Nyheder

Seneste nyheder fra ØENS

Energimærkning: hvad, hvornår og hvordan

Hvad er et energimærke?

En energimærkning er en vurdering af jeres ejendoms energimæssige tilstand. Energimærkningen fortæller jer hvor energieffektiv og energiøkonomisk jeres ejendom er, og den giver jer et indblik i hvor det vil være fordelagtigt at foretage forbedringer og dermed mindske jeres energiudgifter og løbende omkostninger.

Jeres energimærkning skal foretages af en godkendt energikonsulent. Energikonsulenten vurderer ejendommens energimæssige tilstand og placerer den på en skala fra A til G, hvor ejendomme med energimærke A har det laveste energiforbrug. Jeres nye energimærke vil være gyldigt i 10 år fra den dag, det er udstedt.

Hvornår skal min forening have et energimærke?

I dag har boligkøbere krav på at se en energimærkning, og siden 2010 har en bolig faktisk ikke kunne blive annonceret til salg uden et gyldigt energimærke. Ved salg af andels- og ejerlejligheder, er det jer som boligforening, der har ansvaret for at få udført en gyldig energimærkning og for at stille den til rådighed for sælger. I rækkehuse og lignende bebyggelse er det sælgers pligt. Senest tre uger efter sælgers anmodning, skal I have indgået en aftale med et certificeret energimærkningsfirma, så I senest 60 dage efter anmodning kan udlevere energimærkningen til sælger. Overholder I som forening ikke disse frister, kan I risikere påbud eller bøde af Energistyrelsen. Vælger I som foreningen ikke at energimærke jeres ejendomme, risikerer I desuden at få en bøde.

Hvordan får vi lavet eller fornyet vores energimærke?

ØENS står meget gerne til rådighed og hjælper jer med indhentning af energimærke, så I som forening kan bruge jeres tid på sager og beslutninger, der er vigtige for jer. Vi tager os af processen fra start til slut. Vi iværksætter indsamling af de nødvendige informationer, opretter kontakt til en certificeret energikonsulent og sørger således for, at jeres nye energimærke godkendes og registreres, så det er gyldigt og opfylder de lovmæssige retningslinjer. Herefter skal I ikke spekulere over jeres energimærkning de næste 10 år.

Ønsker I en hjælpende hånd i forbindelse med energimærkning, så kontakt ØENS byggeadministrator Karina Bertram Bjaarnø på telefon 3234 0163 eller mail kb@oadv.dk og hør mere om vores tilbud.

Tilmeld nyhedsbrev