhederne eller gennem deres advokater. En forhandling kan eksempelvis føre til betaling af en del af et krav, ændrede leveringsvilkår, fortsættelse af samarbejdet på nye betingelser, afslutning af kontrakten eller en samlet økonomisk løsning. Et forlig er ikke nødvendigvis et tegn på, at virksomheden havde en svag sag.

Det kan være en bevidst forretningsmæssig beslutning om at fjerne en risiko og skabe sikkerhed om resultatet. Vi hjælper både med at vurdere, hvornår et forlig er attraktivt, med selve forhandlingen og med at udarbejde en aftale, der afslutter konflikten på klare vilkår. Læs mere om forlig og forhandling.

Retsmægling kan bevare muligheder, en dom ikke kan

Hvis retssagen allerede er anlagt, kan retsmægling være et alternativ til at lade dommeren afgøre sagen. Ved retsmægling forsøger parterne med hjælp fra en neutral retsmægler selv at finde en løsning. Det kan være særligt relevant i erhvervstvister, hvor parterne har en fortsat relation, eller hvor konflikten rækker ud over det spørgsmål, retten kan tage stilling til. En dom kan eksempelvis afgøre, om én virksomhed skal betale den anden 500.000 kr. En forhandlet løsning kan samtidig regulere fremtidige leverancer, nye priser, ændrede samarbejdsvilkår og håndteringen af andre udestående spørgsmål.

Skal sagen afgøres ved domstolene eller voldgift?

Det er ikke nødvendigvis frit for virksomheden at vælge. Erhvervskontrakten kan indeholde en bestemmelse om, hvordan fremtidige tvister skal afgøres. Nogle kontrakter fastslår, at tvister skal behandles ved de almindelige danske domstole. Andre indeholder en voldgiftsklausul. Hvis parterne gyldigt har aftalt voldgift, kan det få afgørende betydning for, hvordan konflikten skal håndteres. Voldgift kan blandt andet være attraktivt i visse erhvervstvister, fordi parterne kan aftale særlige rammer for processen, og behandlingen normalt foregår uden offentlig adgang. Den præcise fortrolighed afhænger dog blandt andet af voldgiftsaftalen, de valgte regler og omstændighederne i sagen. Til gengæld kan voldgift være omkostningstung, og mulighederne for efterfølgende at få kendelsen prøvet er væsentligt mere begrænsede end ved en almindelig domstolssag. Tvistløsningsbestemmelsen bør derfor altid findes frem og gennemgås tidligt i konflikten.

Hvilken domstol skal behandle en erhvervstvist?

Hvis parterne ikke har aftalt voldgift, vil erhvervstvisten typisk kunne behandles som en civil retssag ved domstolene. Kontrakten kan indeholde en værnetingsaftale, der fastlægger, hvilken ret der skal behandle sagen. Hvis der ikke er aftalt værneting, skal den rette domstol findes efter retsplejelovens regler. Nogle erhvervstvister kan på grund af deres karakter høre under Sø- og Handelsrettens område, mens andre skal behandles ved en almindelig byret.

Det konkrete forum bør derfor afklares, før sagen anlægges. Læs mere om forløbet på vores side om civile retssager.

Internationale kontrakttvister

Når aftalen er indgået mellem virksomheder i forskellige lande, opstår der yderligere spørgsmål. Det skal blandt andet afklares, hvilket lands regler der gælder for kontrakten, hvor en eventuel retssag skal føres, og hvordan en dom eller voldgiftskendelse efterfølgende kan håndhæves. Mange internationale kontrakter indeholder derfor både en lovvalgsklausul og en bestemmelse om værneting eller voldgift. Hvis kontrakten eksempelvis fastslår, at dansk ret skal anvendes, betyder det ikke nødvendigvis automatisk, at en retssag også skal føres i Danmark. Lovvalg og værneting er to forskellige spørgsmål. Internationale køb mellem erhvervsdrivende kan desuden efter omstændighederne være omfattet af internationale regelsæt. Ved internationale erhvervstvister bør disse spørgsmål derfor afklares, før virksomheden tager væsentlige processuelle skridt.

Erhvervstvist efter køb eller salg af en virksomhed

Kontrakttvister kan også opstå efter en virksomhedsoverdragelse. Køber kan eksempelvis mene, at oplysninger om virksomheden var forkerte eller ufuldstændige, at en garanti i købsaftalen er brudt, eller at sælger skal holde køber skadesløs for et bestemt forhold. Sælger kan omvendt blive mødt med krav, som efter sælgers opfattelse ligger uden for de aftalte garantier eller er fremsat for sent. Virksomhedsoverdragelsesaftaler indeholder ofte detaljerede bestemmelser om garantier, reklamationsfrister, ansvarsbegrænsninger og proceduren for at fremsætte krav. Derfor vil kontraktens konkrete claim-bestemmelser ofte få afgørende betydning. Læs mere om køb og salg af virksomhed.

Den kommercielle relation bør indgå i strategien

Erhvervstvister adskiller sig på ét vigtigt punkt fra mange andre civile konflikter: Parterne kan samtidig være afhængige af hinanden. Modparten kan være virksomhedens største kunde, en central leverandør eller en samarbejdspartner, som det vil være dyrt eller vanskeligt at erstatte. Derfor kan den juridisk mest aggressive løsning være den forretningsmæssigt dårligste.

I andre situationer er det modsatte tilfældet. Hvis en kontrakt løbende påfører virksomheden betydelige tab, eller modparten gentagne gange tilsidesætter sine forpligtelser, kan det være nødvendigt at reagere hurtigt og konsekvent. Den juridiske strategi bør derfor udvikles sammen med den kommercielle.

Hvis virksomheden modtager en stævning

Hvis modparten allerede har anlagt sagen, bør virksomheden reagere hurtigt. En stævning indeholder modpartens krav og grundlaget for kravet, og retten vil fastsætte en frist for virksomhedens reaktion. Det første skridt er normalt at få samlet kontrakten, korrespondancen og den øvrige centrale dokumentation og identificere, hvilke dele af modpartens fremstilling virksomheden er enig og uenig i.

Samtidig bør eventuelle modkrav overvejes. Læs mere om, hvad der sker, når virksomheden har modtaget en stævning.

Hvis sagen allerede er afgjort

En dom er ikke nødvendigvis det sidste skridt. Afhængigt af sagens værdi, hvilken domstol der har truffet afgørelsen og de konkrete appelregler kan det være muligt at få afgørelsen prøvet af en højere instans. Det bør dog altid vurderes, om der er et reelt grundlag for at opnå et andet resultat, og om en ankesag står mål med sagens økonomiske og kommercielle betydning. Der gælder samtidig korte frister. Læs mere om anke og kære i civile retssager.

Sådan hjælper ØENS med erhvervs- og kontrakttvister

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi virksomheder gennem hele tvistens forløb. Vi starter typisk med at skabe overblik over kontrakten, det faktiske hændelsesforløb og dokumentationen. Herefter vurderer vi virksomhedens juridiske position, modpartens mulige argumenter, økonomien i sagen og de forskellige muligheder for at løse konflikten. I nogle sager er næste skridt et juridisk begrundet krav eller svar til modparten. I andre bør der indledes forhandlinger med henblik på et forlig. Hvis konflikten ikke kan løses, kan vi føre sagen videre ved de almindelige domstole eller ved voldgift, når det følger af aftalen eller er den relevante tvistløsningsform. Vores rådgivning tager ikke alene udgangspunkt i, hvad der juridisk kan kræves. Vi ser også på, hvad virksomheden ønsker at opnå, og hvilken løsning der samlet set giver bedst mening.

Tal med en advokat om en erhvervs- eller kontrakttvist

Jo tidligere en erhvervstvist bliver vurderet juridisk, desto bedre er mulighederne ofte for at bevare dokumentation, overholde relevante frister og påvirke konfliktens videre udvikling. Hvis din virksomhed er blevet mødt med et krav, mener at en samarbejdspartner har misligholdt en aftale eller står over for en konflikt om en kontrakt, hjælper vi med at skabe overblik over rettigheder, risiko og næste skridt.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i retssager og tvister

Advokatfirma

Søren Saaby Hansen

Advokat (H), partner

Advokatfirma

Thomas Hvas Valentin

Advokat, associeret partner

Advokatfirma

John Kahlke

Advokat (H)

Advokatfirma

Jesper Lett

Advokat (L)

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om erhvervstvister og kontrakttvister

Civile retssager om mindre krav behandles ofte efter særlige regler, der skal gøre sagen enklere, hurtigere og mindre omkostningstung.

Hvis du vil kræve et mindre beløb af en anden person eller virksomhed – eller selv er blevet mødt med et krav – kan sagen blive behandlet efter reglerne om den forenklede proces. Den forenklede proces er en særlig måde at behandle civile retssager på. Processen blev tidligere ofte omtalt som småsagsprocessen og er indrettet, så retten spiller en mere aktiv rolle under sagens forberedelse. Formålet er blandt andet, at parterne i højere grad skal kunne føre sagen uden omfattende advokatbistand.

Det betyder imidlertid ikke, at selve tvisten nødvendigvis er enkel. En sag om 40.000 kr. kan juridisk eller bevismæssigt være vanskelig, selvom beløbet er relativt begrænset. Det kan eksempelvis være uklart, hvad parterne har aftalt, om en ydelse er mangelfuld, hvem der har bevisbyrden, eller hvilket økonomisk tab der faktisk kan kræves erstattet.

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi både private, virksomheder og foreninger med sager, der behandles efter den forenklede proces. Vi kan blandt andet vurdere kravet og beviserne, hjælpe med at anlægge eller besvare sagen, rådgive under forberedelsen og repræsentere dig ved hovedforhandlingen.

Kontakt en advokat om din civile retssag.

Hvad er den forenklede proces?

Den forenklede proces er en særlig procesform for visse civile sager ved byretten. Reglerne findes i retsplejelovens kapitel 39 og adskiller sig på flere punkter fra reglerne for en almindelig civil retssag. Den væsentligste forskel er, at retten har en mere aktiv rolle i forberedelsen af sagen. Retten hjælper med at få klarlagt, hvad parterne er enige og uenige om, hvilke juridisk relevante spørgsmål sagen indeholder, og hvilke beviser der skal føres.

Det er dog fortsat parterne, der kommer med deres krav, oplysninger og dokumentation. Dommeren fungerer ikke som advokat for nogen af parterne og kan ikke rådgive den ene part om, hvordan vedkommende bedst muligt bør føre sin sag. Derfor kan advokatbistand stadig være relevant – også selvom sagen behandles efter den forenklede proces.

Hvornår bliver en sag behandlet efter den forenklede proces?

Som udgangspunkt anvendes den forenklede proces ved civile sager i byretten, hvor kravet har en økonomisk værdi på højst 100.000 kr. For boligretssager gælder en lavere beløbsgrænse på 50.000 kr. Reglerne omfatter desuden som udgangspunkt krav, der ikke har en økonomisk værdi, medmindre sagen er omfattet af særlige undtagelser. Det er sagens værdi, der er afgørende – ikke nødvendigvis det beløb, som parterne oprindeligt var uenige om.

Hvis sagsøger eksempelvis kræver betaling af 75.000 kr., vil sagen som udgangspunkt blive behandlet efter den forenklede proces. Kræver sagsøger derimod 150.000 kr., vil sagen som udgangspunkt blive behandlet efter reglerne om almindelige civile retssager.

Hvordan beregnes sagens værdi?

Sagens værdi fastsættes som udgangspunkt på baggrund af den påstand, der fremgår af stævningen. Hvis sagsøger kræver, at sagsøgte skal betale 80.000 kr., er sagens værdi derfor som udgangspunkt 80.000 kr. Renter og sagsomkostninger regnes ikke med ved fastsættelsen af sagens værdi. Hvis sagen indeholder flere krav mellem de samme parter, skal kravene som udgangspunkt lægges sammen. Det betyder, at man ikke nødvendigvis kan få en sag behandlet efter den forenklede proces ved at opdele et samlet krav i flere mindre krav.

Det er derfor vigtigt allerede inden en retssag anlægges at få afklaret, hvad der konkret skal kræves, hvordan kravet skal opgøres, og hvilken procesform sagen forventes at følge.

Den forenklede proces blev tidligere kaldt småsagsprocessen

Du kan stadig møde betegnelser som småsag, småsagsproces og småsagsreglerne. Det skyldes, at retsplejelovens kapitel 39 tidligere blev betegnet som reglerne om behandling af sager om mindre krav. I 2024 blev beløbsgrænsen forhøjet, og betegnelsen blev ændret til “den forenklede proces”. Den nuværende beløbsgrænse er som udgangspunkt 100.000 kr., mens den for boligretssager er 50.000 kr.

Når ældre hjemmesider eller dokumenter omtaler småsagsprocessen, vil der derfor typisk være tale om den procesform, der i dag kaldes den forenklede proces.

Kan en sag på mere end 100.000 kr. behandles efter den forenklede proces?

Ja, det kan efter omstændighederne lade sig gøre. Når en tvist allerede er opstået, kan parterne aftale, at reglerne om den forenklede proces skal anvendes, selvom sagens økonomiske værdi overstiger den almindelige beløbsgrænse. Mellem erhvervsdrivende kan en aftale om anvendelse af den forenklede proces i visse tilfælde også være indgået, før den konkrete tvist opstod. Om det er hensigtsmæssigt, afhænger imidlertid af sagen.

Hvis tvisten har en betydelig økonomisk værdi, indeholder komplicerede juridiske spørgsmål eller kræver omfattende bevisførelse, vil den almindelige civile proces ofte give bedre rammer for behandlingen.

Kan en sag under 100.000 kr. behandles som en almindelig retssag?

Ja. Selvom en sag efter sin økonomiske værdi hører under den forenklede proces, kan retten bestemme, at den i stedet skal behandles efter de almindelige regler for civile retssager. Det kan blandt andet være relevant, hvis sagen indeholder komplicerede faktiske eller juridiske spørgsmål, eller hvis sagen har en særlig betydning for en part, som rækker ud over selve det økonomiske krav. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis afgørelsen får væsentlig betydning for et længerevarende kontraktforhold, en virksomheds fremtidige praksis eller andre forhold, som ikke alene kan opgøres i kroner og øre.

Behovet for omfattende sagkyndig bevisførelse kan også tale for, at sagen bør behandles efter de almindelige regler. Parterne kan desuden efter tvistens opståen aftale, at en sag, der ellers er omfattet af den forenklede proces, ikke skal behandles efter disse regler.

Hvordan starter den forenklede proces?

Sagen anlægges som udgangspunkt digitalt på minretssag.dk på samme måde som andre civile retssager. Sagsøger skal blandt andet oplyse, hvem kravet rettes imod, hvad sagsøger ønsker, at retten skal dømme modparten til, og hvilke faktiske og juridiske forhold kravet bygger på. Selvom processen er forenklet, bør stævningen derfor stadig gøre det muligt at forstå:

• hvad tvisten handler om, hvad sagsøger kræver, hvorfor kravet efter sagsøgers opfattelse består, og hvilken dokumentation der understøtter det.

