Nyheder

Seneste nyheder fra ØENS

NYHEDER

Mulighed for digitale møder og generalforsamlinger

20. maj 2020

Kommunikation

Den årlige generalforsamling i ejer- og andelsboligforeninger er for mange blevet udskudt grundet forsamlingsforbuddet. I disse tider må der tænkes ud af boksen, for at mindske den negative konsekvens forbuddet har for samfundssituationen – og boligforeninger ikke mindst.

Det har vi en god idé til.

ØENS tilbyder derfor nu at afholde digitale generalforsamlinger via ProBos nyligt udviklede modul til afholdelse af digitale møder. Dermed kan ejer- og andelsboligforeninger nu afvikle de generalforsamlinger, der ellers havde været udskudt på ubestemt tid.

Afviklede generalforsamlinger sætter atter gang i aktiviteten på markedet, og bidrager positivt til køb og salg af boliger. Samtidigt understøtter tiltaget samfundsøkonomien, da igangsatte projekter er med til at holde hånden under mange erhvervsdrivende inden for særligt byggebranchen.

Endelig har det stor betydning for den daglige varetagelse af foreningens interesser, og for den enkelte forening betyder det, at de nu kan få:

  • Vedtaget bolig- og fællesudgifter for 2020
  • Planlagt vedligeholds- og renoveringsprojekter
  • Gennemført valg af bestyrelse, og afvikle bestyrelsesmøder
  • (Andelsboligforening): Få fastsat 2020-andelskronen. Til gavn for dem der overvejer salg, da de ellers kunne være nødsaget til at sælge til den vedtagne 2019-pris.

Beboerne i ejer- og andelsboligforeningerne kan med hjælp fra ejendomskommunikationssystemet ProBo, finde alle nødvendige oplysninger til de enkelte digitale møder, samt se kommentarer, bilag og afstemningsresultater.

Beboerne kan deltage fra mobiltelefon, tablet eller computer og kan stemme, kommentere m.v. uanset fysiske placering. De modtager automatisk en notifikation, når generalforsamlingen påbegyndes og bliver mindet om en manglende stemmeafgivelse dagen før deadline. Der er ikke tale om et egentligt møde som på platformene Zoom, Google Hangout og Microsoft Teams, men i stedet en digital afstemningsproces. Beboerne kan således ikke tale sammen, men alene logge på, læse materialet igennem og afgive deres stemme.

Langt de fleste vedtægter nævner ikke denne form for afstemning, hvorfor det som udgangspunkt vil kræve accept fra samtlige medlemmer i foreningen at benytte denne afstemningsprocedure. Vi ser det dog som et attraktivt supplement, og måske det også kan bruges i visse situationer fremadrettet for at højne deltagelsen til afstemningerne.

Selvfølgelig er det rarest at afvikle møderne med fysisk fremmøde, og som nævnt er det typisk også et krav. Men når nu det ikke kan lade sig gøre, så er dette en oplagt mulighed for at opretholde den demokratiske valgproces i ejer- og andelsboligforeninger, da alle kan tilgå afstemningerne digitalt. Særligt i andelsboligforeninger er det vigtigt at få behandlet og godkendt årsregnskabet for 2019, idet andelsværdien jo fastsættes heri. Benytter foreningen en valuarvurdering vil den senere vurdering, hvis foreningens regnskab følger kalenderåret, være fra 31. december 2018. Det betyder at den, efter d. 30. juni 2020, ikke længere er gyldig og at der derfor ikke efter denne dato lovligt, kan foretages andelshandler på baggrund af denne vurdering.

Jeres daglige administrator kan rådgive jer, og svare på spørgsmål om muligheden for de digitale møder.

Tilmeld nyhedsbrev