Skal du købe eller sælge en virksomhed?
Med mangeårig erfaring inden for selskabsret tilbyder vores jurister kompetent rådgivning i forbindelse med stiftelse af selskaber. Vi hjælper med at stifte alle typer selskaber; aktieselskaber, anpartsselskaber, iværksætterselskaber, interessentskaber, kommanditselskaber osv.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp ved køb, salg eller omdannelse af virksomhed? Kontakt en af ØENS advokater med speciale indenfor selskabsret, og lad os hjælpe dig med din sag.
Fusion og spaltning
Ved en fusion overdrages alle aktiviteter og forpligtelser fra ét selskab til et andet selskab, eller to eller flere selskaber sammensmeltes til ét selskab.
- En vandret fusion er en fusion mellem selskaber, der ikke indgår i et moder-datterselskabsforhold. Disse fusioner anvendes normalt, når to tidligere konkurrerende selskaber fusionerer til ét fælles selskab.
- En lodret fusion er en fusion, hvor et datterselskab fusioneres op i et moderselskab. Ved en omvendt lodret fusion fusioneres et moderselskab ned i et datterselskab. Disse fusioner anvendes normalt som koncern-interne fusioner.
Ved en fusion sker der såkaldt universalsuccession, hvorved samtlige rettigheder og forpligtelser overgår til det fortsættende selskab eller det nye selskab, der skabes som led i fusionen. Fusioner kan gennemføres med beskatning eller som skattepligtige fusioner. Fusioner planlægges og gennemføres i samarbejde mellem ØENS Advokatfirma og et af de fusionerende selskabers revisor.
Der skal normalt udarbejdes en række dokumenter for de to fusionerende selskaber og en række dokumenter, der skal forelægges for generalforsamlingen i de fusionerende selskaber. Gennemførslen af en fusion er således relativ ”papirtung”, men der er muligheder for at gennemføre det på en ”light” måde blandt mindre selskaber i en koncern eller holdingselskabsstruktur.
Spaltning er den modsatte procedure af fusion. Her sker således en opdeling fra ét til flere nye selskaber, det kan f.eks. være én virksomhed, der varetager flere forskellige forretningsområder, som deles op i flere, der hver kører et forretningsområde videre.
Due diligence
Nedenfor er opstillet nogle af købers væsentligste opmærksomhedspunkter i forbindelse med erhvervelse af en virksomhed. Købers (eller købers rådgiveres) undersøgelse af disse forhold kaldes en juridisk due diligence og en juridisk due diligencerapport er en slags juridisk tilstandsrapport på en virksomheds væsentligste forhold.
En juridisk due diligencerapport afdækker således eventuelle juridiske uhensigtsmæssigheder, fejl og mangler, risici m.v., der er relevante i forbindelse med overvejelse om og forhandlinger af køb af en virksomhed. I større virksomhedsoverdragelser er der oftest f.eks. finansiel due diligence, skattemæssig og it-mæssig due diligence samt HR-mæssig due diligence.
Den juridiske due diligence kan eksempelvis omfatte følgende forhold og emner:
- Kapitalforhold
- Selskabsdokumenter
- Referater fra generalforsamlinger og bestyrelsesmøder
- Ejerskab til anparter/aktier
- Ejerskab til aktiver
- Regnskaber
- Perioderegnskaber
- Budgetter
- Selskabets kontrakter med kunder
- Selskabets kontrakter med leverandører
- Selskabets medarbejdere
- Selskabets ledelse og andre nøglemedarbejdere
- Selskabets IPR:
- Varemærker
- Patenter
- Ophavsrettigheder
- Design
- Brugsmodeller
- Domænenavne
- Varelager
- Inventar
- Udestående fordringer
- Fast ejendom/lejemål
- Selskabets gæld
- Selskabets forpligtelser
- Skat
- Moms, told og andre afgifter
- Selskabets relationer
- Selskabets forsikringsforhold
- Aktuelle eller potentielle retssager
- Selskabets overholdelse af lovregler, herunder EU-regler
- Selskabets modtagelse af statsstøtte
- Miljøforhold
- Interviews med ledelse.
Finansiering
Virksomhedsoverdragelser kan finansieres på en række forskellige måder, og der er i den forbindelse en del forskellige krav og hensyn, der skal opfyldes og varetages. Et af de overordnede krav er, at et selskab ikke selv må finansiere sin egen overtagelse. Et selskab må, lidt forenklet sagt, ikke selv betale købesummen for aktierne i et selskab.
Efter selskabslovens § 206, stk. 1 er det ulovligt for selskaber at yde selvfinansiering i form af lån, garantier eller på anden måde bidrage over for en mulig køber af aktier eller anparter i selskabet til dennes erhvervelse af aktierne eller anparterne.