Hvis du overvejer at starte sagen, kan du læse mere på vores side om at anlægge en civil retssag.

Hvad sker der, hvis jeg modtager en stævning?

Hvis du bliver sagsøgt i en sag, der skal behandles efter den forenklede proces, skal du reagere på sagen inden de frister, retten fastsætter. Du bør ikke ignorere sagen, fordi kravet er relativt lille eller processen betegnes som forenklet. Hvis du ikke reagerer, kan det få processuelle konsekvenser og i sidste ende føre til, at retten afsiger dom på det foreliggende grundlag.

Det første skridt bør derfor være at gennemgå:

• hvad modparten kræver, hvad kravet bygger på, hvilke dele du er enig eller uenig i, og hvilke dokumenter eller andre beviser der understøtter din position.

Læs mere om, hvad du bør gøre, hvis du har modtaget en stævning.

Retten har en mere aktiv rolle under forberedelsen

En af de vigtigste forskelle mellem den almindelige civile proces og den forenklede proces er rettens rolle.

• I almindelige civile retssager er det i vidt omfang parterne og deres advokater, der gennem processkrifter afgrænser sagen, udveksler argumenter og tilrettelægger bevisførelsen.
• I den forenklede proces forestår retten i højere grad forberedelsen.

Retten søger blandt andet at få afklaret, hvilke faktiske omstændigheder parterne er enige om, hvad de konkret er uenige om, hvilke spørgsmål retten skal afgøre, og hvilken bevisførelse der er nødvendig. Retten kan indkalde parterne til et møde under forberedelsen. Sådanne møder kan blandt andet bruges til at få sagen afgrænset og planlægge det videre forløb. Den mere aktive dommerrolle er en væsentlig del af årsagen til, at processen kan gennemføres med mindre omfattende skriftlig forberedelse end en almindelig civil retssag.

Behøver jeg en advokat i den forenklede proces?

Der er som udgangspunkt ikke krav om, at du skal have en advokat. Den forenklede proces er netop indrettet med henblik på, at private og virksomheder i højere grad skal kunne føre sagen selv. Det betyder imidlertid ikke, at advokatbistand aldrig giver mening.

Retten kan hjælpe med at strukturere og forberede sagen, men retten kan ikke være din juridiske rådgiver. Dommeren kan eksempelvis ikke rådgive dig om, hvilke juridiske indsigelser der strategisk bør fremføres, hvor stærkt dit krav er, om du bør acceptere et forlig, eller hvordan bestemte dokumenter bør vurderes juridisk. En advokat kan derfor blandt andet hjælpe med at vurdere sagens juridiske grundlag, identificere de afgørende beviser og spørgsmål om bevisbyrde, opgøre kravet korrekt og forberede sagen til hovedforhandlingen. Det kan også være relevant alene at bruge en advokat til bestemte dele af sagen.

Advokatens rolle kan være anderledes end i en almindelig civil retssag

Fordi retten har en mere aktiv rolle i forberedelsen, vil advokatens arbejde i en sag under den forenklede proces ofte være anderledes end i større civile retssager. Der er typisk mindre behov for lange processkrifter og omfattende skriftlig procedure. Til gengæld kan det være afgørende at få identificeret sagens centrale juridiske spørgsmål tidligt. Det kan eksempelvis handle om, hvorvidt der overhovedet eksisterer et krav, om kravet er forældet, hvad en aftale skal forstås som, om der er reklameret rettidigt, om en ydelse er mangelfuld, eller om et påstået tab er tilstrækkeligt dokumenteret.

Det samme gælder beviserne. En sag bliver ikke bedre af, at der uploades hundredvis af sider til minretssag.dk, hvis de afgørende dokumenter drukner i materialet. En effektiv juridisk gennemgang kan derfor også i den forenklede proces være med til at skære sagen ind til det, retten faktisk skal tage stilling til.

Hvilke beviser kan bruges?

Dokumenter, e-mails, sms’er, fakturaer, fotos, vidner og andre almindelige beviser kan også anvendes i den forenklede proces. Bevisførelsen kræver imidlertid rettens tilladelse. Retten tillader bevisførelsen, når det må antages, at beviset har betydning for sagen. Formålet er blandt andet at undgå omfattende bevisførelse om spørgsmål, som ikke er relevante for afgørelsen.

Hvis du ønsker at føre et vidne, bør det derfor kunne forklares, hvad vidnet forventes at kunne belyse. Det samme gælder dokumenter og sagkyndige oplysninger. Du kan læse mere om beviser og bevisbyrde i civile retssager.

Kan man bruge syn og skøn i den forenklede proces?

Sager under den forenklede proces kan også indeholde tekniske eller faglige spørgsmål.

Reglerne giver mulighed for, at retten kan indhente sagkyndig oplysning ved at stille skriftlige spørgsmål til en sagkyndig person eller organisation.

Den fremgangsmåde er enklere end et traditionelt syn og skøn.

Hvis sagen kræver et mere omfattende syn og skøn med komplicerede spørgsmål, besigtigelser og omfattende sagkyndig bevisførelse, kan det være et tegn på, at sagen ikke egner sig til den forenklede proces.

I den situation kan spørgsmålet om overgang til almindelig civil proces blive relevant.

Kan parterne indgå forlig?

Ja. Parterne kan indgå forlig både før og under en sag i den forenklede proces. At en retssag allerede er anlagt, betyder derfor ikke, at konflikten nødvendigvis skal ende med en dom. Tværtimod kan den økonomiske størrelse af sager under den forenklede proces gøre det særlig vigtigt at holde omkostningerne op mod det beløb, der er uenighed om. En sag om eksempelvis 35.000 kr. bør ikke automatisk føres til dom, hvis der kan opnås en fornuftig løsning gennem forlig og forhandling.

Et godt forlig behøver ikke betyde, at en part opgiver sin juridiske position. Det kan være en kommerciel eller praktisk løsning, hvor risiko, tidsforbrug og omkostninger indgår i vurderingen.

Kan man bruge retsmægling i den forenklede proces?

Retsmægling kan også være relevant i sager om mindre økonomiske krav. Ved retsmægling forsøger parterne med bistand fra en retsmægler selv at finde en løsning på konflikten. Det kan især være interessant, hvis parterne fortsat skal have en relation efter sagen, eller hvis konflikten indeholder flere spørgsmål end det konkrete krav, retten ellers skal tage stilling til. En dom afgør som udgangspunkt den juridiske tvist, der er indbragt for retten. Et forlig kan i højere grad tilpasses parternes samlede situation.

Hvordan foregår hovedforhandlingen?

Hvis sagen ikke bliver afsluttet under forberedelsen eller ved et forlig, går den videre til hovedforhandling. Her møder parterne i retten og får mulighed for at forklare deres syn på sagen. Eventuelle vidner bliver afhørt, dokumenter og øvrige relevante beviser gennemgås, og parterne får mulighed for at argumentere for det resultat, de mener, retten skal nå frem til. Selvom processen er forenklet, er hovedforhandlingen stadig en rigtig retssag.

Retten skal på baggrund af lovgivningen, parternes argumenter og de fremlagte beviser tage stilling til, hvem der har ret. Det er derfor vigtigt at være godt forberedt på, hvilke spørgsmål der er afgørende, hvad dokumenterne viser, hvilke spørgsmål du selv kan blive stillet, og hvilke juridiske argumenter der understøtter din position.

Hvem betaler sagsomkostningerne?

Reglerne om sagsomkostninger gælder også i den forenklede proces. Udgangspunktet i civile retssager er, at den part, der taber sagen, kan blive pålagt at betale et beløb til dækning af den vindende parts sagsomkostninger. Der er imidlertid væsentlige begrænsninger på, hvor meget der tilkendes til dækning af advokatbistand i den forenklede proces. Systemet er netop indrettet ud fra en forudsætning om, at parterne normalt ikke skal have behov for omfattende advokatbistand under sagens forberedelse.

Det betyder, at du ikke bør gå ud fra, at alle dine faktiske udgifter til en advokat bliver dækket af modparten, selvom du vinder sagen.

Det er derfor særlig vigtigt at holde advokatomkostningerne op mod sagens værdi og den økonomiske risiko. Hos ØENS drøfter vi dette med dig fra starten, så bistanden kan tilpasses den konkrete sag.

Hvad koster det at anlægge en sag efter den forenklede proces?

Ved anlæg af en civil retssag, der ikke har økonomisk værdi eller har en økonomisk værdi på højst 100.000 kr., er retsafgiften som udgangspunkt 750 kr. (2026). Retsafgiften er dog kun én del af den samlede økonomi. Der kan også være udgifter til eksempelvis advokatbistand, sagkyndige vurderinger, vidner eller anden bevisførelse.

Hvis du taber sagen, kan du desuden blive pålagt at betale sagsomkostninger til modparten. Inden en sag anlægges, bør vurderingen derfor ikke alene være: “Har jeg ret?” Det bør også vurderes, hvor stærk dokumentationen er, hvor stor risikoen er for at tabe, hvad sagen vil koste at gennemføre, og om det økonomisk giver mening at føre den.

Retshjælpsforsikring og fri proces

I nogle civile retssager kan en retshjælpsforsikring dække en del af udgifterne til advokatbistand og andre omkostninger. Retshjælpsdækning kan blandt andet være knyttet til private indboforsikringer og visse erhvervsforsikringer. Forsikringens vilkår, selvrisiko og dækningsmaksimum varierer. Privatpersoner kan i visse situationer også være berettigede til fri proces, hvis de økonomiske og øvrige betingelser er opfyldt.

Det skal vurderes konkret, om retshjælpsforsikring eller fri proces kan anvendes i den pågældende sag.

Kan en dom i den forenklede proces ankes?

At sagen er blevet behandlet efter den forenklede proces betyder ikke i sig selv, at dommen ikke kan ankes. Muligheden for at anke afhænger blandt andet af sagens økonomiske værdi. For byretsdomme om økonomiske krav med en værdi på højst 50.000 kr. kræves som udgangspunkt tilladelse fra Procesbevillingsnævnet for at få sagen behandlet af landsretten. Der er altså forskel på beløbsgrænsen for, hvornår en sag behandles efter den forenklede proces, og beløbsgrænsen for fri adgang til at anke en byretsdom. En civil sag på eksempelvis 75.000 kr. vil som udgangspunkt blive behandlet efter den forenklede proces i byretten, men ligger over den almindelige 50.000 kr.-grænse for krav om Procesbevillingsnævnets tilladelse ved anke.

Læs mere om regler, frister og Procesbevillingsnævnet på vores side om anke og kære i civile retssager.

Er den forenklede proces altid den billigste løsning?

Ikke nødvendigvis. Procesformen er udviklet med henblik på at begrænse omfanget og omkostningerne ved mindre civile retssager. Men den samlede økonomi afhænger stadig af den konkrete konflikt. Hvis sagen kræver omfattende dokumentgennemgang, flere vidner, tekniske undersøgelser eller betydelig juridisk rådgivning, kan omkostningerne vokse i forhold til det beløb, sagen handler om. Det er derfor vigtigt at anlægge et økonomisk perspektiv på sagen fra begyndelsen.

I nogle situationer er en retssag nødvendig. I andre kan det være mere fordelagtigt at forsøge at løse konflikten gennem forhandling eller et kompromis.

Sådan hjælper ØENS i sager efter den forenklede proces

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi både sagsøgere og sagsøgte med sager, der behandles efter den forenklede proces. Vi kan hjælpe allerede inden sagen anlægges ved at vurdere det juridiske grundlag, dokumentationen, modpartens forventelige indsigelser, procesrisikoen og sagens økonomi. Hvis du har modtaget en stævning, kan vi gennemgå kravet og hjælpe med at formulere dine indsigelser og samle den dokumentation, der er nødvendig. Under den videre proces kan vi rådgive om beviser, forligsmuligheder, sagkyndige spørgsmål og forberedelsen af hovedforhandlingen. Vi kan også repræsentere dig ved selve hovedforhandlingen.

Hvor omfattende bistand der giver mening, afhænger af sagen. I nogle tilfælde er fuld repræsentation relevant. I andre vil en mere afgrænset juridisk gennemgang eller hjælp til bestemte dele af processen være den bedste løsning.

Tal med en advokat om den forenklede proces

Selvom reglerne skal gøre mindre civile retssager lettere at gennemføre, kan konsekvenserne af sagen være væsentlige. En tidlig vurdering kan være med til at afklare, om kravet juridisk holder, hvilke beviser der bliver afgørende, hvad sagen realistisk kan koste, og om en retssag overhovedet er den bedste vej. Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi private, virksomheder og foreninger med at vurdere og føre civile sager efter både den forenklede og den almindelige proces.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i retssager og tvister

Advokatfirma

Søren Saaby Hansen

Advokat (H), partner

Advokatfirma

Thomas Hvas Valentin

Advokat, associeret partner

Advokatfirma

John Kahlke

Advokat (H)

Advokatfirma

Jesper Lett

Advokat (L)

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om den forenklede proces

En dom eller kendelse er ikke nødvendigvis det sidste ord. Men muligheden for at få en afgørelse prøvet igen afhænger både af, hvilken afgørelse retten har truffet, sagens værdi og de relevante frister.

Hvis du netop har modtaget en dom, som du er utilfreds med, er det naturligt at overveje, om sagen bør ankes. Det samme gælder, hvis retten under en retssag har truffet en kendelse eller beslutning, som får væsentlig betydning for sagens videre forløb. At være uenig med retten er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at det giver mening at gå videre. Før en afgørelse indbringes for en højere instans, bør det vurderes, hvad retten har lagt vægt på, hvor der eventuelt kan være fejl i den juridiske vurdering eller bevisbedømmelsen, og hvor realistisk det er at opnå et andet resultat. Samtidig gælder der korte frister. Den almindelige ankefrist i civile sager er fire uger fra dommens afsigelse, mens fristen for kære som udgangspunkt er to uger fra den dag, afgørelsen blev truffet.

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi private, virksomheder og foreninger med at vurdere domme, kendelser og beslutninger og med at afgøre, om der er grundlag for at gå videre med sagen. Vi bistår både med ankesager, kæresager og ansøgninger til Procesbevillingsnævnet og kan overtage sagen, uanset om vi har ført den i første instans.

Kontakt en advokat om anke eller kære.

Hvad er forskellen på anke og kære?

Anke og kære er begge måder at få en retsafgørelse prøvet af en højere domstol på, men de anvendes ikke til de samme typer afgørelser. Anke bruges som udgangspunkt, når en part ønsker at få prøvet en dom. Hvis en civil retssag eksempelvis er blevet afgjort ved byretten, kan dommen efter reglerne om anke indbringes for landsretten, hvis betingelserne er opfyldt. Kære vedrører derimod typisk kendelser og beslutninger. Det kan være processuelle afgørelser, som retten træffer under en sag, eller visse særskilte afgørelser om eksempelvis sagsomkostninger.

