Nyheder

Seneste nyheder fra ØENS

Advokat: Det skal du vide, inden du køber andelsbolig

Der er vigtige ting du skal vide, inden du køber dig en andelsbolig. Det mener ØENS advokat Heidi Hyldgaard. Med et andelsboligkøb følger nemlig flere risici, som du med fordel kan orientere dig om.

Der er forskel på at købe en ejerlejlighed og andelsbolig. Erhverver du dig en ejerlejlighed, vil du som udgangspunkt kunne rette krav mod sælger, hvis der konstateres fejl eller mangler ved din nye bolig. Det kunne for eksempel være, at badeværelset ikke er lavet korrekt. Kravet mod sælger kan være et erstatningskrav eller krav på afslag i købssummen. Det afhænger blandt andet af, om sælger vidste, at badeværelset ikke var udført korrekt.

Finder du omvendt fejl eller mangler ved din nyerhvervede andelsbolig, er det langt sværere for dig, at få sælger til at kompensere. Det er fastslået af Højesteret ved en nyere dom fra 2014.

I denne sag fik Byretten medhold i, at der var mangler ved andelsboligens badeværelse, og at det ville koste cirka 175.000 kroner at udbedre disse. Køber fik 125.000 kroner i kompensation, men sagen blev anket til Landsretten. Her blev det bestemt, at det ikke var den samlede renovering, der var ulovlig – som det ellers lød i anklagen – og køber fik derfor kun en brøkdel af den renoveringssum, som var medregnet i købssummen. Helt konkret fik køber kun 27.000 kroner i kompensation.

Sagen blev efterfølgende indbragt for Højesteret, som ligesom Landsretten fastslog, at afslaget i købssummen grundet mangler, skulle ske ud fra den fulde betalte købssum – men at afslag hvad angår mangler ved bygningsindretninger, hvor køber har betalt for forbedringer, og hvor der er handlet til maksimalprisen, ikke kan oversige den forbedringsværdi, køber har betalt.

Eller sagt på en anden måde. Køber du en andelsbolig og betaler for eksempel 40.000 kroner i forbedringer ved et nyt badeværelse, kan du ikke få mere end 40.000 i afslag, selvom badeværelset viser sig at være udført forkert og skal laves om for 150.000 kroner.

Dommen gør ikke op med alle situationer omkring mangler, men der er ingen tvivl om, at en andelsboligkøber er stillet langt sværere i situationer som denne end tidligere. Det mener advokat Heidi Hyldgaard.

Står du overfor et andelsboligkøb? Så har du måske brug for rådgivning. Hos ØENS er boligkøb en absolut kernesag, og vi sørger for at vende hver en sten i dit forløb, så vi således sikrer os, at du er som køber er grundigt orienteret om alle handlens aspekter. Skriv eller ring på info@oadv.dk eller 3246 4646 for en uforpligtende snak om, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe dig på vej.

Tilmeld nyhedsbrev