Problemet er i relation til køb og salg af virksomheder at vurdere, om eller hvornår et selskab – i forbindelse med en købers betaling af købesummen for aktierne eller anparterne i selskabet og i forbindelse med købesummens finansiering kan siges at medvirke på en ulovlig måde til købesummens betaling, helt eller delvist. Dette problem kan ses i mange afskygninger og i flere aspekter af en virksomhedshandel.
Der er i selskabsloven regler om lovlig økonomisk bistand til brug for finansiering af køb og salg af aktier eller anparter i et selskab. Reglerne om lovlig økonomisk bistand vil således navnlig kunne anvendes ved generationsskifter, hvor parterne har et indgående kendskab til selskabet, men hvor en eller flere af de nye ejere har vanskeligt ved at rejse pengene til køb af aktierne eller anparterne i selskabet.
På samme måde vil reglerne formentlig kunne anvendes i større virksomhedsoverdragelser, hvor køber har vanskeligt ved at rejse pengene, men hvor sælger ønsker at være behjælpelig med en hensigtsmæssig finansiering. Dog skal følgende betingelser være opfyldt:
- Generalforsamlingen skal godkende bistanden
- Udlodningen af økonomisk bistand skal være forsvarlig
- Der skal foreligge en redegørelse fra bestyrelsen eller direktionen af tilsynet om bistanden
- Bistanden skal ydes på markedsvilkår og af midler, der i øvrigt kun udloddes som aktieudbytte
I øvrigt er det nærmere indhold af disse betingelser ikke afklaret hverken i lovteksten eller bemærkningerne til teksten. Reglerne om økonomisk bistand vil også være relevante i management buy-out situationer, hvor ledelsen i et selskab overtager selskabet.
Ved disse situationer er det meget vigtigt, at reglerne om lovlig økonomisk bistand overholdes, så man ikke risikerer, at der i stedet for lovlig ydet økonomisk bistand er tale om ulovlig ydet selvfinansiering.
En overtrædelse af reglerne om selvfinansiering medfører krav om tilbagebetaling af de udbetalte penge og formentlig også erstatningskrav for ledelsen (dvs. bestyrelsen og direktionen), der har medvirket til beslutningens gennemførsel. Det samme erstatningsansvar må forventes at ramme selskabets rådgivere i form af revisorer, advokater, virksomhedsmæglere, investment bankers m.v. og disse parters forsikringsselskaber.
Ejerskifte
Køb og salg af en virksomhed, helt eller delvist, er ofte en meget kompliceret og tidskrævende proces for både køber og sælger. Overdragelsen sker ved indgåelse af en overdragelsesaftale, der skal tage højde for, at enhver virksomhed er unik.
ØENS hjælper dig gerne med udarbejdelse, gennemgang og forhandling af de aftaler og kontrakter og den proces, der er relevant ved et køb eller salg af virksomhed, og vi har stor erfaring med både små og store virksomhedsoverdragelser.
Køb og salg af en virksomhed sker i juridisk forstand normalt på én af disse to måder:
- Aktivoverdragelsesaftale, hvor køber erhverver én, flere eller alle dele af en virksomheds aktiver (altså ting, inventar, goodwill m.v.). Aftalen indgås med selve den sælgende virksomhed, og den fremtidige drift foregår herefter fra det købende selskab.
- Aktieoverdragelsesaftale, hvor køber erhverver, eller sælger afhænder nogle eller alle aktier eller anparter i en virksomhed. Aftalen indgås med virksomhedens ejer eller ejere, og den fremtidige drift fortsætter i det eksisterende selskab.
Forskellen mellem disse to former for strukturering af et køb eller salg af en virksomhed er især hæftelsesforholdene. Ved en aktivoverdragelse hæfter køber ikke for det sælgende selskabs fejl og forsømmelser over for kunder, kreditorer mv., mens ved en aktieoverdragelse hæfter selskabet fortsat for dets fejl eller forsømmelser over for kunder, kreditorer m.v. Der er også store skattemæssige forskelle mellem de to salgsformer.