Det er derfor afgørelsens karakter – og ikke blot dens overskrift – der er afgørende for, hvordan den kan indbringes for en højere instans. I nogle situationer gælder der desuden særlige regler om, at en afgørelse kun kan indbringes med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Kan en dom fra byretten ankes?

Domme afsagt af en byret kan som udgangspunkt ankes til den landsret, som byretten hører under. Landsretten får dermed mulighed for at prøve sagen på ny inden for rammerne af anken. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at hele sagen starter forfra.

Når vi vurderer en mulig anke, gennemgår vi derfor først dommens resultat og begrundelse sammen med det materiale, der blev fremlagt i byretten. Det er vigtigt at identificere, præcis hvilke dele af dommen der ønskes ændret, og hvorfor landsretten bør nå frem til et andet resultat. En anke kan blandt andet angå rettens juridiske vurdering, fortolkningen af en aftale eller retsregel, vurderingen af sagens faktiske omstændigheder eller den måde, retten har vurderet beviserne og bevisbyrden på.

Anke kan efter reglerne føre til, at dommen ændres, ophæves eller efter omstændighederne hjemvises til fornyet behandling.

Hvad er ankefristen?

Den almindelige ankefrist i civile sager er fire uger fra dommens afsigelse. Fristen løber altså som udgangspunkt fra den dag, dommen bliver afsagt – ikke fra den dag, du får tid til at læse dommen grundigt, eller fra den dag, du beslutter dig for at reagere. Det er derfor vigtigt at handle hurtigt, hvis en dom overvejes anket. En anke iværksættes ved indlevering af en ankestævning. Ankestævningen skal blandt andet gøre det klart, hvilken afgørelse der ankes, hvilket resultat appellanten ønsker i stedet, og på hvilket grundlag dommen ønskes ændret.

Hvis ankefristen overskrides, vil anken som udgangspunkt blive afvist. Der findes en begrænset mulighed for, at en for sen anke undtagelsesvis kan tillades, men det bør aldrig være en strategi at basere sig på denne mulighed. Har du netop modtaget en dom, anbefaler vi derfor, at spørgsmålet om anke bliver vurderet i god tid inden fristens udløb.

Kan alle byretsdomme ankes til landsretten?

Nej. Sagens økonomiske værdi kan have afgørende betydning. Hvis sagen efter påstanden angår et krav med en økonomisk værdi på højst 50.000 kr., kan en dom fra byretten som udgangspunkt kun ankes til landsretten, hvis Procesbevillingsnævnet giver tilladelse. Det er altså ikke tilstrækkeligt blot at indlevere en almindelig ankestævning. Procesbevillingsnævnet kan blandt andet give tilladelse, hvis sagen er af principiel karakter, eller hvis særlige grunde i øvrigt taler for, at sagen bør prøves af landsretten.

At en part mener, at byretten er nået frem til det forkerte resultat, medfører derfor ikke automatisk, at der gives tilladelse. Der gælder også en frist på fire uger fra dommens afsigelse for at søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse. Derfor bør spørgsmålet om både dommens indhold, sagens værdi og behovet for en ansøgning til Procesbevillingsnævnet afklares hurtigt.

Hvornår bør man anke en dom?

Det vigtigste spørgsmål er ikke alene, om en dom kan ankes, men om den bør ankes. En ankesag betyder yderligere tidsforbrug, advokatomkostninger og risiko for nye sagsomkostninger. Hvis landsretten stadfæster byrettens dom, kan den part, der har anket, derfor ende med både det oprindelige resultat og yderligere omkostninger. Omvendt kan en anke være relevant, hvis der er konkrete holdepunkter for, at dommens resultat kan ændres.

Vi ser blandt andet på dommens præmisser, den juridiske argumentation, beviserne, eventuelle uoverensstemmelser mellem beviserne og rettens konklusion, muligheden for yderligere relevant bevisførelse, sagens økonomiske betydning og konsekvenserne af både at acceptere og udfordre afgørelsen. Vurderingen minder på flere måder om de overvejelser, der bør foretages, før en retssag anlægges. En juridisk mulighed bør ikke stå alene. Procesrisiko, omkostninger og det realistisk opnåelige resultat skal også indgå.

En ankesag er ikke bare en ny chance for at føre den samme sag

Når en dom ankes, bliver det vigtigt at identificere, hvorfor resultatet bør være et andet. Det er sjældent tilstrækkeligt blot at gentage den argumentation, som allerede blev fremlagt for byretten. Ankestævningen og den efterfølgende behandling bør målrettes de dele af dommen, hvor appellanten mener, at byretten har vurderet sagen forkert. Det kan eksempelvis være, fordi retten har anvendt en retsregel forkert, fortolket en kontrakt anderledes end det efter appellantens opfattelse følger af aftalen og beviserne, tillagt bestemte oplysninger forkert betydning eller ikke fundet et faktisk forhold bevist.

Det er derfor ofte selve dommens præmisser, der bliver udgangspunktet for arbejdet med en anke. De viser, hvilke forhold retten har anset for afgørende, og hvor en eventuel kritik af afgørelsen skal sættes ind.

Kan man fremlægge nye beviser i landsretten?

En ankesag bygger som udgangspunkt videre på den sag, der allerede har været behandlet i første instans. Det betyder dog ikke, at bevisførelsen nødvendigvis er fuldstændig identisk. Der kan efter omstændighederne fremlægges yderligere dokumenter eller føres andre beviser under anken. Samtidig findes der processuelle regler om, hvornår nyt materiale skal fremlægges, og i hvilket omfang nye påstande eller anbringender kan inddrages.

Det betyder blandt andet, at en part ikke frit bør regne med at kunne gemme centrale argumenter eller beviser til landsretten. Hvis der efter byrettens dom dukker et nyt dokument, et muligt vidne eller anden relevant dokumentation op, bør det derfor vurderes hurtigt, hvilken betydning materialet kan få, og hvordan det processuelt kan bringes ind i ankesagen. Det samme gælder, hvis sagen eksempelvis indeholder tekniske spørgsmål eller syn og skøn.

Kan landsretten afvise en ankesag, selvom den er anket rettidigt?

Ja. Landsretten kan i visse civile ankesager afvise at behandle sagen i anden instans, hvis retten vurderer, at der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen hverken er principiel eller af andre grunde bør behandles af landsretten. Hvis landsretten overvejer en sådan afvisning, får parterne mulighed for at komme med bemærkninger, inden retten træffer afgørelse. Reglen understreger, hvorfor det allerede ved ankens indledning er vigtigt at kunne identificere et reelt grundlag for at få byrettens resultat ændret.

En anke bør derfor ikke indledes alene ud fra en generel oplevelse af, at dommen er urimelig. Det bør så konkret som muligt kunne forklares, hvorfor afgørelsen efter appellantens opfattelse bør ændres.

Kan en dom ankes til Højesteret?

Højesteret fungerer ikke som en almindelig tredje mulighed for at få enhver civil sag prøvet igen. Hvis en landsret allerede har behandlet sagen som anden instans, kan landsrettens dom som udgangspunkt ikke ankes til Højesteret uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Tilladelse til behandling i tredje instans kan gives, hvis sagen er af principiel karakter. Fokus er derfor ikke alene på, om den konkrete part mener, at landsrettens dom er forkert, men på om sagen rejser spørgsmål, der har en bredere juridisk betydning. Der findes desuden særlige regler for sager, der starter i landsretten eller Sø- og Handelsretten.

Det konkrete appelspor afhænger derfor altid af, hvilken domstol der har truffet afgørelsen, i hvilken instans det er sket, og hvilken type sag der er tale om.

Hvad betyder kære?

Kære er den appelmulighed, der typisk anvendes ved kendelser og beslutninger. Under en retssag træffer retten en række afgørelser, som ikke er den endelige dom. Det kan eksempelvis være afgørelser om den processuelle behandling af sagen, bevisførelse, sagens tilrettelæggelse eller andre spørgsmål, som opstår undervejs. Visse af disse afgørelser kan indbringes for en højere ret ved kære.

Det er imidlertid vigtigt ikke at gå ud fra, at enhver afgørelse, man er uenig i, straks kan kæres. Der findes betydelige begrænsninger i muligheden for særskilt at indbringe afgørelser, der træffes under forberedelsen eller hovedforhandlingen.

Kan kendelser under en retssag altid kæres?

Nej. Kendelser og andre beslutninger, som byretten træffer under hovedforhandlingen eller under forberedelsen af sagen, kan som udgangspunkt ikke kæres særskilt. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse, hvis afgørelsen angår et spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten, og der samtidig er anledning til at få spørgsmålet prøvet af landsretten. Det skyldes blandt andet et hensyn til, at en civil retssag ikke løbende skal sættes i stå, fordi enhver processuel afgørelse bringes videre til en højere instans. Nogle spørgsmål kan i stedet indgå i en senere anke af den endelige dom.

Hvis en kendelse eller beslutning har stor betydning for sagens videre forløb, bør det derfor hurtigt vurderes, om den kan kæres direkte, om der kræves tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, eller om spørgsmålet i stedet må håndteres som led i den fortsatte sag.

Hvad er kærefristen?

Kærefristen er som udgangspunkt to uger fra den dag, afgørelsen bliver truffet. Det er en kort frist, særligt fordi der først skal tages stilling til, hvad afgørelsen betyder for sagen, om den overhovedet kan kæres, og om det strategisk giver mening at gøre det. Hvis Procesbevillingsnævnets tilladelse er nødvendig, gælder der også korte frister for ansøgningen. Derfor bør en kendelse eller beslutning, som ønskes udfordret, vurderes med det samme. En senere uenighed med afgørelsen er ikke nødvendigvis tilstrækkelig, hvis fristen for at reagere allerede er udløbet.

Kan afgørelsen om sagsomkostninger kæres?

Der gælder særlige regler om særskilt prøvelse af sagsomkostninger. Hvis en byret i en dom har fastsat sagsomkostninger til mere end 50.000 kr., kan afgørelsen om sagsomkostninger efter reglerne indbringes særskilt for landsretten ved kære. Ved lavere beløb kræves som udgangspunkt Procesbevillingsnævnets tilladelse. Hvis en part samtidig anker selve dommens resultat, vil spørgsmålet om sagsomkostninger ofte indgå i den samlede ankesag. Men hvis uenigheden alene handler om omkostningerne, skal det særskilt vurderes, hvilken appeladgang der gælder.

Sagsomkostninger kan have betydelig økonomisk betydning, og det er derfor værd at gennemgå både rettens begrundelse, sagens værdi, resultatet og den måde, sagen er blevet ført på, før en afgørelse om omkostninger indbringes.

Stopper en anke dommens virkning?

Det afhænger blandt andet af, hvornår anken iværksættes. Den almindelige fuldbyrdelsesfrist for civile domme er som udgangspunkt 14 dage efter dommens afsigelse, medmindre andet er bestemt i dommen. Hvis dommen ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb, kan dommen som udgangspunkt ikke fuldbyrdes, mens ankesagen verserer. Der findes dog undtagelser, og retten kan blandt andet i dommen have bestemt andet.

Hvis anken først iværksættes efter fuldbyrdelsesfristens udløb, stopper anken ikke automatisk fuldbyrdelsen. Ankeinstansen kan efter omstændighederne tillægge anken opsættende virkning.

Ved kære er udgangspunktet anderledes. Kære har som udgangspunkt ikke opsættende virkning, medmindre det følger af loven eller bestemmes af retten. Derfor bør spørgsmålet om fuldbyrdelse vurderes særskilt, hvis en afgørelse både har umiddelbare økonomiske eller praktiske konsekvenser og samtidig ønskes indbragt for en højere instans.

Kan man stadig indgå forlig efter dommen?

Ja. En dom behøver ikke nødvendigvis føre til en ankesag, blot fordi en eller begge parter er utilfredse med resultatet. Efter dommen kan parterne fortsat forhandle og indgå forlig. En afgørelse kan tværtimod ændre forhandlingssituationen, fordi parterne nu ved, hvordan en domstol har vurderet sagen. Et forlig efter dommen kan eksempelvis regulere betaling, opfyldelse af dommen, afkald på anke, relaterede krav eller den fremtidige relation mellem parterne.

Forhandlinger sætter imidlertid ikke i sig selv ankefristen i bero. Hvis ankefristen nærmer sig, bør parterne derfor ikke gå ud fra, at en igangværende dialog automatisk beskytter appelmuligheden. Fristen skal håndteres samtidig med forhandlingerne, indtil der eventuelt er indgået en endelig aftale. Har konflikten tidligere været forsøgt løst gennem retsmægling, kan en forhandlet løsning også efter dommen være relevant, hvis begge parter ønsker at afslutte tvisten.

Hvad hvis der er afsagt udeblivelsesdom?

Hvis en part er blevet dømt som udebleven, gælder der særlige regler. Det kan eksempelvis være relevant, hvis sagsøgte ikke reagerede på en stævning eller ikke overholdt en frist under sagen. I visse tilfælde er den relevante vej ikke en almindelig anke, men at anmode om genoptagelse af sagen. Der gælder også frister for genoptagelse. Hvis du har modtaget en udeblivelsesdom, bør det derfor straks afklares, hvorfor dommen blev afsagt, hvornår den blev afsagt, og om sagen bør søges genoptaget, anket på grund af processuelle fejl eller håndteres på anden måde.

Anke ved voldgift er noget andet

Hvis konflikten er blevet afgjort ved voldgift frem for ved de almindelige domstole, gælder andre regler. En voldgiftskendelse kan som udgangspunkt ikke ankes på samme måde som en dom fra byretten. Mulighederne for efterfølgende prøvelse er væsentligt mere begrænsede og vedrører særlige forhold omkring blandt andet voldgiftsaftalen, voldgiftsrettens kompetence eller processen. Det er en af de væsentlige forskelle mellem voldgift og en almindelig retssag.

Hvis du har modtaget en voldgiftskendelse, bør mulighederne derfor vurderes efter de regler, der specifikt gælder for voldgift, og ikke ud fra de almindelige ankeregler.

Sådan hjælper ØENS med anke og kære

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi med at vurdere både den juridiske mulighed for at indbringe en afgørelse og spørgsmålet om, hvorvidt det samlet set er fornuftigt at gøre det. Vi gennemgår dommen eller kendelsen, sagens centrale dokumenter, de tidligere processkrifter og den gennemførte bevisførelse. På den baggrund vurderer vi blandt andet dommens begrundelse, mulige angrebspunkter, behovet for yderligere beviser, de relevante appelregler, Procesbevillingsnævnets rolle, omkostningerne og sandsynligheden for at opnå et andet resultat.

Hvis sagen skal videre, kan vi udarbejde ankestævning eller kæreskrift, søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse, tilrettelægge den videre proces og repræsentere dig under behandlingen ved landsretten eller den relevante højere instans.

