Det er ingen nyhed, at der er mangel på boliger i det hurtigt voksende København. Tilflytningen til byen vokser. Det samme gør boligmanglen. Men nu er der godt nyt til de mange boligsøgende i hovedstaden.
Mange boligforeninger går med overvejelser om at konvertere tagarealerne i deres ejendomme til boliger. En manøvre, som flere foretager med det formål at kunne finansiere en stor vedligeholdelsespost – som f.eks. et nyt tag. Men det har indtil nu ikke været en ukompliceret proces, der ventede én, når man ville realisere idéen om at indrette tagboliger. Som boligforening gik man tidligere en lang og svær tid i møde, når man ansøgte om tilladelse til et tagboligprojekt hos Københavns Kommune. Og dét var netop denne frustration, som flere arkitekter og bygherrer brændte inde med, da de sidste år gik sammen om at sende et åbent brev til Københavns Kommune, der opfordrede politikerne til at se mildere på ansøgninger om tagboliger. Bønnerne blev hørt, og nu har politikerne præsenteret et initiativ, der skal gøre det lettere at få dispensation til at hæve loftshøjden i eksisterende ejendomme og dermed opføre tagboliger.
Der findes en lang række uudnyttede tørrelofter i etageejendommene rundt omkring i København, og det er blandt andet i disse arealer, at vi skal finde svaret på boligmanglen. Faktisk kan Københavns Kommunes beslutning potentielt føre til hele 22.000 nye boliger i København.
Men indretning af tagboliger er ikke alene godt for boligmanglen, det er også godt for miljøet. Mange boligforeninger finansierer som sagt ofte større vedligeholdelsesprojekter ved at frasælge deres tørrelofter til indretning, og denne vedligeholdelse på de ofte meget gamle ejendomme giver lavere energiforbrug og bidrager således til kommunens mål om at være bæredygtig.
Går du og din boligforening også og overvejer at opføre tagboliger til beboelse? Så kontakt ØENS byggesagsafdeling til en uforpligtende snak om, hvordan vi kan hjælpe med at realisere drømmen om at indrette boliger på jeres tørrelofter.