Nyheder

Seneste nyheder fra ØENS

Regering foreslår større skattegevinst ved boligudlejning

Personer, der udlejer deres bolig i kortere perioder via tjenester som Airbnb skal have højere skattefradrag. Det foreslår regeringen (VLAK) i et nyt deleøkonomisk udspil.

Lejer du sommetider dit hus eller lejlighed ud? Så er der måske godt nyt på vej til dig. Regeringen forslår at hæve bundfradraget fra de nuværende 24.000 kroner til 36.000 kroner i indtægter fra korttidsudlejning af helårsboliger og sommerhuse. Det højere bundfradrag skal gøres betinget af, at du som skatteyder benytter dig af en tredjepart, Airbnb eller lignende, som indberetter brugernes indtægter til skattevæsenet via en digital indberetningsløsning.

Idéen med regeringens forslag er at gøre det attraktivt at anvende deleøkonomiske platforme og forhindre snyd og sikre korrekt beskatning af indtægter fra udlejning. Regeringen har en målsætning om at forbedre betingelserne for dele- og platformsøkonomi, fordi de mener det kan skabe vækst og arbejdspladser.

Regeringen, med boligminister Ole Birk Olesen (LA) i spidsen, forklarer, at det nye udspil har et indbygget økonomisk incitament, der skal fremme brug af tjenester, der arbejder sammen med Skat. Der har længe været forvirring omkring hvor lang tid man egentlig må korttidsudleje sin bolig, hvis man skal overholde sin bopælspligt. Med udspillet vil du fremmover kunne leje din bolig ud i en længere periode, hvis det foregår via en tjeneste, der udveksler oplysninger med vores skattevæsen. Foregår det via en tjeneste, vil forslaget give udlejer ret på 90 dage. Foregår det ikke via en tjeneste, der indberetter skatteoplysninger, har man 30 dages ret.

Der er altså muligvis gode ting i vente for dig, der ynder at leje din bolig ud, når du ikke selv skal bruge den. Deleøkonomi er kommet for at blive. Regler og restriktioner er der mange af, og de kan være vanskelige at navigere i. Læs mere om reglerne for udlejning i denne artikel eller kontakt ØENS på mail info@oadv.dk eller telefon 3246 4646, og hør hvordan vi kan rådgive dig.

Tilmeld nyhedsbrev