Vi kan også indtræde i sagen, selvom en anden advokat har ført den tidligere. I den situation foretager vi en selvstændig gennemgang af sagen og dommen, så vurderingen af en mulig appel tager udgangspunkt i det materiale og den afgørelse, der faktisk foreligger.

Tal med en advokat om anke eller kære

Hvis du overvejer at anke en dom eller kære en kendelse, bør vurderingen foretages hurtigt. Fristerne er korte, og beslutningen bør træffes på baggrund af mere end utilfredshed med resultatet.

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi private, virksomheder og foreninger med at vurdere muligheder, risiko og økonomi efter en retsafgørelse og med at føre sagen videre, når der er grundlag for det.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i retssager og tvister

Advokatfirma

Søren Saaby Hansen

Advokat (H), partner

Advokatfirma

Thomas Hvas Valentin

Advokat, associeret partner

Advokatfirma

John Kahlke

Advokat (H)

Advokatfirma

Jesper Lett

Advokat (L)

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om anke og kære

Ikke alle civile tvister bliver afgjort ved de almindelige domstole. Parterne kan have aftalt, at en eksisterende eller fremtidig konflikt i stedet skal behandles ved voldgift.

Det ses især i erhvervsaftaler, entrepriseaftaler, ejeraftaler og andre kontraktforhold, hvor parterne ønsker et andet forum end domstolene. Ved voldgift bliver sagen afgjort af en privat voldgiftsret. Voldgiftsretten kan bestå af én eller flere voldgiftsdommere, som parterne eller en voldgiftsinstitution er med til at udpege. Det giver mulighed for at vælge personer med særlig juridisk eller faglig indsigt i det område, konflikten handler om. Voldgift kan give en mere fleksibel og diskret proces, men den kan også være omkostningstung. Samtidig er mulighederne for at få en voldgiftskendelse prøvet igen væsentligt mere begrænsede end mulighederne for at anke en almindelig dom. Valget af voldgift bør derfor overvejes grundigt – helst allerede når den oprindelige kontrakt bliver udarbejdet.

Hos ØENS Advokatfirma rådgiver vi private, virksomheder og foreninger om voldgift. Vi hjælper både med udformning og fortolkning af voldgiftsklausuler, forberedelse og førelse af voldgiftssager samt vurdering af mulighederne for at løse konflikten gennem forhandling.

Kontakt en advokat om voldgift.

Hvad er voldgift?

Voldgift er en privat form for konfliktløsning, hvor parterne overlader afgørelsen af deres tvist til en voldgiftsret frem for de almindelige domstole. Voldgiftsretten træffer afgørelse på baggrund af parternes krav, argumenter og beviser. Processen har dermed flere ligheder med en almindelig civil retssag, men den foregår uden for det almindelige domstolssystem og efter de regler, som følger af voldgiftsloven, parternes aftale og eventuelle valgte institutionsregler. En voldgiftssag kan eksempelvis handle om betaling, kontraktfortolkning, misligholdelse, mangler, forsinkelse, erstatning, ophævelse eller andre rettigheder og forpligtelser mellem parterne.

Den part, der indleder voldgiftssagen, fremsætter sit krav over for modparten og voldgiftsretten. Modparten får mulighed for at fremlægge sin egen position, sine indsigelser og eventuelle modkrav. Herefter forberedes sagen gennem skriftlige indlæg og bevisførelse, inden voldgiftsretten træffer afgørelse i en voldgiftskendelse.

Hvornår kan en tvist afgøres ved voldgift?

Voldgift kræver som udgangspunkt, at parterne har indgået en voldgiftsaftale. Aftalen kan være indgået, før konflikten opstår, eller efter at parterne allerede er blevet uenige. Den mest almindelige situation er, at den oprindelige kontrakt indeholder en voldgiftsklausul. Klausulen kan eksempelvis fastslå, at alle tvister, som udspringer af aftalen, skal afgøres ved en bestemt voldgiftsinstitution. Parterne kan også indgå en særskilt voldgiftsaftale, efter at konflikten er opstået. Det forudsætter naturligvis, at begge parter på dette tidspunkt ønsker at overlade afgørelsen til en voldgiftsret. Det bør altid undersøges, præcis hvilke konflikter voldgiftsaftalen omfatter. En klausul kan være bredt formuleret og dække enhver tvist, der udspringer af kontrakten, eller være begrænset til bestemte typer af uenigheder. Ikke alle spørgsmål kan frit overlades til voldgift. Om en konkret tvist kan behandles ved voldgift, afhænger blandt andet af kravets karakter og de relevante regler. Det skal derfor vurderes konkret, om voldgiftsretten har kompetence til at afgøre hele eller dele af konflikten.

I forbrugeraftaler gælder der dog en vigtig undtagelse. En voldgiftsaftale, der er indgået, før tvisten opstod, er ikke bindende for forbrugeren, jf. voldgiftslovens § 7, stk. 2.

Hvad er en voldgiftsklausul?

En voldgiftsklausul er en bestemmelse i en aftale om, at tvister mellem parterne skal afgøres ved voldgift. Klausulen bør blandt andet gøre det klart, hvilke tvister den omfatter, om sagen skal behandles ved en bestemt institution, hvor voldgiften skal have sæde, hvilket sprog der skal anvendes, og om voldgiftsretten skal bestå af én eller flere voldgiftsdommere.

En upræcis klausul kan skabe en indledende konflikt om selve processen. Parterne kan eksempelvis blive uenige om, hvilken institution der skal behandle sagen, hvordan voldgiftsretten skal sammensættes, eller om det konkrete krav overhovedet er omfattet af aftalen. Det er derfor vigtigt, at klausulen bliver tilpasset kontrakten og parternes forhold. En standardformulering er ikke nødvendigvis hensigtsmæssig i alle aftaler. Valget bør også træffes bevidst. Når parterne accepterer voldgift, fravælger de som udgangspunkt muligheden for at få den konkrete tvist afgjort ved de almindelige domstole. Samtidig bliver mulighederne for efterfølgende prøvelse af afgørelsen begrænsede.

Hvad sker der, hvis der anlægges en retssag trods en voldgiftsaftale?

Hvis en part anlægger en almindelig retssag om et krav, der er omfattet af en gyldig voldgiftsaftale, kan modparten gøre indsigelse og kræve, at tvisten i stedet behandles ved voldgift. Det er vigtigt at reagere rettidigt. Hvis du har modtaget en stævning i en sag, hvor kontrakten indeholder en voldgiftsklausul, bør klausulen straks gennemgås. Det skal vurderes, om aftalen er gyldig, om den omfatter den konkrete konflikt, og hvordan indsigelsen skal fremsættes. Voldgiftsretten kan som udgangspunkt tage stilling til sin egen kompetence. Det betyder blandt andet, at den kan vurdere, om en gyldig voldgiftsaftale eksisterer, og om tvisten falder inden for aftalens område.

En voldgiftsklausul betragtes samtidig som udgangspunkt som en selvstændig aftale. Det forhold, at den øvrige kontrakt påstås ugyldig eller ophævet, medfører derfor ikke nødvendigvis, at voldgiftsklausulen også bortfalder. Spørgsmålet om det rette forum bør afklares tidligt. Ellers risikerer parterne at bruge betydelige ressourcer på en proces, som er indledt det forkerte sted.

Institutionel voldgift eller ad hoc-voldgift?

En voldgiftssag kan gennemføres som institutionel voldgift eller som ad hoc-voldgift. Ved institutionel voldgift bliver sagen administreret af en voldgiftsinstitution efter institutionens regler. Institutionen kan blandt andet bistå med udpegning af voldgiftsdommere, administration af betalinger, behandling af indsigelser og den praktiske tilrettelæggelse af sagen. Ved ad hoc-voldgift står parterne og voldgiftsretten i højere grad selv for at tilrettelægge processen. Det kan give større fleksibilitet, men kan også skabe flere processuelle uenigheder, hvis voldgiftsaftalen ikke indeholder klare rammer.

Det relevante valg afhænger blandt andet af kontraktens karakter, tvistens forventede størrelse, parternes geografiske placering og behovet for administrativ bistand. Institutionel voldgift kan give en mere forudsigelig proces, fordi der findes et fast regelsæt. Ad hoc-voldgift kan være hensigtsmæssig, hvis parterne har særlige behov og en klart formuleret aftale om processen.

Hvordan sammensættes voldgiftsretten?

Voldgiftsretten kan bestå af én voldgiftsdommer eller flere voldgiftsdommere. I større sager anvendes ofte tre, mens mindre eller mere afgrænsede sager kan behandles af én.

Hvis voldgiftsretten består af tre medlemmer, kan hver part efter de relevante regler få mulighed for at udpege ét medlem, hvorefter formanden udpeges efter den aftalte procedure. Det betyder ikke, at den partsudpegede voldgiftsdommer skal varetage den pågældende parts interesser. Alle voldgiftsdommere skal være uafhængige og upartiske. En fordel ved voldgift kan være muligheden for at vælge voldgiftsdommere med særlig indsigt i det juridiske eller faglige område, som konflikten vedrører. I en kompliceret entreprise- eller erhvervstvist kan det eksempelvis være værdifuldt, at voldgiftsretten har erfaring med den konkrete kontrakttype eller branche. Valget har samtidig betydning for omkostningerne. En sag med tre voldgiftsdommere vil normalt være dyrere end en sag med én, fordi parterne skal betale honorar til hele voldgiftsretten.

Hvordan foregår en voldgiftssag?

Det konkrete forløb afhænger af voldgiftsaftalen og de regler, der gælder for sagen. En voldgiftssag vil dog normalt bestå af en skriftlig forberedelse, bevisførelse, en mundtlig hovedforhandling og en efterfølgende kendelse. Den part, der indleder sagen, fremsætter sit krav og redegør for de faktiske og juridiske forhold, som kravet bygger på. Modparten får derefter mulighed for at fremlægge sit svar, sine indsigelser og eventuelle modkrav. Under den skriftlige forberedelse bliver det afgrænset, hvad parterne er enige og uenige om, hvilke juridiske spørgsmål voldgiftsretten skal tage stilling til, og hvilke beviser der skal føres. Der kan blive udvekslet flere skriftlige indlæg, før sagen er klar til hovedforhandling.

Voldgiftsretten fastlægger som regel en tidsplan for processen. Fristerne skal overholdes, og parterne bør tidligt identificere de dokumenter, vidner og sagkyndige vurderinger, som de ønsker at anvende. Hovedforhandlingen minder på flere punkter om en hovedforhandling ved domstolene. Parterne præsenterer deres sag, eventuelle vidner og sagkyndige afgiver forklaring, og advokaterne redegør for, hvordan beviserne og juraen efter deres opfattelse bør føre til det ønskede resultat.

Beviser i en voldgiftssag

Beviserne kan få lige så stor betydning i voldgift som i en almindelig retssag. Det kan blandt andet være kontrakter, e-mails, mødereferater, fakturaer, regnskabsmateriale, tekniske rapporter, partsforklaringer, vidneforklaringer og sagkyndige vurderinger. Bevisførelsen bliver tilrettelagt efter de regler, der gælder for den konkrete voldgift. Processen kan derfor afvige fra behandlingen ved de almindelige domstole, særligt hvis sagen har internationale elementer eller følger et særligt institutionsregelsæt.

Det bør fra begyndelsen afklares, hvilke faktiske forhold der skal bevises, hvem der har bevisbyrden, og hvilket materiale der understøtter parternes positioner. Store mængder dokumentation er ikke i sig selv en fordel, hvis materialet ikke belyser de spørgsmål, voldgiftsretten skal afgøre. Læs mere om de grundlæggende overvejelser på siden om beviser og bevisbyrde.

Sagkyndige og syn og skøn ved voldgift

Voldgiftssager kan indeholde komplicerede tekniske, økonomiske eller branchespecifikke spørgsmål. Det kan derfor være nødvendigt at inddrage sagkyndige. Den konkrete fremgangsmåde kan variere. Voldgiftsretten kan efter de gældende regler udpege en sagkyndig, eller parterne kan føre egne eksperter. I nogle sager gennemføres en besigtigelse eller en proces, der på flere måder minder om syn og skøn ved domstolene. Sagkyndige kan eksempelvis vurdere kvaliteten af en leverance, årsagen til en skade, et teknisk anlægs funktion, værdien af en virksomhed eller størrelsen af et økonomisk tab. Det er fortsat voldgiftsretten, der træffer den juridiske afgørelse. Den sagkyndige skal belyse de faglige spørgsmål og ikke afgøre, om en part har misligholdt kontrakten eller er erstatningsansvarlig.

Læs mere om processen og de relevante overvejelser på siden om syn og skøn.

Er voldgift fortrolig?

Voldgift foregår som udgangspunkt uden offentlig adgang. Det adskiller sig fra retsmøder ved de almindelige domstole, hvor offentlighed som udgangspunkt gælder. Man bør dog ikke gå ud fra, at enhver oplysning om en voldgiftssag automatisk er omfattet af en fuldstændig og ubegrænset fortrolighedspligt. Fortroligheden kan afhænge af voldgiftsaftalen, de valgte institutionsregler, parternes øvrige aftaler og de oplysninger, der er tale om. Der kan også være oplysninger, som skal videregives til eksempelvis myndigheder, revisorer, forsikringsselskaber, banker eller andre rådgivere.

Hvis fortrolighed har særlig betydning, bør det reguleres tydeligt. Det kan blandt andet være relevant at tage stilling til, hvem der må få adgang til sagens dokumenter, om kendelsen må offentliggøres, og hvordan oplysninger må anvendes efter sagens afslutning. Voldgift er dermed typisk mere diskret end en offentlig retssag, men den præcise beskyttelse bør undersøges i den konkrete sag.

Hvor lang tid tager en voldgiftssag?

Voldgift bliver ofte fremhævet som en hurtigere løsning end en almindelig retssag. Det kan være tilfældet, men er ikke en garanti. Tidsforbruget afhænger blandt andet af sagens kompleksitet, antallet af voldgiftsdommere, omfanget af den skriftlige forberedelse, dokumentmængden, behovet for sagkyndige og parternes tilgængelighed. Muligheden for selv at tilrettelægge processen kan gøre det lettere at fastsætte en målrettet tidsplan. Omvendt kan en omfattende erhvervs- eller entreprisesag med mange dokumenter, vidner og tekniske spørgsmål tage betydelig tid. Hvis parterne er uenige om voldgiftsrettens kompetence, udpegningen af voldgiftsdommere eller andre processuelle spørgsmål, kan det også forlænge forløbet.

Det er derfor mere præcist at vurdere tidsplanen ud fra den konkrete sag end at gå ud fra, at voldgift generelt er hurtigt.

Hvad koster voldgift?

