Nyheder

Seneste nyheder fra ØENS

Derfor bør I udarbejde en vedligeholdelsesplan

Bygninger skal løbende vedligeholdes. Dét ved vi alle. Men hvor meget trænger bygningen egentlig? Og hvor skal vi starte? Måske trænger taget til en udskiftning eller måske slår murværket revner? Dét er svært at afgøre, hvis man ikke fagligt beskæftiger sig med bygningsvedligeholdelse. Og derfor er det en god og fornuftig idé, at man som boligforening får udarbejdet en såkaldt vedligeholdelsesplan. Men hvad er det nu lige, dét er? Og hvorfor er det vigtigt?

En vedligeholdelsesplan er en plan, der på baggrund af en professionel vurdering af ejendommens vedligeholdelsesmæssige stand, fremlægger hvordan en bygning i fremtiden skal vedligeholdes. Vurderingen udføres af en uvildig byggesagkyndig, og den indeholder en prioriteret liste over hvilke vedligeholdelsesopgaver, der bør udføres, og hvor meget dette vil koste.

En vedligeholdelsesplan er et brugbart værktøj i forbindelse med foreningens årlige budgetlægning, og med sådan en plan undgår man kedelige overraskelser – både økonomisk og praktisk. En vedligeholdelsesplan er også vigtig, når man vil sælge sin bolig. Vores advokater oplever ofte, at købere spørger til ejendommens vedligeholdelsesmæssige stand. Og derfor er det fordelagtigt, at man som forening står klar med en professionel vurdering og en konkret plan.

Har du og din forening et ønske om at få udarbejdet en vedligeholdelsesplan? Så giver vi gerne en hjælpende hånd. Vi klæder jeres forening ordentlig på, så I kan tage fat på ejendommens vedligehold. Kontakt ØENS byggesagsadministrator Karina Bertram Bjaarnø på telefon 3234 0163 eller på mail kb@oadv.dk og hør, hvad vi kan gøre for jer.

Tilmeld nyhedsbrev