Valget mellem disse to overdragelsesformer sker normalt på baggrund af en samlet vurdering og forhandling mellem køber og sælger, hvor især følgende afgør hvilken model, der anvendes:
- Værdiansættelses- og regnskabsmæssige forhold
- Forretnings- og imagemæssige forhold
- Hæftelsesmæssige forhold hos sælger
- Skattemæssige forhold hos sælger og køber samt
- Juridiske forhold, herunder forholdet til eksisterende kunder og samarbejdspartnere
Derfor er det vigtigt, at aftalen om køb af en virksomhed er præcis og omfattende, så købers centrale ønsker og forudsætninger imødekommes og behandles, f.eks. vedrørende:
- Købesummens betaling, herunder reaktionsmulighederne, hvis købesummen ikke erlægges som aftalt
- Risikoen for nedslag i købesummen, hvis virksomheden ikke er eller performer. som køber forventer (og sælger har ”lovet”)
- Overdragelse af det sælgende selskabs aktiver eller anparter/aktier, herunder sikring af, at overdragelsen rent faktisk finder sted og anmeldes og registreres de rette steder (og konsekvenser og reaktionsmuligheder ved manglende eller delvis overdragelse)
- Firmaets fremtidige navn
- Indgåelse af aftale om sælgers fremtidige arbejdsforpligtelser og -rettigheder, herunder særligt aflønnings-, opsigelses- og pensionsforhold
- Goodwill og kundeportefølje, herunder skal det sikres bedst muligt, at eksisterende kunder og kunde- og aftaleforhold kan fortsætte
- Medarbejdere og medarbejderforpligtelser skal afdækkes
- Tilgodehavender skal værdiansættes
- Immaterielle rettigheder (patenter, ophavsrettigheder, varemærker, domænenavne mv.) skal overdrages
- Kreditorer og deres antal og størrelse skal evt. afdækkes
- Potentielle erstatningskrav, retssager skal evt. afdækkes
- Konkurrenceklausul der afgør, hvorvidt sælger må påbegynde en konkurrerende virksomhed efter salget
- Kundeklausul, der afgør, hvorvidt sælger må kontakte selskabets kunder med henblik på salg af ydelser via et andet selskab
- Lovvalg – skal uenigheder afgøres efter dansk ret, hvis sælger f.eks. er et tysk firma?
- Værneting – skal uenigheder afgøres ved de almindelige domstole eller ved voldgift?
Hertil kommer, at der som regel indgås flere forskellige aftaler i forbindelse med køb og salg af en virksomhed. Der indgås således normalt:
- Ejeraftale, der regulerer flere ejeres rettigheder og pligter som aktive ejere af en virksomhed
- Investeringsaftale
- Sikring af købesummens faktiske betaling og faktisk overdragelse af aktier eller anparter, når pengene er betalt
- Optionsaftaler, der giver ledelse og/eller medarbejdere optioner til erhvervelse af aktier eller anparter i selskabet
- Direktørkontrakt, der regulerer direktørens løn, bonus, arbejdsforpligtelser og øvrige forpligtelser under ansættelsen
- Ajourføring af selskabets ejerbog, overdragelse af aktiebreve
ØENS hjælper dig med udarbejdelse, gennemgang og forhandling af de aftaler og kontrakter og den proces, der er relevant ved et køb eller salg af en virksomhed eller et selskab. Vi har stor erfaring med både små og store virksomhedsoverdragelser.
Virksomhedsomdannelse
Mange, som i en periode har drevet virksomhed i personlig form, f.eks. enkeltmandsvirksomhed eller interessentskab, ønsker at omdanne virksomheden til et anpartsselskab eller et aktieselskab eventuelt med et holdingselskab.
Der kan være flere driftsmæssige, skattemæssige, imagemæssige og hæftelsesmæssige årsager til, at man som firmaejer ønsker at omdanne sin virksomhed til f.eks. et aktieselskab.
Teknisk set sker omdannelsen ved at indskyde aktiverne fra den personlige virksomhed i et nystiftet anparts- eller aktieselskab (apportindskud). Mange vælger at anvende reglerne i virksomhedsomdannelsesloven om skattefrie virksomhedsomdannelser for at undgå, at der sker beskatning af indehaveren i forbindelse med omdannelsen (man undgår skatteudskydelse).
En skattefri virksomhedsomdannelse kombineres typisk med en skattefri tilførsel af aktiver eller en skattefri aktieombytning, så der opnås en holdingstruktur.
Skattefri virksomhedsomdannelser sker normalt i perioden fra 1. januar til 30. juni.
Eftersom en revisor skal udarbejde vurderingsberetning og åbningsbalance, og eftersom valget af, hvilken model der skal anvendes, afgøres af virksomhedens regnskab og af ønsket om at undgå eller udskyde beskatning, tilrettelægger og gennemfører vi altid virksomhedsomdannelsen i samarbejde med en revisor, typisk den revisor, som har lavet virksomhedens seneste årsregnskab.
Generationsskifte
Et generationsskifte af en virksomhed er ofte en kompliceret og tidskrævende transaktion for både køber og sælger. Vi har hos ØENS Advokatfirma erfaring med rådgivning om og udarbejdelse af dokumenter ved generationsskifter.
Man taler normalt om et generationsskifte, når en ejer af en virksomhed afhænder hele eller dele af virksomheden til et eller flere familiemedlemmer, til en eller flere medarbejdere eller til eksterne ejere.