Voldgift kan være en omkostningstung proces. Ud over egne advokatomkostninger skal parterne normalt betale honorar til voldgiftsdommerne og eventuelle administrationsomkostninger til voldgiftsinstitutionen. Der kan desuden være udgifter til sagkyndige, tekniske undersøgelser, vidner, oversættelser, mødelokaler og andre dele af bevisførelsen. I modsætning til en retssag ved de almindelige domstole finansieres selve det forum, der afgør sagen, i højere grad af parterne. Det kan gøre voldgift forholdsvis dyrt, særligt hvis voldgiftsretten består af tre medlemmer. Den endelige afgørelse om omkostningerne træffes som udgangspunkt af voldgiftsretten efter de regler, der gælder for sagen. Sagens udfald, parternes adfærd og nødvendigheden af de afholdte udgifter kan få betydning.

Selv hvis en part får medhold, er det ikke sikkert, at samtlige faktiske omkostninger bliver dækket. Den økonomiske risiko bør derfor vurderes, før sagen indledes. Læs mere om de generelle økonomiske overvejelser ved tvister på siden om sagsomkostninger, retshjælp og fri proces.

Kan en voldgiftskendelse ankes?

En af de væsentligste forskelle mellem voldgift og en almindelig retssag er mulighederne for efterfølgende prøvelse. En dom fra byretten kan efter reglerne og eventuelle krav om tilladelse indbringes for landsretten. En voldgiftskendelse kan derimod som udgangspunkt ikke ankes, blot fordi en part mener, at voldgiftsretten har vurderet juraen eller beviserne forkert. Der findes begrænsede muligheder for at få en voldgiftskendelse tilsidesat eller nægtet anerkendt. Det kan eksempelvis være relevant ved alvorlige fejl ved voldgiftsaftalen, voldgiftsrettens kompetence, sammensætningen af voldgiftsretten eller den måde, sagen er blevet behandlet på.

En prøvelse er imidlertid ikke en almindelig ankesag, hvor domstolene foretager en ny samlet vurdering af tvisten. Det betyder, at valget af voldgiftsdommere, den processuelle tilrettelæggelse og præsentationen af sagen i første omgang får særlig stor betydning. Parterne bør indrette sig på, at voldgiftskendelsen normalt bliver den endelige afgørelse. Læs mere om prøvelse af almindelige retsafgørelser på siden om anke og kære.

Kan en voldgiftskendelse håndhæves?

En voldgiftskendelse er bindende for parterne og kan som udgangspunkt anerkendes og fuldbyrdes. Hvis den tabende part ikke frivilligt opfylder kendelsen, kan det være nødvendigt at søge den håndhævet gennem de relevante myndigheder. Det kan eksempelvis være relevant, hvis parten skal betale et beløb eller opfylde en anden forpligtelse. Voldgiftskendelser kan også have den fordel, at de efter internationale regler kan anerkendes og fuldbyrdes i mange forskellige lande. Det kan være væsentligt i internationale kontraktforhold, hvor modparten eller dennes aktiver befinder sig uden for Danmark.

Muligheden for faktisk at inddrive et tilkendt beløb bør dog undersøges allerede før sagen indledes. En bindende kendelse har begrænset økonomisk værdi, hvis modparten er insolvent eller ikke har aktiver, som afgørelsen kan håndhæves imod.

Midlertidige forbud og andre foreløbige skridt

En konflikt kan kræve handling, før voldgiftsretten har mulighed for at træffe den endelige afgørelse. Det kan eksempelvis være nødvendigt at sikre aktiver, bevare beviser eller forhindre en handling, som kan medføre uoprettelig skade. Afhængigt af voldgiftsaftalen og de gældende regler kan voldgiftsretten have mulighed for at træffe bestemte foreløbige foranstaltninger. De almindelige domstole kan også have en rolle, selvom tvisten som sådan er omfattet af voldgift.

Det skal vurderes konkret, hvilket skridt der er nødvendigt, hvem der har kompetence til at træffe beslutningen, og hvordan en eventuel afgørelse kan håndhæves. En voldgiftsaftale betyder derfor ikke nødvendigvis, at de almindelige domstole aldrig kan blive involveret. Domstolene kan blandt andet få betydning i forbindelse med visse foreløbige foranstaltninger, bevisoptagelse, udpegning af voldgiftsdommere og efterfølgende håndhævelse.

Voldgift eller almindelig retssag?

Om voldgift er bedre end en almindelig retssag, afhænger af parternes behov og den konkrete konflikt. Voldgift kan være relevant, hvis parterne ønsker mulighed for at vælge specialiserede voldgiftsdommere, har behov for en mere diskret proces eller indgår i et internationalt kontraktforhold, hvor kendelsen skal kunne håndhæves i andre lande. En almindelig retssag kan omvendt være relevant, hvis parterne ønsker offentlig domstolsbehandling, mulighed for anke og et system, hvor parterne ikke selv betaler honorar til dommerne.

Voldgift kan også være uforholdsmæssigt dyrt ved mindre krav. I en almindelig byretssag kan kravet efter omstændighederne behandles efter den forenklede proces, hvor retten spiller en mere aktiv rolle i sagens forberedelse. Sammenligningen bør foretages, før voldgiftsklausulen bliver indsat i kontrakten. Når konflikten først er opstået, kan parterne være bundet af det valg, de traf ved aftalens indgåelse.

Voldgift ved erhvervstvister og kontrakttvister

Voldgift anvendes ofte ved erhvervstvister og kontrakttvister. Det kan eksempelvis være konflikter om leverancer, samarbejdsaftaler, virksomhedsoverdragelser, ejeraftaler, entrepriser, licenser, distributionsaftaler eller andre kommercielle kontrakter.

I erhvervstvister kan voldgift være attraktivt, fordi parterne kan vælge et forum med relevant specialviden og begrænse den offentlige adgang til følsomme oplysninger. Samtidig kan den manglende almindelige ankemulighed skabe hurtigere endelighed.

Ulemperne bør dog ikke undervurderes. En sag med flere voldgiftsdommere, omfattende bevisførelse og tekniske eksperter kan blive meget dyr. Hvis kontrakten omfatter mindre løbende krav, kan en bred voldgiftsklausul derfor føre til, at det bliver uforholdsmæssigt dyrt at håndhæve rettighederne. Klausulen bør tilpasses kontraktens værdi, de typer af konflikter, der realistisk kan opstå, og parternes økonomiske forhold.

Kan en voldgiftssag forliges?

At en voldgiftssag er indledt betyder ikke, at den skal gennemføres helt frem til en kendelse. Parterne kan fortsat forhandle og indgå forlig under hele forløbet. I mange sager bliver mulighederne for en løsning mere tydelige, efterhånden som kravene, indsigelserne og beviserne bliver afgrænset. Et forlig kan begrænse yderligere omkostninger til advokater, voldgiftsdommere og sagkyndige. Det kan også give parterne mulighed for at aftale kommercielle løsninger, som en voldgiftsret ikke nødvendigvis kan fastsætte.

Et forlig bør regulere, hvordan voldgiftssagen afsluttes, hvem der betaler de allerede afholdte omkostninger, og hvad der sker, hvis aftalen ikke bliver overholdt. Læs mere om de juridiske og strategiske overvejelser på siden om forlig og forhandling.

Kan retsmægling bruges i en voldgiftssag?

Retsmægling er knyttet til civile sager, der verserer ved de almindelige domstole. En voldgiftssag følger et andet system. Det betyder dog ikke, at parterne er afskåret fra at anvende mediation eller en anden neutral mægler. Parterne kan aftale et særskilt mæglingsforløb før eller under voldgiftssagen, hvis de ønsker at undersøge mulighederne for en fælles løsning. Nogle kontrakter indeholder en trinvis konfliktløsningsmodel, hvor parterne først skal forhandle, derefter eventuelt forsøge mediation og først til sidst indlede voldgift.

Hvis kontrakten indeholder en sådan bestemmelse, bør det undersøges, om de aftalte trin skal gennemføres, før voldgiftssagen kan indledes.

Sådan hjælper ØENS ved voldgift

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi både med voldgiftsklausuler og med konflikter, der allerede er opstået. Vi starter med at gennemgå kontrakten og afklare, om der foreligger en gyldig voldgiftsaftale, hvilke krav den omfatter, og hvilke regler der gælder for processen. Derefter vurderer vi sagens juridiske grundlag, beviserne, procesrisikoen, de forventede omkostninger og mulighederne for at nå en forligsmæssig løsning.

Hvis sagen skal føres, hjælper vi blandt andet med at indlede voldgiftssagen eller besvare modpartens krav, udarbejde skriftlige indlæg, håndtere spørgsmål om voldgiftsrettens kompetence, udpege voldgiftsdommere og tilrettelægge bevisførelsen. Vi hjælper også med sagkyndige vurderinger, vidner og den mundtlige hovedforhandling. Under hele forløbet vurderer vi, om der er grundlag for forhandling eller mediation, hvis det kan føre til et bedre samlet resultat. Når voldgiftsretten har truffet afgørelse, hjælper vi med at forstå kendelsen og vurdere spørgsmål om opfyldelse, håndhævelse eller de begrænsede muligheder for at gøre indsigelse mod afgørelsen.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i retssager og tvister

Advokatfirma

Søren Saaby Hansen

Advokat (H), partner

Advokatfirma

Thomas Hvas Valentin

Advokat, associeret partner

Advokatfirma

John Kahlke

Advokat (H)

Advokatfirma

Jesper Lett

Advokat (L)

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om voldgift og voldgiftssager

I mange civile retssager afhænger udfaldet af tekniske eller faglige spørgsmål, som retten ikke selv har den nødvendige specialviden til at vurdere.

Det kan eksempelvis være, om et byggeri er mangelfuldt, hvad der har forårsaget en skade, om et udført arbejde lever op til faglige standarder, eller hvad det vil koste at udbedre en fejl. I sådanne sager kan syn og skøn blive en central del af bevisførelsen. Ved syn og skøn udpeges en uvildig fagperson – en skønsmand – som undersøger de relevante forhold og besvarer spørgsmål fra sagens parter. Det sker normalt på baggrund af et skriftligt skønstema og ofte efter en fysisk besigtigelse.

Skønsmanden afgør ikke, hvem der juridisk har ret. Skønserklæringen indgår som et bevis i sagen, og det er fortsat retten, der vurderer erklæringen sammen med sagens dokumenter, partsforklaringer, vidner og øvrige beviser. Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi private, virksomheder og foreninger med syn og skøn både før og under en retssag. Vi vurderer behovet for sagkyndig bevisførelse, hjælper med at afgrænse undersøgelsen og formulere spørgsmålene og anvender efterfølgende skønserklæringen som en del af den samlede strategi for sagen.

Kontakt en advokat om syn og skøn.

Hvad er syn og skøn?

Syn og skøn er en særlig form for sagkyndig bevisførelse. En fagperson med relevant ekspertise bliver udpeget som skønsmand og får til opgave at undersøge nærmere angivne faktiske eller tekniske forhold. Undersøgelsen kan blandt andet bestå af en fysisk besigtigelse, gennemgang af dokumenter, tekniske målinger eller andre faglige undersøgelser. Skønsmanden besvarer herefter parternes spørgsmål i en skriftlig skønserklæring. Erklæringen kan eksempelvis belyse, om et arbejde er udført fagmæssigt korrekt, om der foreligger fejl eller mangler, hvad der har forårsaget en skade, hvilke arbejder der er nødvendige for at afhjælpe forholdet, og hvad en fagmæssig afhjælpning forventes at koste.

Syn og skøn anvendes ofte i tvister om byggeri, entreprise, fast ejendom, håndværksydelser og tekniske installationer. Processen kan imidlertid også være relevant ved spørgsmål om blandt andet værdifastsættelse, IT-systemer, maskiner, produktionsudstyr, økonomiske forhold eller kvaliteten af en leveret ydelse. Det afgørende er, om retten har behov for faglig viden for at kunne vurdere et faktisk spørgsmål i sagen.

Hvornår er syn og skøn relevant?

Syn og skøn kan være relevant, når et afgørende spørgsmål ikke kan vurderes forsvarligt alene på baggrund af almindelige dokumenter og forklaringer. Hvis parterne eksempelvis er uenige om, hvorvidt revner i en bygning skyldes en konstruktionsfejl, almindeligt slid, manglende vedligeholdelse eller senere påvirkninger, kan retten have behov for en byggeteknisk vurdering. Det samme gælder, hvis parterne er uenige om, hvilken metode der skal anvendes til afhjælpning, og hvad arbejdet vil koste.

Det er dog ikke enhver faglig uenighed, der nødvendiggør syn og skøn. Hvis spørgsmålet allerede kan dokumenteres gennem aftalegrundlaget, fotografier, rapporter, korrespondance eller andre beviser, kan en skønsforretning være unødvendig. Syn og skøn kan være både tidskrævende og omkostningstungt, og behovet bør derfor vurderes i forhold til sagens værdi, kompleksitet og øvrige beviser. Vurderingen hænger tæt sammen med spørgsmålet om beviser og bevisbyrde. Det bør afklares, hvilket faktisk forhold der skal bevises, hvem der har bevisbyrden, og om en sagkyndig erklæring er nødvendig for at løfte denne bevisbyrde.

Hvad kan skønsmanden tage stilling til?

Skønsmanden skal besvare faglige og faktuelle spørgsmål inden for sit ekspertområde. Det kan eksempelvis være, om et konkret arbejde afviger fra projektmaterialet eller almindelig faglig standard, hvilke fejl der kan konstateres, hvad der sandsynligvis har forårsaget en skade, og hvad en relevant afhjælpning forventes at koste.

Skønsmanden skal derimod ikke afgøre juridiske spørgsmål. Skønsmanden skal eksempelvis ikke tage stilling til, om en entreprenør har misligholdt en aftale, om en part er erstatningsansvarlig, hvordan en kontrakt juridisk skal fortolkes, eller hvilket resultat retten skal nå frem til. Hvis en skønsmand konstaterer, at et arbejde ikke er udført i overensstemmelse med en bestemt faglig standard, er det rettens opgave at vurdere, hvilken juridisk betydning det har. Det er også retten, der tager stilling til, om betingelserne for eksempelvis erstatning, afslag eller ophævelse er opfyldt. Sondringen mellem faglige og juridiske spørgsmål er vigtig, når skønstemaet skal udarbejdes. Hvis spørgsmålene bliver formuleret som juridiske konklusioner, kan de blive afvist eller føre til svar, der ikke kan anvendes hensigtsmæssigt i sagen.

Syn og skøn før en retssag

Syn og skøn kan gennemføres, selvom der endnu ikke er anlagt en egentlig retssag. Dette betegnes ofte som isoleret bevisoptagelse. Isoleret bevisoptagelse kan være relevant, hvis et forhold risikerer at ændre sig eller forsvinde, før en senere retssag kan gennemføres. Det kan eksempelvis være nødvendigt at reparere en vandskade, udskifte et teknisk anlæg, rive en mangelfuld konstruktion ned eller fortsætte et igangværende byggeri. Hvis forholdet ændres, før det er blevet undersøgt, kan et vigtigt bevis gå tabt. Syn og skøn før sagsanlæg kan også være relevant, hvis den faglige vurdering er nødvendig for at afgøre, om der overhovedet er grundlag for at føre en sag. En skønserklæring kan eksempelvis afklare, om der foreligger en mangel, hvad den skyldes, og hvad det vil koste at udbedre den.

