
Når politiet og anklagemyndigheden rejser en sag mod dig, står du over for et system med betydelige ressourcer. I den situation er en forsvarsadvokat uundværlig.
En forsvarsadvokat har ét formål – at varetage dine interesser i straffesagen. Hvor politiet efterforsker, og anklagemyndigheden søger domfældelse, er forsvarsadvokaten den eneste aktør, der udelukkende arbejder for dig.
Hos ØENS Advokatfirma på Amager har vi mange års erfaring med straffesager – fra mindre forseelser som færdselslovsovertrædelser og butikstyveri til alvorlig kriminalitet vedrørende bl.a. narkotika, voldtægt og drabsforsøg. Vi arbejder resolut på at sikre det bedst mulige resultat for vores klienter.
Forsvarsadvokatens rolle – trin-for-trin-guide
Efterforskningen
Så snart du bliver sigtet, har du ret til en forsvarer. I denne fase er vores opgave bl.a. at:
- gennemgå sigtelsen og forklare dens betydning
- være til stede ved politiafhøringer og rådgive om, hvorvidt du bør udtale dig
- kontrollere politiets efterforskningsskridt og vurdere, om de er i overensstemmelse med retsplejeloven
- indhente og analysere sagens beviser med henblik på at afdække svagheder og fejl
Tidlig inddragelse af en forsvarsadvokat kan være afgørende for sagens videre forløb – i visse tilfælde kan en sag frafaldes allerede på dette stadie.
Grundlovsforhør og varetægtsfængsling
Hvis politiet ønsker at frihedsberøve dig under efterforskningen, skal du fremstilles i grundlovsforhør. Her argumenterer forsvarsadvokaten imod varetægtsfængsling eller for alternative foranstaltninger, og vi sikrer, at retten foretager en grundig prøvelse af politiets påstande.
Som varetægtsfængslet er advokaten ofte din eneste kontakt med omverdenen, særligt i begyndelsen. Vi sørger for, at den varetægtsfængsledes behov videreformidles til myndighederne – f.eks. kontakt til pårørende, besøgstilladelse, løbende orientering om sagens udvikling og tryghed omkring sagsstrategien og fristforlængelser.
Retssagen
Bliver der rejst tiltale, afgøres sagen ved hovedforhandlingen i retten. Vi forbereder sagen grundigt i dialog med dig – herunder hvilke dele af din forklaring du ønsker at udtale dig om i retten. Advokaten forbereder spørgsmål, der sikrer, at de relevante momenter i forklaringen kommer frem, og stiller spørgsmål til vidnerne for at afdække eventuelle uoverensstemmelser i anklagemyndighedens beviser.
I retten vil vi blandt andet:
- fremsætte påstand – typisk frifindelse
- stille klienten spørgsmål, som belyser sagen bedst muligt for klienten
- krydsforhøre vidner og stille kritiske spørgsmål til politiets forklaringer
- påvise svagheder i anklagemyndighedens beviser
- eventuelt dokumentere egne beviser
- procedere sagen med fokus på frifindelse eller strafnedsættelse, hvis domfældelse ikke kan undgås
En retssag kræver grundig forberedelse og proceserfaring – her bliver forskellen mellem en erfaren og en uerfaren forsvarer tydelig.
Efter dommen
Forsvarsadvokaten rådgiver dig også om dine muligheder efter domsafsigelsen:
- anke til landsretten,
- indbringe sagen for Højesteret, hvis betingelserne er opfyldt.
Skal jeg have en forsvarsadvokat?
Ja. Når du er sigtet, har du altid ret til en forsvarer. Når du er tiltalt, er det obligatorisk at have en forsvarer. Du kan selv vælge, hvilken advokat du ønsker – og du bør altid vælge en specialiseret forsvarsadvokat.
Beneficeret forsvarer – retten til gratis advokatbistand
I straffesager har alle ret til kvalificeret forsvar. Derfor beskikker retten en forsvarer (en såkaldt beneficeret forsvarer), hvis du ikke selv vælger en. Udgiften dækkes som udgangspunkt af statskassen under sagen. Selv om du har fået beskikket en forsvarer, har du altid mulighed for at få beskikket en forsvarer efter eget ønske. Hos ØENS Advokatfirma på Amager i København har både Anders Larsen og Henrik Karl Nielsen omfattende erfaring som beneficerede forsvarere, og de repræsenterer klienter i alle typer straffesager.
Hvorfor vælge ØENS Advokatfirma?
En straffesag kan få vidtrækkende konsekvenser for dit liv – både juridisk, personligt og økonomisk. Derfor kræver det et forsvar, der er både resolut og kvalificeret. Hos ØENS Advokatfirma tilbyder vi:
- mange års specialisering i straffesager
- et forsvar, der bygger på grundig analyse, juridisk præcision og strategisk procesførelse
- en advokat, der følger sagen fra start til slut
Hvad gør en forsvarsadvokat helt konkret?
En forsvarsadvokat repræsenterer dig gennem hele straffesagen – fra politiafhøring og efterforskning til dom og eventuel anke. Advokaten sikrer, at dine rettigheder overholdes, og at din sag præsenteres bedst muligt.
Kan jeg selv vælge min forsvarsadvokat?
Ja. Du har ret til selv at pege på den advokat, du ønsker – også selvom retten har beskikket en anden.
Hvornår bør jeg kontakte en forsvarsadvokat?
Allerede når du bliver sigtet eller indkaldt til afhøring. Jo før advokaten inddrages, desto bedre kan dine rettigheder sikres.
Koster det noget at få en forsvarsadvokat?
Hvis retten beskikker en forsvarer, dækker staten udgiften under sagen. Hvis du bliver dømt, kan du dog blive pålagt at betale udgiften helt eller delvist.
Hvad hvis jeg er udlænding og sigtet i Danmark?
Du har samme ret til en forsvarer som danske statsborgere. En forsvarsadvokat kan også rådgive dig om udvisningsrisiko og hjælpe med tolkebistand.











