Byggeskadeforsikring og entreprenøransvar ved nyopførte foreningsejendomme

Du har lige købt drømmeboligen i en lækker nyopført etageejendom. ‘Kan det overhovedet gå galt’ tænker du?

Det kan det desværre godt. Har du mon tænkt over, hvem der bærer ansvaret, hvis du en morgen vågner ved, at det drypper ned gennem taget til din lejlighed? Spørgsmålet er, om ejendommen er dækket ind i forhold til mangler ved byggeriet.

Hvis du sidder i bestyrelsen i en ejendom, der er opført indenfor de sidste 10 år, er det en god idé at læse videre her.

Et stigende antal sager

I ØENS Rådgivningshus oplever vi et stigende antal henvendelser fra foreninger i ejendomme, som er nyopført indenfor de seneste 5-10 år. Henvendelserne drejer sig omkring ansvar for mangler ved hovedejendommen, og hvad bestyrelsens forpligtelser er i den forbindelse. ’Skal der holdes en 5-års-gennemgang?’, ’Hvem har ansvaret for mangler?’, ’Hvornår skal vi senest have reklameret over skjulte mangler ved byggeriet?’, ‘Er der en byggeskadeforsikring, der dækker?’

Dette er blot nogle af de hyppigste spørgsmål, vi hører.

Problemstillingen vedrører altså ikke skader og/eller mangler, der er isoleret til den enkelte andels- eller ejerlejlighed, men skader på hovedejendommen eller hvor skadesårsagen vedrører hovedejendommen.

Det almindelige 10-årige ansvar overfor forbrugere

Hvis du som forbrugerkunde får bygget en bolig til dig og din familie, gælder der et 10-årigt ansvar for mangler ved byggeriet for den entreprenør, som du har indgået entrepriseaftalen med. Dette er en lovbeskyttet ret, som altså ikke kan fraviges ved aftale mellem dig og entreprenøren.

Entreprenøren og bygherren forsvinder

Problemet opstår fordi foreningen oftest ikke har nogen aftale med den entreprenør, som har opført bygningen. Og den ejendomsudvikler, der står som bygherre og sælger, har ofte ingen intentioner om at være i ’live’ mere end et par år efter, at ejendommen er videresolgt. Det er derfor vigtigt, at foreningens bestyrelse har styr på, hvilke aftaler der gælder mellem entreprenøren og bygherren og videre til foreningen. Konsekvensen kan i værste fald være, at ingen er ansvarlige for skjulte mangler ved byggeriet.

Byggeskadeforsikring kan være foreningens redning

Byggeskadeforsikringen er en lovpligtig forsikring, der dækker mere grundlæggende mangler ved nyopførelse af ejendomme til beboelse i 10 år. Byggeskadeforsikringen skal tegnes i forbindelse med byggeriets opførelse. Forsikringsselskabet er forpligtet til at lave en teknisk gennemgang af byggeriet efter 1 og 5 år efter afleveringen. Herefter skal de udarbejde en rapport, som skal gøres tilgængelig for beboerne.

Har du brug for hjælp

Du og din forening er altid velkommen til at kontakte os for at høre, hvordan vi kan hjælpe jer med at få styr på entreprenøransvar og byggeskadeforsikring.

Kontakt en af ØENS specialister

Johan Iversen Møller, Advokat, ØENS Advokatfirma
Advokatfirma
Johan Iversen Møller
Advokat