Resultatet kan dermed få betydning for beslutningen om at anlægge en retssag. Erklæringen kan vise, at der er grundlag for et krav, men den kan også vise, at kravet er mindre eller mere usikkert end først antaget. Isoleret bevisoptagelse afgør ikke selve konflikten. Formålet er at sikre eller tilvejebringe et bevis. Når erklæringen foreligger, kan parterne vælge at indgå forlig, undlade at gå videre eller anlægge en egentlig retssag.

Syn og skøn under en retssag

Hvis retssagen allerede er anlagt, indgår syn og skøn som en del af sagens forberedelse og bevisførelse. Behovet bliver ofte identificeret tidligt i den civile retssag og drøftet med retten under sagens forberedelse. Det skal blandt andet afklares, hvilke forhold der skal undersøges, hvilken faglig baggrund skønsmanden skal have, hvilket materiale skønsmanden skal modtage, og hvordan processen skal indpasses i sagens tidsplan. Syn og skøn kan forlænge retssagen, fordi der skal findes en egnet skønsmand, udarbejdes et skønstema, gennemføres en eventuel besigtigelse og udarbejdes en erklæring. Hvis svarene giver anledning til nye spørgsmål, kan der desuden blive behov for en supplerende erklæring.

Til gengæld kan et veltilrettelagt syn og skøn afklare de tekniske spørgsmål og gøre den øvrige retssag mere fokuseret. Når parterne og retten har en uvildig faglig vurdering, kan det blive tydeligere, hvilke spørgsmål der fortsat er uenighed om.

Hvis du allerede har modtaget en stævning, bør behovet for syn og skøn vurderes sammen med stævningens indhold, de fastsatte frister og de øvrige beviser. En sagsøgt bør ikke vente til kort før hovedforhandlingen med at gøre opmærksom på, at sagen kræver en teknisk undersøgelse.

Hvordan bliver skønsmanden valgt?

Skønsmanden skal have den faglige ekspertise, der er nødvendig for at besvare spørgsmålene i den konkrete sag. Det kan eksempelvis være en ingeniør, arkitekt, bygningssagkyndig, håndværksmester, revisor, vurderingsmand eller specialist inden for IT eller en bestemt branche. Det er ikke tilstrækkeligt, at personen generelt har erfaring inden for et bredt fagområde. Skønsmandens kompetencer skal passe til netop de tekniske eller faglige spørgsmål, som sagen handler om. En omfattende byggesag kan også rumme flere forskellige fagområder, og det kan efter omstændighederne være nødvendigt at inddrage mere end én sagkyndig.

Skønsmanden skal samtidig være uvildig. Personen må ikke have en relation til en af parterne eller andre interesser i sagen, som kan skabe begrundet tvivl om vedkommendes neutralitet. Parterne får som udgangspunkt mulighed for at forholde sig til den foreslåede skønsmand og gøre opmærksom på eventuelle indsigelser. Valget af skønsmand er vigtigt, fordi en utilstrækkelig faglig profil kan føre til en erklæring, der ikke belyser sagen tilfredsstillende. Det kan skabe behov for yderligere spørgsmål eller i særlige tilfælde en ny sagkyndig vurdering, hvilket både kan forlænge og fordyre processen.

Hvad er et skønstema?

Skønstemaet er det dokument, som indeholder de spørgsmål, skønsmanden skal besvare. Det fastlægger dermed rammen for undersøgelsen og for den efterfølgende skønserklæring. Formuleringen af spørgsmålene kan få afgørende betydning for, hvor brugbar erklæringen bliver. Spørgsmålene skal være klare, relevante og neutrale. De skal vedrøre faglige forhold, ligge inden for skønsmandens kompetence og kunne besvares på baggrund af det materiale og den undersøgelse, der gennemføres.

Et spørgsmål bør ikke på forhånd forudsætte, at den ene parts beskrivelse af sagen er rigtig. Det bør heller ikke bede skønsmanden om at foretage en juridisk vurdering.

Hvis en tvist handler om udførelsen af et gulv, vil det eksempelvis normalt være mere relevant at spørge, om gulvet afviger fra projektmaterialet, producentens anvisninger eller almindelig faglig standard, end at spørge, om entreprenøren har misligholdt kontrakten. Den juridiske vurdering af misligholdelse tilkommer retten. Et præcist skønstema kræver derfor både forståelse for sagens tekniske spørgsmål og for, hvilke faktiske forhold der har betydning for det juridiske krav.

Kan begge parter stille spørgsmål?

Begge parter kan som udgangspunkt stille spørgsmål til skønsmanden. Den part, der ønsker syn og skøn, udarbejder typisk sine spørgsmål først. Modparten får derefter mulighed for at stille egne spørgsmål og kommentere det foreslåede skønstema.

Parterne vil ofte have forskellige interesser i, hvilke forhold der bliver undersøgt. Den ene part kan eksempelvis ønske en vurdering af manglernes omfang og udbedringsprisen, mens den anden ønsker belyst, om skaden kan skyldes manglende vedligeholdelse, forkert brug eller senere ændringer. Retten kan tage stilling til spørgsmål, som en part mener er irrelevante, ledende, uklare eller ligger uden for skønsmandens faglige kompetence. Muligheden for at stille spørgsmål betyder ikke, at skønstemaet bør gøres unødigt omfattende. Mange overlappende eller upræcise spørgsmål kan gøre erklæringen vanskeligere at anvende og medføre yderligere omkostninger. Fokus bør være på de spørgsmål, der reelt har betydning for afgørelsen af sagen.

Hvilket materiale skal skønsmanden have?

Skønsmanden skal have adgang til det materiale, der er nødvendigt for at undersøge forholdene og besvare spørgsmålene. I en byggesag kan materialet eksempelvis bestå af kontrakten, tilbud, arbejdsbeskrivelser, tegninger, projektmateriale, fotografier, tekniske rapporter, driftsoplysninger og relevant korrespondance. I andre sagstyper kan det være nødvendigt at inddrage regnskabsmateriale, systembeskrivelser, måleresultater eller dokumentation for en leverance. Materialet bør afgrænses til det, der er relevant for den faglige undersøgelse. Skønsmanden skal ikke præsenteres for ensidig juridisk argumentation eller store mængder uvedkommende dokumenter.

Hvis parterne er uenige om, hvilket materiale skønsmanden skal modtage, kan retten efter omstændighederne tage stilling til spørgsmålet. Det kan også være nødvendigt at afklare, om en part eller tredjemand skal fremlægge dokumenter, som den anden part ikke selv har adgang til.

Hvordan foregår skønsforretningen?

En skønsforretning vil ofte indebære, at skønsmanden besigtiger en ejendom, en genstand eller det arbejde, som tvisten vedrører. Parterne og deres advokater får normalt mulighed for at deltage, og der kan efter behov også deltage tekniske rådgivere.

Under besigtigelsen gennemgår skønsmanden de relevante forhold og kan foretage observationer, målinger, fotografier eller andre nødvendige undersøgelser. Hvis der er behov for at åbne en konstruktion, udføre prøver eller anvende særligt udstyr, bør dette afklares på forhånd. Parterne skal sørge for, at skønsmanden får den nødvendige adgang og det relevante materiale. Samtidig bør kontakten med skønsmanden foregå åbent, så begge parter kan følge processen. En part bør ikke forsøge at påvirke skønsmanden gennem ensidig kommunikation om sagen.

Skønsforretningen er ikke en hovedforhandling, og parternes advokater skal normalt ikke procedere sagen over for skønsmanden. Formålet er at give skønsmanden det nødvendige faglige grundlag for at besvare spørgsmålene.

Hvad indeholder skønserklæringen?

Efter undersøgelsen udarbejder skønsmanden en skriftlig erklæring med svar på spørgsmålene i skønstemaet.

Erklæringen vil typisk beskrive det undersøgte materiale, de foretagne observationer og skønsmandens faglige vurdering. Hvis der er usikkerhed, eller hvis et spørgsmål ikke kan besvares uden bestemte forudsætninger, bør det fremgå. Skønsmanden kan eksempelvis konstatere, om der foreligger en teknisk afvigelse, forklare den sandsynlige årsag og beskrive en relevant metode til afhjælpning. Hvis skønsmanden bliver bedt om det, kan erklæringen også indeholde et overslag over de forventede omkostninger.

Når erklæringen foreligger, skal den gennemgås nøje. Det bør vurderes, om alle spørgsmål er besvaret, om svarene er klare, om skønsmanden har anvendt de rigtige forudsætninger, og om væsentligt materiale er blevet overset. Erklæringen skal samtidig ses i sammenhæng med sagens øvrige beviser og bevisbyrde. En faglig konstatering fører ikke automatisk til, at alle juridiske betingelser for et krav er opfyldt.

Kan der stilles supplerende spørgsmål?

Hvis skønserklæringen indeholder uklarheder eller giver anledning til yderligere faglige spørgsmål, kan parterne efter omstændighederne stille supplerende spørgsmål. Det kan eksempelvis være relevant, hvis et oprindeligt spørgsmål ikke er besvaret fuldt ud, hvis skønsmanden har taget et væsentligt forbehold, eller hvis et svar viser behov for en alternativ beregning eller afhjælpningsmetode. Supplerende spørgsmål bør have et sagligt formål og bidrage til sagens oplysning. Muligheden bør ikke bruges til at gentage det samme spørgsmål i forskellige formuleringer i håb om at få et andet svar.

Yderligere spørgsmål kan medføre både længere sagsbehandling og flere omkostninger. Derfor er det en fordel, hvis de oprindelige spørgsmål er gennemtænkte og præcise. Skønsmanden kan desuden efter omstændighederne blive indkaldt til at afgive forklaring under hovedforhandlingen. Her kan vedkommende blive bedt om at uddybe erklæringens konklusioner, den anvendte metode, bestemte forbehold eller usikkerheden ved en vurdering.

Er retten bundet af skønserklæringen?

Retten er ikke bundet af skønsmandens vurdering. Skønserklæringen er ét bevis blandt sagens øvrige beviser. En erklæring fra en uvildig skønsmand kan dog få betydelig vægt, fordi den er udarbejdet af en person med relevant faglig ekspertise efter en proces, hvor begge parter har haft mulighed for at stille spørgsmål. Retten kan blandt andet sammenholde erklæringen med kontrakten, projektmaterialet, fotografier, partsforklaringer, vidneforklaringer og andre tekniske oplysninger. Hvis skønserklæringen bygger på forkerte forudsætninger, indeholder væsentlige uklarheder eller bevæger sig uden for skønsmandens faglige kompetence, kan det påvirke dens bevismæssige værdi.

Det er derfor vigtigt ikke kun at se på skønsmandens konklusion, men også på det faglige grundlag og de forudsætninger, som svaret bygger på.

Hvad er forskellen på syn og skøn og en privat erklæring?

En privat sagkyndig erklæring er typisk indhentet af den ene part uden den fælles og formelle proces, der gælder ved syn og skøn. Det kan eksempelvis være en håndværkerrapport, en ingeniørvurdering, en teknisk rapport, et udbedringstilbud eller en værdiansættelse. En privat erklæring kan være nyttig til at identificere et problem, vurdere om der er grundlag for et krav eller forberede spørgsmålene til en skønsmand. Det skal imidlertid vurderes, om erklæringen kan fremlægges under retssagen, og hvilken bevismæssig vægt den kan få.

Retten kan blandt andet lægge vægt på, at erklæringen er bestilt og betalt af den ene part, og at modparten ikke har haft mulighed for at påvirke spørgsmålene eller undersøgelsen. Ved syn og skøn udpeges skønsmanden gennem en formel proces, og begge parter kan stille spørgsmål. Denne fælles proces er en væsentlig grund til, at en skønserklæring ofte får større bevismæssig betydning end en ensidigt indhentet vurdering.

Hvem betaler for syn og skøn?

Syn og skøn kan medføre betydelige omkostninger. Udgifterne kan blandt andet bestå af skønsmandens honorar, transport, tekniske undersøgelser, laboratorieprøver, åbning og retablering af konstruktioner samt advokatens arbejde med skønstemaet og den efterfølgende erklæring. Den part, der anmoder om syn og skøn eller stiller bestemte spørgsmål, kan som udgangspunkt blive pålagt foreløbigt at betale de udgifter, som knytter sig hertil. Den endelige fordeling bliver senere vurderet som en del af sagens samlede omkostninger.

Ved isoleret bevisoptagelse tager retten også stilling til omkostningerne, hvis parterne ikke selv har aftalt fordelingen. Det kan blandt andet få betydning, om undersøgelsen har støttet den ene parts position, og om det var rimeligt og nødvendigt at gennemføre den. Selvom en part vinder retssagen, er det ikke sikkert, at alle faktiske udgifter bliver dækket fuldt ud. Den økonomiske risiko bør derfor undersøges, før en omfattende skønsforretning sættes i gang. Læs mere på siden om sagsomkostninger, retshjælp og fri proces.

Hvor lang tid tager syn og skøn?

Der findes ikke en fast tidsramme for syn og skøn. Forløbet afhænger blandt andet af, hvor hurtigt en egnet skønsmand kan findes, hvor omfattende spørgsmålene er, om der skal gennemføres en fysisk besigtigelse, og om undersøgelsen kræver særlige målinger eller prøver. Skønsmandens kalender kan også få betydning. Når erklæringen foreligger, kan der desuden opstå behov for supplerende spørgsmål eller en afhøring under hovedforhandlingen.

Et omfattende syn og skøn kan derfor forlænge retssagen betydeligt. Behovet bør identificeres tidligt, så processen kan indpasses i sagens tidsplan og ikke først bliver iværksat kort før hovedforhandlingen. Tidsforbruget bør samtidig sammenholdes med sagens værdi og betydning. I visse tilfælde kan en mere afgrænset undersøgelse være tilstrækkelig, mens en kompliceret sag kan kræve et mere omfattende forløb.

Syn og skøn kan skabe grundlag for forlig

En skønserklæring kan ændre parternes vurdering af sagen. Hvis erklæringen tydeligt beskriver en mangel, dens årsag og de forventede udbedringsomkostninger, kan den skabe et mere konkret grundlag for forlig og forhandling. Erklæringen kan også vise, at et krav er svagere eller mindre værd end først antaget. Det kan gøre det relevant at justere kravene og undersøge en løsning, før parterne afholder yderligere omkostninger. Et forlig kan eksempelvis regulere, hvem der skal udføre afhjælpningen, hvornår arbejdet skal gennemføres, hvilket beløb der skal betales, og hvordan sagens hidtidige omkostninger fordeles.

