ØENS Rådgivningshus, ejendomsadministration, advokat, amager

ØENS Rådgivningshus er blevet ‘Great Place to Work’-certificeret for femte år i træk!

Der er mange ting, man kan være stolt af. Men at blive certificeret som et Great Place to Work for femte år i træk – dét rammer lige i hjertet.

Hos ØENS Rådgivningshus handler hverdagen ikke bare om paragraffer, projekter og processer. Den handler om mennesker. Om at stå sammen – både når det går stærkt, privat og arbejdsmæssigt, og når vi skal trække vejret og huske, hvorfor vi gør det, vi gør.

Derfor betyder denne anerkendelse fra Great Place to Work så meget for os. For den handler ikke om flotte ord på papir, men om den følelse og dét DNA, vores medarbejdere har – og byder ind med – når de møder vores mange kunder, samarbejdspartnere og hinanden.

Og dét, at vores skønne kolleger endnu engang har vurderet ØENS som et fantastisk sted at arbejde – dét gør os oprigtigt glade og stolte.

Et fællesskab i udvikling

De seneste år har vi vokset os større – både i antal, kompetencer og erfaringer. Vi har byttet skriveborde ud under ombygninger, onboardet et hav af nye kolleger fra mange forskellige baggrunde og alligevel formået at bevare det, der betyder mest for os: fællesskabet.

Vi tror på, at vores styrke ligger i forskelligheden. Hos ØENS er der plads til både de nyuddannede og dem, der egentlig havde planlagt pension – men alligevel ikke kunne slippe det gode selskab.

Fokus på det, der betyder noget

I det forgangne år har vi især haft fokus på:

  • Medarbejderinddragelse: Alle skal høres – og idéer får lov at leve.
  • Work-life balance: Fleksibilitet, tillid og balance mellem job og privatliv.
  • Udvikling: Kurser, karriere og faglig sparring – fordi vi vil hinanden det godt.
  • Fællesskab: Fredagsbarer, sjove arrangementer, fodboldturnering, løbeklub, koncerter og grin på tværs af afdelinger.

Tak for tilliden

Fem år i træk som Great Place to Work er ikke en selvfølge. Det er et resultat af mange små handlinger fra kolleger og ledelsen, hver eneste dag.

Så en kæmpe tak til alle hos ØENS Rådgivningshus – for at skabe en arbejdsplads, hvor vi trives, udvikler os og løfter hinanden.

Og til dig, der er jobsøgende og læser med: Hvis du drømmer om at blive en del af et rådgivningshus, hvor fællesskab og faglighed går hånd i hånd – så hold øje med vores karriereside. Vi leder altid efter mennesker, der vil mere end bare have et job.