Et generationsskifte kan ske som følge af dødsfald, hvor familien pludselig skal tage stilling til virksomhedens daglige drift og fremtid. Denne situation kan ejeren i god tid afværge ved at oprette et testamente, hvori selskabets fremtidige ejerforhold afklares. ØENS kan være behjælpelig med at udarbejde et sådan testamente.
Et generationsskifte kan også ske som led i en mere eller mindre planlagt proces, hvor det er særligt vigtigt, at ejerskab og ledelsesforhold håndteres. I praksis er det ofte overdragelsen af ledelsen og den daglige indflydelse i virksomheden, der volder de største kvaler. Dette gælder både for den, der sælger, og for den eller dem, der er købere.
Forud for gennemførelsen af et generationsskifte er det også meget vigtigt at have fokus på de skattemæssige forhold, så sælger får mest muligt ud af salgssummen. Tilsvarende er det vigtigt for køber at indrette sig skattemæssigt optimalt. Derfor går forretningsmæssige, skattemæssige og juridiske forhold hånd i hånd i forbindelse med gennemførelsen af et hensigtsmæssigt forløb.
Det er altså vigtigt for begge parter at have fokus på:
- Værdiansættelse og regnskabsmæssige forhold
- Forretnings- og imagemæssige forhold
- Hæftelsesmæssige forhold hos sælger og køber
- Skattemæssige forhold hos sælger og køber
- Juridiske forhold
- Selskabsretlige forhold, f.eks. gennemførsel af generalforsamlinger, vedtægtsændringer mv.
Vi hjælper dig gerne med udarbejdelse, gennemgang og forhandling af de aftaler og kontrakter og den proces, der er relevant ved et generationsskifte af din virksomhed. Derfor er det vigtigt, at aftalerne er præcise og omfattende, så sælgers og købers centrale ønsker og forudsætninger imødekommes og behandles, f.eks. vedrørende:
- Købesummens betaling, herunder sikring af, at købesummen rent faktisk betales (og konsekvenser og reaktionsmuligheder ved manglende eller delvis betaling)
- Overdragelse af anparter eller aktier, herunder sikring af, at overdragelsen rent faktisk finder sted og anmeldes og registreres de rette steder (og konsekvenser og reaktionsmuligheder ved manglende eller delvis overdragelse).
- Firmaet fremtidige navn
- Tidligere ejers fremtidige arbejdsforpligtelser og –rettigheder
- Goodwill og kundeportefølje. Herunder skal det sikres bedst muligt, at eksisterende kunder og kunde- og aftaleforhold kan fortsætte
- Medarbejdere og medarbejderforpligtelser skal afdækkes
- Immaterielle rettigheder (patenter, ophavsrettigheder, varemærker, domænenavne m.v.) skal overdrages
- Kreditorer og deres antal og størrelse skal afdækkes
- Potentielle erstatningskrav, retssager skal afdækkes.
Hertil kommer, at der som regel indgås flere forskellige aftaler i forbindelse med en virksomhedsoverdragelse. Der indgås således normalt:
- Ejeraftaler, der regulerer flere ejeres rettigheder og pligter som aktive ejere af en virksomhed
- Optionsaftaler, der giver ledelse og/eller medarbejdere optioner til erhvervelse af aktier eller anparter i selskabet
- Direktørkontrakt, der regulerer direktørens løn, bonus, arbejdsforpligtelser og øvrige forpligtelser og rettigheder under ansættelsen
- Ajourføring af selskabets aktie- eller anpartsbog, overdragelse af evt. aktiebreveØENS hjælper dig med udarbejdelse, gennemgang og forhandling af de aftaler og kontrakter og den proces, der er relevant ved et generationsskifte af en virksomhed.
Hvordan beregnes honoraret?
Vores honorar i erhvervssager tager normalt udgangspunkt i antal brugte timer i forbindelse med bistanden i den enkelte sag. Der kan dog i forbindelse med afregningen ske regulering af det samlede honorar under hensyntagen til det opnåede resultat, sagens værdi og betydning for dig, sagsbehandlingstiden, arbejdets karakter samt det ansvar, der er forbundet med sagens gennemførelse.
Hvis du har en retshjælpsforsikring tilknyttet din virksomhed, vil du endvidere i mange tilfælde kunne få dækket de fleste omkostninger ved at føre retssag.
Fakturering
Ved enkeltopgaver fakturerer vi normalt ved afslutningen af sagen, men ved faste klientforhold faktureres kvartalsvis. Du vil, ud over honoraret for den udførte bistand, blive faktureret for de udlæg, der eventuelt har været i forbindelse med sagsbehandlingen.
Få et overslag
For erhvervsdrivende vil vi som udgangspunkt beregne salæret på timebasis. Du er dog altid velkommen til at få et overslag på, hvad vi mener, den pågældende opgave vil komme til at koste, ligesom du ofte kan få en fast pris på opgaven.