Syn og skøn fører ikke automatisk til forlig. Men en neutral faglig vurdering kan mindske uenigheden om de tekniske forhold og gøre konflikten mere egnet til almindelig forhandling eller retsmægling.

Syn og skøn i den forenklede proces

Syn og skøn kan også anvendes i sager, der behandles efter den forenklede proces. I disse sager bliver forholdet mellem kravets størrelse og udgifterne til bevisførelsen særligt vigtigt. En omfattende skønsforretning kan blive dyr sammenlignet med den økonomiske værdi af sagen. Det kan derfor være nødvendigt at afgrænse spørgsmålene nøje og tidligt indhente et overslag over skønsmandens honorar. Det bør også overvejes, om spørgsmålet kan belyses på en enklere måde, eller om en forligsløsning samlet set giver bedre mening.

Den forenklede proces betyder ikke, at tekniske spørgsmål automatisk er enkle, eller at syn og skøn ikke kan anvendes. Bevisførelsen skal blot tilrettelægges under hensyn til sagens karakter og værdi.

Syn og skøn ved voldgift

Sagkyndig bevisførelse kan også være relevant i en voldgiftssag. Den konkrete fremgangsmåde afhænger af voldgiftsaftalen, de valgte voldgiftsregler og voldgiftsrettens beslutninger. Der kan eksempelvis være tale om en sagkyndig udpeget af voldgiftsretten eller om erklæringer fra eksperter, som parterne selv fører. En voldgiftsaftale bør identificeres tidligt, da den kan få afgørende betydning for, hvilket forum der skal behandle tvisten, og hvordan den sagkyndige bevisførelse skal gennemføres.

Det er derfor vigtigt at gennemgå kontraktens bestemmelser om konfliktløsning, før der bliver indledt en almindelig retssag eller iværksat isoleret bevisoptagelse.

Syn og skøn i erhvervstvister og kontrakttvister

I erhvervstvister og kontrakttvister kan syn og skøn være relevant, når konflikten afhænger af tekniske, økonomiske eller branchespecifikke forhold. Det kan eksempelvis være uenighed om kvaliteten af en leverance, om et produkt lever op til aftalte specifikationer, om et IT-system fungerer som aftalt, hvad et aktiv var værd på et bestemt tidspunkt, eller om en bestemt branchemæssig standard er overholdt.

Valget af skønsmand er her særligt vigtigt. Personen skal ikke blot have generel faglig viden, men også forstå den konkrete branche og de spørgsmål, som tvisten handler om. Samtidig skal skønstemaet hænge sammen med kontraktens indhold. En skønsmand kan godt vurdere, om en leverance fagligt afviger fra bestemte krav, men det er fortsat retten eller voldgiftsretten, der fortolker aftalen og vurderer de juridiske konsekvenser.

Syn og skøn ved anke

Hvis der er gennemført syn og skøn i byretten, kan skønserklæringen også få betydning under en eventuel ankesag. Det skal blandt andet vurderes, hvordan byretten har anvendt erklæringen, om svarene er blevet fortolket korrekt, og om der er behov for supplerende spørgsmål eller afhøring af skønsmanden.

En ankesag giver ikke nødvendigvis parterne mulighed for frit at begynde den sagkyndige bevisførelse forfra. Hvis en part ønsker en ny undersøgelse eller en ny skønsmand, skal behovet og de processuelle muligheder vurderes konkret. Hvis der allerede er afsagt dom, bør dommens behandling af skønserklæringen gennemgås som en del af vurderingen af, om sagen bør ankes. Læs mere om processen og fristerne på siden om anke og kære.

Hvad skal du gøre, hvis du opdager en skade eller mangel?

Hvis du opdager et forhold, som senere kan føre til en tvist, bør du være forsigtig med at ændre eller udbedre det, før beviserne er sikret. Det betyder ikke, at nødvendige akutte eller skadesbegrænsende arbejder skal undlades. En part har som udgangspunkt pligt til at begrænse sit tab. Men forholdet bør dokumenteres så grundigt som muligt, før det ændres. Det kan blandt andet være relevant at tage billeder og video, notere hvornår forholdet blev opdaget, gemme kontrakter og korrespondance og give modparten mulighed for at besigtige forholdet. Hvis der skal gennemføres en hurtig reparation, bør det overvejes, om en sagkyndig skal undersøge forholdet først.

Der bør også reageres på eventuelle reklamations- og forældelsesfrister. At parterne drøfter en teknisk undersøgelse, betyder ikke nødvendigvis, at andre juridiske frister bliver sat i bero.

Sådan hjælper ØENS med syn og skøn

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi gennem hele forløbet – både ved isoleret bevisoptagelse og ved syn og skøn under en verserende retssag. Vi starter med at afklare, hvilket faktisk eller teknisk spørgsmål der skal bevises, hvem der har bevisbyrden, og om en sagkyndig undersøgelse er nødvendig. Derefter hjælper vi med at afgrænse skønsforretningen, identificere den relevante faglige ekspertise og formulere spørgsmål, som kan give klare og brugbare svar. Når skønserklæringen foreligger, vurderer vi den sammen med sagens øvrige beviser. Vi undersøger, om svarene er fyldestgørende, om der er behov for supplerende spørgsmål, og hvilken betydning erklæringen har for krav, indsigelser, procesrisiko og mulighederne for forlig.

Hvis sagen fortsætter til hovedforhandling, hjælper vi med at præsentere og anvende skønserklæringen som en del af den samlede bevisførelse. Hvis erklæringen skaber grundlag for en forhandlet løsning, hjælper vi også med forhandlingerne og den endelige aftale.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i retssager og tvister

Advokatfirma

Søren Saaby Hansen

Advokat (H), partner

Advokatfirma

Thomas Hvas Valentin

Advokat, associeret partner

Advokatfirma

John Kahlke

Advokat (H)

Advokatfirma

Jesper Lett

Advokat (L)

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om syn og skøn

En retssag behøver ikke nødvendigvis ende med en dom. Når en civil sag allerede verserer ved domstolene, kan parterne vælge retsmægling og forsøge at finde en løsning med hjælp fra en neutral retsmægler.

Ved retsmægling er det ikke retsmægleren, der afgør, hvem der har ret. Retsmæglerens opgave er at hjælpe parterne med at afdække konflikten, forstå hinandens interesser og undersøge, om der findes en løsning, som begge kan acceptere. Det giver mulighed for at inddrage både juridiske, økonomiske, praktiske og personlige forhold. Parterne kan derfor nå frem til løsninger, som en domstol ikke nødvendigvis har mulighed for at fastsætte i en dom. Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi private, virksomheder og foreninger med at vurdere, om retsmægling er relevant, forberede sig til mødet og sikre, at en eventuel aftale bliver klar og holdbar. Hvis retsmæglingen ikke fører til en løsning, kan vi føre sagen videre som en civil retssag.

Kontakt en advokat om retsmægling.

Hvad er retsmægling?

Retsmægling er en frivillig og fortrolig måde at forsøge at løse en civil retssag på. Processen foregår med bistand fra en neutral retsmægler. Retsmægleren kan være en dommer, en domstolsjurist eller en advokat, som har gennemgået en særlig uddannelse i mægling og er udpeget af retten. I modsætning til den dommer, der behandler selve retssagen, skal retsmægleren ikke tage stilling til, hvem der juridisk har ret. Retsmægleren afsiger ingen dom og kan ikke pålægge parterne at acceptere en bestemt løsning.

Retsmægleren hjælper i stedet parterne med at:

• afklare, hvad konflikten reelt handler om
• identificere parternes vigtigste interesser
• forstå hinandens positioner
• undersøge forskellige løsningsmuligheder
• vurdere praktiske og økonomiske hensyn
• forhandle sig frem til en frivillig aftale

Hvis parterne bliver enige, kan retssagen afsluttes på baggrund af deres aftale. Hvis de ikke bliver enige, fortsætter den almindelige retssag.

Hvornår kan en sag komme i retsmægling?

Retsmægling tilbydes i civile sager ved domstolene, men ikke i Højesteret. Retsmægling kan anvendes, når en civil sag allerede er anlagt ved domstolene. Det betyder, at sagen først skal være oprettet som en retssag. Retsmægling er dermed noget andet end almindelig mediation eller forhandling, som også kan foregå, før en retssag bliver anlagt. Muligheden kan blandt andet blive drøftet:

• efter at stævningen og svarskriftet er indleveret
• under den skriftlige forberedelse
• ved det forberedende retsmøde
• efter at parternes vigtigste argumenter er blevet afklaret
• efter indhentelse af yderligere dokumentation
• efter gennemførelse af syn og skøn
• på et senere tidspunkt før hovedforhandlingen

Det konkrete tidspunkt afhænger af sagen. I nogle tvister giver det mening at forsøge retsmægling tidligt, før parterne afholder betydelige omkostninger. I andre sager kan det være nødvendigt først at få kravene, beviserne eller et teknisk spørgsmål bedre belyst. Hvis du endnu ikke har indledt sagen, kan du læse mere om de indledende overvejelser på siden Før du anlægger en retssag.

Retsmægling er frivillig

Retsmægling forudsætter, at begge parter ønsker at deltage, og at retten vurderer, at sagen egner sig til retsmægling. En part kan altså ikke tvinge modparten til retsmægling. Retten kan gøre parterne opmærksomme på muligheden og drøfte, om den kan være relevant, men retsmæglingen gennemføres kun, hvis parterne er enige om at deltage. Frivilligheden gælder under hele forløbet. En part kan afslutte retsmæglingen, hvis vedkommende ikke længere ønsker at deltage, og ingen er forpligtet til at acceptere et bestemt forslag.

En aftale bliver først indgået, når parterne faktisk er blevet enige om dens indhold. Det er derfor vigtigt at skelne mellem:

• at være villig til at undersøge mulighederne
• at fremsætte eller drøfte konkrete forslag
• at indgå en endelig og bindende aftale

At deltage i retsmægling betyder ikke i sig selv, at man opgiver sit krav eller anerkender modpartens synspunkter.

Hvilke sager egner sig til retsmægling?

Retsmægling kan anvendes i mange forskellige civile tvister. Det afgørende er ikke kun sagstypen, men også konfliktens karakter, parternes interesser og deres vilje til at undersøge en fælles løsning. Retsmægling kan blandt andet være relevant i:

• kontrakttvister
• erhvervstvister
• nabokonflikter
• tvister om fast ejendom
• bygge- og entreprisesager
• konflikter mellem ejere
• foreningsretlige konflikter
• tvister om betaling eller erstatning
• konflikter i længerevarende samarbejder
• sager, hvor parterne ønsker fortrolighed
• sager, hvor en dom ikke kan løse hele konflikten

Ved erhvervstvister og kontrakttvister kan retsmægling være særlig relevant, hvis parterne har et fortsat samarbejde, fælles kunder, leverancer eller andre kommercielle interesser, som de ønsker at bevare. En dom vil normalt tage stilling til de påstande, som parterne har nedlagt. Ved retsmægling kan parterne i højere grad arbejde med den samlede konflikt og aftale mere fleksible løsninger.

Hvornår er retsmægling mindre egnet?

Retsmægling er ikke nødvendigvis den rigtige løsning i alle sager. Processen kan være mindre egnet, hvis:

• en part ikke reelt ønsker at forhandle
• der er behov for en principiel dom
• konflikten kræver en hurtig midlertidig afgørelse
• styrkeforholdet mellem parterne gør en ligeværdig forhandling vanskelig
• en part ikke har adgang til de nødvendige oplysninger
• der er mistanke om, at processen alene bruges til at trække tiden
• en part har behov for offentlig afklaring
• konflikten angår forhold, som parterne ikke frit kan aftale sig ud af
• en aftale ikke vil kunne beskytte de relevante interesser tilstrækkeligt

Det kan også være nødvendigt først at få afklaret væsentlige faktiske eller tekniske spørgsmål. Hvis konflikten eksempelvis handler om kvaliteten af et byggeri, årsagen til en skade eller omfanget af en mangel, kan syn og skøn være relevant, før parterne har et tilstrækkeligt grundlag for at forhandle.

Hvad er forskellen på retsmægling og en retssag?

Ved en almindelig retssag er det retten, der træffer afgørelse på baggrund af parternes påstande, argumenter og beviser. Resultatet bliver som udgangspunkt fastlagt i en dom, som parterne skal rette sig efter. Ved retsmægling bestemmer parterne selv, om der skal indgås en aftale, og hvad aftalen i givet fald skal indeholde.

Forskellene kan overordnet beskrives sådan:

Hvem bestemmer resultatet?

I en retssag bestemmer retten resultatet. Ved retsmægling bestemmer parterne selv, om der skal indgås en aftale, og hvilke vilkår den skal indeholde.

Hvad bliver der lagt vægt på?

I en retssag er fokus på de juridiske krav, de relevante retsregler og de beviser, som parterne fører. Ved retsmægling kan parterne også inddrage praktiske, økonomiske, kommercielle og relationelle hensyn.

Hvilke løsninger er mulige?

Retten kan kun træffe afgørelse inden for rammerne af sagen og parternes påstande. Ved retsmægling kan parterne aftale mere fleksible løsninger. Det kan eksempelvis være ændrede leverancer, nye samarbejdsvilkår, afhjælpning, en betalingsordning eller en kombination af flere forskellige ydelser.

Hvad sker der, hvis parterne ikke bliver enige?

Hvis retsmæglingen ikke fører til en aftale, fortsætter retssagen. Parterne mister ikke deres ret til at få sagen afgjort af retten, alene fordi de har forsøgt retsmægling.

Hvad er forskellen på retsmægling og almindelig forhandling?

Parterne kan altid forsøge at løse en tvist gennem almindelig forhandling. Det kan ske både før og efter, at en retssag er blevet anlagt. Ved en almindelig forligsforhandling forhandler parterne eller deres advokater typisk direkte med hinanden. Forhandlingen tager ofte udgangspunkt i kravene, dokumentationen, de juridiske positioner og risikoen ved at fortsætte sagen. Ved retsmægling deltager en neutral tredjepart, som leder processen og hjælper parterne med at afdække deres interesser og undersøge forskellige løsninger. En retsmægler er ikke rådgiver for nogen af parterne. Retsmægleren skal være neutral og kan ikke erstatte den juridiske rådgivning, som parterne eventuelt modtager fra deres egne advokater.

Læs mere om forskellene og de almindelige strategiske overvejelser på siden om forlig og forhandling.

Hvad er forskellen på retsmægling og voldgift?

Retsmægling og voldgift er grundlæggende forskellige former for konfliktløsning. Ved retsmægling hjælper en neutral mægler parterne med selv at finde en løsning. Retsmægleren træffer ingen afgørelse. Ved voldgift afgøres tvisten af en voldgiftsret. Voldgiftsretten har dermed en rolle, der på flere måder svarer til domstolens rolle i en almindelig retssag.

