I dag er det sidste dag inden juleferien. Vi er så småt begyndt at pakke vores ting sammen, men inden vi sender hinanden på en velfortjent juleferie, vil vi benytte lejligheden til at takke vores kunder og samarbejdspartnere for et godt samarbejde i det forgangne år.
2022 var året, hvor vi igen kunne forsamles frit, uden nedlukninger og forsamlingsforbud. Det har været en lettelse og glæde igen at kunne samles til møder i – og udenfor huset. Omend året startede ‘nedlukket’, så blev 2022 året, hvor vi – mere eller mindre – blev coronaen kvit. Desværre er det ikke ensbetydende med at alt er tilbage ved det gamle. En krig i Europa og den deraf følgende energikrise og voldsomme inflation samt kraftigt rentestigninger har givet nye udfordringer, der skal håndteres.
Den slags kan ikke undgå at påvirke såvel arbejdsgange som privatliv, men vi har i samråd og samarbejde med jer – lært at navigere i den uforudsigelige verdenssituation.
Vi er utroligt taknemmelige for den tillid og fleksibilitet, I har udvist os. Vi glæder os til at fortsætte den gode stil i 2023.
2022 har været et begivenhedsrigt år her i ØENS:
- Sebastian Bøving Jacobsen, Kristian Olsen og Jacob Bonderup er optaget som partnere.
- ØENS blev ‘Great Place To Work’-certificeret igen.
- ØENS grønne testprojekt er blevet søsat.
- Utallige undervisningsmoduler er blevet gennemført på ØENS Akademi. ØENS Akademi er ØENS interne akademi, hvor vores erfarne kolleger deler ud af deres viden om alskens opgaver, lovgivning, procedurer mv.
- Vi har fået en ny hjemmeside!
- Vi har igen i år investeret stort i RPA-projekter, der ‘overtager’ tjansen, når standardiserede opgaver skal løses. Outputtet af RPA-projekterne har frigivet en masse manuel tastetid, hvilket er arbejdstid, der nu i stedet bliver brugt på at servicere vores mange skønne kunder i endnu højere grad.
- Vi har afholdt 4 x bestyrelsesundervisningsmoduler og et hav af gå-hjem-møder.
- ØENS og ØENS medarbejdere har været med til at hjælpe 3.000 børn og kvinder i Indien, til at få en bedre hverdag med uddannelse og arbejde. Derudover er 1.000 børn på julemærkehjemmene blevet hjulpet og styrket til et bedre selvværd, nye venner og trygge fællesskaber.
- Kratterne vandt ENDELIG over cykelmyggene i ‘ØENS cykler til arbejde’.
- Nye medarbejdere er kommet til, mens andre har sagt farvel for at prøve kræfter på andre arbejdspladser. Også nye kunder og foreninger har søgt mod os, og det er vi selvfølgelig glade for og stolte over – det vidner om, at vi lykkes med det arbejde, vi laver hver eneste dag.
Vi gør opmærksom på, at kontoret holder lukket fra den 24. december til den 1. januar – begge dage inklusiv.
Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår. Vi ses i 2023.