Om ganske få dage træder Lov nr. 89 (indførelse af registreringskrav og mulighed for at fravige reglerne om maksimal ugentlig arbejdstid) i kraft. Fra den 1. juli 2024 skal alle danske virksomheder have et system til registrering af medarbejdernes arbejdstid. Uanset selskabsform, størrelse eller antal ansatte, skal alle indføre et tidsregistreringssystem.
ØENS har tidligere belyst reglerne og deres vigtighed i artiklen [Er din virksomhed klar til implementeringen af de nye krav til registrering af medarbejdernes arbejdstid?], men lovændringen har fortsat medført en del spørgsmål, som vi vil forsøge at belyse i denne artikel. Herunder kan du blive klogere på, hvad registrering af arbejdstid omfatter for dig og din virksomhed.
Hvem skal tidsregistrere?
Loven om arbejdstid – og således også pligten til tidsregistrering – gælder for alle lønmodtagere med undtagelse af “selvtilrettelæggere”, såfremt dette er angivet i deres ansættelseskontrakt efter en konkret og individuel vurdering. Dette betyder, at medarbejdere ansat på jobløn eller uden øvre arbejdstid også er omfattet. Administrerende direktører og selvstændige er ikke omfattet.
Skal jeg tidsregistrere alt?
Ja, både arbejdstid på kontoret og hjemmearbejde skal registreres. Pauser, overarbejde og andre former for rådighedstid tæller også som arbejdstid.
Hvad er formålet?
Formålet er at beskytte medarbejdernes ret til hvile, privatliv og sundhed ved at sikre overholdelse af reglerne om daglig og ugentlig hviletid samt maksimal ugentlig arbejdstid. Den nye regulering er således skabt for at beskytte medarbejderne.
Hvor detaljeret skal jeg tidsregistrere?
Loven kræver ikke registrering af tid brugt på specifikke opgaver eller hvornår du ankommer eller forlader arbejdspladsen. Det vigtige er registreringen af den samlede arbejdstid.
Har jeg eller min arbejdsgiver ansvaret for at sikre implementering af systemet?
Det er din arbejdsplads, der skal implementere et tidsregistreringssystem. Det er dog din pligt at indberette din arbejdstid, når systemet er implementeret. Hvis du ikke indberetter korrekt og/eller følger de øvrige politikker og retningslinjer, kan det få konsekvenser for ansættelsesforholdet.
Der er på nuværende tidspunkt ikke tilknyttet en sanktion for arbejdsgivere, hvis de ikke opfylder kravet om tidsregistrering. Det vil dog naturligvis stadig være muligt at gøre et krav gældende mod sin arbejdsplads, hvis de ikke overholder 48-timers reglen m.v.
Har du brug for mere hjælp i din dagligdag?
ØENS Advokatfirma er klar til at hjælpe jer med at implementere reglerne korrekt eller rådgive om, hvordan I som medarbejdere overholder dem.
Derudover bistår vi også gerne med udarbejdelse af de lovpligtige interne politikker, privatlivsmeddelelser til medarbejderne om den nye registrering, opdatering GDPR-fortegnelser, opdatering/udarbejdelse af databehandleraftaler, sikre dataprivacy by design, lave risikovurderinger, ændringer/opdateringer af ansættelseskontrakter, kursus/information til jeres medarbejdere samt øvrig juridisk rådgivning i forbindelse med de nye regler om tidsregistrering.