En voldgiftskendelse er bindende for parterne. En retsmægling fører derimod kun til en bindende løsning, hvis parterne selv indgår en aftale. Det bør allerede ved konfliktens begyndelse undersøges, om parterne har aftalt voldgift. En voldgiftsklausul kan have afgørende betydning for, om sagen skal behandles ved de almindelige domstole eller ved en voldgiftsret.

Hvordan foregår en retsmægling?

Det konkrete forløb tilpasses sagen og parterne. Retsmægleren vil normalt indlede med at forklare rammerne, sin egen rolle og de grundlæggende regler for processen. Et typisk forløb kan indeholde følgende trin:

Indledning

Retsmægleren præsenterer processen og sikrer, at parterne forstår, at deltagelsen er frivillig, og at retsmægleren ikke skal afgøre sagen.

Det afklares også, hvem der deltager, og om de fremmødte har mulighed for at indgå en aftale.

Parternes præsentation af konflikten

Hver part får mulighed for at forklare, hvordan vedkommende ser sagen, hvad der er sket, og hvad der er vigtigt at få løst.

Formålet er ikke nødvendigvis at gennemføre en fuld juridisk procedure. Retsmægleren skal derimod opnå en forståelse af konflikten og de interesser, som ligger bag parternes formelle krav.

Fælles drøftelser

Retsmægleren hjælper parterne med at identificere de centrale uenigheder og undersøge mulige løsninger.

Der kan både tales om juridiske spørgsmål og om praktiske eller økonomiske hensyn, som ikke nødvendigvis vil kunne indgå i en dom.

Separate møder

Retsmægleren kan efter omstændighederne tale med parterne hver for sig.

Separate samtaler kan give en part mulighed for at drøfte bekymringer, interesser og løsningsmuligheder mere åbent. Retsmægleren må ikke uden videre videregive oplysninger fra den ene parts separate samtale til den anden.

Forhandling om konkrete løsninger

Hvis der viser sig grundlag for en aftale, bliver forskellige forslag og vilkår undersøgt. Det kan eksempelvis handle om:

• betaling
• afdragsordninger
• levering
• afhjælpning
• ændring eller ophævelse af aftaler
• fremtidigt samarbejde
• fortrolighed
• fordeling af omkostninger
• afslutning af retssagen

Udarbejdelse af aftalen

Hvis parterne bliver enige, skal aftalen formuleres præcist.

Det bør blandt andet fremgå, hvilke krav der afsluttes, hvad hver part skal gøre, hvilke frister der gælder, og hvad der sker, hvis aftalen ikke bliver overholdt.

Skal parterne selv deltage?

Parterne skal som udgangspunkt spille en aktiv rolle i retsmæglingen. Hvis en virksomhed, organisation eller forening er part, bør den være repræsenteret af en person, der kender sagen og har den nødvendige bemyndigelse til at forhandle og indgå en aftale.

Det kan være vanskeligt at gennemføre en effektiv retsmægling, hvis den person, der deltager, ikke kan træffe beslutninger eller hele tiden skal indhente godkendelse fra andre.

Før mødet bør det derfor afklares:

• hvem der skal deltage
• hvem der kan træffe beslutninger
• om der kræves godkendelse fra en bestyrelse eller ledelse
• hvor stort et forhandlingsmandat deltageren har
• om andre personer skal være tilgængelige under mødet

Det er ikke ensbetydende med, at en aftale skal indgås. Men der skal være en reel mulighed for at forhandle, hvis processen skal give mening.

Hvad er advokatens rolle under retsmæglingen?

Retsmægleren er neutral og kan ikke rådgive en part om, hvorvidt en bestemt aftale bør accepteres. Derfor kan det være relevant at have sin egen advokat med under processen. Advokaten kan blandt andet hjælpe med at:

• forberede klienten på retsmæglingen
• forklare sagens juridiske styrker og svagheder
• vurdere dokumentationen og bevisbyrden
• fastlægge et realistisk forhandlingsrum
• sammenligne et forslag med det forventede udfald ved dom
• vurdere de økonomiske og juridiske konsekvenser
• sikre, at aftalen bliver formuleret præcist
• identificere vilkår, der kan skabe nye konflikter
• rådgive om opfyldelse og håndhævelse

Advokatens opgave er ikke nødvendigvis at føre en traditionel juridisk procedure under retsmæglingen. Opgaven er at sikre, at klienten kan deltage på et oplyst grundlag og forstå konsekvenserne af en eventuel aftale.

Hvordan forbereder man sig til retsmægling?

En god forberedelse øger muligheden for, at retsmæglingen fører til en brugbar løsning.

Inden mødet bør du blandt andet overveje:

• Hvad ønsker du først og fremmest at opnå?
• Hvilke dele af konflikten er vigtigst for dig?
• Hvilke forhold kan du være fleksibel omkring?
• Hvilke løsninger vil du ikke kunne acceptere?
• Hvad er dit realistiske alternativ, hvis der ikke indgås en aftale?
• Hvad vil det koste at fortsætte retssagen?
• Hvor lang tid kan sagen forventes at tage?
• Hvilke risici er der forbundet med beviserne?
• Hvilke interesser kan modparten have?
• Hvilke praktiske løsninger kunne tilgodese begge parter?

Det er vigtigt at kende sin juridiske position. Men retsmægling kræver også, at man ser ud over de formelle påstande og overvejer, hvad der reelt skal til for at afslutte konflikten.

Beviser og bevisbyrde under retsmægling

Retsmægleren skal ikke træffe afgørelse på baggrund af beviserne. Alligevel kan beviserne få stor betydning for parternes vurdering af deres alternativer. Hvis den ene part har stærk skriftlig dokumentation, mens den anden parts position primært afhænger af usikre forklaringer, kan det påvirke det realistiske forhandlingsrum. Det samme gælder, hvis en part har bevisbyrden for et afgørende forhold, men ikke kan dokumentere det.

Inden retsmæglingen bør parterne derfor have et overblik over:

• hvilke faktiske forhold der er enighed om
• hvilke forhold der fortsat bestrides
• hvem der har bevisbyrden
• hvilke dokumenter der understøtter sagen
• hvilke vidner der eventuelt skal afhøres
• om der er tekniske spørgsmål
• om der er usikkerhed ved bestemte beviser

Læs mere på siden om beviser og bevisbyrde.

Retsmægling i sager med syn og skøn

I sager om tekniske eller faglige spørgsmål kan det være vanskeligt at forhandle, hvis parterne er grundlæggende uenige om de faktiske forhold. Det kan eksempelvis være en tvist om:

• fejl og mangler ved byggeri
• årsagen til en skade
• værdien af en ejendom eller ydelse
• kvaliteten af udført arbejde
• omkostningerne ved afhjælpning
• tekniske installationer eller konstruktioner

I sådanne sager kan en skønserklæring give parterne et mere fælles faktuelt grundlag. Når den sagkyndiges vurdering foreligger, bliver det ofte lettere at vurdere både kravets størrelse og risikoen ved at fortsætte sagen. Det betyder ikke, at syn og skøn altid skal gennemføres før retsmægling. Bevisførelsen kan være både tidskrævende og omkostningstung. Det skal derfor vurderes konkret, om parterne allerede har et tilstrækkeligt grundlag for at forhandle.

Læs mere om processen på siden om syn og skøn.

Er retsmægling fortrolig?

Fortrolighed er et centralt element i retsmægling. Formålet er, at parterne skal kunne tale mere åbent om deres interesser, usikkerheder og mulige løsninger, uden at processen bliver en almindelig del af retssagens bevisførelse.

Oplysninger, som fremkommer under retsmæglingen, er underlagt særlige regler om fortrolighed. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at et dokument eller en oplysning, som allerede eksisterede og kunne anvendes i retssagen, bliver utilgængelig som bevis, alene fordi den også er blevet omtalt under retsmæglingen. Der bør derfor skelnes mellem:

• oplysninger, der alene fremkommer under retsmæglingen
• eksisterende dokumenter og beviser
• oplysninger, som parterne allerede havde adgang til
• indholdet af en eventuel endelig aftale

Retsmægleren kan også holde separate møder med parterne. Oplysninger fra et sådant møde må ikke uden videre videregives til den anden part.

Hvad sker der, hvis parterne bliver enige?

Hvis retsmæglingen fører til en løsning, skal aftalen formuleres klart. Aftalen bør blandt andet tage stilling til:

• hvem der er omfattet
• hvilke krav der afsluttes
• hvad hver part skal betale eller gøre
• hvilke frister der gælder
• om der skal betales renter
• om betaling skal ske i rater
• om der skal stilles sikkerhed
• hvordan sagens omkostninger fordeles
• om aftalen er fortrolig
• hvad der sker ved misligholdelse
• hvordan retssagen afsluttes

Parterne bør også tage stilling til, om aftalen skal indgås som et udenretligt forlig, eller om den skal indføres i rettens retsbog som et retsforlig. Et retsforlig kan som udgangspunkt danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse. Formuleringen er derfor vigtig, hvis aftalen senere skal kunne håndhæves gennem fogedretten. På siden om forlig og forhandling kan du læse mere om udformningen og virkningen af en forligsaftale.

Hvad sker der, hvis retsmæglingen ikke lykkes?

Hvis parterne ikke bliver enige, fortsætter den almindelige retssag. Det forhold, at retsmæglingen ikke har ført til et forlig, betyder ikke i sig selv, at en af parterne havde ret eller tog fejl. Retsmægleren træffer ingen juridisk afgørelse og udarbejder ikke en dom om sagen. Retssagen fortsætter på grundlag af parternes påstande, anbringender og beviser. De almindelige processuelle frister og krav skal fortsat overholdes.

Parterne kan også fortsat indgå forlig senere. En mislykket retsmægling udelukker ikke nye forhandlinger, hvis sagen eller parternes vurdering ændrer sig.

Stopper retsmægling sagens frister?

Man bør ikke uden videre gå ud fra, at alle frister automatisk bliver sat i bero, fordi sagen overgår til retsmægling. Retten tilrettelægger det konkrete forløb og kan tage stilling til, hvordan retsmæglingen skal indpasses i retssagens tidsplan. Parterne og deres advokater skal fortsat holde øje med meddelelser og frister på sagsportalen.

Har du modtaget en stævning, skal du derfor reagere inden den frist, retten har fastsat. Det gælder også, selvom parterne samtidig drøfter muligheden for retsmægling.

Man bør først betragte sagen som afsluttet, når en bindende aftale er indgået, og retssagen er blevet afsluttet korrekt.

Hvad koster retsmægling?

Retsmæglerens bistand er gratis. Hvis du vælger at have din egen advokat med, skal du som udgangspunkt selv betale advokatens salær. Der kan desuden fortsat være andre omkostninger forbundet med den verserende retssag. Det kan blandt andet være til:

• egen advokat
• forberedelse af sagen
• gennemgang af dokumenter
• sagkyndig bistand
• eventuelt syn og skøn
• rejse og mødedeltagelse
• arbejde med den endelige aftale

Hvis retsmæglingen ikke fører til en løsning, fortsætter retssagen, og der kan derfor komme yderligere omkostninger til den almindelige sagsbehandling og hovedforhandlingen. Beslutningen bør derfor ikke alene baseres på, om retsmægling er billigere. Det bør vurderes, om processen har en realistisk mulighed for at skabe en bedre og mere effektiv løsning. Læs mere om den økonomiske risiko ved retssager på siden om sagsomkostninger, retshjælp og fri proces.

Retsmægling i den forenklede proces

Retsmægling kan også være relevant i sager, der behandles efter den forenklede proces. Den forenklede proces anvendes som udgangspunkt ved mindre civile krav og er tilrettelagt, så retten spiller en mere aktiv rolle i sagens forberedelse.

Selvom kravet er mindre, kan konflikten have stor betydning for parterne. En sag om eksempelvis 50.000 eller 75.000 kr. kan samtidig rejse komplicerede spørgsmål om aftaler, ansvar og dokumentation. Retsmægling kan her være relevant, hvis omkostningerne og tidsforbruget ved at fortsætte sagen risikerer at blive uforholdsmæssige sammenlignet med kravets størrelse.

Retsmægling efter en dom

Retsmægling ved domstolene knytter sig til en verserende retssag. Hvis byretten allerede har afsagt dom, og sagen ankes, kan mulighederne for konfliktløsning også undersøges under ankesagen. Forhandlinger sætter dog ikke automatisk ankefristen i bero. Hvis en part overvejer at anke, skal der reageres inden den relevante frist, medmindre konflikten allerede er blevet endeligt løst. En aftale efter dommen kan eksempelvis handle om:

• at ingen af parterne anker
• en betalingsordning
• den praktiske opfyldelse af dommen
• afslutning af relaterede krav
• fordeling af yderligere omkostninger
• et fremtidigt samarbejde

På siden om anke og kære kan du læse mere om de relevante frister og overvejelser efter en retsafgørelse.

Sådan hjælper ØENS ved retsmægling

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi både med at vurdere, om retsmægling er relevant, og med at gennemføre processen. Vi starter med at afklare konflikten, hvad du ønsker at opnå, og hvilket materiale der allerede findes. Derefter vurderer vi det juridiske grundlag, dokumentationen, procesrisikoen og mulighederne for at finde en løsning.

Vi kan blandt andet hjælpe med at:

• vurdere, om sagen egner sig til retsmægling
• gennemgå aftaler, korrespondance og øvrig dokumentation
• vurdere beviserne og bevisbyrden
• identificere sagens styrker og svagheder
• afklare dine vigtigste interesser
• fastlægge et realistisk forhandlingsrum
• forberede dig på mødet med retsmægleren
• deltage som din advokat under retsmæglingen
• vurdere konkrete løsningsforslag
• sammenligne et forslag med risikoen ved at fortsætte
• rådgive om sagsomkostninger
• udarbejde eller gennemgå den endelige aftale
• sikre klare vilkår om betaling og misligholdelse
• føre retssagen videre, hvis der ikke indgås en aftale

Målet er, at du kan deltage på et oplyst grundlag og forstå både mulighederne ved en aftale og konsekvenserne ved at fortsætte retssagen.

Tal med en advokat om retsmægling

Retsmægling kan give mulighed for en hurtigere, mere fleksibel og mere helhedsorienteret løsning end en dom. Men processen bør forberedes grundigt, og en aftale bør ikke indgås, før dens juridiske, økonomiske og praktiske konsekvenser er belyst.

Hos ØENS Advokatfirma hjælper vi private, virksomheder og foreninger gennem hele forløbet – fra den første vurdering af sagen til retsmæglingen og udformningen af en eventuel aftale. Hvis retsmæglingen ikke fører til en løsning, kan vi også hjælpe med at føre retssagen videre.

Kontakt en af ØENS advokater med speciale i retssager og tvister

Advokatfirma

Søren Saaby Hansen

Advokat (H), partner

Advokatfirma

Thomas Hvas Valentin

Advokat, associeret partner

Advokatfirma

John Kahlke

Advokat (H)

Advokatfirma

Jesper Lett

Advokat (L)

Afdeling:

Ofte stillede spørgsmål om retsmægling